The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1498Visninger
AA

5. When youre gone.

To år, på to år var Harry og jeg kommet langt, vi var glade sammen, vi kunne alt sammen, nok var vi unge men vi kunne alt sammen. Men lige nu gik det bedre end før, jeg var jeg blevet færdig med skolen, jeg skulle arve alt efter min bedstefar når jeg fyldte atten, så derfor tog jeg beslutningen at gå i dybden med hestene. Lige fra western, akademisk dressur, klassisk dressur til horsemanship. Selvom det klassiske og horsemanshippen nu var helt fin, så skulle jeg stadig lære western og akademisk ridning, til det havde vi været i Wien mig og min bedstefar. Vi havde købt fem heste, kvinden der ejede rideskolen mente selv at de ikke kunne bruges, men jeg sagde at jeg ville få dem ført til toppen. Hun smilte venligt, og troede ikke på mig. Vi var taget til Sverige efter det, der lå en ranch oppe i bjergene hvor en af mine mors gamle venner var, hun have fået et føl fra nogle som ikke kunne bruge det, hun gav os det med hjem til England. 

Tre uger efter vi var kommet hjem, var jeg allerede godt igang med det hele. Føllet som vi havde givet navnet Hazza (Harrys ide) skulle være en westernhest. Det gik allerede nu utrolig godt med ham. Han var kun et år, men han viste allerede stor potientale i barrel racing og westerpleasure, jeg kunne se det når han stak af over markerne. Effect og Cupcake havde jeg ikke glemt. De skulle snart til noget som blev kaldt Hest og Rytter, noget i Danmark som var rimelig stort, jeg tog med, i håb om at jeg kunne få nogle kurser også, og hvem elsker ikke at shoppe udstyr? 

Jeg var taget af sted sammen med Lyra, Harry blev hjemme, han skulle noget med sin nye skole. Vi lovede hinanden at skrive og snakke lidt, jeg sagde jeg havde tid om aftenen, han var enig. 

"Så Lyra, hvilket hovedtøj? Det lysebrune eller det sorte?" Jeg kiggede på hende, hun så dumt på mig. "Du ved, jeg aner intet om heste, jeg ved ikke engang hvorfor jeg er kommet med, men må jeg have lov, din hest skal nok have sort hovedtøj på, du kan købe begge så kan du bare bruge det andet på Cupcake" Hun smilte. "Du har ret. Jeg køber begge to, skal vi spise nogle Churros bagefter?" Spurgte jeg. "Jeg bliver så dårlig af dem, men ja hvorfor ikke, Tyler ville hade at jeg gjorde det!" Smilte hun. Nå ja, Tyler og hende var kommet sammen, det havde jeg egentlig forudset, så meget som de ikke kun undvære hinanden. 

Jeg havde også ændret mig en smule, jeg havde fået større kasser( fra A80 til B75! HAHAH), og lidt længere ben, jeg var vokset! Jeg gik fra at være 1,58 til 1,62! Hell yeah! 

Vi sad inde i boksen ved Cupcake og spiste Churros. Han fik noget af den is jeg havde. "Pas på han ikke bliver syg" Sagde Lyra. "Lyra, jeg så at han igår spiste halvdelen af chokoladetærten vi havde med." Sagde jeg til hende. "Nå, jamen, så har din hest et problem" Sagde hun. Det havde han også, han indrømmede det bare ikke rigtig. Jeg havde fået nogle rigtig gode dage i Danmark, og Harry og jeg havde snakket lidt sammen. Vi havde begge travlt, men det var fint nok, jeg savnede ham nu en del. På vej hjem fra London ringede jeg til ham. Han svarede mig ikke, jeg blev lidt bekymret, han plejede altid at svare, også selvom jeg ringede midt om natten udelukkende for at lave fis med ham. Det synes han nu bare var sødt.

"Hans mobil er nok gået død" Sagde Lyra til mig. "Du har ret, den er nok gået død." Jeg smilte et falsk smil. Lyra blev sat af udenfor præstegården og vi kørte hjem. "Hvordan har min bedstefar det egentlig?" Spurgte jeg vores chauffør William. "Din bedstefar? Han har været i London siden dagen efter du tog til Danmark, jeg fik beskeden at han ikke havde tid til at se dig, så jeg skulle køre dig direkte hjem. Han sagde det var noget med et godt tilbud og sådan. Jeg ved ikke hvad det var, han vil ikke sige det" William var bekymret det kunne jeg høre. "Jeg tror nu det går. Det er min bedstefar, han er en stædig mand" Sagde jeg trygt. Jeg skyndte mig at sortere i alt jeg havde købt, nye sadler, (don't judge me) trenser, bidsler, ridebukser, trøjer og sokker, og min nye bling bling pisk! Jeg sms'ede godnat til Harry at jeg var kommet hjem. Han svarede ikke. Jeg lagde mig bare til at sove. Jeg kiggede dog ned af mig selv, jeg havde hans trøje på, og det dynebetræk der var på, var mit gamle FC Barcelona betræk, det mig og Harry sov i den første gang han var her. Jeg kiggede på mit natbord hvor jeg havde et billede af ham og mig sammen. Tænkte han lige så meget på mig som jeg gjorde på ham? 

 

                                                                                    Harrys del 

Jeg skrålede af hele mit liv sammen med drengene! Jeg kunne ikke tro det, One Direction var blevet muligt! Jeg havde ikke sagt noget til Anastacia, hun skulle jo til Danmark, og jeg ville overraske hende med det. Hun havde altid troet på mig, og det var hende som havde givet mig chancen for en demo, i gave. Jeg kiggede på Liam, som kiggede helt alvorligt på mig, ikke skræmmende men alvorligt. "Harry" Sagde han. "Ja?" Spurgte jeg mere end jeg nok sagde. "Øhm, din mobil, hvor er den henne?" Spurgte han. Jeg tog hånden ned i min højre lomme. Jeg spilede øjnene op. "Shit" Sagde jeg. Liam stod med den. "Den lå på dit natbord. Men bare rolig, den er gået død, der er nok ikke rigtig nogen som har skrevet til dig" Sagde han smilende. "Drillepind" Sagde jeg, men jeg trak hovedet tilbage fra min sorte skærm af. "Liam, hvad er det for en dato idag?" Spurgte jeg. "Den fjortende, hvorfor?" Spurgte han. "Anastacia er kommet hjem!" Jeg havde glemt alt om vores aftale, hun må have troet at jeg havde ignoreret hende eller sådan noget! Jeg løb fra vores øverum og ind på vores værelser. Jeg var så nervøs at jeg ikke kunne sætte mobilen til ladning i det første tre forsøg, fjerde der satte den sig rigtigt. Den tændte med det samme, jeg så at hun havde ringet tre gange og sms'et to gange. Hvis der var en ting jeg vidste om Anastacia, så havde hun lugtet til den forkerte lunte. Der stod kun at hun havde købt en masse i Danmark, og så en godnat sms. Der var ikke noget på telefonsvareren, jeg ville ikke ringe, den var halv et om natten på en mandag, hun sov med garanti. Jeg gik ind til Louis, i håb om at jeg kunne glemme det en smule. Selvom jeg hellere ville skrive tusindvis af beskeder til hende om hvor ked af det jeg var. Men det var ikke nødvendigt. Louis klappede mig på skulderen og sagde det nok skulle gå. 

Jeg vågnede igen dagen efter den var ikke engang syv, den var ti i. Jeg tog fat i mobilen og ringede Anastacia op. 

"Hallo?" Det var hendes stemme. Jeg åndede lettet op. "Hej Anastacia, det er mig Harry" Sagde jeg lettere nervøst. "Hej Harry, sagde hun, helt stille. "Hør, jeg er altså virkelig, virkelig ked af det. Min mobil gik død og... du græder jo" Jeg vidste hun græd, for hun var helt stille. "Hvad får dig til at tro det?" Sagde hun. "Hvad er det?" Spurgte jeg helt bekymret. "Jeg er på vej til London, min bedstefar havde fået et slagtilfælde, han er død Harry" Jeg fik en klump i halsen. Jeg kunne ikke tro det. Manden som altid havde været ens ekstra bedstefar, var død. Det lød sært, jeg ved det. Men i de to år vi havde været sammen mig og Anastacia, havde vi fået så mange gode minder med ham, han havde taget os med ud og jage, på dykkerferie, til Ægypten, han tog sig af os, for vi var de eneste børnebørn han ligesom havde. Liam var vågnet. "Anastacia, jeg er i London, jeg bor inde på Syco's. Der er kun en bygning som hedder det, øhm, jeg venter på dig i hallen" Jeg blev nødt til at lægge på. Jeg vidste at smerten var for stor for hende. Jeg kunne ikke engang holde om hende. "Er hendes bedstefar død?" Spurgte Liam, jeg rystede min underlæbe. Jeg kunne ikke engang selv. Jeg begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvad med Anastacia? Hvad skulle hun gøre? 

Klokken var blevet ti, og vi sad alle sammen og spiste i stilhed. Anastacia kom selv en halv time før. Jeg kunne se at hun havde grædt, for hendes øjne var blanke, og hun havde det ikke godt overhovedet. Vi sagde ingenting, stemningen var ikke til det. Liam kiggede dog meget på Anastacia, hun kunne jo intet. Hun spiste ikke engang. Jeg vidste godt hun sagde jeg var hendes alt, men selv jeg kunne ikke bebrejde hende. Hun havde fået afvide hendes bedstefar var død, manden som havde lovet hende at danse med hende til hendes bryllup, manden som var hendes eneste rigtige familie. Jeg havde fortalt hvad der var sket til min mor, selv hun fældede en tåre, hun kendte godt hendes bedstefar, de havde jo så tit snakket sammen. Simon havde bedt os holde en fridag. Louis havde valgt at køre os alle sammen ud til hospitalet han lå ved. Han lå i kapellet, jeg kiggede bare på ham, han var bleg, han havde ikke sit overskæg længere, han havde ikke det der stærke udtryk som var i nærheden af George Kandrik. Jeg holdte fast i Anastacia igennem det hele. Selvom jeg vidste hun hellere ville have lov til at græde ud. Jeg kiggede på hende. Hun gemte sig i min jakke. Vi var de eneste derinde. Jeg havde sagt farvel. Men hun stod og nussede hans døde hånd. Hun sagde farvel og var hurtigt ude. Man skulle ikke bruge for lang tid derinde, det vidste jeg. Liam smilte til os. "Det skal nok gå" Sagde han til Anastacia. Vi kom tilbage til Syco's, Anastacia gået for sig selv, men vi kunne høre hende. Simon lyttede til hende da hun sad ved et klaver i studiet i kælderen. Han havde aldrig hørt nogen spille så godt klaver før. Men alligevel, det var trist, Anastacia sad bare og spillede mens tårerne trillede ned af hendes kinder. 

Hun stoppede op da hun så os stå og kigge på hende. "Jeg har det fint" Jeg kiggede på hende. Hun talte sandt. Hun havde bare brug for at lukke sig selv ud igen. Jeg gik hen og krammede hende. Hvor var jeg glad for at hun tog det så pænt. Vi slappede meget mere af den aften. Vi sad og så film og Anastacia kunne ikke holde sig vågen, derfor lagde jeg hende i min seng. Min seng var ikke særlig stor, men hun kunne sagtens være der, jeg måtte bare ligge mig sammen med Liam, ikke ligefrem noget nogen af os havde lyst til, måske fordi vi de seneste nætter havde haft en pruttekonkurrence, godt jeg nåede at skifte lagen og betræk før Anastacia kom. 

 

                                                                    Anastacias del. 

Jeg lå og sov så godt da jeg så Harry og Liam skændtes om den lille dyne, jeg grinte for mig selv. Jeg havde været i London i en enkel dag. Jeg havde grædt, jeg havde smilt, jeg havde dog ikke spist, men det var ikke fordi jeg tvang mig selv til at lade være, det var jo forskelligt hvordan man tog sorgen over at havde mistet en som man elsker. Jeg spiste eller drak bare ikke noget. Og sådan var det. Drengene tog det fint nok. De accepterede det så også. Men jeg skulle allerede af sted igen med min bedstefars lig og mig selv. Jeg havde fået det på plads at One Direction nu fandtes, og at Harry bare havde haft travlt, og måske ikke helt havde tænkt på mig, det var fint nok, fortalte jeg ham. Men alligevel. Jeg var så frustreret. 

"Liam?" Sagde jeg. Vi sad sammen alene på værelset. "Ja?" Sagde han. "Tak fordi du var der, jeg ved godt du ikke rigtig var der som de andre, men det er jeg glad for at du var" Jeg takkede ham virkelig. "Du er en god pige Anastacia, Harry er  hel..." Han stoppede op. Han vidste godt hvad jeg ville sige. "Hvorfor nu det?" Spurgte han. "Han er kommet til den del af sit liv, hvor han må vælge sit liv over en andens Liam. Han vil snart have fans overalt på ham, og jeg... jeg har jo min avl jeg skal tænke på, og grusgravene, du ved. Jeg får ikke tid. Det gør han heller ikke" Jeg elskede virkelig Harry af hele mit hjerte, han var noget helt specielt, men han fortjente ikke at se nogen lide, han fortjente ikke at skulle holde mig og min sorg ud. Han havde et nyt liv at tænke på. "Han ville da ikke holde det ud, uden dig" Sagde Liam. "Han glemte mig jo helt i nogle dage Liam. Man glemmer ikke dem man elsker. Desuden, vi er nok vokset fra hinanden" Jeg kæmpede sådan for at holde tårerne inde. Jeg tog min kuffert og gik ud derfra. William ventede på mig. Harry smilte til mig, og krammede mig. Jeg tog fat i hans hånd og kiggede stille på ham. Han kendte mine blikke. "Jamen, så tak Anastacia. Vi ses nok en gang" Jeg kiggede væk og gik ind i bilen. Jeg kiggede på Liam, og mine tårer trillede ned af mine kinder. Jeg brød sammen.

Jeg havde forladt mit allerkæreste. Jeg havde forladt prinsen i trekvartbukser, jeg havde forladt ham jeg kunne alt med. Jeg havde smidt min forelskelse i skraldespanden. William kiggede på mig. "Vil du klare den?" Spurgte han. "Det bliver jeg nødt til, jeg skal nok få alt op og køre igen. Det skal bare virke" Sagde jeg til ham. "Nu ved du hvad du gør, ikke?" Spurgte han. "Nogle gange skal man træffe dumme beslutninger, for at gøre det rigtige. Og vi havde ikke tiden til hinanden længere William" Tid, tid og atter tid. Vi havde ikke tiden til at gøre plads til hinanden som før. Vi havde engang hver dag. Nu havde vi knap et minut. På en uge, på en uge, skulle der ikke mere til. Jeg havde selv skabt det. Jeg havde været den som havde givet ham den demo, og nu, jeg havde selv flået ham væk. 

 

                                                                                                        ***

Jeg smilte til publikummet og vinkede til dem. Jeg satte Effect i galop og startede på springene. Der var gået tre måneder nu siden jeg sidste havde set eller haft kontakt til Harry, men Liam gav ikke op. Han havde taget Louis og Zayn med til mit stævne. Jeg havde ikke engang fortalt om mit stævne til ham. Han kom bare alligevel. Jeg klappede Effect på halsen og var færdig med ekvipagen. Vi skridtede til sidst ude på opvarmningsbanen hvor de stod og kiggede på os. Jeg kiggede væk. Jeg ville ikke se dem i øjnene, jeg vidste godt at det var min egen skyld. Jeg vidste hvad de ville sige. Troede jeg da. Da jeg fik pokalen og båndende omkring Effect og mig selv, og gik ud til stalden der var blevet udlånt til os udefra. Liam stod selv inde i stalden mens jeg sadlede Effect af. 

"Hvordan har du det?" Spurgte jeg ham. "Jeg har ikke godt. Ingen af os har det godt. Har." "Jeg vil ikke høre noget om ham. Jeg ved godt hvad jeg gjorde, og nu kan han fokusere på sit arbejde." Jeg tog mine handsker af og kiggede på min hånd, Liam gjorde også og kiggede på mig bagefter. "Du har jo tabt dig" Sagde han. 

 

                                                         Liam's del. 

Jeg kunne ikke tro det, jeg havde så tit snakket og kommet godt ud af det med Anastacia, og hun var en stærk pige. Men at det havde taget så hårdt på hende. Det havde jeg ikke troet. "Hvad har du gjort ved dig selv?" Hun tog sin hjelm af og jeg kunne se det. Hendes engang så dejlig glade ansigt kunne ikke ses, hun havde rander under øjnene, markante kindben, der var endda ikke nogen samling ved hendes ben selvom hun samlede dem. Hendes støvler sad løst, og hendes øjne. De var engang som stjerner, nu var de som sorte huller. 

"Anastacia, det kan du ikke mene. Hvorfor har du gjort det imod dig selv?" Spurgte jeg hende. "Liam, du forstår det ikke." Sagde hun og lukkede Effect ind i boksen. Hun satte sig ned. "Jeg har ikke haft det godt længe. Det er ikke noget nyt. Jeg vidste det her ville ske. Jeg var bare dum, jeg stoppede det nemlig ikke." Sagde hun. "Men du kan godt gøre det godt igen. Anastacia engang kunne du slås med en dreng og vinde, engang kunne du smile, selvom alle græd, du kunne engang få en hver til at smile. Du kæmpede for mig og Danielle, du gav ikke op, jeg gav op, fordi ingen ville med mig til mit afslutningsbal. Selvom du var sammen med Harry dansede du med mig, for du mente at alle fortjente den følelse. Den følelse gav ud også Harry da du dansede med ham til hans afslutningsbal. Kan du huske det? Jeg kan godt, for jeg var der. Du havde en lang rød kjole på, med en lille rose i siden, og dit hår blev helt holdt tilbage af en tiara som Anne havde givet dig, og du havde den halskæde på Harry gav dig. Harry fortalte os om det igen forleden. Han savner dig Anastacia. Han arbejder sig selv i laser, ligesom dig. Hjælp ham." Jeg tiggede og bad til at hun ville lytte til hvad jeg sagde. Hun kiggede koldt på mig. "Jeg var bare en fejl Liam. Forstå nu hvad jeg siger til dig. Harry er bedre tjent uden mig" Hun løb sin vej. Jeg satte mig tilbage og ringede til Louis. "Vi har set hende, vi kommer" De kiggede bare på mig mens jeg sad der. "Hun ville ikke lytte" Sagde jeg. "Vi har snakket med hendes kammerpige som var med. Hun har ikke skåret i sig selv, men hun får ikke næring nok, hun spiser faktisk, selvom ingen tror på det. Det har taget hårdt på hende, men..." Jeg kunne se at Louis var helt dårlig over det han skulle til at sige. "Hun har taget på, det var den eneste grund til at hun fik lov til at deltage idag. Men, det er ikke det eneste, hun har ikke fundet nogen ny. Men hun kommer til London Grandprix. Det vil sige at Harry vil nå at se hende i lufthavnen hvis vi er heldige. Den fjortende august. Husk på det Liam, husk på det" Vi tog tilbage til London. 

Harry åbnede døren indtil hans lejlighed, som han delte med Louis. "Noget nyt?" Spurgte han. Harry vidste ikke at vi havde set Anastacia, han troede vi havde lavet noget helt andet. Niall sad også i stuen og stemte sin guitar. Niall kiggede på os, han vidste godt hvor vi havde været henne. 

"Du ved, vi så en hest idag, ved navn Cupcake. Rødbrunelig, sort/pink underlag." Han kiggede på os. "Hvad har I lavet?" Sagde han bekymrende. "Vi snakkede med Anastacia idag" Harry var på næppe til at græde. Louis var hurtig til at ligge sin hånd på skulderen. "Hun vil ikke ødelægge din karriere, hun gjorde det ikke for at såre dig Harry, hun gjorde fordi hun elsker dig, men hun er svag, og du kan godt få hende tilbage, hun kommer til London den fjortende august. Og vi står i Heathrow lufthavn den dag." Sagde Louis. "Gør vi det?" Spurgte han. "Ja vi gør. Harry det var hende som skabte os. Uden dig var der ikke noget One Direction, uden hende, var der ikke noget One Direction" Zayn havde ret. 

Harry gik i seng, og det gjorde vi også. Jeg kunne ikke glemme det, de lignte begge to spøgelser, spøgelser som egentlig bare gik iblandt folk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...