Bageriet i Bredgade

Historien foregår i København under Folkestrejken i 1944. Den er skrevet fra en ung piges synsvinkel, og handler om strejkens konsekvenser for hende og hendes familie.

5Likes
2Kommentarer
442Visninger
AA

3. Strejken

Tidligt søndag morgen blev vi vækket af vores nabo frk. Piil. Hun stod og udenfor og hamrede løs på vores dør allerede ved halv femtiden. Far lukkede op. Hun strøg ind uden at blive budt indenfor. Efterhånden strømmede resten af husets beboere og gæster ind i stuen. Da vi alle var samlet, sagde frk. Piil: "Ja, jeg havde ret, ja. Jeg tænkte det nok! I har taget imod tyske flygtninge. Jeg blev ringet op af min svoger som sagde at hans bror og svigerinde var blevet fanget. De havde haft flygtninge i huset. Nu kører tyskerne rundt og ransager alle hjem for flygtninge, ja de gør. Jeg hørte ganske vidst tumultret ude i gaden i går. En masse flygtninge..." Hun var meget ophidset og talte i en rivende hast. "Frk. Piil, tag det roligt. Hvad er det du siger?" "I må gemme dem! Ellers tager de jer med!" Far kiggede på sin familie og vores gæster. Så fik vi fart på: Mattis og fru Hoffmanns ting blev hurtigt samlet sammen. De blev lukket ud gennem bagdøren, og far sørgede for at de blev gemt i et skur i en baggård i nærheden. Imens luftede mor og jeg ud og sørgede for at alle tegn af vores gæster forsvandt. Alle løb rundt mellem hinanden med hver vores opgave. Vi vidste ikke hvor lang tid vi havde før de kom. Frk. Piil var forsvundet ind til sig selv igen. Far kom ind fra bagdøren igen, lige i dét det bankede på fordøren. To tyske soldater, ligesom dem fra dagen før, stod udenfor. Mor talte med dem og lukkede dem ind. De søgte hele huset igennem. Først tjekkede de alle rum, både private og bageriet, så kælderen, loftet, og til sidst ledte de i vores skuffer og skabe efter tegn eller spor efter flygtninge. De kom tilbage fra gæsteværelset og sagde at der havde ligget en i sengen, og at det ikke passede sammen med antallet af familiemedlemmer. Mor holdt hovedet koldt og fortalte dem lige så stille og roligt at far havde sovet uroligt og at hun derfor var flyttet ind i gæsteværelset for at kunne sove i fred og ro. Selvom jeg personlig syntes at mor havde løjet godt og troværdigt, virkede de alligevel mistænksomme. Alligevel forlod de os med beskeden om at vi skulle fortælle dem hvis vi vidste noget om nogen der havde opholdt tyske flygtninge. Alle åndede lettet op da de forsvandt ud af døren. "Hvad med Mattis og fru Hoffmann?" spurgte jeg. "Vi kan ikke tage dem med tilbage," sagde far, "det er for risikabelt. De takkede for vores gæstfrihed, og sagde at de nok skulle klare sig. Jeg beklager, Anna." Mit humør sank. Selvom vi lige havde undsluppet tyskernes greb, og jeg egentlig burde føle mig overlykkelig, var jeg ked af at Mattis allerede skulle forlade os.

"Jeg har besluttet at deltage i strejken," meddelte Thomas selvfølgeligt ved morgenmaden samme dag. "Efter dette her?" udbrød far. "Jeg ville have gjort det også selvom det her ikke var sket. Hvad er forskellen?" "Forskellen?! Vi var meget heldige at de intet opdagede, og så vil du straks efter sætte dit liv på spil igen!" "Det var ikke mig der lukkede dem ind!" Far sagde ikke mere, smækkede bare døren efter sig da han gik ind på kontoret. Mor greb tingene an på en noget anderledes måde: "Er du sikker på at du vil det her? Jeg mener, strejken slutter nok snart, og vi skal nok få noget ud af det selvom du ikke sætter dit liv på spil." "Mor, hvis alle tænker sådan, så får vil aldrig vores frihed igen. Jeg har besluttet mig for at gøre det, og jeg gør det." "Thomas!" Jeg blev lidt overrasket selv, jeg kunne næsten ikke genkende min egen stemme. "Må jeg tage med?" "Anna! Nok kan jeg ikke bestemme over Thomas længere, men du får ikke lov!" "Nejnej, men må jeg ikke bare gå med? Jeg skal nok tage hjem igen med det samme, jeg vil bare gerne følge ham derhen." Mor sukkede og nikkede så. "Men kom lige hjem!" Så Thomas og jeg fulgtes ned ad Bredgade. Vi snakkede ikke sammen. Ikke før Thomas spurgte: "Hvorfor ville du gerne følge mig derned?" Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Jeg vidste faktisk ikke hvorfor jeg var gået med. "Jeg... det ved jeg ikke. Måske synes jeg bare heller ikke at det er en god idé. Jeg ved godt at du går meget op i det, men du gør jo allerede en masse," jeg sænkede stemmen, "jeg mener med bladet." Han svarede ikke. Vi sagde ikke mere. Da vi nåede til Sølvgade kunne vi høre råb og skrig fra den anden side af Søerne. Men først da vi nåede til Søtorvet kunne vi se den enorme folkemængde for enden af Dronning Louises Bro. Der var mange og de stod tæt. Nogle havde lavet barrikader, og mange tyske patruljer var til stede. "De skyder," sagde jeg, "på alle mulige." Jeg var stoppet op, men Thomas krydsede broen og slog sig til strejken. Først stod jeg bare og kiggede efter ham. Måske kunne jeg ikke fatte at han gjorde det. I hvert fald, inden jeg nåede at tænke mig om, løb jeg efter ham. Jeg glemte alt om løfter om at komme lige hjem. Jeg nåede over til mængden, og forvildede mig hurtigt ind i den. Jeg skreg og skreg efter Thomas, men min stemme druknede i de andres råb. Det føltes som evigheder at jeg løb rundt blandt de mange mennesker, og tankerne fór ind og ud af mit hoved, den ene erstattet af den anden før jeg nåede at tænke den første færdig. Til sidst var jeg så udmattet og fortvivlet at jeg ikke engang kunne græde. Jeg stoppede op og lænede mig op af en husmur. Jeg hørte nogle råb på tysk og skud. Thomas stod lidt længere henne på fortovet. Flere skud. Jeg så ham falde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...