Ultimatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Ultimatum er en novelle, der berører et - for mange, følsomt emne. Den handler om en pige, der må tage et yderst svært valg, for at kunne udleve sine drømme.

2Likes
3Kommentarer
282Visninger

1. Ultimatum

Det var den aften. Lørdag den femogtyvende august. Aftnen der fik bægret til at flyde over. Der havde igennem de seneste måneder sket ubehagelige ting. Ting der ikke burde ske i et moderne samfund. Ting som folk burde reagere på, men som så meget andet var der ingen, der turde blande sig – så typisk danskere ”det er virkelig ikke mit problem” eller ”det er der nogle andre, der tager sig af”, selvom de inderst inde udemærket godt vidste, at der var noget gruligt galt i det skumle hus med de dystre farver i en af sidegaderne til Højbro Plads. Der blev ofte hørt alvorlige skænderier, ting der blev smadret. Skrig, skrål og smækken med dørene. Det var en helt almindelig hverdag for familien Jensen.

Constance havde altid boet i det faldefærdige hus med sin familie, men familien var ikke som en normal dansk kernefamilie. Hendes far, den stodder, besluttede sig for at tage halen mellem benene og stikke af, da han fandt ud af, at han havde gjort sin dengang syttenårige kæreste gravid. Det eneste hendes mor kunne finde ud af, var at gå i byen, drikke sig i hegnet og hoppe fra den ene mand til den anden, og hvis hun havde drukket tilpas meget, fik Constance ofte en ordentlig omgang øretæver - nogen af den slags der rigtig sved. Constances opgave i familien var at holde styr på det hele. Flittig som en myre styrtede hun rundt, gjorde rent, lavede mad, vaskede tøj i det hele taget sørgede hun for alle de huslige pligter – det hang hende langt ud af halsen, og det var nok også grunden til, at hun tog den drastiske beslutning en lørdag aften.

Som så mange andre unge havde Constance selvfølgelig også drømme. Men med det liv skæbnen havde skænket hende, havde hun absolut ingen idé om, hvordan de skulle føres ud i livet. Hun var ofte bitter over at nogen – som ordsproget lød, var født med en guldske i munden, mens andre måtte kæmpe sig frem i tilværelsen. Hun ønskede at blive til noget, at kunne gøre en forskel i det virkelige liv i stedet for at sidde fanget i et hul i det indre København, hvor gaderne mere eller mindre kunne sammenlignes med en losseplads og luften som gassen i et gaskammer.

En aften tog hun en beslutning, og den skulle vise sig at ændre hendes liv markant. Hun ville tage kampen op med sin mor – en ulige kamp mod alkoholen og stofferne der havde overtaget magten over den midaldrende kvindes krop. Hun ville stille hende et ultimatum, det var enten alkoholen eller Constance. Tiden gik, og Constance stod og ventede i køkkenet, der ikke havde ændret sig siden tresserne, ubeskriveligt orangefarvet vinylgulv – der egentlig godt kunne trænge til en omgang Ajax, slidte lakerede træskabe med håndtag der faldt af bare der blev kigget på dem. Den voksende opvask, der stod ved siden af vasken, så ud som om, den snart selv kunne rejse sig og gå. Hun havde ladet det hele gro til, også inde i stuen hvor det mere eller mindre lignede et bombet lokum, for at vise moren hvad der ville ske, hvis ikke hendes datter sørgede for at det bare så nogenlunde præsentabelt ud. Hun var træt af ikke at blive behandlet som en normal dansk teenager, træt af ikke at blive værdsat, træt af at gå og være flov over morens barnlige opførsel.

Da klokken havde passeret 3:25, kom moren væltende ind af den gråmalede hoveddør, hvor malingen så småt var begyndt at skalle af. Tiden nærmede sig. Sekunderne føltes som minutter, minutterne som timer. Moren ænsede ikke engang, at det lignede, der mindst var faldet en bombe. Hun lallede bare ind i stuen, satte sig tungt i den lasede sofa, væltede ølflaskerne ned fra bordet, så der var plads til hendes appelsinhudsbefængte ben. Det var nu, Constance måtte tage affære, hvis hun ønskede at få afsluttet et kapitel, vende siden og startet et nyt. Hun tog en dyb indånding ind gennem næsen og ud gennem munden, rettede ryggen, og gik ud af køkkenet, videre ud til den smalle dunkle entre, hvor skoene flød. Hun stod lidt inden hun gik ind stuen, lyttede til lyden af klirrende flasker og den alt for velkendte lyd af en ny flaskes åbning. Constance gik ind i stuen, luften var tyk af cigaretrøg, der trængte i den grad til en udluftning.

Hun åbnede op, og begyndte håbefuldt ”mor, jeg er træt af, at du altid er påvirket af enten alkohol eller stoffer, for hver gang du tager en tår af din øl, sorger det mig dybt ind i sjælen. Der ligger et enormt pres på mig, da jeg skal sørge for alt det huslige. Vi har aldrig haft et godt mor/datter forhold, jeg har nærmest følt mig som en tjenestepige her i huset, og jeg føler virkelig ikke, at du elsker og værdsætter mig som en mor burde elske og værdsætte sin datter.” Hendes mor stirrede med et tomt og intetsigende blik, Constance opdagede de salte tårer, der lige så stille trillede ned af hendes runde kind, men det gjorde ikke noget, det understregede bare hendes budskab, så hun fortsatte: ”Jeg stiller dig nu et ultimatum, jeg ønsker ikke at være slave for dig mere, jeg ønsker ikke en dag at finde dig livløs på gulvet på grund af en overdosis.” Constance standsede for et kort øjeblik for at få nogenlunde kontrol over følelserne, og tog så en dyb rensende indånding ”du skal nu vælge, om det er mig, eller om det er livet – hvis det overhovedet kan kaldes for et liv, omgivet af stoffer og alkohol du vil. Du skal bare vide, at hvis du vælger det sidste, vil du ikke se mere til mig, jeg kan ikke holde det her liv ud, jeg har mine egne drømme.” Der gik en rum tid, hvorefter moren svarede, med ord der ikke hang sammen, sådan lidt snøvlesnak ”min egen lille pige, jeg tror ikke, at du skal blande dig i mine vaner, jeg har bestemt ikke et problem, jeg kan bare godt lide en lille en i ny og næ” ordene skar som knive i Constances allerede synderflåede hjerte, moren havde truffet sit valg, alkoholen betød virkelig mere for hende end hendes egen datter.

Slukøret forlod Constance stuen, hvad var livet værd, hvis ikke hun blev elsket – hun havde jo sådan set altid vidst, hvad moren ville svare, men det værste var at få det bekræftet. Hendes følelser var som en stor tornado, vrede, tristhed, svigt. Det hele kørte rundt, og hun havde bare fået nok, hun måtte og skulle bare væk, kunne hun rejse til en anden planet, så gjorde hun det. Hun løb op på sit værelse, pakkede en taske med tøj og nogle penge, hvor rejsen bar hende hen, vidste hun ikke, men en ting var sikkert, lørdag aften den 25. august var sidste gang hun så sin mor. Hun gik efter sin drøm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...