Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1580Visninger
AA

1. 1.

 

De havde skændtes i flere timer, far og Johannes. Den dårlige stemning havde bredt sig i hele rummet, og den stue der for blot et par timer siden havde set så hyggelig ud med de blomstrede kaffekopper dækket fint op på det lille bord, mindede nu mere om et af de triste dramaer jeg havde været i biografen og se.

Fars ellers blide mørkeblå øjne, hvilede nu autoritært på Johannes, som han stod der, høj og ranglet, med for korte bukser, og for lange ærmer, og mest af alt lignede et forvokset barn.

 ”I kan alligevel ikke sige noget til det. Jeg er trods alt 19år.”
”Ja, trods alt…”

Svarede far, koldt og kynisk.

”Skal du så være tysker nu?”

Spurgte Regitze, med hendes lille stemme, uden at ænse nogle alvor i det Johannes lige havde fortalt os.

”Nej, lille skat, jeg vil altid være dansker.”

Svarede han, løftede hende op så hun sad på hans hofte, og kyssede hende blidt på panden.

”Jeg forstår det altså ikke.”

”Din bror er blevet brunskjorte, Regitze. Han er blevet en af dem der slår uskyldige mennesker ihjel!”

Det sidste var sagt sammenbidt, og tydeligt rettet mod Johannes.

”Far! Stop nu det der! Jeg skal ikke slå nogle ihjel!”

”Det er da præcis det du skal være med til. Støtte de forbandede nazister!”

”Nazismen er min sandhed, og det må du lærer at leve med!”

Idet samme kom min mor ind.

”Så er der mad.”

Hun smilede sit falskeste smil, og fik det næsten til at se ud som om at det var en helt almindelig onsdag aften.

Mor blev ved med at holde enetale om den kogebog hun havde set på vej mod damefrisøren samme dag, og om de smukke kjoler vores nabo Fru. Poulsen altid bar, men den dårlige stemning var ikke til at bryde, og bedre blev den slet ikke af at far og Johannes blev ved med at sende stikkende øjne til hinanden. Pludselig rejste Regitze sig op, og bestemt sagde hun:

”Det der er ikke til at holde ud! Opfør jer pænt!”

Det var tydeligt at far skammede sig over at blive sat på plads af hans 7årige datter.

”Regitze! Tal da pænt til din far, og til Johannes for den sags skyld.”

”Hun har jo ret, mor! Du kan ikke bare lade som om det hele er godt, for det er det ikke. Har du overhovedet ingen situationsfornemmelse?”

”Åh ja, min søn har mistet hjernen, og min døtre har ikke længere nogle respekt for deres forældre.”

”Abel!”

Mor kiggede stift på far, nærmest målte ham med blikket.

Johannes rejste sig.

”Tak for mad mor, jeg må hjem til Anne nu.”

”Åh ja, hvad skal der dog blive af din kære Anne når nu du skal ud og lege krigshelt?!”

Det sidste måtte far råbe, for Johannes var allerede halvt ude af døren.

 

”Er det rigtigt at Johannes skal dræbe mennesker?”

Regitze sad på sengekanten mens jeg børstede hendes lyse krøller.

”Det ved jeg ikke skat.”
”Er han nazist? Ligesom Hitler?”

”Det er han vel.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer. Hvad siger man til en 7årig der spørger om sådan nogen ting?

”Så er han vel ond nu.”
Jeg svarede ikke, sukkede bare mens jeg bandt et bånd om hendes hår.

”Så er du klar til natten min skat.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...