Facader

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Et et lejlighedkompleks inde i københavn, bor en lille gruppe mennesker. De kommer ikke rigtigt hinanden ved, men sætter i stedet en facade op hver gang de mødes på trappen. Hvad er der egentlig galt med den unge fyr fra første? Er Fru. og Hr. Henriksen ved at blive skilt? Man kan jo kun finde ud af det på en måde, man må ridse i lakken.

4Likes
2Kommentarer
463Visninger

1. Facader

I et lille usselt lejlighedskompleks, der lå presset inde mellem andre ligeså usle lejligheder, boede en gruppe mennesker. Ganske normale ligesom alle os andre. På tredje boede husets eneste børnefamilie, Dorte og Jan-Ole Henriksen. De var flyttet ind for nogle år siden, og havde med sig bragt en lille pige til Elses store ærgrelse. Else Olsen boede nemlig nedenunder på anden. Hun var husets ældste beboer og havde siden hendes mands død i 2007, været en rigtig sur dame. Også hadede hun børn. På første boede en ung fyr. Man vidste ikke så meget om ham, men man mente at have set ham luske rundt ude i gården om natten. Meget mistænkeligt. Stuen stod tom.

Det var aften, og størstedelen af husets beboer lå allerede i deres senge. Dorte fra tredje havde bevæget sig ud af dynerne, og fundet vej ud til køkkenet, efter et glas vand. Selv nu havde hun stadig svært ved at falde i søvn i byen der aldrig sov. Hun stillede sig hen foran køkkenvinduet og så ned i gården. Hun førte glasset og til munden og tog en lille tår. Hendes blik faldt på en person, der var på vej ud af lejlighedskomplekset. Det kunne kun være ham den unge fra første. Det var ikke første gang. Hun kneb øjnene samme, og fulgte ham indtil han var ude af syne. Hvad lavede en ung mand dog derude så sent på natten? Dorte skyndte sig at vaske glasset af og stille det på plads igen, inden hun atter vendte tilbage til de varme dyner. Hun sov igen uroligt den nat.

Allerede klokken seks næste morgen, var der liv i huset. Stress og jag. Heldigvis hørte Else ikke så godt uden sine høreapparater, så hun blev ikke vækket af beboernes trummerum. Hun foretrak også først at stå op, efter at huses lå stille hen igen, hvilket vil sige omkring klokken otte. Der havde Jan-Ole nemlig allerede kysset kone farvel og stormet ned til sin cykel i gården, hvor han med sin mappe på bagagebærer var cyklet af sted til kontoret. Dorte havde så kort tid efter hjulpet lille Maia med sikkerhedsselen og var næsten kørt forbi skolen i bar iver for at nå på arbejde til tiden. Hun var stødt ind i den unge fyr fra første på vej ned af trappen, og havde både formået at smile og sige pænt god morgen til ham. Man måtte jo holde sig gode venner med de unge mennesker, ellers så kunne det nemt gå galt. Så var ens bildæk sikkert punkterede dagen efter.

Else stod først op klokken ni den dag, og det var kun fordi hendes kaffetørst havde formået at vække hende. Hun havde drømt, ja det havde hun, men hun kunne ikke huske om hvad. Ja ja, tænkte hun og trissede ud i køkkenet i sine sutsko, man bliver jo ikke yngre. Hun sukkede mageligt, da hun lænede sig tilbage i sin store lænestol, der havde været hendes mands, med sin kop kaffe og Lorry kørende på 80 i lydstyrke. Præcis 80. Hun kunne jo være ligeglad med over- og underboerne.

Efter en længere samtale med sit barnebarn, sent om eftermiddagen, over telefonen, sønnen havde jo aldrig tid, fandt hun sit strikketøj frem. Så fik man jo gang i de stive fingre, og lyden af strikkepindende, der slog mod hinanden, var så dejlig beroligende. Hun tændte en cigar mens hun strikkede, det var jo så huggeligt. En irriterende lyd fik hende til at holde en pause i sit strikkeri. Boing, boing, boing. Hun vidste udmærket godt, hvem det var, der lavede den lyd, og hvis det ikke lige var fordi, hun stadig havde curler i håret, var hun kæmpet sig hele vejen op ad trappen til tredje for at klage. Heldigvis holdt lyden lidt efter op, og hun kunne igen fortsætte med at strikke. En ret en vrang. Else var lige ved at tabe en maske, da den hidsige ringeklokke lød. Hun vrissede irriterede og overvejede at blive siddende. Det endte dog med, at hun kom på benene, med lidt støtte fra stolen, og nåede lige at tage et slidt tørklæde over håret, inden hun åbnede døren.

Maia havde rendt rundt ude på altanen og legede med sin lyserøde Barbie bold. Hun havde næsten lige fået den, så lige nu var det hendes yndlings legetøj. Desværre gik det lidt for vildt for sig. Da hun atter slog bolden ned i fliserne, sprang den højt op i luften, ud over rækværket og væk var den. Hun skyndte sig hen til rækværket blot for at opdage, at den var blæst ind på altanen nedenunder. Hun løb ind i stuen, og bad sin mor, som var den eneste der også var hjemme, om hun ikke ville gå med ned og hente den. ”Du er en stor pige nu,” havde moren sagt og tastet vider på sin computer uden at kigge op, ”og hvis du virkelig holder så meget af den der bold, kan du også godt selv hente den.”

Så nu stod hun nede foran Fru. Olsens lejlighed og trådte sig over tæerne. Hun tøvede, før hun ringede på dørklokken og krympede sig, da den høje lyd skar igennem døren. Der gik lang tid, men til sidst blev der åbnet. En gråhåret gammeldame med stikkende øjne og rygerynker rundt om munden kom til syne. Maia blev helt tør i munden. ”Hvad vil du?” Havde fru. Olsen vrisset og kigget med foragt på den lille skabning foran sig. Tænk at man engang også havde været sådan en lille en. Der var selvfølgelig stor forskel. Selvfølgelig. Den gang havde det været ordenlige folk med ordenlige børn, vandkæmmet og det hele, og ikke som de børn i dag, der fik lov at gøre hvad de vil. Ustyrlige skabninger. Nej, et klap bag i i ny og næ tog ingen børn skade af, Else selv var jo et glimrende eksempel.

Men Maia havde fået sin bold tilbage. Hun havde selvfølgelig sagt tak, men det havde Else ikke taget sig af, men havde i stedet lukket døren lige for næsen af hende. Hun var blevet for gammel til at give gode indtryk.

Den unge fyr fra første kom traskende gennem gården. Han gik og pattede på en næsten færdig cigaret. Han knipsede skoddet på jorden, inden han gik ind i opgangen. Her lugtede nu underligt, som kælder og fugt blandet samme med gammelt træ. Men det var ikke noget der generede ham sønderligt. Han småløb og af trapperne og fik lukket sig ind i sin lejlighed. Så smed han skuldertasken på gulvet og kastede sig ind foran fjernsynet, velvidende at han faktisk ikke burde dovne den af. Det havde han ikke tid til, han havde jo så meget han skulle ordne.

Da Jan-Ole Henriksen endelig kom hjem fra arbejde klokken halv seks, havde Dorte allerede nået at tage sine daglige omgange med støvsugeren og støvkluden, vasket toilettet og vasket hænderne, det kunne ikke blive rent nok. Hun havde sendt Maia ind på værelset og stod nu ude i køkkenet og lavede mad. Man kunne dufte det i hele opgangen. Selv nede hos fyren på første der selv sad med en frysepizza, og hos Else der forsigtigt dyppede sit flute i sin grønsag suppe. Ja hvem der bare skulle have dejlig hjemmelavet mad.

”Hvad skal vi have?” Spurgte Jan-Ole og snusede ind, ”det dufter godt.” Dorte satte tilfreds en løssluppen hårlok tilbage bag øret, ”det er såmen forårsruller,” sagde hun og åbnede ovnlågen for at tjekke til de gyldenbrune ruller, ”Netto havde tilbud, to pakker for ens pris.” Hun lukkede ovnen og så begejstret på sin mand, ”ja altså, jeg købte fire, men jeg har frosset to af pakkerne ned.” Ja hvem der bare skulle have hjemmelavet mad.

Om aftenen kunne alle høre når Else tændte for fjernsynet, så var husfreden forbi. Fyren fra første sukket irriteret og droppede, det han nu engang var i gang med. Herinde kunne han ikke tænke i fred. Dorte og Jan-Ole skændes men prøvede at holde det på et minimum. Der var ingen grund til at give naboerne mistanke om noget. Og Maia, ja lille Maia, hun sad inde på værelset og lavede fødselsdagskort med sine mange farveblyanter. Hun fyldte otte i weekenden. Hun var også den eneste der kendte alle navne på beboerne i huset. Også ham fyren fra førstes.

Maia var nemlig stødt på ham på vej ned til Else efter bolden. Han havde været oppe på loftet. Hendes mor havde bedt hende om ikke at snakke med fremmede, men nu boede de jo trods alt i samme opgang. Det havde været en kort snak, han var flink, men han havde travlt, ligesom hendes forældre. Det måtte være sådan noget, der hørte til at blive voksen. Det afholdte hende dog ikke fra også at lave en invitation til ham.

Da Else havde fået alle sine curler ud, og betragtet sig fra den ene og den anden side, lagde hun sit gebis i vand, og begyndte sin tur fra badeværelset ind til soveværelset. På en god dag tog det hende tredive sekunder. Men noget fik hende til at stoppe op. Gennem de små runde brilleglas, kunne hun øjne et kort på gulvet. Hvem havde dog sendt brev til hende? Med en hånd på ryggen fik hun bøjet sig ned efter det. Hun ville først læse det, når hun lå i sengen, der havde hun nemlig sin læselampe ved siden af billedet af sin afdøde mand. Hun skulle blot gå de sidste sytten skridt derind.  

Fyren fra første tog sig til hoved, det hele kogte. Han skubbede stolen ud fra bordet, så det lavede en høj skrabe lyd mod det brune trægulv, tog en jakke på, og gik hen til døren. Han havde allerede lagt hånden på håndtaget, da hans blik faldt på et lyserødt kort på gulvet. Med en lille rynke mellem brynene, samlede han det op. Underligt var det. Han lænede sig op af væggen og kiggede på det.

Så blev det endelig weekend. Hvilket selvfølgelig ikke behagede gamle Fru. Olsen, for så skulle hun igen gå igennem de pinsler husets andre beboer måtte finde på. Maia var blevet vækket om morgenen med en lille sang og dagens første gave. Godt hendes fødselsdag faldt på en weekend. Men selvom lille Maia havde fået et nok så fint dukkehus, men transportable møbler og tilhørende dukker, var hun stadig lidt rastløs. Tænk nu hvis ingen kom. Klokken nærmede sig de fem stykker. Moren stod i køkkenet. Hun havde lovet at lave hjemmelavet lasagne. Maias yndlings rat. Jan-Ole havde fået besked på at dække bord med servietter. Han skulle også tænde stearinlysene. Intet blev gjort halvt.

Else kiggede på klokken. Kvart over fem. Hun skævede til kortet på bordet. Pokkers til unge. Hun tøffede ud på badeværelset, hvor et blegt gammelt ansigt mødte hende i spejlet. Ak ja, tænkte hun, man kan godt se at tiden tand har fået ramt på dig du gamle. Så fandt hun sin røde læbestift frem.

Hun tjekkede en ekstra gang at lyset og kaffemaskinen var slukket, så lukkede hun forsigtigt døren, og drejede nøglen om, inden hun puttede den ned i sin sorte dametaske. Hun var dårligt nok nået hen til det først trin, før hun blev gjort selvskab. ”Skal jeg hjælpe dem?” Spurgte fyren fra første. Else havde ikke lagt så meget mærke til ham, han var så stille. Men nu stod han så her og tilbød hende sin hjælp. Man kunne vælge at stole på ham, velvidende at ens taske så var i farer. Men tanken om at skulle gå hele vejen op til tredje gjorde udfaldet, og hun kunne alligevel ikke vende om nu når hun var kommet ud. ”Ja tak.” Og så gik det ellers ganske elegant op af trappen, trin efter trin.

Dorte havde lige sat maden på bordet, da det ringede på døren. Måske var det pakkepostbuddet? Hun tørrede sine fingre af i viskestykket og gik ud for at åbne. Til hendes store forfærdelse stod hendes naboer udenfor. ”God aften, hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte hun høfligt og smurte et falsk smil på læberne. ”Vi er blevet inviteret,” sagde Else og så lidt fornærmet ud. Dorte vidste ikke hvad hun skulle gøre. Man kunne jo ikke bede dem om at gå igen. Her stod den unge fyr fra første og så næsten helt præsentabel ud i lys skjorte og kæmmet hår. Og Else, som hun så sjældent så, stod nu med rød læbestift og krøllet hår, og hun havde ingen ide om hvorfor. ”I kom,” råbte Maia og løb ud i entréen. Dorte som helst ville have at Maia holdt sig væk, blev nødt til at holde igen. Ikke i offentlighed, tænkte hun. ”Kom ind,” smilede Maia.

Jan-Ole, som var blevet noget så overrasket, da husets øvrige beboer troppede op i hans hjem, havde fået til opgave at åbne en særlig god flaske rødvin, og finde et par Tuborg frem fra gemmeren. I mellemtiden havde gæsterne sat sig til bords. Dorte delte lasagne ud til alle, og skammede sig indvendigt.

Maia sad for bordenden og strålede som en sol. Hun var stadig for lille til at føle den anspændte stemning, der lå over den lille forsamling. Det var først da der var blevet spist og drukket lidt, at anspændtheden løsnede sig lidt. De fandt ud af at fyren fra første hed Johan og studerede jura på Københavns universitet. Hvilket ikke var så lidt imponerende endda. Han havde ADHD og havde derfor svært ved at koncentrere sig, og gik derfor ture om aftenen for at samle sine tanker. Hvilket virkede til at berolige Dorte. Else kom næsten til at se et par år yngre ud, som hun sad der med en lille fjer på og et smil på læben. Hun fortalte om sit eget barnebarn og om hendes afdøde mand. Jan-Ole måtte rømme sig lidt, da Else havde fortalt sin rørende historie om sine 58 lykkelige år, som hun og hendes mand havde tilbragt sammen med modgang og medgang.

Maia sad bare og så på med store øjne og lutter øre. Det var sjældent de fik gæster, og når de fik, sad de altid og snakkede om samfundet og andre mystifistiske ting, som hun ikke vidste noget om.

Else tilbød også at passe Maia de dage, hvor Dorte og Jan-Ole Henriksen kom sent hjem, hvilket Dorthe, trods sine mange overvejelser, til sidst sagde ja tak til. Jan-Ole drak Tuborg med Johan ude på altanen, mens de grinte af en eller anden joke Johan var kommet på. De havde vidst den samme dårlige humor.

Alt i alt blev det faktisk til en hyggelig komsammen, og de skiltes først da klokken var sen aften, men kun efter at de alle havde lovet, at de måtte holde sådan et arrangement igen, det var jo så festligt. Else blev hjulpet ned af trappen af Johan mens snakken livligt gik. Han var nu alligevel en god dreng. De sagde farvel og vi ses igen, inden de gik hvert til sit.

Nu lå alle husets beboer i deres senge og tænkte på dagens begivenhed. Johan på første havde fået Else til at skrue ned for fjernsynes mellem sytten og tyve, så han kunne studere. Det havde hun slet ikke set som et problem, for så kunne hun jo strikke lidt. Hun lå også lige nu i sin seng og glædet sig over, at hun to gange om ugen fik besøg af den lille Maia, hun var jo faktisk en sød lille en. ”Godnat Hans,” sagde hun til billedet på bordet og slukkede lyset. Dorte måtte hjælpe lille Maia i seng. Hun var nemlig faldet i søvn på sofaen, måske ville hun vågne op i morgen og tro det hele havde været en drøm. Nu lå Dorte sammen med sin mand i sengen, og snakkede stille om hvad dagen mon bød på i morgen. Hun var stadig lidt chorkerede over dagens hændelse men også lettet. Jan-Ole kyssede hende godnat, og så var der også stille på tredje.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...