Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1580Visninger
AA

9. Du skal ikke græde.

Jeg lå i min seng og kunne ikke sove. Mine tanker kørte på far der var ”i byen”. Han havde forladt huset for over en time side med 3 andre mænd.

”pas nu godt på dig selv.”

Havde mor sagt, ligesom de skulle til at gå.

”Rolig nu Ellen. Vi skal bare tage imod nogle våben. Det skal nok gå.”

 Jeg var stolt af min far, stolt af at han tog affære, men på en og samme tid hadede jeg det han skulle til at gøre. Det var så farligt, og ingen vidste hvad der kunne ske hvis han blev opdaget.

Igennem den tynde væg kunne jeg hører Regitze pusle rundt på sit værelse. Jeg satte øret mod væggen og lyttede. Jeg kunne høre hende græde. I det samme ramte tanken mig: ”Hun har fundet af det med far!”

Jeg skyndte mig ud af min seng, ud af mit værelse og videre ind på Regitzes. Og rigtig nok, her sad hun, med ansigtet begravet i sine arme, og lod små, stille hulk slippe ud.

”Du skal ikke græde Regitze.”
Hun kiggede et kort øjeblik op på mig. Idet samme lod hun sin arm glide over øjnene for at fjerne tårerne.

”Undskyld.”

Sagde hun lav meldt.

”Du skal ikke undskylde lille skat.”

Med tunge skridt bevægede jeg mig over mod hende. Jeg skimtede noget hvidt i hendes hånd. Det var et stykke papir. Hun foldede det ud og rakte det frem mod mig.

”Johannes tager til Tyskland.”

Sagde hun, og forsøgte at skjule den gråd der igen pressede på. Det stak i mit hjerte, at se min elskede lillesøster så trist. Og hvad skulle jeg dog sige? Jeg var selv mindst ligeså ked af det som hende. Jeg søgte efter trøstende ord, og forsøgte gentagende gange at sige noget, men det var som om at ordene bare ikke ville komme ud.

Der sad vi i total tavshed, længe, lige til Regitze sagde:

”Jeg hørte far gå.”
Jeg måtte synke et par gange. Vidste hun nu det hele?

”Og jeg ved altså godt at han ikke bare skal i byen.”

Jeg slog blikket ned. Jeg kunne jo ikke bare sidde og lyve hende lige op i hovedet, men jeg vidste at jeg heller ikke kunne fortælle sandheden. Jeg prøvede at fortælle mig selv at det jo var for hendes eget bedste, så hun ikke skulle gå rundt og være bekymret for far, at jeg hjalp hende ved ikke at sige noget. Hendes blik søgte efter mine øjne.

”Han er sabotør, er han ikke også? Det var det i talte om den dag i Madsens køkken, var det ikke?”

Jeg skulle have rejst mig, jeg skulle være gået min vej, eller bare have ladt være med at svare hende. Jeg skulle have snakket om noget andet, skifte emne, og jeg vidste det, men alligevel tog jeg mig slev i at nikke til hende.

”Hvorfor?”

Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde regnet med en søster der var sur over ikke at være blevet inddraget på lige for med os andre, også var det eneste der kom ”Hvorfor.”.

”Nogle gange bliver man bare nødt til at gøre et eller andet ved de ting man finder uretfærdige, Regitze. Far har fundet krigen og nazisternes behandling af andre uretfærdig længe, og nu måtte han gøre noget.”

Hun nikkede forstående.

”Vil du ikke ligge og sove her hos mig i nat?”

”Der er intet jeg hellere vil.”

Jeg puttede mig ned i sengen ved siden hende. Jeg kunne pludselig mærke brevet fra Johannes i min hånd.

”Jeg synes du skal læse det. Godnat.”

Det var svært at skimte bogstaverne i mørket, men mine øjne vænnede sig hurtigt til det. Jeg læste med tårefyldte øjne min storebrors brev.

 

”Kære far, mor, Lis og Regitze.

Jeg skriver til jer for at fortælle at jeg har besluttet mig at rejse.

DNSAP har indledt samarbejde med tyskerne, og jeg har sagt ja til at rejse til Tyskland, hvor jeg ved at jeg kan leve min politiske overbevisning ud.

Far, jeg ved at du ikke forstår mig, men jeg bliver nødt til det. Jeg vil verden det bedste, og det bedste for verden er nazismen. Jeg er sikker i min sag.

Mor, jeg elsker dig, og håber at du kan respekterer mit valg. Du skal ikke være bekymret for mig. Jeg kommer tilbage til Danmark snart.

Lis, du har altid været så god til at passe på os alle sammen, selv på mig, som er ældst. Nu er det min tur til at passe på dig. Jeg vil hjælpe med at få udredt det gode, nazismen, mest for dig og Regitzes skyld.

Lille Regitze. Huset engel. Et stædigt æsel er du. Jeg ved at du vil kunne forstå mig en dag. Lige meget hvad far siger så husk hvilken bror jeg altid har været for dig.

Vi ses snart.

VH

Johannes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...