Imagine a world without me {One Direction}

Da pigen Katherine mister begge sine forældre i samme bilulykke, hun selv overlever, får hun følelsen af at have mistet alt. Det eneste hun har tilbage er tvillingesøsteren Annastasia, da alle bedsteforældre for længst er døde. Myndighederne placerer Kate og Anna på flere børnehjem rundt omkring i London, men i sidste ende finder de et sidste håb; pigernes tante. Men hun bor Wolverhampton og har både mand, hus og børn. Det lykkes dog myndigederne at overtale hende til at lade de to forældreløse piger flytte ind hos hende, og pigerne skal så starte et nyt liv op igen. Men det er ikke nemt, med en fortid fyldt med død, mobning og følelse af svigt, pludselig at skulle vende op og ned på det hele. Med hjælp fra fætteren Liam Payne, starter pigerne i skole, og her møder de nogle mennesker, der ændrer deres liv drastisk. [Drengene er ikke kendte. Titlen er et citat fra Mads Langers sang 'Fact-Fiction']

47Likes
48Kommentarer
3415Visninger
AA

2. New school, new beginning

 *Katherines synsvinkel*

"Katherine skat" hviskede Karen og aede min kind. Jeg slog langsomt øjnene op og mødte hendes brune øjne. "Du skal op nu" Jeg trak dynen op over munden og gabte.

"Kom nu, Kat" brokkede Anna sig, og jeg sukkede. Hvorfor var hun altid så morgenfrisk?

"Jeg kommer nu" fik jeg brummet, og pludselig opdagede jeg de mange mennesker på mit og Annas værelse. Både Karen, Geoff, Anna og Liam stod på værelset. Jeg glibede hurtigt med øjnene, og Anna stak en gave lige op i fjæset på mig.

"Tillykke med fødselsdagen!" jublede Anna, og det gik pludselig op for mig hvilken dag, det var. Jeg sukkede endnu engang af min ofte alt for optimistiske og energiske tvillingesøster og rakte ud efter skuffen i mit natbord. Hvorfor havde Liam og Geoff ikke sagt noget endnu? Jeg fandt Annas gave begravet under mine blade og andet rod i skuffen og rakte den op til hende. Hun smed min gave på min dyne for at gribe fat om sin egen og spæne hen til sin egen seng for at åbne den. Søvndrukken fik jeg sat mig op, gned mig i øjet og gabte igen.

"Er du træt, skat?" spurgte Karen og satte sig på min sengekant.

"Mh" mumlede jeg og greb fat om gavepapiret på min gave. Det var en stor boks, og jeg havde virkelig ingen idé om, hvad Anna kunne finde på at give mig. Hun var typen, der gav mere personlige gaver end materielle gaver. Hun havde allerede flået papiret af sin gave, og trak nogle farvede ringe op.

"Årgh!" jublede hun og tog den på med det samme. Jeg vidste godt, at hun elskede farver og smykker, så hvorfor ikke købe hende nogle farvede ringe. Man kendte vel sin tvilling. "Tusind tak, Kat!"

"Så lidt, baby" smilede jeg og åbnede æsken. Nede i æsken lå en masse stykker avispapir krøllet sammen, og nederst lå et stykke papir. "Hvad i...?" Jeg trak papiret op og så... at det var helt blankt.

"Hvad har du fået?" spurgte Liam, der tydeligvis ikke kunne styre sin nysgerrighed længere. Alles øjne var vendt mod mig, og jeg måtte ligne et forvirret fugleskræmsel. Helt ærligt mennesker! Jeg var lige stået op, og så forventede de, at jeg kunne sige en almindelig, sammenhængende sætning. No way!

"Jeg ved det ikke" sagde jeg og så over på Anna. "Hvad er det, jeg har fået?"

"Åh..." sukkede hun og tog æsken fra mig. "Har jeg glemt at komme din gave i?" Hun så vildt skuffet ud, som hun stod der og vendte og drejede papiret. Karen lagde en trøstende hånd på hendes skulder, men Anna rystede bare opgivende på hovedet.

"Jeg kan bare få den senere, Annabananna" smilede jeg og rejste mig fra min seng. Nok med mig der stadig sidder i sengen, mens alle andre er i tøjet! "Må jeg godt gå i bad?"

"Selvfølgelig skat" smilede Karen og gjorde plads til, at jeg kunne gå ud. "Så får du gaver, når vi skal spise"

"Tak Karen"

"Du kan..." begyndte hun, men jeg afbrød hende.

"...bare kalde dig mor - jeg ved det godt" smilede jeg og gav hende et hurtigt kram. "Jeg skal bare lige vænne mig til det"

 

♥ ♥ –♥ ––

 

Annas gave viste sig at være en halskæde med et hjerte, der var flækket på midten. Det sad dog stadig sammen, og det var så smukt, at jeg næsten blev rørt. Og som Anna sagde, så mindede det om vores familie. Mor og Far. Selvom Karen og Geoff gerne ville være som dem, ville de aldrig blive det. Karen ville altid kunne være Liams mor, og Geoff kunne være hans far, men aldrig min og Annas. De ville altid være Karen og Geoff. Da Karen havde sat Liam, Anna og jeg af ved skolen, fangede hun mig.

"Katherine... Giv nu skolen en chance, okay?" spurgte hun mildt og lagde en hånd på min kind. "Jeg ved godt, det er svært...

"Jeg skal nok prøve, Karen" smilede jeg og skyndte mig at rette mig selv. "Mor - vi ses senere"

"Hyg dig, skat" smilede hun, og jeg kunne glad gå hen til Liam og Anna, der ventede på mig. Vi vinkede hurtigt til Karen, inden vi vendte os mod skolen - Liams skole - og nu også min og Annas.

"Skal vi?" spurgte Liam, og pludselig hørte vi nogen kalde bag os.

"Liam!"

"Hey dude!"

"Hey drenge" smilede han og fire af Liams venner kom hen til ham. De kiggede lidt underligt på mig og Anna, men jeg ignorerede deres blikke. Jeg havde været vant til sådanne blikke, så jeg kunne nemt se forbi dem. Fokusere på noget andet.

"Hvem er de?"

"Laver du damer, Liam?"

"Er de ikke tvillinger?"

"Laver du to?"

"Hey" grinede Liam, og jeg kiggede hen på ham. De fire drenge så hen mod os, og Liam rystede svagt på hovedet. "Det er mine... øh... kusiner, som er mine søstre nu... eller"

"Øh hvad?" spurgte den lyshårede og lagde hovedet på skrå. "Det gav ingen mening"

"Deres forældre... døde i en bilulykke" forklarede Liam og sænkede stemmen. "Mine forældre er den eneste familie, de har tilbage. De bor hos mig nu"

"Siden hvornår?"

"Siden i starten af sommeren"

"Hvad hedder I?" spurgte den lyshårede, og alle drenge så hen på os.

"Jeg hedder Anna, og det er Katherine, men vi kalder hende Kat eller Kathy eller Kate eller..."

"Ja, så siger vi tak til Anna" stoppede jeg hende, og drengene begyndte at grine.

"Jep - de er helt sikkert tvillinger" grinede den mørkhårede, der så ud som en, der ikke var fra England.

"Hvad hedder I så?" spurgte Anna og satte hænderne i siden. Som hun stod der med hænderne i siden, hendes brune hår hængende løst og glat om hendes skuldre, lignede hun en rigtig drenge-pige. Faktisk var hun den totale modsætning af mig. Folk beskrev mig som den feminine, stille pige, og derved Anna som den drengede, udadvendte pige. Men på mange andre punkter var vi ens. Håret, ansigtstræk, kropsbygning, stemmeføring og ordvalg. Mange kunne ikke kendte forskel på os, hvilket ofte havde sine fordele. Men nogle gange var det også irriterende.

"Jeg hedder Zayn" sagde ham den sorthårede og smilede. Oh god, han havde virkelig et sexet smil! Han var iklædt med sort varsity jacket, lyse hængerøvsbukser og sorte converse på. Hans hår var højt, og hans havde nogle virkelig mørke øjne.

"Mit navn er Louis" smilede en anden og rakte os hånden. "Louis Tomlinson" Hans James Bond-agtige måde at sige sit navn på, fik Anna og jeg til at grine.

"Harry" smilede den krølhårede, og hans grønne øjne så ind i mine. Wow, han havde godt nok grønne øjne! Jeg mener... grønne. Og hans hår var... virkelig krøllet!

"Jeg er Niall" smilede den sidste. Han havde isblå øjne, og jeg kunne skimte lyst hår under hans grønne cap.

"Og nu skal vi altså indenfor!" afbrød Liam, der så en smule utålmodig ud. "I skal have skema og alt muligt"

"Rolig nu, Liam"

"Ja, du stresser for meget"

"Det er typisk ham"

"Ja, sådan er han altid"

"Drenge; vi har altså kendt Liam i 17 år" stoppede Anna dem og smilede skævt.

"Ja, og så kun lige" indvendte Liam, men han kunne lige så godt lade være.

"Det er 17 år præcis i dag" mindede Anna ham om. Ingen kunne vinde over Anna i en diskussion eller en argumentation.

"Bliver I 17 i dag?" spurgte Harry, og Anna nikkede.

"Tillykke!" ønskede alle drengene os tillykke, og vi takkede dem. Anna og jeg smilede stort til hinanden. Okay - første dag gik allerede bedre end forventet.

 

— ♥ ♥ –♥ ––

 

Da vi havde fået skema, kort over skolen og et velkomstbrev, fulgte Liam og hans fire venner os til time. Anna skulle gå i klasse med Harry og Zayn, mens jeg skulle gå i klasse med Liam, Louis og Niall. Det passede mig helt fint, for så havde jeg Liam til at passe på mig. Han var som en storebror for mig, og jeg elskede ham over alt på jorden. Som små havde Liam og jeg været uadskillelige, og vi havde virkelig været som søskende. Mange mente, at Anna, Liam og jeg havde været som tre søskende, bare med forskellige mødre og fædre. Men inderst inde var vi vel alle sammen fra samme familie. Han var bare en Payne, og vi var Pierce.

"Velkommen til vores nye elev; Kathrine"

"Jeg hedder Katherine" mumlede jeg, og vores lærer rettede mumlende på sig selv. God start...

"Han er ikke så slem - bare man ikke retter på ham" hviskede Louis, jeg havde fået æren af at sidde ved siden af. Heldigvis sad han altid helt nede bag ved i klassen. Der hvor ingen ville lægge mærke til mig, med mindre læreren ville pege ned på en, mens han udtalte ens navn forkert.

"Men jeg hed også Kathrine på min gamle skole" brokkede jeg mig lavmælt og så surmulede på ham.

"Tror du ikke, du overlever så?"

"Nej"

"Jeg skal nok komme til din begravelse"

"Tak" takkede jeg ironisk og så ned på min mobil.

Persson er ikke så slem, med mindre

man hader ham...

Okay, hvem havde allerede mit nummer?!

Hvem er du?!

Ups, glemte lige at skrive, hvem jeg

er. Anna gav mig dit nummer. Det er

Zayn:)

Ah, så giver det mere mening.

Hey Zayn! :D

Du burde følge med i timerne:o

Det burde du sådan set også!;)

Lærerne kender mig... :)

Badass:p

Mere nåede Zayn og jeg ikke at skrive, for Louis lagde en hånd oven på min mobil, netop som Persson nærmede sig bordet. Han klaskede to stykker papir på bordet, og jeg opdagede, at det var en prøve. Fedt! Første dag, og jeg skulle allerede udsættes for en prøve!

 

♥ ♥ –♥ ––

 

"Persson er altså ikke slem"

"Du har ham ikke engang!"

"Det har du heller ikke!"

"Jeg havde ham som erstatning for Maria før ferien, da du ikke var der"

"Seriøst?"

"Ja!"

"Det er jo ikke rigtigt"

"Hold nu kæft!"

"Hey venner" smilede Liam, og Zayn og Harry - der netop havde siddet og diskuteret - så smilende op. "Hvor er Anna?"

"Sammen med Niall ovre og hente mad" sagde Harry og pegede over mod kantinen, hvor Niall, Louis og Anna stod i kø til maden. Hun så virkelig glad og grinende ud, og jeg blev helt glad på hendes vegne. Efter mors og fars død havde jeg ikke set et ægte smil på hendes læber.

"Det er godt at se hende glad" lød det tæt på mit øre, og jeg nikkede. Liam lagde kort armene om mig og gav mig et klem. "Så mangler vi bare dig"

"Jeg har det fint, Liam" sukkede jeg. Han var så bekymret for mig. Det havde han ingen grund til!

"Kom; sæt dig ned her" smilede Zayn og rykkede til side. Jeg satte mig taknemmeligt ned ved siden af ham, og Liam satte sig ned på min anden side.

"Persson gav os prøve!" brokkede han sig, og Zayn måbede.

"Seriøst?!"

"Ja mand! Første dag efter ferien, og så giver han os en to-siders prøve"

"Hvordan gik det?" spurgte Zayn i et mildt tonefald - mest henvendt til mig.

"Godt, tror jeg" smilede jeg og mærkede hvordan usikkerheden vendte tilbage. Forsvind, forsvind!

"Det gik jo mega godt!" indvendte Louis, der var kommet tilbage. "Hun er en total brainy!"

"Ehm..."

"Skal vi hente mad?" spurgte Liam, og han redede mig. Jeg smilede taknemmeligt og rejste mig. Zayn og Harry gik med os, mens Niall, Louis og Anna gik i gang med deres mad. Som vi gik gennem spisesalen vendtes der mange hoveder for at se på mig. Jeg følte mig udstillet, men jeg havde oplevet det så mange gange før. Anna og jeg havde gået på fem skoler før den skole her. Liam guidede mig igennem buffeten, og pegede på de ting, han syntes, jeg skulle tage. Jeg endte med en cola, en pastasalat og et æble, og vi vendte tilbage til bordet igen. Niall og Anna havde gang i en lang snak om guitarer og andre instrumenter. Det var typisk Anna! Hun var god til at finde på emner at snakke med fyre om, så længe det ikke handlede om makeup og tøj.

"Jeg har en, så vi kan jo finde ud af noget"

"Hey Kat!" jublede Anna og tyggede hurtigt af munden. "Niall vil lære mig at spille guitar!"

"Fedt" smilede jeg og satte min bakke på bordet. Jeg fandt min plads mellem Zayn og Liam og begyndte at spise.

"Hvilken skole kommer I fra?" spurgte Harry, og mit og Annas blik mødtes. Vi var ikke bare kommet fra én skole jo.

"Vi har gået på 5 skoler" fortalte Anna.

"Det her er den sjette skole på 13 år" fortsatte jeg. "Vi har ikke gået på den samme skole i mere end to-tre år"

"Hvorfor ikke?" spurgte Niall, og jeg sendte et sigende blik til Anna. Ikke fortæl det, Anna. Ikke fortæl det.

"Vi har flyttet meget rundt" sagde Anna og skævede til mig. "Vi har boet på børnehjem, inden vi flyttede ind hos Liam"

"Hvorfor?"

"Deres forældre er døde, Louis!" sagde Harry sammenbidt og så på os. "Undskyld Louis. Han er ikke altid helt med"

"Det er okay" smilede Anna og tog en tår af sin cola. Jeg kendte de ord. Det var ikke okay. Det havde ramt hende, mindst lige så meget som det havde ramt mig. Det gjorde ondt at snakke om, trods det var næsten 8 år siden.

"Nyt emne" reddede Liam mig igen, og jeg blinkede hurtigt. Det prikkede bag øjnene, og jeg kunne svagt mærke tårerne presse på. Han måtte kunne se det på mig, for han fangede min hånd under bordet. Liam: min prins på den hvide hest. Eller noget... 

 

 

— ♥ –— ♥ –— ♥ –

Hey mennesker!

Hvad synes I så om første kapitel? 

Kan I læse jer til, at det er længere?

Derved kan der også ske mere, og jeg kan også få nogle flere følelser ind over. 

Anyway; hvad synes I om Katherine/Kate/Kat/Kathy?

Og hvad med Annastasia? (Stakkels Annastasia, der kun kan kaldes Anna. Nogle foreslag?)

I får Annas P.O.V. i næste kapitel, så I også kan få en fornemmelse af hendes personlighed.

Herefter vil jeg skifte lidt mellem de to piger, så I kan få et indblik i begge deres verdener. 

Okay, then... I må gerne smide en kommentar og meget gerne trykke LIKE

Møs ~Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...