De sjæleløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Nedbrændte byer, mord, og flugt. De Sjæleløse forsager ødelæggelse hvor end de går. Monstre uden sjæl, uden samvittighed, uden menneskelighed.

Efter en brand, der har ødelagt hele Aidens hjemby tvinges han til at flygte for sit liv. Ingen er at se efter branden, men da barndomsvennen Kayla dukker op, er der måske håb alligevel. På flugt fra de Sjæleløse, rejser de gennem landet i håb om at nå frem til modstandsgrupperne i bjergene, men tillid sættes på prøve, og det bliver pludselig svært at vide sig sikker, når endnu en rejsende slutter sig til dem. En rejsende, som måske har været der hele tiden.

21Likes
29Kommentarer
950Visninger
AA

2. I skyggernes mørke

Langsomt åbnede han øjnene. Jeg havde betragtet ham i flere timer,  men ingen havde fundet ham. Han tog sig til baghovedet, han havde slået det hårdt, men det var ikke det eneste. Han så sig forvirret rundt, men det var ærlig talt ikke et kønt syn, der gik ham i møde. Røgen stod som en sort tåge over den nedbrændte by, og alt var øde. Der var ingen mennesker, udover ham.
Hans blik ændrede sig var forvirring til komplet forståelse, ærgrelse og sorg. Det beviste, at han ikke bare var en uviden  knægt på femten. Han vidste udmærket, hvilken tid vi levede i. Det var klogt af ham. Naivitet kunne let blive ens undergang.
Hans afkræftede tilstand gjorde det ikke bedre. Hvis De kom nu, var han fortabt. Brænd sår dækkede hans ansigt og forsvandt ind under hans ødelagte trøje. Jeg vidste at de ville fortsætte, og det fik mig til at tænke. Måske var det et held at han overhovedet levede. På den anden side, så var jeg ikke så sikker på, at denne verden var værd at vågne op til, men det var det, der var med de her folk. De klamrede sig til livet som parasitter, selvom det om muligt kun ville volde dem mere skade.

Han kunne ikke se mig. Jeg var dækket af skyggerne, men det var sådan, jeg bedst kunne lide det. Lyset var endnu ikke blevet min ven, og jeg havde en fornemmelse af, at det aldrig havde været det.
Han stivnede ved lyden, og alle muskler i min krop spændtes. Det var nu.
Han så sig panisk om, og forsøgte desperat at rejse sig. Lyden forstærkedes, og det var nu helt tydeligt. De var på vej herhen.
Han kom op på knæ, og noget slingrende kom han op at stå. Han støttede sig til den del af muren, der stadig stod oprejst, og fast besluttet på ikke at give op, søgte han efter et våben. Et ukendt ord dukkede op i min bevidsthed. Udholdenhed.
Mine øjne betragtede ham alvorligt, samtidig med at de finkæmmede hver en afkrog af stedet. Skridtene var forsigtige, og mistænksomt kneb jeg øjnene sammen.  Der var noget galt. En Sjæleløs ville aldrig bevæge sig sådan. Forsigtighed var lig med frygt, og en Sjæleløs var ikke bange for noget, det vidste alle. De var skabt til at dræbe. 
Hans øjne afslørede grænseløs frygt og mere panik. Han havde ikke opdaget det.
Jeg lænede mig længere frem, stadig skjult af skyggerne, og forberedt stirrede jeg afventende ud i mørket. Uanset hvad det var, var det ikke velkommen.


"Aiden!" Det var ikke en af dem. Det var en af hans slags, en pige. Jeg trak mig tilbage til skyggerne, og først da indså jeg, at jeg ubevidst var gået længere frem end nødvendigt. Aiden, det var åbenbart det, han hed, sank sammen, tydeligvis lettet og udmattet. Han stønnede af udmattelse, men et smil bredte sig på hans læber. "Åh, gudskelov." Hans stemme var ru, og han hostede  straks efter. "Er du såret!?" I fire spring var hun ved hans side. Hun var ikke nær så medtaget som ham.
Hendes bukser var hele, og trods hendes ærmeløse top, var hendes arme kun overfladisk sårede
. Jeg kneb øjnene sammen. Hendes ansigt var kønt, selv når det var dækket af sod, og hendes brune hår faldt i bløde bølger ned ad hendes ryg, og var en anelse mørkere end hendes nøddebrune øjne. Mit hår var sort. Kulsort.
"Brændsår, de svider. Og mit hoved..." Fremstammede han, og pigen nikkede forstående. "Vi må have dig væk herfra."
Aiden nikkede, og så kom det spørgsmål, som de begge havde ventet på. "Er... Er der andre?" Trods hans raspende stemme, var det tydeligt at håbet lå lige under overfladen. Hun så væk, og allerede da, kendte han svaret. Hun bed sig i læben. "Nej. Nej, det er der ikke."

Tavsheden der fulgte derefter var trykket. Ingen af dem gjorde noget, og en del af mig stønnede irriteret. De kunne da for helvede gemme deres sorg til senere! De Sjæleløse kunne være her hvert øjeblik, og alligevel gjorde de intet. Jeg hvæsede lydløst. Følelser kom altid i vejen.
Men så var der den del, som havde ondt af dem. Jeg havde set, da byen brændte, på afstand selvfølgelig, men jeg havde set det. Jeg havde hørt dem skrige, og jeg var løbet mod byen, uden at vide hvorfor. Jeg kendte dem jo ikke. Men jeg var løbet alligevel, og da jeg var nået frem, var alt kvælende stille.

Det var den del, som lige nu sørgede. Den del, som min anden halvdel forbandede.

Det var Aiden, selvfølgelig, der først kom til fornuft. Pigebarnet stod stadig med blikket fjernt i en så sårbar situation, at min krop havde en underlig trang til at angribe.
"Bjergene." Kvækkede han. Kayla så indforstået på ham, og så nikkede hun.
Jeg anede ikke, hvad det gik ud på, men en forbandet del af mig, ville finde ud af det. Hvad havde jeg at miste?
Jeg anede knap nok, hvem jeg var. Familie var ikke et ord jeg kendte til, og kærlighed, var noget der aldrig havde ligget i min natur. Det var derfor mørket var så lokkende. Og i bjerge er der mørke, men det er der altid et eller andet sted. Det kunne også menneskene bekræfte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...