The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1531Visninger
AA

10. I can't be tamed.

Lyra og Tyler satte mig af ved godset og jeg gik ind, allerede på vejen ind forbi Phillips gamle hus, ja der kunne jeg se det var galt. Før i tiden ville ingen fyre ham, aldrig, han havde jo ansvaret for skoven! For livet i skoven! Men okay hvad er det jeg dog tænker på? Det er jo min tante, hende der HADER naturen. 

Jeg åbnede døren ind til hallen, det var jo ikke det eventyr slot som altid havde været der. Heksen var flyttet ind, og nu skulle hun sættes på plads. 

"Thomson!" Råbte jeg, måske en smule vred. Men han kom, aldrig havde jeg set manden smile så meget. "Hvor er hun?" Spurgte jeg. "Kom med" Jeg smed min kuffert fra mig gik efter ham. Hun var inde i Grevinde Jeanne's stue, også kendt som min afdøde mormor. 

"Jeg tænker at fladskærmen skal hænge der!" Jeg kunne høre min tantes, forfærdelige lyse stemme, som mindede mig alt for meget, tja hvordan skal jeg sige det? En kælling! 

"Hvad tror du at du laver?! Jeg gav Alex ansvaret for slottet ikke dig, du har krøb dig tilbage! Dit usle dyr!" Jeg var vred og jeg ville holde min vrede tilbage. En gang Kandrik, altid Kandrik, desværre havde Kandrik altid betyder vilde kvinder. 

"Ser man det, du er kommet. Du skulle have set, hvad hedder han nu? Nå ja, Harold, da han kom. Han var så sikker på at han ikke var på det rigtige sted" Hun kiggede på mig med et varmt, slimet smil. 

"Jeg er her ikke for at sludre med dig" Sagde jeg. "Det ved jeg godt. Men hør så lige her, Alex er i knibe og hvem gider overtage et gods, der ser ud som 1727?" Spurgte hun mig. "Jeg vil, for det er mit hjem. Du  kom og ødelagde det, ikke fordi jeg skulle have det, men på grund af den ene person du altid har hadet. Min mor" Ordet mor, det havde ikke den betydning for mig, som det havde for så mange andre. 

En mor skulle jo være beskyttende og elskende og rolig. 

Min mor? 

Hun var hjulspænder, hun var hestepige, hun gravede i grusgravene, hun patruljerede får og kvæg, hun var boxer, og igen, var hun den vildeste, modigste, beskyttende, og mest fornuftige mor på en og samme tid. 

"Det her, var din mors stue, hvordan kan du få dig selv til at ændre på det?!" Hvæste jeg. "Denne stue, skulle gå i arv, til den næste kvinde, og den næste er ikke dig, eller mig... men" 

"Rianne? Det mener du ikke. Hun fortjener det ikke! En hver kvinde som har siddet i mormors stol, var fantastiske kvinder, de kunn" 

"Begå selvmord, efter en datter døde, din mormor forlod dig, fordi hun ikke kunne klare at lille Janelle døde." Hun fniste. 

"Og du kan ikke klare, at ingen ville gå i døden for dig. Familien Kandrik har et specielt udtryk, måske mere et motto, et citat kald det hvad du vil. Men en Kandrik går i døden for dem de elsker, en elskende Kandrik, er en stærk men elskende Kandrik, holder hovedet oppe. Og du er ingen af delene" Sagde jeg koldt til hende. 

Hun kom til hen til mig. "Hvis det er du vil, pigebarn. Så er det, hvad du skal få" Hun gav mig en lussing. "Men du overnatter vel?" Sagde hun. "Ja, men ikke på Riannes eller dit værelse, hvis I har glemt det, så kan man ikke låse bedstefars op, hvorfor mon?" Jeg holdte nøglen foran hende. Den lykkehalskæde alle troede var et stykke designersmykke, var bare en nøgle, til en magtfuld mands hemmeligheder. 

Jeg pakkede mit tøj ud på bedstefars værelse, jeg havde næsten slukket alt lyset, men jeg havde et lille stearinlys tændt. Jeg åbnede hans gamle skuffer i hans natbord. Jeg vidste der lå noget deri. 

Jeg fandt dirken til det ekstra rum. Breve, dokumenter, originale dokumenter, penge, og nå ja, testamentet. Jeg vidste min bedstefar havde en enkelt original. Vi underskrev kun et brev for tre år siden. Og det var det her, så hun skulle ikke tro at hun kunne vinde, men jeg måtte være sikker på at hun ikke opdagede det. Jeg måtte spille med på hendes spil. Jeg flyttede hans seng, der var en lem i gulvet, jeg åbnede dem, men jeg havde låst døren ingen skulle forstyrre mig, der var kun en vej ind og en vej ud. Gennem den lem. 

Jeg tog min jakke af og tog mine converse på, jeg satte mit hår op i en hestehale. Intet måtte gå galt. 

Jeg slukkede lystet og tændte min mobil. Jeg skubbede sengen foran døren, og så gik jeg igang. Jeg tog bedstefars gamle billede af ham og mormor ned, bag den, var en plade med hjul, den skulle ned i hullet, nærmere en lille gang. Tro mig, kun to på dette gods vidste hvad jeg lavede, de to som snart ville være i fare for alt. Adele og Thomson sad nede i køkkenet, sagde at de gjorde rent, for det trængte. Selvom det nu aldrig gjorde. 

Jeg fik sat hjulene i sporerne og kørte af sted, min mobil blev hold af dens lomme, lyser afslørede en masse edderkopper (ups, undertegnede har en fobi) 

Jeg kravlede videre, en fobi skulle ikke stoppe mig, intet skulle stoppe mig, der var kun et sted hvor det dokument var sikkert, i hjertet af godset. Da turen kom til at skulle ned fra anden sal, lagde jeg mig om, og lystede direkte ned igen. 

Jeg trak vejret roligt. Det gik hurtigt ned, og som jeg regnede med, jeg landede ved en fakkel, jeg havde ingen lighter med, jeg tændte bare min mobil igen. Jeg kiggede omkring mig. Jeg var helt nede i kælderen. Bag muren til fangehullet. 

Jeg kiggede omkring mig, der var en fakkel og nogle tændstikker. Jeg tændte den op og gik ned af trappen der var der. Jeg fandt døren, jeg bankede på den tre gange. Intet svar. Jeg kiggede igennem nøglehullet, lyser derinde var tændt, men ingen reagerede. Jeg kiggede ned mod gulvet. Der var en revne længere henne En rotte sprang op og jeg fandt den, jeg fandt nøglen. 

Jeg satte den i låset, den knirkede helt, og da jeg åbnede lå hun i sin kiste. 

"Du kan tage det med ro, det er bare mig" 

"Åh, det er bare dig min kære, jamen hvor rart" Det var min mor, hun begik aldrig selvmord, af en god grund. 

"Jeg har dokumentet, men jeg vil ikke blive her længe" Sagde jeg. "Tag det med ro min skat, Adele har sendt noget mad herned. Jeg er nu ked af du skulle igennem den trælse vej. Jeg skulle nok have gjort den større, for nogle år siden." Sagde hun. Jeg kiggede på hende. Hun så stadig ung ud. Ligesom for ti år siden. 

"Min skat. Det er altså tretten år siden jeg gik herned. Hvordan er verden?" Spurgte min mormor. Jeg tog min mobil op af lommen. "Det er en Iphone 5. Den nyeste. Den er 40% lettere end 4s'eren og 4'eren. Det er faktisk den letteste mobil indtil videre. Vi har fundet ud af hvordan vi kan gå på internettet fra en mobil, og vi kan høre musik på den. Vores tv er blevet til fladskærm. Piger begyndte at vise mere, stoppede med det, og nu, er det moderne at være sig selv, på en helt ny måde. Vi kan spille flere ting på en computer, alt er ændret mormor." 

"Ikke dig, ellers var du aldrig kommet med det dokument, tingen er nu min skat, at jeg skal møde verden, for at ændre på det her rod. Desuden har Adele fortalt hvad der er foregået. Nu skal jeg nok sparke den dames mås på plads!" 

Yes, yes, familien Kandrik, they can't be tamed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...