The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1491Visninger
AA

16. Hun sagde ja.

Kjolen var syet kun til hende, den var ikke simpel, langt fra, hun ville have det bryllup hendes mor aldrig fik, som nu blev til hendes bryllup, ville hendes mor se ned på hende? Nej, hun ville være en lille fugl som sad på hende skulder og sang mens hun gik op af skovstien. Alt var som i et eventyr, gæsterne sad på træer og stole pyntet med blomster, der hang paplamper i trækronerne og i rebene ovenover deres hoveder var der blevet fyldt med blomster lianer i alle mulige smukke farver. Og hvor bruden og gommen skullle stå til vielsen, det var ligesom en falden men smuk kirke, der var ligefrem blev bygget af røde og gamle sten en buge og døbefond, hvor således blomster ville vokse, træer skulle bøje sig over det lille sted hvor nu et kors, et håndlavet kors skulle være med Jesus Kristus på. 

Jamen hvad med jorden? Ja, jorden, jorden var blevet fejet helt mørkebrun og fogeden havde selv som overraskelse til brudeparret plantet små buske i siden og havde lagt nyt grønt græs på som i al hemmelighed blev plejet af ham om natten når ingen så det. 

Jamen, hvad så med selve gommen og bruden? 

Ja, bruden, hun var som en engel, aldrig havde en kjole, været så traditionel og gammeldags, men allligevel så moderne. Hendes slør var dog ubeskriveligt, syet i hånden af svigermor og mormor, de havde siddet indenfor i to uger uafbrudt for at sy sølvfarvet silke til bunden af det bruderede hvide tyld som de havde syet små roser i. Men hendes kjole, kjolen som verden kunne se på og aldrig stoppe men istedet misunde dens skønhed, ja, kjolen var som syet til hende, den var slankende, den viste den sande indre pige som gemte sig i hende, den viste simpelt og elegant hvad hun var. Den var halv blomst halv brudekjole, såmænd kan det siges. Den var nærmest bare to forskellige stykket stof lagt oveni hinanden, men alligevel kunne man se at skrædderen havde arbejdet til blod ville dryppe istedet for sved. Men hvad med håret? En lang stram fransk fletning hang elegant ned af hendes ryg, men hvad med det smukke slør som skulle pryde hendes hoved? Nej, det var ikke slut endnu, blot hendes hoved var en attraktion til dette bryllup. Hendes ellers så røde læber var helt naturlige, hendes gamle sorte mascara og eyeliner var blevet droppet, hendes blå øjne havde et beskyttende lag af broncefarvet øjenskygge om sig der gjorde at hendes øjne skinnede som små stjernesole. 

Var der ikke nogen tiara til at pynte brugens hoved? 

Jo, den var speciel, ingen vilde farver, den havde blot en simpel hvid krystal som var blevet slebet helt glat i midten, i siderne lignte det vinden som havde taget i bladene og fået dem til at flyve, ja, det var det som holdte sløret. Den gjorde kun at hun blev smukkere, så smuk at man frygtede hun ville falde fra hinanden. 

Hvad med buketten? 

Lad mig svare dig sådan: Den var ikke som de andre buketter, dens hvide roser der var renere end sne, de blandede sig med Kandrikblodrosen, den smukkeste og mest uvurderlige roseart i verden, den havde en helt unikt farve, en helt unik rød farve. Der signalerede skønhed og mod, det bruden havde når hun skulle gå op af skovstien. 

Jamen hvem skal følge hende op? Hun har ingen til det. 

Hun har en til det, en som har stået ved hendes side i tykt og tyndt. En som lige siden de mødtes havde taget hende under hans bekymrende, beskyttende vinde. En ung flot mand, karseklippe hår, brune øjne, høj, og flot såmænd, han ville vente på at hun ville tage fat i hans venstre arm så han kunne følge hende op til hendes kommende mand. 

Jamem hvad med gommen? 

Gommen ville stå ved kapellet og vente i hans jakkesæt, for en gangs skylde, havde han frivilligt taget andet på end lædersko, han ville vise at han stadig var den dreng indeni som var blevet til en mand, så han tog noget så praktisk som Converse sko på, hvid og sort. Hans krøllede hår ville ikke være rørt af nogen andre end ham selv. Hans krøller indrammede hans smukke ansigt, og hans øjne? De funklede da han så hende gå op af skoven græs, hun kiggede på ham, hele tiden, øjenkontakten, hele tiden, hans smil blev bredere og bredere og bredere. 

Jamen, havde hun ingen brugepiger? 

Jo i den grav, brudepigerne var indhyllet i en smuk lilla farve, med sten lige under deres brystkasse. Deres hår var sat op, deres blomsterkurve havde de samme rosenblades farver som hendes buket. 

Hvad med deres familier? 

Gommens familie sad pænt og ventede, mens tårerne trillede ned af glæde, og hendes familie? Tragisk nok var det kun hendes mormor som var tilbage, hendes sande venner var kommet, med deres elskede med. 

Hvad med tjenestefolkene? 

De var med, ikke som tjenere men som gæster, brudeparret og gommen havde selv inviteret dem da de mente at det var dag de skulle se, alle kom, alle med et smukt hjerte kom. 

Hvad så nu? 

Ja, nu, nu vil han spørge os. 

"Vil du Harry Edward Styles, ægte Anastacia Janella Kandrik til den ægte hustru?" 

"Ja" Jeg sagde ja. 

"Vil du ære, beskytte, og elske hende i medgang, modgang, i sygdom, i helbred, i helheden?" 

"Ja" Jeg sagde ja. 

"Ligeledes til spørger jeg dig Anastacia Janelle Styles. Vil du ægte Harry Edward Styles, som i hos dig står, til ægtemand?" 

"Ja" Hendes lette stemme, det ord jeg ventede på. Et ja. 

"Vil du ære, respektere, elske, beskytte ham, i medgang, modgang, i sygdom, i helbred, i helheden?" 

"Ja" Igen, en englestemmen sagde ja. 

"Ringene" Min stemme var blevet gammel. Men det glemte jeg for en stund, da jeg så det. Synet af en ung mand, med det her, lysebrune hår, han havde skægstubbe og en halvmarkant kæbe, han mindede mig faktisk om Peter Pan. 

De ringe jeg så, lignte ikke hinanden men de lignte den personlighed de fra nu af skulle præsentere. 

Hendes ring var sort og fyldt med små sten, hans ring, den var simpel og af guld. 

"Du må kysse bruden" Sagde jeg smilende. 

Jamen, skete der mere efter kysset? 

Ja, det gjorde der. De dansede sammen i skoven, kun de to, mens alle andre festede, så tog han hende med til det magiske sted hvor de for første gang kyssede. De sad under træerne med paplamperne over dem tændte. De drak ikke det dyreste vin eller bedste champagne, simpelt havde de taget en cola. 

Var de som børn? 

Harry's synsvinkel.

Nej, vi var forelskede og nygifte. Men bedre endnu, endelig kunne de flyve sammen og være lykkelige, de svang sig træerne og hoppede fra gren til gren som var de aber, men smukkere endnu, var ved midnat, hvor de ville stå sammen og holde i hånd. 

Mens jeg fortalte hende hvorfor og hvor højt jeg elskede hende. Jeg ville kysse hende blidt på hendes røde fyldige læber, hun ville læne sig mod hans bryst, og hun ville fortælle hvorfor det var ham som var hendes prins, hun ville fortælle at hun elskede mig, og bede mig passe på hende forevigt. 

Ja, jeg beskrev mig selv på en mærkelig måde, men jeg havde ventet på denne dag siden jeg så hende fra første gang. Men tja, jeg kan ikke klage, jeg kunne se det på hende, hun var ikke blot lykkelig, hun havde fundet fred. 

"Må jeg få endnu en dans?" 

"Ja, min egen" Smilte hun, jeg smilte igen og kyssede hende blidt. Hvordan kunne det være muligt at være så smuk? 

Mens jeg svang hende rundt, glemte jeg helt gæsterne. Jeg glemte alt, jeg kunne kun se hendes smukke elegante skikkelse sveje let rundt og smile. 

"Harry!" Hendes dejlige stemme. "Vi har ikke holdt en tale endnu" Sagde hun. Jeg havde glemt alt om talen. "De leder nok efter os. Kom med mig min dejlige dronning" Jeg løftede hende let op, og jeg løb med hende. Hun grinte sit dejlige grin, det grin som jeg kunne få frem, som ingen andre kunne få frem. Vi kom til godset. Det store gyldne gods, det var ikke så slemt længere, heldigvis. 

Vi gik ind i festsalen. 

"Der kommer de jo! Godt, nu er det tid til talerne!" Jeg grinte af Louis. 

"VEEEENT jeg vil sige noget først!" Råbte Niall og stilte sig op på sin stol. 

"Den gang vi for første gang mødte de to krøllede fritter-" Grinte han. "da syntes vi alle sammen, at hende Anastacia var pænt lækker, det er hun så stadigvæk. Hun ligner stadigvæk en 15 årig med den tøjstil hun har, nægter at gå i kjole, vil ikke klippe håret kortere, vil gøre alt i hendes magt for at kunne bruge tid på ekstrem sport istedet for kontorarbejde. Det er Anastacia, tænk at Harry har overlevet at se hende vinde London Cup i spring og taget hende med ud og køre på motorcykel, eller cross. Men, i hvert fald, I var og er sku nogle dejlige mennesker, og vi bærer mig altid hjem når jeg er hammerstiv. Det er derfor jeg er glad for at jeg har lånt et værelse her idag. Må Harry og Anastacia være enig de næste 50 år! Eller treds! Hurra! Hurra og Hurraaaaaaa" Niall tog resten af sin champagne og hoppede ned på sin stol. Anastacias mormor bankede yndefuldt på sit vinglas. 

"Inden din mor og bedstefar døde, nåede de faktisk at lave en tale til dig. Jeg vil læse din bedstefars op først" 

 

*Det er ikke rettet igennem*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...