Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1596Visninger
AA

13. Modstand

 

Jeg følte mig overvåget, da jeg lå i min seng og sov. Som om nogen holdte øje med mig. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere, overgav mig, og lod mine øjne åbne. Og der stod Regitze.

”Hvorfor snakker far aldrig om Johannes mere?”

Hendes stemme var lille, og jeg kunne tydeligt spore at hun var ked af det. Jeg satte mig op i sengen, rakte mine arme ud mod hende og bad hendes sætte sig.

”Johannes og far er meget uenige, det ved du. Så lige nu kan de ikke rigtig finde ud af det sammen, og det tror jeg far er meget ked af, så derfor forsøger han nok at glemme ham lidt.”

”Det er altså mærkeligt. Han har jo ikke engang fortalt ham, at han er kommet med i modstandsbevægelsen…”

”Nej!”

Nærmest råbte jeg.

”Og det skal han for guds skyld heller ikke vide!”

Regitze trak sig fra mig.

”Hvorfor dog ikke?”
Hvad skulle jeg sige til hende? Jeg var slet ikke vant til at skulle forklare tingene på denne her måde overfor Regitze. Hun havde altid haft forfærdelig nemt ved at forstå næsten alting, men det her var for meget for hende. Jeg tyggede længe på hendes spørgsmål, inden jeg endelig have fundet på noget klogt at sige.

”Johannes er nazist, Regitze, han er med tyskerne, far er imod tyskerne. Far og Johannes er i krig mod hinanden. Hvis Johannes finder ud af hvad far laver, så er der en mulighed for at han sladrer, også skal far straffes.”

Hendes blik blev nervøst.

”Hvad er der?”

”Ikke noget. Slet ikke noget.”

”Bare rolig, hvis vi bare holder det hemmeligt, skal far nok klare det.”
Jeg smilede til hende.

 

 

”Lis, vi skal ud i aften. Har du tænkt på om du vil med?”

Jeg nikkede til far, mens jeg tyggede færdigt på mit brød. Han sagde det, som var det en skovtur vi skulle på. Som om, at det da bare lige var en lille aften gåtur. Endnu engang slog tanken, at han slet ikke havde overvejet hvad der kunne ske ved det, mig. Han havde dårligt tænkt over det dengang Madsen havde sagt at de godt kunne bruge nogle flere folk. Var det bare fars måde at håndterer sådan noget på, eller var han bare helt vild uansvarlig?

”Nå? Hvad siger du til det?”
”Ja… Jeg vil gerne med far.”

Et smil bredte sig på hans læber.

”Tænk at jeg har sådan en klog ung datter, der vil være med til at gøre en forskel!”

Fars entusiasme gjorde mig glad, og hans smil smittede som altid. Vi sad om morgenbordet og smilede alle fjoget, alt sammen fordi far havde smilt. Tænk at en mands smil kan gøre så meget glæde.

 

Det meste af dagen spenderede jeg på at gå nervøst rundt i huset, og vente på at far sagde vi skulle af sted. Klokken blev 14, den blev 16, og 18, og først kl. 19 stod vi ude på gaden. Først stod vi bare og talte. Det var vist meningen at det skulle se tilfældigt ud. Så sagde far pludselig, at vi skulle ned til søen, der holdte en bil og ventede med nogle kasser vi skulle flytte. Jeg fulgte med ham som en trofast hund.

Kasserne var tunge, men jeg deltog på lige fod med mændene uden at brokke mig, eller pive det mindste. Tit spekulerede jeg på hvad der mon var i dem, men smeden sagde at det skulle jeg ikke. De blev sendt et sted hen, hvor de nok skulle undersøge alt det der skulle undersøges. Vi var bare mellemleddet.

Det var slet ikke hvad jeg havde tænkt som modstandsarbejde. Vi kunne jo ligeså godt være en lille flok, der gik og flyttede kasser for kammerater. I starten havde jeg været død nervøs, hver eneste lille lyd, fik mig til at fare sammen, men det gik heldigvis hurtigt over.

De store kasser flyttede vi fra den ene bil, til den anden. Far sagde at det var sådan det var mest sikkert.

Da vi var hjemme var jeg helt oppe at køre. Det havde egentlig ikke på den måde været noget særligt, men alligevel kunne jeg mærke adrenalinen bumpe løs i min krop. Jeg tænkte slet ikke på soldaten fra butikken. Jeg var ligeglad, for lige i det øjeblik følte jeg mig næsten som en helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...