Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1585Visninger
AA

14. Brevene

 

Tiden fløj af sted, som den aldrig havde fløjet før, og før vi kunne nå at se os omkring var det efterår. Bladene faldt atter af træerne, blomsterne visnede, og solen gemte sig nu bag de mange regnfulde skyer.

Jeg havde efterhånden været med ude tit, tiere end jeg nogensinde havde troet at jeg ville. Det var for det meste kun noget med at tage imod nogle kasser eller flytte dem fra det ene sted til det andet, eller sende dem videre med en anden bil. Alligevel, selvom det for det meste bare føltes som om vi ikke lavede noget som helst, havde jeg en fornemmelse af at jeg gjorde en forskel. Møderne med ”De frie danske” havde også været blevet holdt hos os mange gange, og der var altid mange mænd, især unge, og der sad de, i vores lille køkken og skældte ud, og snakkede om at det da også var for dårligt det hele. Også skulle vi altid hører radio. Jeg nikkede bare, og blandede mig for det meste udenom de heftige diskussioner.

 

Jeg havde gået det meste af dagen og hjulpet mor med at gøre rent.

”Det er på tide at muge ud.”

Havde hun sagt.

Regitze og far var hjemme hos Madsen, så mig og mor var for en gangs skyld sammen alene. 

Jeg havde lovet hende at jeg ville rydde op på Regitzes værelse. Det legetøj hun var for stor til at lege med skulle lægges fra, og gemmes til når vi engang fik børn, eller til, hvis økonomien en dag skulle køre helt af sporet, at sælges.

Det var ikke meget legetøj hun havde. De to dukker der sad i en lille rød dukkevogn, vidste jeg at hun stadig legede med, og hun havde altid været så glad for dem, så jeg nænnede ikke at gemme dem væk.

Bamser var det hun havde mest af, 4 små bjørne alle sammen med hjemmestrikket tøj på, og lappede ører. Jeg lagde den mest slidte væk, men lod de 3 andre blive oppe, for de så stadig nogenlunde pæne ud.

Jeg lagde mig på gulvet for at se om der skulle ligge noget under hendes seng. Det kunne ligne hende at have lagt noget der. Der stod en lille brun kasse med låg, som jeg trak ud. Jeg havde regnet med at se gammelt legetøj når jeg trak låget af, så synet af en masse breve overraskede mig meget.

Jeg tog det øverste op, og begyndte at læse. Mit hjerte bankede hurtigt, da jeg så at det var fra Johannes.

”Det var godt at du fortalte mig jeres hemmelighed.”

Stod der på tredje linje. Havde hun fortalt ham det? Havde hun sladret om vores modstandsarbejde?

Kuldegysningerne spredte sig op af mine arme, i takt med at en uro voksede i min krop. Det kunne kun være det.

Jeg læste lidt videre, og forstod at han ville komme til Danmark igen snart. Han skulle ind og arbejde som vagt i vestre fængsel.

Det var der modstandsarbejderne kom hen, når de var blevet taget. Det havde far fortalt mig engang vi var kørt forbi i bilen.

Jeg læste lidt flere af brevene, og snart lå de spredt udover hele det lille gulv.

”Du skal ikke tro på hvad far siger. Det er ondt det han gør, Regitze.”

Stod der i et af dem.

”Hvorfor skulle han ellers skille os to fra hinanden?”

Jeg fik næsten kvalme ved tanken om at det var min storebror der havde skrevet dette. En jeg var i familie med.

”Nazismen er sandheden, Regitze. Jeg kunne aldrig finde på at lyve for dig!”

Han var jo blevet fuldstændig rablende.

Som jeg skulle til at begynde på endnu et brev, hørte jeg hoveddøren smække. Det kunne kun være Regitze og far!

Der gik panik i mig, og hurtigt nærmest fejede jeg brevene op i kassen igen med mine underarme, satte låget på, og skubbede den ind under sengen.

Tænk at hun havde fortalt det… hvordan kunne hun?

Jeg måtte minde mig selv om at Regitze bare var et barn, som savnede sin storebror. Det var svært for lige der, i det øjeblik hadede jeg hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...