Skæld Gud ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Jeg ligger og stirrer ind på det sorte læder som sofaen er beklædt af, det lidt ru men også glatte lag skinner. Tårerne i mine øjne bliver for mange og de triller ned af mine kinder. Jeg lader dem få frit løb så de triller hele vejen ned af min kind, ned af hagen, videre ned på halsen og drypper til sidst langsomt ned på sofaen så den får nogle våde små pletter. Kom gerne med kommentarer og feedback :)

1Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

2. Liv og død

Et orgel spiller den melodi som de plejede at synge for mig inden jeg gik i seng, ordene fra sangen går igennem mit hoved, da melodien spiller. ”Drøm den drøm som gør dig glad, føl den følelse der gør du føler dig fri. Når du når til lysets port, så vent på mig der, for jeg kommer, jeg er her allerede…”. Der er helt stille da orglet stopper med at spille, alle sidder tavst, kun nogle enkelte snøft kan høres på de bagerste rækker i kirken.

Præsten begynder at snakke noget om Jesus, og om liv og død. Jeg hører kun et par enkelte ord, for jeg sidder som forstenet og kigger på de tre hvide kister der står midt på kirkegulvet, to store…. Og én lille. De er omgivet af en masse forskellige farvede blomster, og bånd hvor der står forskellige ord og citater på. Jeg får øje på et lille hvidt bånd der ligger halvt oppe på den lille kiste. ”Another angel got wings” står der med krøllede guld bogstaver. Ovenpå båndet ligger der en rose. Rosen er helt snehvid og meget smuk. Den minder mig om Mikkel, en helt skindene og lys hud uden nogle skræmmer, udover et lille ar i panden fra dengang far havde lagt en savklinge på bordet som Mikkel så fik fat i og hev ned så den hakkede spidsen lige ned i panden på ham. Han har været omkring de 2 år da det skete. Han græd forfærdeligt meget, men alligevel tog jeg med på hospitalet og så til imens de lappede ham sammen. Han græd lidt men det gik hurtigt over da vi fik proppet noget is i ham, han havde det smurt ud i hele ansigtet så vi kunne ikke lade være at grine når han så kiggede på os med hans store uskyldige øjne og is i hele hovedet. Det er 2 år siden nu, men jeg husker det stadig som om det var i går. Han var den eneste der kunne få mig til at grine rigtig meget med sine sjove lyde og ansigter han plejede at lave, han var den person der betød allermest for mig, min lille guldklump.

Jeg tror aldrig jeg kommer til at smile igen, mit smil forsvandt sammen med glæden da jeg så min familie dø for øjnene af mig. Jeg kunne ingenting gøre men bare se til mens de langsomt forsvandt. Jeg husker jeg bliver kørt ned af hospitalsgangen, mine øjne flakkede rund og alting var sløret fordi vi kørte så hurtigt ned igennem gangen. Alligevel var det som om tiden stod stille. Jeg kunne se lægerne snakkede og råbte lidt til hinanden, for deres munde bevægede sig, men jeg kunne ikke hører dem.  Alting kørte rundt i hovedet på mig så jeg blev nød til at lukke øjnene, og så blev alting sort.

 Da jeg vågnede gjorde mit hoved forfærdeligt ondt, og jeg var svimmel. Jeg lå lidt med lukkede øjne og tog mig til hovedet før det gik op for mig hvad der var sket. Jeg åbnede hurtigt øjnene og så jeg lå inde på en hospitalsstue, jeg kiggede ned af mig selv, og fik øje på de mange slanger der var sat fast til mig. Jeg satte mig hurtigt op, hev slangerne af og svingede benene ud over sengen.  Jeg var iført en hvid og grå prikket lang tynd bluse af en art der havde ærmer som en tshirt og som gik ned til mine knæ. Jeg rejste mig op, lidt for hurtigt for jeg blev lidt svimmel, og måtte støtte mig til sengestolpen.

 Jeg gik ud på gangen på mine bare fødder. Gulvet var koldt og de første par skridt stak lidt i mine fødder. Jeg gik på en tom lang gang ned til en lille stue, jeg måtte stoppe op et par gange for ikke at falde om. Nede i den lille stue sad der nogle patienter og så fjernsyn, i en lysebrun sofa. Jeg fik øje på en kvindelig sygeplejerske med glat blondt hår som var sat op i en lille hestehale, hun stod sammen med en høj mørkhåret mandelig læge og snakkede. Den mandelige læge kiggede over sygeplejerskens skulder og fik øje på mig. Han sagde noget til hende som jeg ikke kunne høre og gik så over til mig. Han nåede ikke at sige noget før jeg lå på gulvet, bevidstløs, han kaldte på den kvindelige læge som kom løbende over, jeg hørte ikke hendes navn, for igen kunne jeg ingenting hører, de ruskede lidt i mig, jeg prøvede at sige noget, men kunne ikke få et ord ud. Alting blev slørret og jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede igen lå jeg inde på hospitalsstuen. Den mandelige læge sad i en sort lille kontorstol ved siden af mig, han havde ventet på jeg skulle vågne. Han kigger lidt på mig med et blik der borer sig gennem mit bryst. Hans mørkebrune øjne afslørede det hele, mor, far og Mikkel….. de var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...