Imagine a world without me {One Direction}

Da pigen Katherine mister begge sine forældre i samme bilulykke, hun selv overlever, får hun følelsen af at have mistet alt. Det eneste hun har tilbage er tvillingesøsteren Annastasia, da alle bedsteforældre for længst er døde. Myndighederne placerer Kate og Anna på flere børnehjem rundt omkring i London, men i sidste ende finder de et sidste håb; pigernes tante. Men hun bor Wolverhampton og har både mand, hus og børn. Det lykkes dog myndigederne at overtale hende til at lade de to forældreløse piger flytte ind hos hende, og pigerne skal så starte et nyt liv op igen. Men det er ikke nemt, med en fortid fyldt med død, mobning og følelse af svigt, pludselig at skulle vende op og ned på det hele. Med hjælp fra fætteren Liam Payne, starter pigerne i skole, og her møder de nogle mennesker, der ændrer deres liv drastisk. [Drengene er ikke kendte. Titlen er et citat fra Mads Langers sang 'Fact-Fiction']

47Likes
48Kommentarer
3409Visninger
AA

6. Baby, please don't go

*Katherines synsvinkel*

Hans hånd aer min kind, efter han har hvisket en hæs hilsen i mit øre. Inderst inde ønsker jeg at skubbe ham fra mig. Jeg hader alt ved ham, men jeg elsker ham også. Jeg elsker hans øjne, hans smil og hans grin. Hans fingre kærtegner blidt min hals og kraveben. Han spørger, om jeg har savnet ham. Jeg har lyst til at råbe et stort, rungende 'nej' lige ind i ansigtet på ham, men det sker ikke. Hans læber strejfer blidt mine, inden han begraver hænderne i mit hår og presser min mund mod sin. Jeg vil gøre modstand, men jeg ved, hvordan det så vil ende. Jeg kan ikke gøre det igen. Sidste endte det næsten med en brækket næse og en løs fortand. Forrige gang med et blåt øje og en forstuvet tommelfinger. Jeg tør ikke - jeg er bange for ham. Helt inderst inde ved jeg godt, at jeg burde fortælle om det til nogen. Men hvem vil tro mig? Han er 17, og jeg er lige fyldt 15. Alting indeni mig fortæller mig, at det er forkert. Forkert på alle måder, men han gør mig glad. Altså, når han ikke er fuld eller vred. Ofte hænger de to ting sammen. Han er vred, når han er fuld. Og han drikker sig fuld, når han er vred. Men nu er han kun fuld og kærlig. Men det kommer, hvis jeg bare gør den mindste ting. Bare jeg vender øjne af ham, siger ham igen eller gør modstand.

Jeg lukker bare øjnene og tænker på noget andet. Jeg tænker på dengang, inden jeg mødte ham. Jeg var lille, uskyldig og jomfru dengang. Jeg var 13 år gammel - ung, fuld af liv og pisse naiv! Minderne gør ondt, og jeg tænker snart på vores første møde. Det er ikke ligefrem godt, men han bliver ved med at minde mig om, at det er godt. At han ikke gjorde mig ondt, men bare gjorde mig en tjeneste. At han ikke ville såre mig, at han ikke ville gøre mig ked af det. Men han elskede mig allerede dengang. Han kendte mig ikke, så jeg var meget bange for ham allerede dengang. Jeg husker den aften så tydeligt, at jeg kan fremkalde billederne i mit hoved.

Jeg er på vej hjem fra Kaya, og jeg går forbi kiosken. Tre fyre står og ryger, og den ene peger over mod mig. Jeg kan tydeligt se dem i lyset fra de lysende neonlamper. De andre to fyre kigger over på mig, og en eller flere af dem pifter. Jeg vender øjne i mit stille sind og håber på at kunne gå forbi dem i fred. Det sker dog ikke. Han hiver mig ind til sig, da jeg er næsten forbi. Han spørger tæt på mit øre, om hvor jeg skal hen så sent. Hans stemme er hæs og ru, og den sender kuldegysninger ned over hele min krop. Hans fingre er kolde og holder utrolig stramt om min overarm. Han pulser løs på sin smøg, mens han holder fast i min arm. Han puster røgen ud i hovedet på mig, og jeg tror, jeg skal dø. Jeg ønskede det den aften. Da de to andre fyre skrider, trækker han mig ind i skoven. Han tager min mødom, selvom jeg beder ham ikke om det. Latterligt nok lover jeg ham alle mulige ting, bare han vil lade være. Men han lytter selvfølgelig ikke, og jeg græder. Jeg græder utrolig meget den aften. Efter vores lille møde beder han mig møde i skoven næste dag klokken halv 12. Halv 12 ellers...

Jeg møder op. Selvom jeg bør være i skole, så tager jeg derhen. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke gør det, så vil han finde mig og gøre det samme igen. Jeg er rædselsslagen for ham. Men den dag gør han det ikke. Han tager mig med hjem til ham. Han bor alene i en lejlighed lidt uden for byen. Vi spiser frokost sammen, som om ingenting er galt, men jeg er hunderæd. Jeg føler mig som en lille babysæl fanget i isbjørnens kløer. Jeg beder flere gange om at komme hjem, men han lader mig ikke gå. Jeg bliver det hele dagen og aftenen, men børnehjemmet er ligeglade. Det gentager sig de næste par dage, faktisk måneder, indtil jeg bliver smidt ud af skolen. Han har fået mig til at ryge, så plejehjemmet er ved at give op på mig. Jeg ryger, jeg er hos ham hver dag og Kate ved ingenting. Det havde jeg faktisk aldrig fortalt hende.

Jeg tilbringer utrolig meget tid med ham, og lidt efter lidt får han overbevist mig om, at vi er kæreste. Jeg kender ikke til omsorg, andet end de få minder jeg har fra mine forældre, så jeg tror på ham. Jeg stoler på ham - giver ham al min tillid. Men han bryder den gang på gang.

Da børnehjemmet første gang ser mine blå øjne er de ved at smide mig ud igen. Men da jeg truer med at flytte hjem til ham, så holder de mig tilbage. De lader mig bo der og kalder mig et 'mentalt belastet barn', og jeg får ikke lov til besøg. De holder mig også inde i hjemmeskole, og det holder rent faktisk i næsten to uger. Så får han nok, og overraskende nok kommer han ind på børnehjemmet. Han tæver mig foran alle de andre, og Anna og jeg bliver overflyttet to dage efter. Han finder mig dog hurtigt igen, og jeg bliver endnu engang tæsket. Jeg trykket fire ribben i venstre side og tre i højre, brækket næsen og mister en del blod fra en stor flænge i ryggen. Noget med et spejl, glasskår og sådan noget. Men han fralægger sig alt ansvar og besøger mig ikke i en måned. Efter en måned er han tilbage, og han undskylder. Personalet på det nye børnehjem foreslår, at jeg bor nogle dage hos ham. Anna er i behandling for depression, så jeg føler, det er en god idé. Hun ved stadig ikke, hvad der sker. Men på grund af hendes sindstilstand fortæller jeg ikke noget. Ikke endnu.

 

♥ –♥ –♥

 

Efter næsten et år efter jeg slog op med ham, stopper jeg med at cutte. Jeg er 16 år, og jeg får at vide, at der måske er håb for en familie. Anna og jeg har en onkel og tante. Men vi må ikke se dem. De har også tre børn, hvor kun den ene bor hjemme. De to andre er for gamle til det, men det er helt fint med os. Vi har en familie. En advokat via Mor og Fars gamle forsikring hjælper os godt på vej, og sommeren inden vi fylder 17, flytter vi hjem til dem. Vi har egentlig kendt Liam, Karen og Geoff hele livet, men teknisk set er vi ikke i familie. Ikke på papiret åbenbart. Men Anna og jeg er lykkelige over, at de har fundet frem til dem. Ellers ville vi da rådne op et eller andet sted. Jeg er lykkelig over at flytte, for så flytter jeg fra ham. Han vil ikke kunne finde mig...

 

"Kat..." lød det tæt på mit øre, og jeg sukkede. "Virkeligheden kalder" Jeg åbnede langsomt øjnene og så Zayn smile sødt til mig. Jeg rystede svagt på hovedet og puttede mig ind til ham. Han grinede lavt og pressede sine læber mod mine. Drømmen sad stadig i mig, og jeg havde stadig hans ansigt i tankerne. Faktisk var det næsten to år siden, jeg mødte ham første gang. Eller, mødte og mødte. Blev voldtaget af ham.

"Zayn?"

"Mh..."

"Skal vi ikke tage ud til stranden i dag?" Jeg havde ligget i sengen med tømmermænd hele dagen før, og jeg var træt af at lave ingenting. Og med minderne fra ham og drømmen, der stadig hjemsøgte mig, så ville jeg gerne lave noget sjovt og ubekymret.

"Stranden?" spurgte Zayn overrasket, og jeg åbnede endelig øjnene. Han så forvirret på mig og grinede så. "Har du kigger ud af vinduet?"

"Jeg er lige vågnet, så nej" mumlede jeg og kom op på knæ. Jeg trak forsigtigt gardinerne til side, og til min store ærgrelse regnede det. "Åh..."

"Desværre søde" trak Zayn på skuldrene og trak mig ind til sig igen. "Hvad vil du så lave?"

"Kan vi ikke gå en tur i regnen?" spurgte jeg og kom til at tænke på 'Dear John'. Jeg ville vildt gerne have mit kys i regnen. Og da det var varmt og sommer, så ville vi nok ikke blive syge.

"Selvfølgelig" smilede han, og jeg kyssede ham på hagen.

"Tak skat"

"Hvad vil du så lave nu?"

"Jeg har nogle idéer" smilede jeg og lagde armene om halsen på ham. Jeg lod mine læber møde hans, og kort efter udviklede jeg kysset. Men som et stød gennem hele kroppen måtte jeg afbryde kysset, og så forskrækket på ham.

"Hvad sker der?" Hans hånd aede mig forsigtigt på ryggen, og jeg gispede.

"Jeg ... blev bare lidt svimmel" løj jeg og så ham i øjnene. "Jeg er trods alt lige vågnet" Jeg trak hans ansigt hen til mig igen, inden han nåede at sige mere. Hvorfor løj jeg? Stolede jeg ikke nok på ham til at lave ham vide det? Tankerne fløj rundt i mit hoved, mens jeg lukkede mine øjne og lænede hovedet på hans skulder. Hans fingre tegnede cirkler på min ryg, og jeg følte mig tryg. Alligevel holdt jeg min og fortalte ham ikke noget. Jeg var en for stor kujon til at fortælle ham det. Hvad ville han gøre, hvis han vidste det? Forlade mig? Han var virkelig noget af det bedste, der var sket for mig det år. Og jeg holdt så ufatteligt meget af ham. Men ville han forlade mig? Jeg havde fortalt ham det med Mor og Far, men hvor meget kunne han holde til? Han skulle ikke overlæsses med alle mine problemer. Det var nok bedst, at han ikke vidste det...

 

—♥ –♥ –♥

 

"Ej, det er jo koldt!" hvinede jeg, da vi senere på dagen begav os ud i regnen.

"Det var dig, der ville ud og gå" mindede Zayn mig om og trak mig ind til sig. Hans fingre flettede sig ind mellem mine, og jeg lænede min kind mod hans arm. "Hey Kat?"

"Ja?"

"Synes du, vores forhold er gået lidt for... hurtigt?"

"Hvad mener du?"

"Drengene har bare spurgt, om vi ikke blev kærester lidt hurtigt" sagde han og rynkede brynene. Jeg strammede mit greb om hans hånd og tænkte mig kort om.

"Hvis det er ægte, er der igen grund til at vente" smilede jeg, men noget ved Zayns blik skræmte mig. Hans blik undveg mig, og jeg sukkede. "Hvad er der?"

"Måske har de ret..."

"Slår du... op med mig?"

"Nej!" udbrød han og så mig endelig i øjnene. "Jeg mener bare, vi kender dårligt hinanden. Jeg ved intet om din fortid, og du kender intet til min. Det eneste jeg ved, er, at jeg er helt håbløst forelsket i dig" Med de ord lagde en hånd på hver af mine kinder og kysede mig. Okay Zayn: du er officielt tankelæser! Jeg fik mit kys i regnen! Måske ikke lige på samme måde som jeg havde forventet, men jeg fik stadig mit kys! Glæden boblede indeni mig, selvom vores samtale gjorde mig underligt til mode. Jeg havde selv tænkt samme tanke, så jeg var glad for, at han bragte det på banen.

"Skal vi ikke gå hjem?" foreslog jeg nogle minutter efter, og han nikkede. "Jeg kunne godt bruge et varmt bad - vil du med?" Jeg smilede stort, da Zayn så overrasket på mig. Jeg grinede bare og trak ham med mig. Hans forvirrede og overraskede blik gjorde mig helt glad indeni, og jeg grinede stort til ham. Den havde han ikke lige forventet.

 

— ♥ –♥ –♥––

 

Da vi kom hjem, satte jeg kursen direkte mod badeværelset. Karen og Geoff var begge på arbejde, og Anna var åbenbart ikke hjemme. Hun var sikkert hos Niall. Liam var heller ikke at se, så vi havde hele huset for os selv. Jeg forsøgte så vidt muligt ikke at dryppe for meget på gulvet, så da jeg kom op på badeværelset med jeg mit tøj i vasken, undtagen mit undertøj. Zayn lod blikket glide over min krop en gang, inden han selv smed sit tøj. Brusekabinen var ret så stor, så der var plads til os begge.

"Jeg er heldig" mumlede han mod mit våde hår, lige inden en iskold stråle ramte mig. Med et hvin sprang jeg tilbage og lagde armene om Zayn.

"Der ødelagde jeg lige stemningen" grinede jeg og lagde hovedet på skrå.

"Nå, så det synes du?" grinede han med og kyssede mig på næsen.

"Ja"

"Ikke det mindste" smilede han og skubbede mig under vandet. Min bh og mine trusser blev helt gennemblødte, - mere end de var i forvejen - og jeg trak Zayn med ind under bruseren.

"Ved du godt, at jeg elsker dig?" spurgte Zayn, efter vi havde kysset.

"Det ved jeg nu" smilede jeg og kyssede ham igen. Den boblende fornemmede var tilbage i min mave, og jeg trak ham helt ind til mig. Vandet løb ned af vores næsten sammensmeltede kroppe, og jeg følte mig lykkelig. Første gang siden Mors og Fars død. Et lille bitte stykke lykke. Takket være Zayn. Jeg åbnede øjnene og så ind i hans dybe, brune øjne. "Og jeg elsker dig"

 

 

— ♥ –— ♥ –— ♥ –

Hola!

Hvad synes I så? Et helt kapitel med Zayn og Kate, eller Zate/Kayn? Haha, hvad ville I kalde dem? :)

I må muche gerne trykke like, kommentere og alt det der fis! Jeg kan godt lide ris/ros, så det ville være dejlig, hvis I ville smide en kommentar :)

Kunne I tænkte jer et kapitel med Kate og Anna sammen? Så I kan få en fornemmelse af deres forhold til hinanden? :)

Bye loves ~Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...