De sjæleløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Nedbrændte byer, mord, og flugt. De Sjæleløse forsager ødelæggelse hvor end de går. Monstre uden sjæl, uden samvittighed, uden menneskelighed.

Efter en brand, der har ødelagt hele Aidens hjemby tvinges han til at flygte for sit liv. Ingen er at se efter branden, men da barndomsvennen Kayla dukker op, er der måske håb alligevel. På flugt fra de Sjæleløse, rejser de gennem landet i håb om at nå frem til modstandsgrupperne i bjergene, men tillid sættes på prøve, og det bliver pludselig svært at vide sig sikker, når endnu en rejsende slutter sig til dem. En rejsende, som måske har været der hele tiden.

21Likes
29Kommentarer
923Visninger
AA

3. I forhallen til helvede

Aidens synsvinkel

 

Byen var brændt. Alt var væk. Alle... De var alle sammen væk. Jeg stirrede tomt frem for mig. Jeg kunne ikke fatte det. Det var så urealistisk, så absurd, at jeg hvert øjeblik ventede at vågne op, og se dem alle stå der. Men det skete ikke. Det værste var, at vi alle havde vidst, at det ville ske på et tidspunkt. Vi havde levet på lånt tid, og og nu var den udløbet. Min hånd knugede stenen, og vredt smed jeg den væk. Det var uretfærdigt! Varmen brændte bag mine øjenlåg, men jeg gjorde intet. Måske ville det være lettere at give op. Jeg åbnede øjnene. Skoven skjulte os, men vi kunne kun håbe på at overleve. Man kunne aldrig vide sig sikker. De kunne være overalt. Alligevel måtte vi gøre holdt. Vi var ikke som dem, utrættelige, og unaturligt udholdende. Vi havde brug for søvn, mad og vand. Det var måske i sidste ende det, der gjorde udslaget. Vi var så meget svagere end dem. Det var efterhånden to dage siden, det skete. Mine sår gjorde ondt, men forbindingerne og de kolde omslag dæmpede smerten. Mit blik faldt på Kayla, og jeg smilede trist. Hvis hun ikke havde fundet mig, ville jeg ikke have været her. Det var utroligt at jeg overhovedet var i live. De kunne være kommet hvert øjeblik. Hun sov fredfyldt med ryggen til mig, og hendes mørke hår rørte jorden.
Jeg havde kendt hende hele mit liv. Lille, smilende Kayla. Hun plejede at lege med mig og Benjamin, men flere og flere byer blev ødelagt. De Sjæleløse tog for alvor magten, og som tiden gik, gik der længere og længere tid mellem vores 'møder'. Til sidst holdt de helt op.
Pludselig var hun ikke længere lille Kayla. Og ikke kun indeni. Hun var vokset, men hun smilede ikke længere. En dag havde jeg set hende på gaden. Hun kom gående med sin mor, men vi havde ikke snakket. Vi havde begge nikket, og sommetider spekulerede jeg på, om det var blevet til mere, hvis vi havde været alene. Charlotte havde altid været en bestemt kvinde, for at sige det mildt, men jeg bebrejder hende ikke noget. Vi var langt fra dem, der havde det værst, men man kunne sige vi havde levet i forhallen til Helvede. Vi havde en fornemmelse af at det ville ske, men alligevel blev vi. Var det håb? Naivitet, eller tåbelighed? Jeg vidste det stadig ikke, men vi havde ikke handlet i tide. Landsbyen lå afsides, men vi burde have vidst, at de ville finde os alligevel. De fandt alle tilsidst. Nyttede det så at tage til bjergene? Jeg rystede forvirret på hovedet, jeg vidste intet mere. Mit hoved var et stort virvar af opgivende tanker, og det var måske det mest deprimerende. Var jeg virkelig ved at give op?
Men måske var det det bedste. Alle var døde. Jeg ville have været død. Jeg... Pludselig var der noget der dæmrede. Kayla havde fundet mig lige uden for byen, men jeg havde ikke været udenfor byen. Jeg havde været i den gamle fabrik. Det var som om det hele kom op til overfladen. Jeg skulle hente forsyninger sammen med Benjamin, men jeg var aldrig kommet ud af fabrikken.

Lyden af skrig ramte mig med det samme. Tallerkenerne faldt til jorden og gik i tusind stykker. Men jeg lagde slet ikke mærke til det. Det var som om min hjerne kortsluttede. Jeg kunne ikke tænke, kun løbe. Skrigene fortsatte, og så lugtede jeg røgen. Jeg rev døren op til lagerrummet, men røgen omringede mig og jeg hev desperat efter vejret. Det sved i mine øjne, og jeg famlede mig håbløst frem. "Benjamin!" Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men jeg fik intet svar. Han måtte være her et sted. "BENJAMIN!" Mit hæse skrig lukkede mere røg ind, og det brændte i mine lunger. Intet svar. Han havde stået ved konservesdåserne, men jeg var ikke længere sikker på, hvor jeg selv var. Jeg knækkede sammen i endnu et hosteanfald, og i blinde famlede jeg mig frem langs gulvet. Indtil nu havde jeg kun set røg, men nu så jeg ilden, der slikkede sig op ad plankerne. Jeg skulle til at flygte baglæns, men så så jeg ham. Længere fremme, midt i flammehavet lå han.


Jeg tænkte ikke. Jeg løb som jeg aldrig havde løbet før. Ilden brændte igennem mine bukser, og brændte sig vej ind på min hud. Den skoldhede varme var overalt, men i det øjeblik betød det intet. "Benjamin!" Han rørte sig ikke, og desperat forsøgte jeg at få ham op at stå. "Kom nu! Kom nu!" Skriget brændte sig vej op gennem min hals. Og jeg ruskede i ham. "Kom nu!" Tårerne gled ned ad mine kinder, og med besvær fik jeg ham op. "Du klarer den, hører du! Du skal nok klare den.", forsikrede jeg ham om med rystende stemme. Jeg fortsatte med at føre os gennem røgen, men så faldt den første bjælke ned.
Loftet begyndte at flade fra hinanden, og jeg prøvede med mine sidste kræfter at få os væk via en anden vej. Røgen var som en labyrint, jeg kunne intet se, men jeg blev ved med at tale til ham. "Vi klare det. Vi skal klare det!"
Jeg vidste ikke hvor vi var, men jeg måtte få os væk fra ilden. Pludselig mærkede jeg en dør. Jeg greb metalhåndtaget og trykkede ned, og rev den op. Et håb flammede op i mig. Vi klarer den.
Men det gjorde vi ikke. Planken ramte mig bagfra, og så blev alt sort.


Jeg stirrede vredt ud i mørket. Benjamin var aldrig kommet væk derfra, men det var jeg. Jeg ville aldrig få ham at se igen. Han havde været den eneste jeg havde tilbage, og nu havde jeg også mistet ham. Min bror.
Men måske var det ikke helt sandt. Jeg havde Kayla. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville se hende igen, men nu var vi her.
Jeg stirrede fortabt ud i natten. Hvordan skulle vi nogensinde klare det?
Uanset hvor tåbeligt det var, måtte vi forsøge. Benjamin ville ikke have givet op, og uanset hvem min redningsmand havde været, så skyldte jeg både ham og Benjamin at forsøge. Jeg havde fået en ekstra chance. Det var ikke alle, der var så heldige, hvis det var ordet man ville beskrive denne situation med, tænkte jeg ironisk. Men heldig var jeg vel. På en eller anden forskruet måde. Jeg tog mig til hovedet. Der var alt for mange tanker derinde. Det mindede mig om noget, Benjamin altid sagde. Jeg kunne se hans smilende drengeansigt for mig, se hvordan han rodede mig i håret, og så med et smørret grin ville han sige: "Du tænker for meget lillebror." Et trist smil formede sig på mine læber, men denne gang havde han ret. Mit blik faldt endnu engang på Kayla.
Hvis bare jeg kunne sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...