The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1491Visninger
AA

1. Prinsen i trekvartbukser.

Jeg var ti år gammel da jeg mødte Harry. Det var på en campingplads, jeg var blevet tvunget af sted af min tante og hendes skrækkelige familie. De mente at jeg brugte for meget tid på at være et vildt barn! Det er jo også fordi at dyrke sport er alt for vildt?! Jeg indrømmer gerne at mine interesser var en smule vilde. Ridning, motorcross, og klatring. Lidt vilde var det da! 

Det var lørdag den 25 juli 2004, dagen efter min mormos fødselsdag hvor vi var kommet til den latterlige campingplads. To piger havde allerede spurgt mig om jeg ville lege med dem og deres dukker, jeg takkede nej. Min kusine så en mulighed og sagde at hun gerne ville. Hun gav mig et forfærdeligt elevator blik og gik med dem. Jeg rakkede tunge af hende efter hun gik og gloede omkring mig. Hvordan skulle det hjælpe at gøre mig mere dannet?! At tage på en fucking campingplads?! Nå ja, det glemte jeg helt. Jeg er arvingen til hele Adenfields Gods og alt under det. Det hele blev skrevet til mig efter at min mor døde. Min bedstefar ville være sikker på at jeg overlevede, det ville sige at når jeg ville fylde atten år, ville jeg stå til at arve følgende: 

Seks grusgrave 

Tre stutterier hvor de fineste og dyreste ponyer og heste blev avlet I Europa. 

Et gods. 

Skov på størrelse med halvdelen af London. 

En hundeavl. 

Og nå ja, vi havde også et gods I Skotland. 

Højlands kvæge flokke på 5000 

 

Hurra! 

Jeg kunne nu godt  tænke mig at styre alt det. Men alligevel,det ville blive hårdt. 

"Skattepige, hvorfor tager du ikke ud og leger med Rianne og de andre piger?" Rianne, min skrækkelige tøsede bypige af en kusine. "Tante, jeg hader dukker. Jeg forstår ikke det fede ved at lege at man er som dukker. Kan jeg ikke bare cykle sammen med Alex?" Alex var min fætter på tretten. Han forstod mig rigtig godt, i forhold til min tante som var helt sær i knolden. Hun lignte også en særling. Hun havde en lyserød badekjole på, som havde fjer som pynt i kanterne, og hendes make up. Turkis øjenskygge, rød læbestift, og lyserøde kinder. Men værre endnu. Hun gik i Askepotsko, der havde boaboa på. Hun tændte en cigaret og satte sig ned ved mig. Hun tog en dyb indånding og smilte til mig. "Anastacia. Jeg håber du forstår mig når jeg siger det her. Da din mor døde, ramte det os alle sammen dybt. Hun kommer ikke til at se dig blive en rigtig kvinde. Hun nåede det godt nok ikke. Men det kommer du til. Du skal styre alt det som jeg ikke kommer til at styre. Husk det min pige" Sagde hun og gik. Min mor var en fantastisk kvinde! Det kunne godt være at hun ikke gik til teselskaber og grinte sært ligesom min tante, men hun kunne i det mindste være menneskelig, og hun var en fantastisk mor! Hvor vovede min tante at sige det var hårdt for hende! Alt hvad hun mistede var et slot i Skotland! Jeg blev officielt forældreløs! Men jeg havde min bedstefar endnu. Og mine dejlige dyr. Jeg følte mig tit som Radagast den Brune fra Hobbitten. Men det fandt jeg først ud af senere. 

 

Jeg tænkte tilbage på den dag min mor døde. Det var i 1999, den 24. juli. Min mormors fødselsdag. Min mor sagde at vi kunne ride til byen for at hente en gave på postkontoret til min mormor. Vi have sadlet min pony op først. En ældre hoppe med det blideste sind. Jeg havde lært hende et trick jeg kaldte "elevatoren" Hvor hun løftede sit ene ben op mens jeg stod på det, så jeg nemmere kunne komme op på hende. Min mor smilte til mig da jeg viste hende tricket den dag. "Du er dygtig min skat" Grinte hun. Vi var kun halvvejs da det skete. En lastbil kom med alt for hurtig fart mod os. Vores heste stejlede vildt og min mor nåede knap nok at få os i sikkerhed, da lastbilen væltede over hende og hendes hest.  Jeg kunne huske deres skrig. "MOAR!" Jeg skreg den dag, og jeg stoppede ikke. Men min mor var stærk. På hendes begravelses dag holdte jeg en tale for hende. Kun for hende. Min mormor begik selvmord den dag. Min bedstefar blev hos mig. Han vidste godt at det ville ske, han lovede mig at uanset hvad ville han altid være hos mig. Og intet skulle skille os ad. 

 

Jeg tørrede mine øjne og stak af fra min tante. Hun skreg at jeg var et uopdragent pigebarn. Jeg var ligeglad, jeg løb så hurtigt jeg kunne mod skoven jeg havde set fra bilen af på vej mod det fængsel af en campingplads. 

Jeg nåede til kanten af skoven og gik længere ind. Jeg hørte en hund gø, drenge der legede og besluttede mig for at gå tættere på. 

Jeg gemte mig bag en busk og kiggede på dem. Enten var de alt for store om maven eller også var alt for spinkle, bortset fra en. Han var lidt højere end de andre, han havde brunt krøllet, uglet hår, grønne øjne, og et grin der fik mig til at smile. Jeg holdte øje med dem i lang tid. Det var en smule spændende at se på dem lege. Jeg havde tit leget med drenge, jeg elskede det. Man kunne være så dum med drenge, og de blæste på om en dukke blev ødelagt, eller ja dukker og dukker?! Forfærdelige tingester! Kunne og kan stadig ikke klare dem!

Men så skete det. "Jeg falder!" sagde en grødet stemme, og jeg blev mast som en pandekage i den busk. 

Jeg lå ned, jeg kunne ikke rigtig få vejret før drengen flyttede sig. Så stod han der, lige foran mig. Grønne øjne, skævt halv smil, krøllet hår, blå trøje, trekvartbukser og ødelagte converse sko. 

"Er du okay?" Han tog fat i mine skuldre og børstede snavset af mig. Selv på min bagdel. Jeg blev lidt rød i hovedet. 

"Hvad laver en pige ude i skoven?" Spurgte en af drengene. "Jeg gad bare ikke lege med dukker?" Sagde jeg. Harry smilte til mig. "Det kan jeg godt forstå, dukker er kedelige, vil du være med?" Spurgte han. "Harry! Hun kan ikke være med! Hun er en pige!" Sagde drengen der var landet på mig. Han pegede på mig med sine pølsefingre. Jeg kiggede koldt på ham. "Peg på mig igen med de pølsefingre og dit ansigt smager på min næve!" Sagde jeg. Harry grinte. Det var en god dag, jeg kom alt for sent hjem, vi havde leget Politi og Røver, Kongens efterfølgere og meget mere. 

Min tante var sur på mig. Jeg havde nemlig ødelagt mine nye short, top, og sko. Hun skældte mig meget ud. "Jeg havde betalt 70 pund for alt det der! Tænk dig dog om pigebarn!" Skreg hun af mig. "Det er ikke min skyld at en dreng landede ovenpå mig!" Sagde jeg arrigt tilbage. "Kneppede du med en?!" Skreg hun. "Hvad skal der blive af vores familie?!" Sagde hun til mig. Jeg rullede mig øjnene. "Jeg er ti år gammel!" Sagde jeg. "Ti eller tyve! Hvis du ikke passer på, så har vi to et problem! Du er ligesom din mor. Vild og ustyrlig! Du lever ligesom hun gjorde, som er dumt dyr! Du dør nok ligesom hende. En del ræve og grævlinger dør på landevejen på grund af lastbiler!" Jeg havde fået tårer i øjnene. Min tante tændte endnu en cigaret og sugede ind. "Det kan godt være at jeg ikke er ligesom Rianne, men jeg er heller ikke ligesom dig! Jeg hader at være fin på den! Jeg hader dig! Hvor vover du at kalde mit mor for et dumt dyr! Hun elskede mig, mere end du nogensinde fortjener at blive elsket!" Jeg stak af, ud til skoven hvor Harry, mig og drengene havde leget tidligere. Jeg lå derude hele natten. Det var først om morgenen at nogen kom. Det var drengene. Harry kiggede alvorligt på mig, og allerede ved middag trak han mig væk fra de andre. "Jeg kunne godt høre jer. Hvis du vil, må du godt bo i vores campingvogn." Sagde Harry. "Tak, men jeg skal snart hjem igen. Og jeg kan ikke vente med at løbe i vores skove igen" Sagde jeg. "Skove?" Spurgte Harry. "Min bedstefar er greve eller sådan noget." Sagde jeg. "Har han så en rigtig rustning?!" Sagde Harry begejstret. "Han har seks forskellige til ham selv, og der står en masse af dem på vores gods. Du må godt komme og se det en dag" Sagde jeg glad. Det ville Harry gerne. Vi var igen derude hele dagen, og min tante var ligeglad med at jeg havde været væk en hel nat. Men det var min bedstefar ikke. Den følgende aften var han kommet med Harry og hans mor bagved. De havde fortalt ham hvad der sket. 

"Mierbelle. Min datter. Jeg tager Anastacia hjem nu. Og forresten, London, klokken syv på fredag." Min bedstefar var vred. Han tog mig i hånden og gik væk fra campingvognen. "Vent Anastacia!" Harry løb efter mig. "Det her, er min adresse, og mit husnummer. Vil du love at ringe?" Spurgte han. Min bedstefar kiggede på ham og klappede ham på skulderen. "Vi ringer. Hvornår er I hjemme igen?" Harrys mor kom. "Vi er hjemme igen om to uger. Men indtil da, har jeg en mobil. Her er nummeret. " Jeg sagde farvel til Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...