Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Marieke skal på sommercamp, fordi hun ikke klarer sig så godt i skolen. Det plejede hun at gøre. Men et år forinden havde hun mødt fyren Casper, der dog er 2 år ældre en hende, og har mange andre planer.
Men hun kunne ikke tænke på andet. Kunne ikke koncentrere sig, få lavet lektierne, holde øje med tiden, passe sit deltidsjob. Alt faldt fra hinanden. Og imod hendes utallige protester, sender hendes mor hende afsted, og hun regner med bare at komme til at sidde på værelset og læse en bog, men livet er ikke altid som man har planlagt. For på denne sommercamp. Lige nøjagtigt denne sommercamp, går Casper, og Mariekes liv bliver forandret for altid.

1Likes
0Kommentarer
126Visninger
AA

2. Why couldn't you choose an other heart to break?

 

Her sidder jeg så, og skriver på min danskstil om hvem der er min helt.

Et velkendt faktum, som man tit ser i film, men det er jo nok fordi man bare SKAL skrive en stil, eller snakke om det i klassen.

Hvorfor ved jeg ikke. Jeg syntes personligt det er underligt, sært og.. alt andet end meningsfuldt.

Hvorfor? Hvad så hvis man ingen helt har? Får man så 0,3 eller hvad? Dumper man?

Fuck mit liv. Ja, min helt er mit hamster, fordi den er det eneste levende væsen, der bekrymrer sig om mig og aldrig har knust mit hjerte.

Det kommer den nok til når den dør.

Men hvad snakker jeg om? Jeg har ikke et hamster. Jeg har en lille blå fisk der hedder Bobble, der lever i et kæmpe akvarium, fordi min mor mente at jeg kom til at få mange flere til min samling.

Hvem samler lige på fisk?!

Men altså det tror min mor stadigvæk at jeg kommer til, men det kommer aldig til at ske.

Fisk? Seriøst, hvorfor lige fisk?

Jeg kan mærke lysten til bare at klappe den gamle skod bærbar sammen, og tage konsekvenserne for den manglende stil.

Det er efterhånden min levemåde, det med at droppe lektierne.

Jeg er ikke sådan en uartig pige, jeg er bare ulydig.

Jeg følger ikke med i timerne, men jeg hverken larmer, eller sidder og laver alt muligt andet.

Eller jo, for jeg sidder inde i min drømmeverden hvor jeg forestiller mig alt det jeg aldrig har kunnet få.

Bedste veninder - mange af dem. Hvor vi alle sammen sidder på mit væresle, som er sejt pyntet op, med dyre ting jeg aldrig ville få råd til i det virkelige liv. Og vi lægger neglelak, og ser tøsefilm i vores pyjamaser.

Alle på skolen vil have mig, men jeg har en kæreste.

En som kommer forbi med film og chokolade når jeg er syg, en som kysser mig og holder mig i hånden i skolen.

En som Casper, som bare var en kæmpe løgn.

Og ja, jeg ved da godt jeg ødelægger mit liv ved at lukke skolen ude, og kun tænke på min sommerferie flirt.

Men lige nu er det bare det eneste jeg kan forholde mig til.

Jeg klapper bærbaren sammen, smider mig i sengen, og fokuserer på de mange pletter i loftet.

Det ligner et ansigt, og længere nede, et næsten magen til ansigt. De ser sure ud. Sure på mig fordi jeg aldrig får lavet mine ting. Jeg forstår dem. Alle har god grund til at hade mig.

- Og jeg er komplet ligeglad.

Kender i den der følelse af at være totalt tom, så tom at man bare har lyst til at græde, alt sammen fordi man savner en person så forfærdeligt meget, at det gør helt vildt ondt indeni?

Den følelse hader jeg. Ligesom alt andet. Jeg hader det - Hader det!

Jeg drejer mit hoved og ser hen på Bobble der langsomt svømmer rundt. Hvor må hun dog kede sig.

Hele dagen består af at svømme rundt, spise mad, svømme rundt og sove.

Eller, fisk sover da ikke.. gør de?

Jeg burde have fulgt bedre med i biologi, da vi havde emneuge om dyr.

Det skal hun leve med, lige indtil den dag hun flydende  vender på hovedet, i det kæmpe ensomme akvarium.

Jeg burde gå ned til dyrehandleren, og købe hende en ven.

En han som hun kan parre sig med, og lægge små fiskeæg. Så bliver mor også rigtig glad.

Jaa fisk...

Men det er i hvert fald bedre end mig som selskab.

Hold kæft hvor er jeg bare ynkelig.

Ligger i min seng, og tænker på hvor dårligt selskab jeg er over for min lille blå fisk, i det store ensommme akvarium.

"Marieke!" Råber min mor nede fra stuen.

Jeg er jo så heldig at have et værelse ovenpå. Der er to værelser heroppe, det ene er mit, det andet er et gæsteværelse. Det var engang min brors, men han er flyttet og i fuld gang med at uddanne sig til advokat.

Jeg rejser mig langsomt, og trækker tiden ud med at gå ned af de mange trapper, for at vise hvor lidt jeg magter at snakke om skolen lige nu.

"Det var godt du kom skattepige. Kom her hen og sæt dig. Vi skal lige snakke om noget" Siger hun, slukker for fjernsynet og tager fødderne ned fra bordet.

Jeg sætter mig i sofaen ved siden af, og ser opgivende på hende.

"Skat jeg har snakket med dine lærere, og ..." Det er så der jeg lukker af. Alt andet er som en dyb summen i mit hoved, og det dunker og gør ondt.

Men idét jeg rejser mig for at hente en flaske vand, tager hun fat i min arm, og hiver mig ned at sidde igen. "Jeg vil gerne have at du hører efter Marieke.. Det er meget vigtigt for mig, og hvis du vil have noget som helst ud af dit liv, skal du nok til at lytte lidt mere til hvad andre har at sige til dig" Siger hun, og et suk undslipper mine læber.

"Dine lærere har næsten opgivet dig, hvilket gjorde mig meget ked af at høre. Men de har foreslået en slags sommer camp, hvor du.." "Skal jeg så gå i skole hele sommerferien?" Spørger jeg håbløst, og min mor ryster opgivende på hovedet.

"Hvis du gad lade mig tale færdigt, så er svaret ja, det er en form for skole i sommerferien" Siger hun, men jeg afbryder hende igen. "Ej mor det gider jeg altså ikke. Har jeg ikke givet nok udtryk for det? Skolen interasserer mig ikke mere. Du kan ikke tage min sommerferie fra mig mor, det kan du altså ikke!"

"Vil du så høre efter hvad jeg siger?!" Næsten råber min mor. Hun nænner virkelig ikke at skælde mig ud, selvom hun har de bedste grunde til det.

"Du bliver nød til det skat. Du skal have en uddannelse, ud og leve dit liv. Du kan ikke bare synke sådan. Ikke efter alt hvad du har gjort skat. Det skal nok blive hyggeligt. Der ligger en strand tæt ved, og i kommer til at bo i hytter to og to - nogle hytter tre-fire stykker. Tro mig skat det er lige hvad du har brug for. Lidt ligesom en efterskole, hvor i har 6 timers læring, fra klokken 08.00 til 14.00. Og resten af dagen har du til at få lavet lektier, hygge med dine veninder. Og så er der lejrbål skat, om aftenen hvor i kan se solen gå ned. Det bliver fantastisk skat tro mig!" Fortæller hun, og liver nærmest op igen, da jeg sender hende et skævt smil.

"Åh jeg ved du vil blive vild med det skat. Så kan du langt om længe glemme ham den forfærdelige dreng, og fokusere lidt på din fremtid i stedet for" Siger hun og omfavner mig, og kysser mig på kinden.

Der gik grænsen.

"DET KAN DU SGU DA IKKE BARE SIGE," Råber jeg, og mor får et underligt udtryk i ansigtet, som om hun ikke helt er med på hvad der foregår.

"DU KAN DA IKKE BARE STÅ SÅDAN OG PLANLÆGGE HELE MIT LIV MOR! Det er mine beslutninger - IKKE DINE! OG VED DU HVAD? JEG VIL SLET IKKE MED PÅ DEN DER RØVSYGE SOMMER CAMP. DET KAN DU FANDME TRO. ALT DET MED UDDANNELSE OG MIN FREMTID. VED DU HVAD?! JEG ER PISSE LIGEGLAD. FOR MIN SKYLD KUNNE JEG LIGE SÅ GODT HOPPE UD FORAN ET TOG LIGE HER OG NU" Råber jeg.

Jeg kan se hvordan tårerne strømmer frem i hendes øjne, og triller ned ad hendes kinder.

Jeg fortryder inderligt alt det jeg lige har sagt til hende, men raseriet brøler stadigvæk over at hun alligevel får mig sendt afsted. Jeg kan ikke gøre  noget. Jeg kan skrige og gøre modstand, men uanset hvad bliver jeg sendt afsted, og jeg må ikke komme hjem før sommerferien er forbi.

 Trangen til at blive og råbe videre om hvor dårlig en mor hun er, og hvor forfærdeligt jeg har det, vokser, og jeg kan ikke gøre andet end at trampe hele vejen op på mit værelse, og smække døren hårdt i efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...