The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1581Visninger
AA

11. Nightmare.

Min mormor sad overfor i lang tid, med to breve i sine hænder. Et fra min bedstefar af, og et hun modtog fra Harry af. Jeg havde ikke fortalt Harry noget om det her, men jeg kunne ikke forstå at der var et brev fra Harry. 

"Min skat, det er noget din bedstefar skrev, før han døde. Det andet er fra Harry af. Jeg har ikke læst det, men med den forsegling der er på, må det ikke være godt. " Sagde hun stille. Jeg var enig med hende. 

Jeg åbnede brevet fra bedstefar af. 

Kære Anastacia, du skal vide, at jeg ikke har meget tid tilbage, jeg er døende, det viser sig, at sygdommen kom tilbage. Jeg ville ikke have du skulle se mig, men jeg undskylder så utrolig meget. Du ved at jeg altid har været der for dig, men nu, nu må du kæmpe for at det hele skal gå, jeg ved at du altid lige så snart du var færdig med dine lektier, at du altid hjalp hvor der manglede nogle ekstra hænder, om det var i grusgraven, stalden, kennelen, eller hos fogeden. Men Anastacia, nu må du lytte til hvad jeg siger til dig. Jeg elsker dig, om jeg er død eller ej. Du skal være grevinde Anastacia. Jeg er stolt af dig, jeg er stolt af at Harry og dig altid har hjulpet hinanden, jeg ved du ikke har fået noget afvide endnu. Men Harry lovede mig en ting, han vidste godt hvad der ville ske, så han lovede mig, aldrig at gå fra dig. Jeg beder dig, en dag vil mormor give dig den ring, jeg gav hende. Du skal ikke bære den, men den fører til en ring, som vil gøre at din hånd, bliver så smuk at ingen vil kunne se dens skønhed som du kan. 

-Bedstefar George Kandrik. 

Jeg fik tårer i øjnene. Han ville bare ikke  have at jeg så ham svag, min bedstefar elskede mig virkelig. 

"Hvad med brevet fra Harry?" Spurgte jeg min mormor. "Han skrev det sidst han var her, Adele kom med det" Jeg fik brevet og kiggede på det. 

Anastacia, nu er det to år siden at din bedstefar er gået bort, tingene går fremad for os to, men når det godt for os, vil det gå dårligt for andre, som dit hjem. Jeg ved godt du siger at vores hus, er vores hjem. Jeg ved vi to er glade for at bo i London blandt dine venner og arbejde, blandt mine venner og arbejde, men jeg så godset uden dig. Solen kunne godt skinne, men den havde ingen varme. Alex spurgte mig om du ville komme tilbage og hjælpe, jeg sagde at vi to ville komme, selvom jeg frygter du vil rejse alene. Jeg vil ikke have at du rejser alene, jeg frygter det værste da Mierbelle er kommet at tingene nu endnu en gang vil gå ned for os, men jeg lovede din bedstefar at jeg ikke ville give slip på dig og det vil jeg heller aldrig. Jeg elsker dig for højt til at ville give slip på dig, derfor igennem dette brev vil jeg ikke spørge dig, men jeg vil gøre alt for at vi to er sammen. Jeg vil komme og besøge dig på godset. Jeg tør ikke lade dig være alene. 

Din Harry. 

Jeg kiggede hen på min mormor. "Jeg skal giftes når godset er mit igen mormor." Jeg mente det. Harry var ung, jeg var også ung, men derfor skulle det ikke holde mig tilbage for at fuldføre det der skulle fuldføres. "Min ring, betyder en del, den er seglet til en bankboks i London. Harry og bedstefar valgte ringen allerde da han var her første gang. Mens du lå og sov. Men Anastacia, du skal ikke blive skræmt, sådan er det at være en Kandrik. Det er hårdt. Jeg håber du vil ringe til mig, jeg har stadigvæk en telefon. Men husk at jeg ikke med sikkerhed kan komme op til overfladen" Sagde hun stille. 

"Når man er død, er der så meget man ikke kan" Sagde jeg. "Gå op igen, den er allerede fem." Min mormor viste mig hen til døren. "Jeg elsker dig virkelig Anastacia. Vi ses nok engang" Min mormor kyssede mig på kinden og lukkede døren. 

Jeg skubbede sengen over lemmen igen og lagde mig i sengen. Hvad ville der ikke ske nu? 

 

                                                                         Harrys del

Jeg havde det forfærdeligt dårligt over at hun var taget af sted selv, Louis var enig. De seneste par dage havde jeg intet hørt fra hende, jeg frygtede at hun stak af fra mig. 

"Er jeg for meget?" Spurgte jeg Liam om. Vi var i studiet, og vi havde været igang i en halvanden time med at synge. Liam tog en slurk af sit vand og smilte til mig. 

"Harry, du er en utrolig dreng. Anastacia er ikke mere heldig, jo, hvis hun kom sammen med Niall, men det er ikke pointen, Anastacia elsker dig, og du elsker hende, men det her, er noget jeg tror ingen kan hjælpe hende med, medmindre hun gør det af med den heks og begrave hende." Jep, Liam havde mødt Rianne og Mierbelle. Uheldigvis. 

"Jamen Liam, jeg kan bare ikke klare tanken om at hun er der alene" Sådan da, hun boede jo selv det år vi ikke var sammen. Okay det var et helvede det år, jeg anede hvad hun lavede eller hvad jeg selv gjorde. 

"Harry" Det var Eleanor. Hvad lavede hun her? 

"Jeg tænkte på Anastacia, er det hende som er niece til Mierbelle Kavir?" Spurgte hun lidt nervøst. "Ja, hvorfor spørger du?" Jeg blev lidt bange. 

"Kan du huske den sag jeg skulle overvære?" Spurgte hun rimelig nervøst. "Ja" Hvad end Eleanor ville fortælle mig, var det ikke godt. 

"Mierbelle Kavir er Dommeren Frygt. Harry, det var hende som blev kendt skyldig i mordet på Janelle Kandrik, hendes mor." Eleanor var alvorlig. "Hvad mener du? Tror du hun vil slå hende ihjel? Bare for at være sikker på at hun kan få det hele?" Sagde jeg. "Harry, I tager til Adenfields nu. Det her skal IKKE på nogen måde komme ud. I må se at redde hende, hvis I har chancen. Kom nu" Sagde Eleanor. Hun havde ret. 

"LIAM!" Råbte jeg. "Få de andre drenge til at smide alt i hænderne, vi skal en tur på landet." Sagde jeg. Jeg sagde til min chef at vi blev nødt til at tage af sted, bildte ham lidt ind at hun faldt ned i en grusgrav... 

 

Anastacias del

Jeg kiggede ud af vinduet fra min bedstefars værelse. Ville alt ordne sig? 

"Anastacia, kom med ned i spisesalen" Alex! Det var Alex! Jeg løb hen og omfavnede ham. "Åh Alex! Hvor er det godt at se dig! Hvor har du været?" Spurgte jeg ham. "Væk herfra, jeg var vred. Men at du er her, gør at stedet nok skal overleve!" 

Vi gik nedenunder sammen, jeg smilte til ham, jeg kunne ikke vente med at få alt på plads. 

Døren blev åbnet. Jeg holdte mig for munden, hvor havde jeg lyst til at skrige. Det var Adele, hun var jo blevet banket! 

"Adele!" Jeg løb hen til hende og holdte hende op mod mit ansigt, hun kunne intet. "Kan du høre mig?" Hviskede jeg. Alex kom hen til mig. "Du ved, nogen gange, så kommer familien i vejen" Sagde han. "Du planlagde det hele fra starten af" Hvæsede jeg. 

"Med en smule hjælp fra mig af. Hele stedet, er blevet omringet af en mur nu. Ingen kan komme over eller under" 

"Dig" Jeg var vred, hvordan kunne hun tæske en uskyldig kvinde halvt ihjel. "Din kælling!" Skreg jeg. "Nu ikke så hård i munden, du ved, Adele, troede at hvis hun forsvarede dig længe nok sammen med Thomson, så ville det nok gå" Men tingen er, at da Thomson ikke sagde noget, måtte vi jo bruge hårdere metoder, Adele her, hun viste sig at blive slået halvt til døde, men så kom du jo. Og vi har noget sjovere at slå på. Bring dem ind Eddie" Jeg kiggede hen mod døren. Bare det ikke var dem jeg troede det var. Jeg tog ikke fejl. 

"Du ved, rygtet siger at Harry her, er til ældre kvinder." Mierbelle greb fat i hans kæbe, hendes negle borede sig ind hans kinder. "Hvad med dig Niall?" 

"Nej!" Liam var allerede på vej, men Alex slog ham væk, der lå han på gulvet, med blodtud. "Hvad vil I have?" Sagde jeg. 

"Have? Det er ikke så simpelt. Spær dem inde, alle sammen, bortset fra ham, du bliver, det ser ud til at hun har en svaghed specielt for dig Niall" Hvem havde ikke det? Niall var den lillebror jeg aldrig havde fået, jeg nævnte ham aldrig, det indrømmer jeg gerne, men jeg ville aldrig. Mig og Niall gjorde en del sammen. Han var min ven, ligesom Liam. Ligesom Louis og Zayn. 

"NIALL!" Liam gav ikke op. Jeg rystede på hovedet. Lad være Liam. 

Det var alt Nialls ansigt sagde. Adele blev trukket væk, og før jeg vidste af det, sad både mig og Niall foran Mierbelle. 

"Anastacia, vi ved begge to godt, at godset her, ikke tilhører Alex, men dig, stadigvæk. Hvor er det rigtige dokument?!" Råbte hun. "Det får du ikke ud af mig" 

"Alex" Sagde hun. "Kom her, blondie!" Han rev Niall fra stolen og holdte ham oppe i luften, i tre sekunder og kastede ham hen mod væggen. Han ramte med ryggen. Han trak vejret dybt. "Du skal ikke sige noget" Stønnede han. "Alex!" Sagde hun igen. Han sparkede ham i maven. "Sig noget!" Råbte Mierbelle og spyttede mig i ansigtet. "Jeg beklager, men jeg er opdraget af en kælling!" Jeg spyttede tilbage. "Alex" Hviskede hun. "Du ved, det der gør mere ondt end at se sine venner lide, er dem man elsker" Alex ligefrem kastede Niall ud af rummet og Harry kom ind. 

Jeg kiggede på ham. Han kiggede bare på mig. Helt stille, der var ingen følelser i hans øjne. "Mange ting, kunne jeg gøre ved ham, jeg kunne tage og stikke jernstangen her, ind over ilden og stikke den igennem hans ben, jeg kunne kronrage ham, stikke ham forskellige steder, slå ham, mishandle ham, men en ting som man I din familie altid har hadet, var, den ene ting som skete en gang for din mor, før hun mødte din far. Hun blev voldtaget, hun fødte aldrig noget som helst. Heldigvis, for ellers var du her nok ikke. Men tænk, hvis hendes værste mareridt, blev Harrys?" 

Hun knappede langsomt hans trøje op. "Sikke en krop, den må da du have stønnet over et par gange. Ved du hvordan man voldtager en mand?" 

"Det gør du ikke" Jeg prøvede at rive mig løs fra stolen af. "Du ved, jeg ville aldrig gøre sådan noget. Men, ser du, mange unge mænd, har tit haft et godt øje til dig." Alex tog fat i Harry sammen med to andre. Fem drenge, alle sammen de lokale fjolser fra min gamle skole af. 

"Harry" Jeg stammede helt. Jeg kunne ikke få vejret. "Få hende til at skrige" De gik alle sammen ud. Jeg kiggede på dem. 

"Kan I huske dengang hun droppe os? For ham. Fordi vi åbenabart ikke var modne nok? Sagde pigen, som altid fjollede rundt, og gav ikke et fuck til noget som helst. Udover hendes dejlige pruheste, og det senile fjols." Rebene der holde mig blev bundet op. 

Jeg kunne ikke få vejret, mit hjerte bankede hårdere, hurtigere og tungere. Jeg blev smidt hen ad gulvet. Jeg lå foran døren som Harry var gået ud af. Jeg kunne ikke engang kalde på ham. En hånd, mere skulle der ikke til før jeg blev trukket hen ad gulvet. Hænderne var overalt. Jeg skreg, jeg skreg virkelig. 

Mit tøj blev flået i stykker, hænderne var overalt, jeg frøs, jeg svedte, jeg græd. "GIV SLIP!" Skreg jeg. Men før jeg vidste af det, sad jeg nærmest fast på væggen, jeg kunne mærke dem. Deres hænder på mine bryster, og jeg vidste ikke hvad der gjorde mest ondt, smerterne i min ryg, eller at de var to om at tage fat, indeni mig. De spyttede bare på mig. Helt koldt. Jeg græd. kunne ikke stoppe. Hvordan kunne man gøre det. Jeg kæmpede imod, jeg gjorde ikke andet, men jeg var for svag, kun en hånd på hver arm, og jeg intet. 

"Sut den" Jeg blev kvalt, lidt efter lidt, mit hoved dunkede frem og tilbage, hånden greb koldt fat i mit hår. I flere timer. I flere timer var jeg derinde med dem. Jeg var deres legetøj, jeg skulle knækkes, ikke andet. Jeg rystede helt, de grinte bare. 

"Hvordan føles det? Føler du dig udnyttet?" Grinte de bare. "Jeg kunne nu godt bruge noget mere, man siger jo at hestepiger, kan ride ordentligt på den, hvor mange på en gang" Det gjorde allerede ondt. Jeg blev slæbt hen af gulvet og smidt op på bordet. Jeg havde givet op i den kamp, de var for store, og alt for stærke. Jeg blev rykket frem og tilbage. Da døren blev åbnet. Jeg drejede hovedet. Det var Louis. Han lukkede sine øjne, allerede nu græd han. "Bare overlad resten til mig drenge. Jeg kan se at I har... jeg ved, gemt hende tøj langt væk" Grinte Mierbelle. 

"Jeg lovede Harry at give en opdatering på dig. Så Louis. Nyd din tid, med det der" De gik alle sammen, Louis stod i døren endnu. Han tog sin trøje af og gav mig den på. 

"Hvor du ser ud" Han holdte mig ind til ham. "Hvor er... Harry" Sagde jeg. "Jeg ved det ikke. Da jeg blev ført væk, gjorde han også. Anastacia, du må ikke give op" Sagde han. Jeg vidste nu ikke helt. "Louis" Sagde jeg stille. "Ja" Sagde han. "Kast mig igennem kaminen" Sagde jeg. Han stoppede helt med at hulke. "Hvad?" Snøftede han. "Du må tro på mig. Der er et hemmeligt rum, langt under fangekælderen. Vi skal derinde, den eneste måde er, hvis du kaster mig igennem kaminen. Eller nede i den." Stønnede jeg. "Det er nok ned i den." Sagde han. "Gå hen og find ud af det" Ilden var stoppet så han rodet bare rundt. "Jeg fandt det" Sagde han. Jeg prøvede at gå, men jeg kunne. Jeg var lige blevet voldtaget af fem mænd. Jeg kunne intet. "Kom så. Gulvet hoppede op. "Kom med, vi finder de andre også" Sagde jeg. Han nikkede. Døren gik næsten op. Jeg nåede ikke selv at gå med ham. "Gør det for mit gods Louis" Jeg lukkede til og jeg vidste ikke om han ville nå hen til min mormor.

Jeg kravlede hen til væggen så langt væk fra kaminen som overhovedet muligt. "Hvor er drengen?!" Råbte Alex. "Han hoppede ud af vinduet" Løj jeg. "Nej han gjorde ej, vi har sikkerhedsfolk udenfor. Hvor er han?!" Alex tog fat om min hals og klemte til. "Jeg... kan ikke... sige det... hvis du kvaler.. mig" Jeg havde allerede svært ved at trække vejret. Hvorfor træde i det? 

"Hvor er han?" Spurgte Alex. "Hvor er Harry?" Sagde jeg. "Jeg fortælle min hemmelighed, når du siger din" Stønnede jeg. "Vil du se Harry? Så kom og se ham" Jeg blev revet op, kunne knap nok gå, men gik nu alligevel. 

Døren ind til mit gamle værelse blev åbnet og ind på mit badeværelse. Der lå han, helt livløs, han kiggede på mig. 

Hans næse var brækket, det blødte fra hans læbe, han var allerede blevet gul og blå overalt. "Harry" Hviskede jeg. "Hvor er Louis?" Jeg kunne igen trække vejret, som om at det var magi der slog ned i mig. Men det var ikke magi. "Han er, hos bedstefar" Sagde jeg. Harry kiggede på mig. "Hvad?" Sagde han. "Jeg slog ham ihjel Harry" Alex grinte. "Hvor meget vil du sige nu?!" Han smækkede døren i og igen var der noget imellem mig og Harry. 

"Hvor meget vil du skrige nu?" Han åbnede sine bukser. Jeg kunne mærke det, jeg sagde ikke noget. Jeg prøvede sådan at holde det hele tilbage, men så. Min rygrag knækkede ikke, men jeg kunne mærke hele vejen op. Jeg skreg, jeg kunne ikke føle andet end kulde blande sig med det jeg troede var en hovedpine.  

"Anastacia!" Det var Harry. Han fandt en vej ud derfra. Han slog Alex væk, og greb mig på samme tid. "Harry" Hulkede jeg. Han holdte bare om mig. "Det skal nok gå Anastacia, jeg er her nu" Han knugede mig tæt ind til ham. "Du må aldrig gøre mig så bange igen" Sagde han i mit øre. Jeg gav mig selv fra ham. "Lås ham inde på badeværelset." Sagde jeg stille. Harry satte mig i sengen og smed ham ind på badeværelset. 

"Du skal ikke se sådan ud" Sagde han til mig efter han havde låst døren til badeværelset. "Hvad?" Sagde jeg efter mine kræfter var kommet tilbage. "Her" Han havde fundet noget undertøj til mig, og nogle short, og en trøje. "Tag det nu på" Sagde han. Jeg tog det på. Det gjorde helt ondt at tage de stramme shorts på. "Det' okay" 

"Hvordan kan du tænke på at jeg er nøgen, midt i alt det her?!" Sagde jeg. "Kom nu, vi skal finde Louis." "Louis er i sikkerhed Harry. Han er hos... Vi skal have fundet Mierbelle først. Men vent lidt" Jeg gik hen til min seng og kiggede under den. "Jeg havde altid sporer herinde og sko" Jeg tog nogle gamle converse på og sporerne udenpå. "Vær beredt. Som man siger" Men det var for sent. Vi kunne hører sirenerne udenfor. 

"Vi er reddet" Sagde Harry. Vi skyndte os udenfor. Vi glemte alt om Alex der lå inde på badeværelset. 

Jeg stod der, midt i et kaos. Adele blev aldrig redet, Niall fik brækket sine ribben op, Liam fik rettet sin næse, og Zayn, jeg vidste hvad der var sket, men han blev fløjet væk i en helikopter. Min mormor og Louis kom endelig op. Louis var blevet lappet en smule sammen af hende. 

"Mormor" Græd jeg. Jeg holdte om hende. Mens alle de skrækkelige ting skete, måtte hun bare vente. Jeg kom selv i en ambulance, alt blev for meget for mig, og jeg besvimede. 

Harrys del 

Jeg holdte hendes svage livløse krop. Lægerne kom og hjalp mig, men jeg holdte ikke engang selv, de blev nødt til at bære mig ind i ambulancen, Anastacias mormor sad hos mig mens jeg var derinde. 

"I vil alle sammen klare det" Sagde hun til mig. Jeg troede ikke på hende. Jeg kunne i alle de timer hører Anastacia græde og skrige. Jeg kunne høre hende kæmpe. For noget så latterligt som et dokument. 

"Det er ikke latterligt Harry. Hun havde valgt at kæmpe for noget som selv hendes bedstefar ikke kunne hamle op med. Hans familie" Hun havde ret. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...