Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1584Visninger
AA

16. Farvel Regitze.

 

Tiden slæbte sig af sted.

Det var ikke nemt at holde styr på dagene, ugerne og månederne. Hver dag gik med den samme tummerum. Vi blev lukket ud af cellen, gik og gjorde rent, blev lukket ind igen. Den resterende tid gik for mit vedkommende på at sove. Lige meget hvor meget jeg sov, var jeg stadig ligeså træt når jeg vågnede. Konstant træt. Jeg havde heller ikke lyst til andet end at sove.

Vi måtte have været der længe. Sneen var kommet, og var smeltet væk igen, og nu skinnede solen.

Det var som om at hele min verden var blevet vendt op og ned, på alt for kort tid. Solens varme stråler, betød ikke længere noget – de var der bare. De lyste ikke mine dage op mere, de var ligegyldige elementer i en verden, der var mindst lige så ligegyldig.

Rygtet gik på at dødsstraffen snart kom til Danmark. Jeg var ligeglad. Underligt nok var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg havde altid været bange for døden, men nu, nu var det hele ligegyldigt.

Ligegyldigt, lige til den dag Regitze kom for at besøge os.

Vi sad i et stort rum, kun møbleret med et bord og to stole, mig og Regitze. Vi måtte ikke komme ind og sige hej til hinanden på engang. Så jeg var den første.

Der sad vi længe, side ved side, bare og nød stilheden mens vi indimellem smilede til hinanden.

”Er du aldrig trist, Lis?”

Spurgte hun, og lagde sit hoved på mit skød. Jeg strøg hende over hendes bløde krøller.

”Selvfølgelig er jeg det, skat. Men jeg ved at det hele nok skal ordne sig. Bare rolig.”

”Hvordan kan du være så sikker?”

”Jeg ved det bare.”
Regitze kiggede op på mig med tårefyldte øjne.

”Jeg vil bare så gerne have det til at være normalt igen!”

”Det kan jeg godt forstå. Og jeg lover dig, at før du kan nå at se dig omkring, skal det nok være som det plejer.”
Jeg løj. Jeg sad og løj for min elskede lillesøster og hun slugte det råt.

 

Jeg havde mistet troen på Gud. Han kunne ikke gøre noget for mig mere, hvis Gud var der, havde meningen været at det skulle være gået anderledes. Men ingen gjorde noget. Mindst af alle Gud.

 

Jeg kiggede mig over skulderen da jeg blev ført ud af rummet og tilbage mod min celle.

Jeg kiggede på Regitze. Hvad skulle der dog blive af hende?

 

Jeg havde fået bekræftet min mistanke om at dødsstraffen ville komme til Danmark, så nu var jeg ikke længere i tvivl. Vi skulle dø.

Og retssagen kom da også endelig.

En sensommer formiddag kom en af de mange vagter og sagde, at nu skulle vi dømmes.

Der var andre fra ”De frie danske.” Smeden, Lars og også hr. Mortensen, sad sammen med far da vi kom ind i det store rum.

Mine sanser føltes svækkede, og igen kunne jeg ikke andet ens bare sidde og stirre, mens jeg mærkede hvordan trætheden, og magtesløsheden overtog min krop.

Jeg lukkede øjnene og lod et billede af Regitze tone frem på min hornhinde. Smukke, kloge, lille Regitze, som altid havde betydet alt for mig.

Jeg blev vækket af mit dagdrømmeri af mors høje gråd, jeg vidste hvad det betød. Tanken om at skulle dø var ikke slem, men tanken om at blive dræbt… det var straks værre.

Ventetiden var kvælende, som vi sad der. Vi vidste alle sammen at det kun var et spørgsmål om tid før en soldat eller vagt kom og hentede os.

Et håb voksede i mig, da jeg genkendte Johannes i en af de brune uniformer.

”Johannes!”

Råbte far. I det samme kom soldaten der skulle føre os til døden. Han tog fat i fars skuldre.

”Johannes! Du må da kunne gøre noget!”

Min bror kiggede stift ind i far øjne, løftede højre arm, og sagde

”Heil Hitler.”

 

Vi blev kørt væk i en stor bil, magen til den vi var kommet i. Den stoppede brat et sted jeg ikke rigtig kendte. Et stort område, lige ved siden af en sø. Jeg var sikker på at jeg aldrig havde været der før.

Vi fik besked på at lægge os på jorden, med ryggen op. Og, før nogle af os havde regnet med det var det første skud sendt af sted. Mor stak i et hyl ved synet af fars blod, der løb ud af hans hoved og farvede det grønne græs rødt. Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg vidste at dette helvede snart var slut, og nu var det i hvert fald for sent at kæmpe imod.

Endnu et skud. Mors døde krop lå op af mig, så blodet sivede ned på min hvide kjole.

Jeg forstod at det nu måtte være min tur.

Jeg havde svært ved at accepterer at den sidste lyd jeg nogensinde skulle høre var fra skuddet der havde dræbt mig. Men sådan skulle min skæbne åbenbart være.

BANG! Og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...