The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1506Visninger
AA

6. It's just begun. I am letting go.

 

                                                                           Anastacias del

Der var gået et år siden jeg havde snakket med Liam. Selv til stævnet hvor Adele sagde de ville komme, kom de ikke. Jeg kiggede igen på billedet af mig og Harry. Vi dansede engang uden musik til. Jeg var gået ud til hestene, jeg havde endelig taget en smule på igen, men ikke meget, jeg gik fra en 23'er til en 26'er også kendt som næsten undervægtig, før var jeg jo bare et skeletbarn. 

Jeg kiggede på min mobil, jeg havde stadigvæk Harrys nummer, og billederne af os sammen på den. Jeg kiggede på Hazza. Han var blevet rigtig smuk. Ligesom Harry var blevet. Fysisk, ikke psysisk. Jeg gik hen til Cupcakes boks og begyndte at strigle ham. Jeg brugte stadigvæk underlaget jeg havde fået fra Harry og gamacherne. Jeg gav ham hovedtøjet på og vi gik udenfor. Jeg havde også lært Cupcake 'elevatoren' jeg skridtede igennem skoven vi havde, jeg havde ikke skridtet igennem den uden nogen grund siden min bedstefar og Harry var med mig. Alt mindede mig om Harry, men alligevel, jeg ville ønske jeg aldrig havde endt det, men jeg blev nødt til det. Selvom Directioners påstod at det var min skyld han blev sexgal. Jeg prøvede at forklare en af dem, at det ikke var mig der var skyld i det. Ingen forstod det, jeg kiggede på Cupcake, han kiggede på mig. Jeg lagde mig ovenpå, istedet for at sidde på hans ryg. 

"Vil du nogensinde hade mig?" Spurgte jeg ham med en gråd i stemmen. Han rystede på sit hoved og viste tænder. Cupcake stridtede væk fra vejen af og ind i selve skoven, jeg havde ikke været ude på selve det spot hvor jeg stod nu i evigheder, og det var der jeg så det. En høj skikkelse, med mørkt kort karsehår stod der, og kiggede på mig. Det skræmte mig ikke rigtig. For nogen måtte have fortalt ham hvad der var sket på dette sted, det var her Harry var gået på knæ, og havde spurgt mig, lamperne hang der endnu, og vores intialer, de var skåret i træet. 

"Anastacia" Sagde Liam helt stille. Jeg hoppede ned af Cupcake, han fulgte dog trofast efter mig. "Hvad er der" Jeg tog min hjelm af og kiggede på ham. "Du har taget på kan jeg se. Det klæder dig" Sagde han. Han trak vejret dybt. "Jeg ved godt du ikke vil have at jeg er her. Men, tingene er begyndt at gå ned af" 

"Det overrakser mig ikke, det er de færreste der overlever når det kommer til stykket" Sagde jeg. "Det er Harry" Det gjorde helt ondt. Navnet Harry. Engang var Harry ham jeg stak af med hver morgen til hest, ud på markerne i fuld galop, engang var det ham jeg lå i et karbad med, ham jeg elskede med om natten, ham der sang mig i søvn. Ham der beskyttede mig, som en mand, ikke som en dreng. 

"Hvad er der er gået galt så?" Spurgte jeg. "Han er ikke sig selv længere, han har ikke været det i lang tid. For et halvt år siden, var han så tæt på at komme op igen, men så kom Taylor ind i det, og de gik fra hinanden o" 

"Taylor Swift?!" Jeg kunne ikke tro det. Han havde gjort det. Det der kun var sket en gang før for mig. Som nu på en måde var anden gang. At jeg var blevet droppet for en blondine. 

"Du bekymrer dig stadig. Anastacia, vi har brug for din hjælp. Jeg beder dig, vil du ikke godt hjælpe os?" Spurgte Liam mig. "Der skal mere end en uge til hvis I tror det hjælper. Jeg ved godt hvad der er sket med ham, tolv piger hver nat, I ser ham knap nok i fritiden, I ser ikke Harry, for Harry er væk. Jeg tror ikke jeg kan hjælpe Liam." Sagde jeg. 

"Anastacia du forstår det ikke" Sagde han bestemt. "Hvad er det jeg ikke forstår?" Sagde jeg. "Da du forlod ham, brugte vi evigheder på at få ham ovenpå igen. Vi prøvede og prøvede på at forklare ham hvorfor du gjorde det, han tror stadigvæk bare... at du forlod ham fordi du ikke elskede ham" Sagde Liam, han tog fat i min arm og kiggede på mig. 

"Nu ser du mig i øjnene og fortælle mig sandheden" 

"Jeg kan ikke" Mine tårer begyndte at presse på. "Anastacia, se på mig, se på mig, sig du kan, jeg ved du kan" Liam holdte øjenkontakten. "Jeg kan ikke noget jeg aldrig har været i stand til Liam, det var den gamle Anastacia, det her, det du ser, er resterne af hende. Jeg har givet op på Harry. Allerede da jeg hørte han var begyndt at flirte med andre, gav jeg op" 

"Han er her allerede. Vi er her allerede Anastacia." Jeg var utrolig vred på Liam, jeg kunne ikke stå for ham. Ikke at jeg kunne lide ham, men han ramte bare mit bløde punkt. "Fint. I kan bruge gæsteværelserne. Kom Cupcake" Jeg fik en hestesko af Cupcake og vi galoperede hjem. Jeg var så vred, men også glad. Men også frusteret. Ville det være en god ide at Harry var der? Ville han forstyrre noget? Ville det blive bedre? Eller værre? 

Jeg stoppede op foran stalden og hoppede ned, Cupcake fulgte bare efter og stod helt stille på staldgangen mens jeg sadlede af og striglede ham. Efter en halv time gik jeg tilbage til mit værelse. 

Jeg kiggede på min dyne, der lå min nattrøje, min Harrytrøje. Jeg sov stadigvæk med den, hvor ynkeligt. 

Det bankede på døren. Niall overfaldte mig og sparkede ham væk. "Hvad laver du?" Sagde jeg. "Hvor er køkkenet kvindemenneske?!" Var det alt han ville vide. "Klokken er ni. Køkkenet er lukket. Jeg har en cognac i min skuffe, vent lidt" Jeg åbnede mit spejlbords skuffe og gav ham den. "Imorgen har du bare at have tømmermænd, den er 150 pund værd." Sagde jeg til ham. "Ved du hvad jeg øh, tror bare jeg sniger mig ned i køkkenet. Når jeg har fundet det" Han smuttede ud igen. Hvad fanden gik der af drengen?! 

 

                                                                            Harrys del. 

Drengene sagde havde en helt speciel overaskelse til mig. Jeg havde fået bind for øjnene, jeg kunne mærke at vi var på en sandvej, i en skov, vi var nok på vej ud i et sommerhus, igen.

-.-''

Jeg var så irreterret, drengene forstod det ikke! De troede at en uge kunne hjælpe, det gjorde det ikke sidste gang, ville det så nu?! Jeg var kommet over Anastacia, når det kom til stykket, det kunne godt være hun havde givet mig den demo, men hun droppede mig, fordi hun ikke havde tiden til mig! En sms, tog ikke lang tid at skrive! Jeg var vred på hende, måske var derfor jeg fandt sammen med Taylor? Og forlod hende igen måske? Men alligevel, jeg kunne ikke lade være med at tænke på Anastacia. Hun troede da på mig, og selvom jeg havde ikke altid havde tiden til at ringe. Meget sjældent godt nok, så havde vi hinanden hele tiden. Og når vi så hinanden, var det en rar følelse i maven man fik. Ligesom når man havde optrådt foran flere tusinde mennesker. 

"Må jeg snart tage det skide bind af?!" Sagde jeg. "Nej. Drenge jeg går... lige øh, I ved ud og slår en streg, jeg kan godt vejen derhen, og sådan." Sagde Liam og steg ud af bilen. "Seriøst, hvorfor må jeg ikke se det?!" Sagde jeg. "Fordi vi siger det!" Sagde Niall helt skrapt. Jeg blev lidt sur. "Niall" Sagde jeg. "Undskyld" "Du skal ikke undskylde Niall, Harry er bare lidt sur" Sagde Louis og kørte videre. Vi stoppede efter nogle minutter. "Tag du bare bindet af Harry" Sagde Zayn. Jeg tog det af, jeg kunne ikke tro det. 

"Adenfield Gods. Hold kæft, det må tag en uge at gøre rent" Sagde Niall. "Det tager to. Hvis man er ene om det." Sagde jeg irreterret. "hvorfor er vi her?" Spurgte jeg. "Fordi, Anastacia er den eneste der kan hjælpe os nu. Harry, giv hende en chance. Du ved jo at hun ligesom, er den eneste som kan, du ved. Hjælpe os" Sagde Louis stille. 

Jeg tog irreterret min kuffert og gik indenfor. Adele kiggede på mig. "Velkommen tilbage til Adenfields gods Hr. Styles. Denne vej, jeres værelser er klar. Jeg kiggede helt såret på Adele. Men alt var ændret. Jeg huskede dengang mig og Anastacia var hendes ællinger, og såkaldte 'fjolser i et køkken'. Jeg grinte for mig selv. Vi skulle sove i vestfløjen hvor alle gæsterne sov. Det var helt mærkeligt at bare være en gæst. Engang var jeg jo familie engang var jeg hendes alt, men hun var mit alt. 

 

                                                                          Anastacias del.

Jeg kiggede bare på min seng, det var lige før jeg ikke ville sove i den, efter jeg tog en slurk af den cognac. Jeg kom til at tænke på at jeg havde lagt i den seng, helt uden tøj, sammen med Harry så mange gange. Jeg begyndte at græde. Hvordan kunne det ske?! Hvor dum kunne man have lov til at være?! Jeg hadet mig selv for det. Jeg begyndte at skrige helt vildt og kastede mit glas mod væggen. Jeg trak vejret dybt igen og tog endnu en slurk af cognaccen. Jeg kunne ikke forstå det var gået så dårligt for mig. Men jo dårligere det gik for mig privat, gik det bedre med forretninge, stævnerne gik bedre og bedre, flere og flere bestilte bedækninger af ALLE mine hingste, grusgravene gav mere og mere. Hundavlen var gået helt i stå. Jeg beholdte dem ikke alle sammen. Jeg havde beholdt  fem forskellige hunde. En irksulvehund, en husky, en borzoi og to alaska malamutter. 

Jeg bildte mig selv ind at det var Harrys skyld at jeg var endt sådan her, men sandheden var jo at det var mig. Adele kom ind til mig. "unge dame, du kunne jo vække dine gæster." Sagde hun. "Du vidste de ville komme" Sagde jeg. "Du må ikke blive vred, men unge Mr. Payne mente at det var bedst for jer begge. Harry ligner ikke sig selv. Vidste du det? Han har fået så forfærdelig mange tatoveringer, du har til gengæld fået noget mere fedt på dig. Det er kun godt" Sagde Adele. Hun lagde mig i sengen og kiggede på mig. "Fald nu i søvn. Jeg ved godt det har været hårdt det sidste halvandet år, men solen kommer snart tilbage til egnen. Det ved jeg den gør." Adele gik ud. Jeg tændte lyset og åbnede min skuffe. Der lå en skrabbog som Harry engang havde lavet til mig. Den fortalte om os som var det et eventyr. Jeg var en prinsesse fanget i et hul på et forfærdeligt sted kaldet en campingplads, men jeg stak af fra heksen Make Uppadus, og ud i en skov, med tapre riddere. Og ridderen som var den mest normale og kedelige, blev forelsket i den vilde pige, og gjorde alt for at snakke med hende, gjorde alt for hende. På hver side var der et eller andet billede af os sammen, enten fjollede vi sammen, eller også så kyssede vi hinanden, der var også et billede af os hvor vi lå under dynerne, uden tøj hvor han kyssede mig. 

Hvorfor skulle livet være så kompliceret? 

Den næste morgen havde jeg ondt i hovedet, i en halv time så gik det over. 

Jeg gik nedenunder til spisesalen, det var sært ikke at være alene. "Godmorgen Anastacia, smukt sted du har dig!" Sagde Louis og smilte. "Tak, men hvis I vil have mig undskyldt, jeg har ikke tid til morgenmaden, jeg har et arbejde. I skulle prøve det" Sagde jeg. "Hvad er det? Måske kan vi hjælpe?" Sagde Liam hurtigt. "Har I nogensinde prøvet at høste, med heste?" Spurgte jeg. "Nej. Aldrig" Sagde Niall. Harry havde, han kiggede bare på mig uden et ord. "Så er det på tide I lærer det. Kom så, hestene er ikke unge for evigt at I ved det" De rendte næsten alle i røven af mig. Da vi kom ud til stalden og jeg trak bryggershestene frem blev de helt bange. "Hvor er de store!" Sagde Zayn. "Det er bare shirere, den størte hesterace nogensinde. Chill Bradford Bad Boi." Sagde jeg. Jeg fandt det rimelig morsomt, der stod otte kæmpestore hingste helt stille og ventede bare på at nogen rensede deres hove, striglede dem og gav dem udstyr på. Jeg var rimelig hurtigt til det, Harry hjalp ikke, men Niall prøvede, han fik givet dem nogle gulerødder. Jeg rullede nu øjne. 

"Okay, I har stået foran dem nu, klar til at stå bagved dem?" Spurgte jeg. Louis kiggede lidt nervøst på mig. "Hører de efter?" Spurgte han. "For det meste. De er kun syv, men sidste de bukkede eller noget er nogle uger siden. Så tag det med ro" Sagde jeg. 

Jeg grinte indeni mig selv. Heste var aldrig rolige, det var kun mine egne stjerner som var det. 

Vi bruge en hel dag med at høste, Harry og nogle andre af mændene hentede høen, mens vi andre knoklede bagved hestene. 

Omkring middag, tog vi noget mad og fortsatte brat igen. Det gik rimelig godt, vi blev færdig med 1½ hektar den dag. Helt utroligt syntes jeg selv. 

Jeg havde taget et bad og var gået ned i tvstuen også kendt som spillerummet. Drengene havde allerede overtaget det. Jeg kiggede hen på Liam og vinkede ham ud med hovedet. 

"Ja?" Sagde han. "Hvordan går det med Harry?" Det skar helt i halsen da jeg sagde navnet. "Det går, sådan lidt. Han er lidt gladere. Hvad med dig?" Spurgte han. "One Direction, bukkede under, på min grund. Forstår du?" Sagde jeg. Han grinte. "Snedige ræv. Jamen, hvis det er sådan det skal være, så kom med det hårde arbejde." Sagde Liam smilende. Jeg grinte en smule. "Imorgen, jeg mangler faktisk syv mand i grusgravene, men det er et farligt arbejde, kan I klare det?" Spurgte jeg. Liam kiggede hen på dem. "Jeg fortæller dem det. Hvornår skal vi være der?" Spurgte han. "Klokken otte. Så i burde nok gå i seng nu. Godnat Liam" Jeg gik igen, det var utrolig svært at se Harry sådan som han var. 

Jeg lagde mig i min seng, denne gang uden hans trøje på, men med en rigtig natkjole, jeg kiggede igen på billederne. Ville vi nogensinde få det sådan igen? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...