Skoven som kaldte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
At løbe om natten...

0Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. natteløb

Skoven som kaldte
Jeg snøre løbeskoene og så er jeg ude af døren. Jeg elsker at løbe, at have 100% kontrol over mig selv, hvor hurtigt jeg løber, hvordan jeg lander, og så at alle mine bekymringer forsvinder. For et par dage siden kunne man ikke se hverken stjernerne eller månen, da løb jeg i mørket, men nu er stjernerne og månen der. Jeg elsker at løbe om natten, helt uforstyrret, som jeg løber der ude ved markerne. De fleste folk vælger at løbe om morgenen, eller i hvert fald i dagslys. Jeg kan ikke lide at løbe i dagslys. Mørket danner et beskyttende lag omkring mig. som regel har jeg et fast sted jeg løber til, men ikke nu. Jeg kan høre noget, næsten som en hvisken. Min faste vendeplads, den løber jeg lige forbi, og jeg høre langsomt hvisken bliver stærkere. Stærkere ikke højere. Jeg sætter farten op, og jeg løber hurtigt. Jeg er god til at løbe hurtigt. I takt med at viskelyden forstærkes, forsvinder trygheden og bliver i stedet erstattet af spænding og nervøsitet. Adrenalin. Sommerfuglene i min mave begynder at vågne. Bakse med de fine, små vinger, og får det til at kilde i min mave. Omgivelserne omkring mig forsvinder i en sky af tåge. Det ene ben sættes foran det andet, igen og igen og igen. Sådan løber jeg i nogen tid. Og jeg løber. Løber indtil jeg når en skov. Viskelyden er så kraftig, så insisterende, at jeg brat standser op. Det gør ondt i mit hoved. Viskelyden er en stemme. Jeg kan høre den, fornemme den og... forstå den. Den er trist, og dog er den glad for min tilstedeværelse. Det begynder at lysne. Jeg er som frosset fast. Jeg vil væk, men stemmen, skoven vil ikke slippe mig. Fanget af noget jeg ikke forstår. Skoven som kaldte, den kaldte på mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...