The day we met.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg mødte Harry da jeg var ti, en af hans venner faldt ind i busken jeg gemte mig bag ved. Han var en sand prins i trekvart bukser med hullede knæ, jord på kinderne, og en pind i hånden. Han rakte sin hånd mod mig og hjalp mig op" Anastacia Janelle er arving til et kæmpegods i Nordengland, en dag møder hun Harry da hun er tvunget med på ferie. De holder kontakten og de får et venskab af den anden verden. Selvom de altid har boet så forfærdeligt langt væk fra hinanden. Så har de altid været der.
Selvom de lever i en perfekt verden, ved Anastacia godt at der er noget i skyggerne. Eller rettere sagt ordene: One Direction.
Vil det rive hendes Harry væk fra hende? Eller vil godset det?

*Læsning på eget ansvar*

8Likes
15Kommentarer
1499Visninger
AA

8. Broken.

Jeg havde sovet rigtig dårligt den den nat, jeg havde smidt kjolen fra mig midt om natten, den var ubehagelig at have på, den var træls, den var ikke blød eller noget, den var alt for tynd, og det var bare en anden form for porno at ligge i den, følte jeg. 

Jeg havde taget mit tøj på, mine hunde kom i hælene på mig den dag. Adele havde nok ikke haft tid til at lufte dem denne er morgen. 

Jeg satte mig ind i spisesalen, der var helt tomt. "Thomson!" Råbte jeg. Thomson kom stille og roligt hen til mig. "Ja?" Sagde han. "Hvor er de henne?" Spurgte jeg. "Ude i haven, de ønskede at spise udenfor, solen skinner grevinde" Jeg kiggede hen på Thomson. Hvad mente han med grevinde? Jeg gik ud i haven og så de sad og spiste. Jeg havde ikke været derude i så lang tid. Det lignte bare sig selv, møblerne, hængestolen, og springvandet. Alt så helt fint ud. 

"Godmorgen grevinde, vil De slå røven i sædet?" Jeg kiggede sært på Liam. "Hvad er det du siger?" Sagde jeg. "Jeg prøver at sige..." 

"TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!" skreg de alle sammen. Jeg kiggede helt roligt på dem. Var det allerede min fødselsdag? 

Jeg tjekkede min mobil det stemte. Den 16. juli. Jeg fyldte sytten. 

"Tak fordi I huskede det, jeg glemte det helt selv" Sagde jeg høfligt. Hvor var det pinligt at jeg havde glemt min egen fødselsdag, 

Jeg havde ikke tid til den slags længere. Jeg sad enten indenfor på mit kontor og gjorde regnskaber op, efter det arbejde, skulle jeg have redet otte heste og longeret en ungplag, jeg skulle også tjekke grusgravene, det var normalt bare et opkald. Men alligevel. 

"Vi har en gave til dig!" Sagde Niall. "Hvad er det?" Spurgte jeg. Han kom med en bakke, der lå et hviskestykke over det. 

"Tag det af!" Sagde han. Jeg smilte fjollet til ham og tog den af. De havde bagt mig en kage. 

"Tak. Men det er ikke for at ødelægge stemningen, vi skal af sted, vi kan sagtens gå derhen. I kan, jeg stoler ikke helt på jer med en hest." 

"Hvorfor bruger du ikke bare tospanden?" Harry talte til mig, det var så rart at høre hans stemme, også selvom den var iskold og ond. Jeg var virkelig afhængig af ham kunne jeg mærke. 

"Fordi, Duron og Suran har en fridag, igår inden I kom var de ude og træne i tre timer, de fortjener en fridag. Det er hårdt at være hest, sådan er det." Sagde jeg og gik ud i stalden. Jeg sadlede Effect op. Jeg havde fået en ny springsadel til ham da den gamle var helt slidt ned. Jeg klappede ham på halsen og jeg ventede på drengene. Der gik nogle minutter og så var på skovvejen. Jeg kiggede ned på dem. 

"Vi krydser skoven og åen, så er vi hurtigere derovre." 

"Skal vi vade igennem åen?" Jeg kiggede på Liam, de havde taget arbejdstøj på, og fornuftige sko, det havde jeg ikke forudset. 

"I kan hoppe over den, hvis jeg kan, kan I også" Sagde jeg. "Det er nemt for dig, du har ligesom en hest" Sagde Harry surt. "Harry" Sagde Zayn. Jeg kunne høre Harry knurre. Vi gik et godt stykke inde i skoven. Der skete ikke rigtig noget. Nogle dådyr kom forbi men det var også alt. 

"Hvor stor er den her skov?" Spurte Niall. "Halvdelen af London, sådan ca, det er størrelsen, men bare rolig når vi er ovre åen skal vi bare forbi to marker og så er vi der. 

Da jeg stod foran åen bakkede jeg bag ud. "Jeg hopper over først" Effect kunne ikke rigtig vente, og han satte i galop, jeg følte selv at jeg ikke kom over, men jeg gjorde, jeg hang bare hans side. Louis var allerede klar til at hjælpe med jeg grinte bare. "Jeg er vant til det. Men jeg skal nok huske min hjelm næste gang" Smilte jeg. De kom over og vi gik videre. 

 

                                                                      Harrys del. 

Jeg sukkede højt den morgen, vi skulle ud i grusgraven. Tænk at Liam havde sagt ja til det. 

På vejen derhen hoppede mit hjerte flere hop over. Jeg troede et øjeblik at Anastacia ville falde af. Uanset hvad, så havde jeg stadigvæk følelser for hende, det ved jeg, for jeg det var mig der bagte den kage, det var mig som havde lagt vågen igen, jeg havde ikke sagt det til nogen, men jeg gik ind til hende den nat. Jeg kiggede på hende, hun havde stadigvæk den skrabbog jeg havde lavet, hun havde endda stadigvæk den t-shirt. Jeg kunne ikke genkende hendes værelse, engang hang der planter omkring hendes vindue, de var ingen blade på dem, midt om sommeren, det var som om at stedet var blevet syg efter vi gik fra hinanden. Hun græd i søvne. Ikke ligesom alle andre gjorde. Hun lå helt stille som om hun var død, og tårerne trillede bare ned af hende. Det var helt forfærdeligt. Hvorfor havde hun dog givet sig selv den smerte? 

Jeg begyndte selv at græde. Jeg skulle have kæmpet, for hun troede at jeg havde smidt den pind fra mig. Det var helt skørt, jeg havde taget den pind med hjem jeg havde i hånden, fordi den mindede mig om vores første minde. Jeg havde den endda endnu, den lå på mit værelse hjemme ved min mor. 

Jeg kiggede på hende mens hun red. Hver gang vi red sammen over de her marker, var det udelukkende for sjovs skyld, vi nød det, jeg havde aldrig set en pige som hende, der bare kunne give slip og flyve af sted, mens hesten have sit hoved højt og hun stolt sad der, og de var i et. 

Vi kom til grusgraven. 

"Grevinde! Tillykke med fødselsdagen, hvaa' er det dem?" Sagde en beskidt mand. "Ja, jeg stiller lige hesten væk, I tager fat om det hårde arbejde drenge" Sagde hun og skridtede væk. 

Hun igen, jeg kiggede på hende. Hun lignte ikke en som skulle arbejde, men alligevel, med en skovl i hånden og med hendes dyre Gucci solbriller på. 

"Kommer I med? I skal arbejde dernede." Sagde hun. Vi fulgte efter hende. Jeg følte mig virkelig dum, hvorfor sagde jeg ikke undskyld for min opførsel? Måske var det fordi hun skulle sige undskyld først? Damerne først, ikke sandt? 

Hun kiggede på os efter vi stoppede op. "Jeg går op igen,  jeg skal snakke med drengene, de snakker om at sprænge den anden grusgrav. Bare rolig det vil ikke gå udover jer. I er trygge hernede. Hvis der er noget, så bare ring" Hun kiggede på mig med et skuffet, måske mere smertefuldt ansigt. 

Drengene gik igang, men jeg nåede lige at tage fat i Anastacia. "Hvad?" Sagde hun. "Jeg... Jeg vil bare... jeg ved godt... jeg er bare. Du må ikke... Jeg er bar" 

"Gem det til senere. Jeg må gå" Hun vendte sig om så hendes hår fløj i luften. Jeg var gået ind i huset der stod derude. 

                                                               Anastacias del. 

"Godmorgen grevinde, kom her" Eddie manden som havde styr på alt herude for mig inviterede mig på juice. 

"Se her, grusgrav seks, skal sprænges, vi satte sprængstoffet derned her imorges. Så klokken ni, sprænger vi det. Nogen spørgsmål?" 

"Nej, det er jo lige om fem minutter. Bare spræng løs! Jeg ringer lige slottet"Jeg havde ringet til Adele for at fortælle at hun bare skulle gøre aftensmaden klar til os klokken syv, og ikke andet. "Klar til sprængning!" Jeg kiggede hen på dem som holdte i håndtaget. "Det her er ikke grav seks, det er grav syv" Sagde jeg. "Nej, det er grav seks." Jeg løb hen til kanten. Harry og Louis var dernede i endnu, de havde snakket om et eller andet kunne jeg se. 

"VÆK MED JER!" Skreg jeg. "De vinkede bare til mig" Jeg vendte mig om, der lød et brag og sandet væltede ned over dem. 

"Der sprænger en til om et par sekunder!" Råbte Eddie. "Eddie der er nogen i graven!" Jeg sprang ned fra siden af og ned af den ene sandbakke. Harry og Louis sad begge tog fast og før jeg nåede at komme hen, sprang den sidste bombe, jeg blev kastet væk og slog hovedet ind i en skovl, blodet randte fra mit hoved af. 

"HARRY! LOUIS!" Jeg gravede på liv og løs med mine hænder. Eddie kom med til mig med en skovl. "Vær forsigtig." Jeg stødte på noget, det var Louis. "Åh mni gud, Louis?" Eddie hjalp mig med at trække ham op derfra. "Led videre efter Harry grevinde, deres venner kommer nu" Sagde han. Jeg kunne se det på dem. 

Jeg gravede videre med mine hænder og der så jeg det, hans hår, jeg gravede forsigtigt uden om, jeg fik fat i hans hoved og  fandt hans skuldre, Liam hjalp mig med at trække ham op. Jeg var grædefærdig. 

"Harry? Harry kan du høre mig?" Jeg lagde hans hoved mod mit bryst. Jeg kunne ikke forstå, han var helt livløs. Kranen sendt en ny båre ned, Liam og Eddie fik ham sat på dem og han kørte op. 

Liam holdte fat i mig mens han ambulancen kørte af sted til Yorkshire. 

Jeg sad i nogle minutter uforstyrret på mit værelse. Men så kom Liam ind til mig. "Det var min skyld. Jeg havde fulgt jer ned i den forkerte grusgrav" Sagde jeg. "Lægerne ringede. De overlever Anastacia. Vi har fået lov til at besøge dem, vil du ikke med?" Jeg kiggede på ham. 

"Tror du at de vil se mig?" Spurgte jeg. "Jeg ved at der er en bestemt person, som kun vil se hans verden. Og hans verden sidder her, han har brug for sin verden" Jeg kiggede væk, jeg troede ikke på ham. 

"Nå, jamen så gør vi det på den hårde måde" Liam kastede mig over skulderen og løb ud til bilen Wiliam kørte af sted. 

Jeg kiggede ud på landet. Engang skridtede mig og Harry i tospanden sammen, uden den eneste bekymring. 

Jeg var så tæt på at han havde sagt noget til, men jeg gik bare væk. Hvor var jeg dum. William holdte på parkeringspladsen, Liam havde lagt sin arm trøstende om mig mens vi gik ind. 

Jeg kiggede på Harry. Jeg sad foran ham, og holdte hans hånd, ligefrem nusseden den, ligesom han altid havde nusset om mig. 

Han begyndte at lukke sine øjne mere og mere sammen, men løsnede hele tiden grebet. Så åbnede han dem. "Harry" Sagde jeg helt stille. Jeg kunne ikke undgå at kigge ind i de grønne forgrædt øjne. "Hvor var jeg bange for at jeg aldrig skulle se dig igen Anastacia" Harry tog fat i mig og krammede dybt ind i hans bryst. Jeg kunne mærke han græd, tårerne lå i mit hår, hans bryskassede bevægede sig med små hop. 

"Du må aldrig gøre mig så bange Anastacia, aldrig." Sagde han og kørte en hånd igennem mit hår. "Det er da mig der burde være bange" Sagde jeg stille. "Nej, jeg ville aldrig kunne se dit smukke væsen igen, jeg ville aldrig kunne sove med dig igen, hvis jeg ikke kom op derfra. Lov mig at du ikke går fra mig" Sagde Harry. "Hvad?" Jeg kunne ikke tro det. "Jeg elsker dig virkelig, det har jeg altid gjort,  jeg er så ked af alt det jeg har gjort. Det er jeg virkelig." Sagde Harry. "Jeg forlader dig aldrig igen Harry" Sagde jeg og kyssede ham. 

 

Far Away- Nickelback. 

 

P.s Den er ikke slut endnu. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...