De sjæleløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Nedbrændte byer, mord, og flugt. De Sjæleløse forsager ødelæggelse hvor end de går. Monstre uden sjæl, uden samvittighed, uden menneskelighed.

Efter en brand, der har ødelagt hele Aidens hjemby tvinges han til at flygte for sit liv. Ingen er at se efter branden, men da barndomsvennen Kayla dukker op, er der måske håb alligevel. På flugt fra de Sjæleløse, rejser de gennem landet i håb om at nå frem til modstandsgrupperne i bjergene, men tillid sættes på prøve, og det bliver pludselig svært at vide sig sikker, når endnu en rejsende slutter sig til dem. En rejsende, som måske har været der hele tiden.

21Likes
29Kommentarer
921Visninger
AA

4. Når skriget stopper

Kaylas synsvinkel

 

Kulden bed sig ind til knoglerne, og min ånde var kold som is. Mørket omsluttede dem, og deres øjne var kolde og følelsesløse.
Mit hjerte bankede alt for hurtigt, det var som om det ville bryde igennem minde ribben, men alligevel blev det der. Mit åndedræt var ukontrolleret, og højlydt, og jeg pressede min krop længere ind mod husmuren, i håb om at de ikke ville få øje på mig. De var tæt på nu, og jeg turde ikke se på dem. Mine øjne var så fast klemt sammen, at man ikke skulle tro de nogensinde ville åbne igen.

Gå forbi! Gå forbi!  Hvis der fandtes en gud deroppe, så håbede jeg, at han kunne høre mig, eller hende for den sags skyld. Jeg var villig til at tro på hvad som helst nu.
Og de måtte have hørt mig. Langsomt mærkede jeg, da de var aller tættest på. Kulden gjorde næsten fysisk ondt på min krop, og jeg holdt vejret. Men de stoppede ikke op. Kulden fra dem aftog, og trods mine lukkede øjne, vidste jeg, at de var væk.
Det føltes som om, en boble af lettelse bristede indeni mig, og et nervøst smil bredte sig på mine læber. Jeg havde klaret det.

Langsomt åbnede jeg mine øjne, men jeg ville ønske, at jeg havde holdt dem lukkede. Skriget nåede mine ører, før jeg forstod, hvad der foregik. Det foregik et par huse væk, lige ved siden af den gale butik. Frygten lyste barnet ud af øjnene, og tårerne løb ned ad kinderne. Hvorfor i alverden var det helt alene?! Kvinden trådte et par skridt frem og bøjede sig ned. Hun løftede det langsomt op, og barnet stivnede øjeblikkeligt. Skriget holdt op, men tårerne blev ved med at løbe. Jeg vidste hvorfor. Mørket krøb om kvindens gustne hud, omfavnede hende, kærtegnede hende. Det var som om hele verden holdt vejret, og så lo hun.
Hendes latter fik min krop til at krympe sig. Den var så gennemskærende, så blottet for medlidenhed, at hele verden måtte bøje sig. Præcis som vi allerede havde gjort.

Hun rakte sin finger frem, og strøg barnet over panden med sin negl. Alt vendte sig i mig, men jeg var som forstenet.
Og så skete det. Med en hurtig bevægelse, var det slut. Det var som om tiden i gik i slowmotion. Barnet græd ikke længere, og den lille barnekrop faldt langsomt til jorden. Kvinden sluttede sig til de andre, og udtryksløst, fortsatte de. Mit lydløse skrig var ved at kvæle mig, men jeg kunne ikke gøre noget. Min krop tillod ikke, at jeg rykkede mig en centimeter, selvom alt inden i kæmpede for at bryde igennem, tage styringen og komme barnet til hjælp, selvom det var for sent. Jeg krøb sammen og trak vejret dybt, forsøgte at sluge det hele, mens tårerne fyldte mine øjne og slørrede mit syn. Vreden ulmede i baggrunden, men sorgen var den dominerende. Jeg kunne ikke fatte, hvad der var sket. Det var som min mave vendte sig i væmmelse. Den forsøgte at kaste det hele op, men endnu engang kom der intet.

Først da det var helt sikkert, at de alle var forsvundet, bevægede jeg mig væk. Min krop var stiv af kulden, og vaklende kom jeg op at stå. Langsomt og rystet førte mine ben mig hen til stedet. Øjnene stod vidt åbne, og det løb mig koldt ned af ryggen. Et spædbarn. Hvordan kunne hun? Hvordan kunne den? Jeg førte min rystende hånd ned til barnets ansigt, og lukkede øjnene. Nogen sagde, at så ville det se ud som om vedkommende sov, men jeg rystede på hovedet ved den tanke. Mordet var så stærkt indprentet i mit sind, at den livløse krop ikke kunne betragtes som andet end det den var. Død.

Jeg vågnede med et sæt, og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede løs. Mine arme var iskolde af vinden, og alligevel var min pande fugtig af sved. Jeg forsøgte, at få mit åndedræt under kontrol, og jeg bed mig hårdt i læben. Tårerne skulle blive væk, de skulle blive væk! Men mit ønske blev ikke hørt. De samlede sig bag mine øjenlåg, og hastigt forsøgte jeg at blinke dem væk. Flere og flere samlede sig og slørrede mit syn, og til sidst måtte jeg overgive mig. Jeg tørrede dem tålmodigt væk med bagsiden af min hånd. Måske var det okay. Nej, ikke måske. Det var okay. Jeg kunne stadig føle barnets kolde krop i mine arme, mærke jorden under mine negle, og huske stedet hvor barnet forhåbentlig måtte have fundet fred.
Tårerne var ikke fjender. De var venner, der hjalp med at synke det hele, og venner var der ofte brug for i en verden som denne. Da var venner, nogle gange det eneste der fik en til at holde sammen på sig selv.

"Hey." Hans bløde stemme var bekymret, og jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og gav ham et trist smil idet, jeg mødte hans blik. Jeg sagde ikke noget, men hans øjne var fulde af forståelse.
"Det bliver okay igen. Vi skal nok klare det.", sagde han og hev mig ind til hans bryst. Jeg nikkede, men tårerne gled fortsat ned ad mine kinder.  "Det ved jeg.", hviskede jeg, og slog armene om ham.
Et øjeblik stod vi bare der. Mig i hans arme, i den mørke nat. Han gned sine hænder op ad mine arme, og jeg mærkede, hvordan varmen langsomt vendte tilbage.
Jeg løftede mit blik, for at se ham i øjnene.
"Jeg..."
"Jeg ved det.", afbrød han mig. "Minderne er altid de værste."
Jeg nikkede endnu engang. Taknemmelig for at han forstod.
"Jeg kan ikke sove.", forklarede han, og jeg rystede samtykkende på hovedet.
"Det kan jeg heller ikke. Ikke efter det."
"Lad os komme af sted."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...