Blind-date

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Skyerne dækker himlen. En kvinde ryger en cigaret før hun går ind i regeringsbygningen. Hendes hænder ryster.

Bidrag til Sci-Fi konkurrencen.

2Likes
2Kommentarer
271Visninger

1. Blind-date

Lyset fra gadelamperne brød igennem tusmørket og oplyste de høje bygninger.

Den tykke, sorte røg dækkede himlen og lukkede solen ude. Det havde regnet, og luften var stadig fugtig og tung. Øjne kiggede ud på gaden fra små mørke vinduer. Af og til drønede en bil igennem gaderne eller der gik en person forbi på vej til et eller andet, der altid hastede. Og altid var der skydækket over dem.

Det passede perfekt til kvindens tanker, da hun steg ud af taxaen og kiggede på den store regeringsbygning. Hun stoppede op ude foran døren og fandt cigaretterne i tasken. Fra inderlommen tog hun et fint lille instrument, der mindede om en lommekniv. Med et tryk på en touchscreen sprang en lille flamme til live. I et kort sekund oplyste den de snørklede guldinitialer langs et lille knivsblad, så slukkedes flammen igen og levede kun videre i cigarettens glød.

Da hun åndede ud steg røgens tåge op og sluttede sig til skyerne, der pludseligt blev brudt af et luftskib, der trængte igennem. Regeringens store, røde logo var malet på siderne, højtalerne skrattede-

"-Alle ugifte, frugtbare mænd og kvinder over 18 år bedes fremmøde til partnerudvælgelse for nationens videreførelse - Vi må bekæmpe det faldende fødselstal med al vor magt - Eneste undtagelse personer med uegnet genetik samt fysisk handicappede - blinde, døve, stumme...

Kvinden fik små tårer i øjnene, men rystede dem så væk. Hendes fingre strøg kort over initialerne - hans initialer - før lommekniven igen kom ned i frakken. Så gik hun indenfor.

Hun gjorde sit bedste for at åbne sindet - at bære det, som de sagde i beskederne, for nationens vel, den nation der bragte lys i det evige mørke. Hun måtte komme over det, måtte ikke lade sorgen tynge hende. Sidste gang, det lykkelige ægteskab, det kom jo også fra en sådan regeringsbygning.

Nu var det bare anderledes. I det hvide, højtloftede lokale var der foruden hende fem andre kvinder og lidt flere mænd, samt de ansatte, der sad bag skrivebordene.

Kvinden stillede sig op i køen. Da det blev hendes tur kiggede den gamle dame bag skranken på hende, rettede på brillerne og sagde:

"Alexandra Rex, personnummer 77321?"

Alexandra nikkede. Selvom hun altid havde heddet Alex for ham.

"Og du var tidligere gift med en Johannes Pren, personummer 23142?"

Hun nikkede igen.

"Johannes døde af skylunge sidste år." Konstaterede damen.

"Ja. "

Hun kunne huske hans lunger fra hospitals-billedet, helt sorte af den dårlige luft.

"Denne vej, tak.."

Damen gav hende nogle stykker papir og pegede på en dør i den anden ende af lokalet.

Bag døren var der først en kort gang. Væggene og gulvet var grå, hun passerede ikke noget udover døren til toiletterne. For enden af gangen var der et lille rum. Det var et rum, der skulle give en en følelse af velvære, med røde sofaer og billeder fa glade familier på væggene, men det var samtidigt klinisk rent som for at slette ethvert tegn på, at der havde været mennesker her. Det gav hende kuldegysninger.

Alexandra satte sig i sofaen og studerede papirerne.

Der var billeder, navne og personnumre på tre forskellige mennesker.

Da døren igen gik op genkendte hun manden fra hans profil, hilste, men sagde ellers ikke noget. Hun kunne ikke. Hun sad ikke i lokalet, i hendes tanker sad hun hjemme med sin mand - ikke her med den fremmede . Hun var simpelthen defekt, kunne ikke omstille sig. Kiggede med tomme øjne op ingenting.

Til sidst rejste manden sig efter et mislykket forsøg på kommunikation, rystede på hovedet og gik. "Jeg prøver en af de andre," sagde han. "Men du så godt ud på papiret."

Igen. Denne mand var yngre end hende, brune øjne og brunt hår. Han satte sig alt for tæt på, spurgte om ting, der var alt for tæt på, og sluttede med at sige, at det vel nok var godt at de kunne hjælpe nationen. Han lagde hånden på hendes skulder.

”Nej,” hviskede hun.

Og så en gang til. Sidste gang. De tre personer var dem, der passede til hende. Og den mand der nu kom ind af døren var så ham, hun måtte stille sig tilfreds med, for nationens ve og vel.

Men hun kunne ikke sidde her og lade som om Johannes ikke eksisterede, som om året stadig var 2080 i stedet for tyve år senere, som om hun var klar til at elske igen.

Hun rejste sig og gik som i slowmotion - sagde et eller andet, hun ikke var helt klar over.

"Jeg skal bare lige på toilettet."

For der var ingen grund til at elske nogen, der ikke var Johannes, eller til at få et barn med en, der ikke var Johannes. Hun ville ødelægge alt, de havde haft sammen, trampe på minderne.

Så hun stillede sig foran spejlet med sitrende hænder. Hun kiggede på håret, som Johannes havde elsket, og på neglene, der var bidt ned. Hun kunne ikke flygte fra regeringen; de ville i så fald vælge en til hende. Eller de kunne få hende til at forsvinde. Men de lyttede til deres egne regler, de brugte ikke tid på personlige omstændigheder. Hun fandt lommekniven i frakken, så på det lille knivsblad med initialerne.

"Eneste undtagelser personer med uegnede genetiske træk, fysisk handicappede - døve, stumme, blinde..."


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...