The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1490Visninger
AA

17. Hun døde hver dag i 1000 år *Anastacias synsvinkel*

"Anastacia, du er mit kæreste eje. Du er datter til min døde datter, hende jeg aldrig fik lov til at gå op af kirkegulvet med. Jeg får heller ikke lov med dig, da min sygdom gør, at jeg snart vil gå bort, men jeg lover dig, en vil gøre det. En rigtig mand, en som elsker dig. En som vil gøre alt for at du smiler, og en anden, vil vente ved kapellet, i et fint jakkesæt, og du vil ligne en rigtig prinsesse, med dit hår, det vil være sat smukt op, din kjole vil være fortryllende, jeg vil ikke have mulighed for at se det. Men det vil mormor. Anastacia, jeg har set dig vokse, og du blev en kvinde i en tidlig alder på grund af min sygdom. Men du skal vide at med det ansvar du har fået. Det betyder kun at du kan blive til noget, noget som mange ikke kan blive til." Min mormor stoppede op og fældede en tåre. 

"Men du skal vide, at du vil forevigt være min lille pige. Jeg håber sådan at det er Harry som vil gå på knæ og vil spørge dig, det kan godt være at han er en værre rod og ikke tør sige en lyd, men jeg tror han er god for dig. Han har derfor fået min velsignelse til at ægte dig. Måske for tidligt, men for mig, betyder det en del at min lille engel er i sikkerhed. Men det betyder mere at at han vil elske og beskytte dig. Jeg har set det når I kigger på hinanden, det er den form for kærlighed, jeg smilte til når jeg så i din mormors smukke blågrønne øjne. Jeg elsker dig Anastacia, må du ligne en engel idag." Min mormor fældede en tåre. Det gjorde vi alle. 

"Jeg burde nok holde den næste" Sagde Anne og lagde en hånd på min mormors skulder. Min mormor satte sig ned og Anne rejste sig op. 

"Den gang jeg så Anastacia for første gang, vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Hun havde det her virkelig dyre tøj på, og jeg kunne se det på hende, hun ville ikke have det på, hun ville ikke sidde ned og lege med dukker, hun ville ud og have skrabede knæ og snavsede kinder. Du var en rigtig rod. Meget sjovt, for sådan var piger altså ikke. Men så skete det magiske jo. Du var ude og lege med min søn og hans venner. Harry fortalte mig om det så snart han kom. 'Jeg så en pige idag mor, hun var virkelig smuk'. Det sagde han." Jeg kiggede hen på Harry. Han smilte og rødmede helt. "Men, så en dag, var hun ikke til at finde, det var nu heller ikke fordi at de mennesker som havde ansvaret for hende gjorde noget for det. Så vi fandt ud af at hun var en helt anden pige. Vi troede bare at du var en forkælet pige fra rigmands familien af. Det viste sig at vi tog, ja, du er en pisserig lille dame. Men det kan man mærke på dig, på den gode måde. Jeg har aldrig mødt en pige som dig, du kan ikke klare penge, du hader dem, brænd dem som var de små grønne hekse! Eller gem dem hvis nu man mangler en sadel ikke sandt?" Blinkede hun. Jeg rødmede lidt. "Men ihvertfald. De holdte jo kontakten, hele vejen. Også selvom der var problemer. De gjorde så meget som muligt for at være sammen, og den sommer jeg lod min lille dreng tage på landet til hende, da kom en lille mand hjem. Han havde for første været ude og ride, og endda stikke af i en karat. Hvilket jeg stadigvæk synes der er en dårlig ide. Men da han kom hjem, fik han en på opleveren. Han fortalte mig, at den lille sorthårede pige med de stramme franske fletninger, hun havde langt krøllet sort hår, hun havde øjne så blå som himlen, og hun havde det allervarmeste hjerte han længe havde været tæt på. Og han tog sig jo sammen for fire måneder siden til at spørge hende, og nu har de sagt ja, jeg overlader min dreng til en pige, som jeg stoler blindt på. Og jeg har endelig fået mig en ny datter" Anne satte sig ned og græd glædes tårer. Jeg kunne ikke selv lade være. 

Louis rejste sig op. 

"Dengang jeg først mødte jer to, var det første, uden tøven at sige dette selvom jeg lige om lidt bliver klasket en for at sige det: Anastacia, det første jeg lagde mærke til, var du var hammersmuk. Du var en lille slank pige, med det her vilde udtryk, og helt ærligt, ved siden af, dengang spinkle Harry, så troede jeg ikke på at han kunne styre dig, det viste sig vi havde ret. Han kunne bede dig lade være med at springe mere end to meter på dine heste. Men du gjorde det stadig, men igen, du lever også livet farligt. Men da jeg så hvad der virkelig foregik når I så på hinanden. Det så jeg ikke, ikke før at jeg engang troede jeg skulle dø. Vi var taget på ferie på landet, hos Anastacia her, og ved et uheld, skulle de springe noget jord til en grusgrav mig og Harry vidste det godt, og vi var på vej op, men vi havde misforstået tiden. Og da hun vinkede som en tosse til os, troede jeg blot hun ville være flink. Men jeg tog fejl, lyden af den første dynamit og jeg var under jorden, jeg sad fast og Harry blev ved med at trække i mig, for at få mig op og jeg så hende, hun skreg og skreg vores navne, på vej ned til os, kom hun selv til skade, mere kan jeg ikke huske. Men jeg så det i hendes øjne, som aldrig havde været så klare, ikke indtil i aften. Jeg havde aldrig troet at en pige kunne elske en dreng så højt at hun ville gå i døden for ham. Pas på min lille Harry Anastacia." Louis kom hen til mig og kyssede mig på kinden og jeg gav igen. 

Nu var det Liam. 

"Jeg er enig med Louis, men noget siger at I aldrig har hørt Harrys del. Da jeg sad i bilen med Anastacia, kunne jeg se det på hende, hun savnede ham allerede. Hun ville se ham. Og han ville se hende. Det første Harry gør, også selvom hans ryg måske ikke virkede var at sætte sig op og holde Anastacia tæt ind til sig. Han havde nok aldrig været så bange hele sit liv, ved I hvad han sagde? Du må aldrig gøre mig så bange Anastacia, aldrig. Han var ikke bange for at dø, han var bange for at han aldrig skulle se hendes smukke ansigt igen. Det ville jeg også være for at være ærlig. Pas nu på ham Anastacia" Grinte Liam til sidst, alvorligt men sødt. 

Zayns tale var helt specielt, for han havde  lavet et lille digt. 

"Jeg ved det er lidt bøsset, men sådan er Harry jo også. Men i hvert fald her kommer det: Engang faldt en lille ulveunge i kløerne på en ond heks, og en dag stak ulveungen af og mødte en anden ulveunge. De legede, de levede de blev ældre, de blev forelskede. De tog sig at hinanden, de sørgede for hinanden. De elskede hinanden, den ene ulv sagde til den anden at de skulle være sammen forevigt, og det er de nu" Smilte han og satte sig ned igen. Jeg blinkede til Zayn, han blinkede igen og vi lavede ansigter til hinanden til sidst. 

Jeg kiggede hen på Harry og smilte. Men så gjorde han det. Han rejste sig op. Jeg blev helt rød i hovedet. 

"Da jeg først mødte Anastacia, var hun faktisk flad som en pandekage, fordi en af mine venner faldt og landede på hende. Jeg skyndte mig så hurtigt så muligt at få hende op og børste hende ren, jeg troede fuldt ud på at hun var en af de der fine piger som ikke kunne klare at blive beskidt, det viste sig at jeg tog fejl. Men hvad jeg vidste at jeg aldrig havde taget fejl i, at uanset hvilken pige der ville komme imod mig, jeg ville se på hende, og tænke hun er pæn, jeg vil kunne se på Anastacia bagefter, og jeg vidste at når jeg kyssede dig, bare at du var i mine tanker, så ville jeg være glad igen. Jeg kunne se på dig, og du var solen du er solen i min verden. Og det vil du altid være" Harry kyssede mig på munden. Jeg skulle holde en tale nu. 

Jeg tog mit til maven, det var sandt det jeg sådan havde håbet på. 

"Jeg er så glad for alle jer som er kommet, og er utrolig glad for at I vil komme og fejre det. Og jeg takker jer for de gaver, det havde I ikke behøvet. Men tingen er, at ord er magtfulde, men handlinger er mere. Dengang jeg blev voldtaget, fik jeg afvide at jeg aldrig ville blive gravid. Harry" Jeg stoppede helt op og kiggede på ham. Han smilte til mig. "Du skal være far om et halvt års tid" 

"Hvad?" Han smilte stort. Han rejste sig og kyssede mig. Anne smilte og drengene hoppede op og ned. "Du er den mest" Han ligefrem græd. 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde vi ikke prøvede, jeg ville have et barn, jeg ville. Efter jeg havde set den pige. Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, men da jeg så den kærlighed. Så lovede jeg at jeg ville være der for mit kommende barn, for min mor kunne ikke være der fysisk for mig. Derfor ville jeg give hende den kærlighed som jeg fik af min bedstefar. 

"Jeg elsker dig Harry" 

"Og jeg elsker dig. Tak for det her Anastacia" 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...