Bageriet i Bredgade

Historien foregår i København under Folkestrejken i 1944. Den er skrevet fra en ung piges synsvinkel, og handler om strejkens konsekvenser for hende og hendes familie.

5Likes
2Kommentarer
451Visninger
AA

1. Spærretid

Torsdag kom Thomas ind i stuen og smed et blad på bordet, før han satte sig ned og smurte marmelade på brødet. "Side 22," tilføjede han, og jeg slog op på siden. Med store, fede typer dannede ordene Spærretiden når København overskriften. Jeg skimmede artiklen og udbrød: "Tåbeligt!" På grund af BOPAs aktion mod Riffelsyndikatet ville tyskerne nu til at indføre spærretid i København fra 20 til 5. "Hvor ved I fra at det er sandt?" spurgte jeg min kære storebror. Han smilede hemmelighedsfuldt: "Vi har kontakter." Jeg rystede smilende på hovedet og slubrede så det sidste "kaffe" i mig. Thomas var 18 (to år ældre end mig) og med i modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste sammen med nogle andre ovre fra gymnasiet. De opsnusede oplysninger, som de gav videre til dem der trykte bladet af samme navn. En gang imellem kom han med et eksemplar til mig. Han havde altid været mere arrangeret i sådan nogle ting end mig. Mor og far var stolte af ham, selvom de, ligesom jeg, heller ikke selv deltog aktivt i kampen for frihed. Jeg rejste mig fra morgenbordet og begyndte at samle tallerkener og glas: "Jeg går ud i bageriet og hjælper mor og far. Vi skal have bagt de sidste rugbrød inden de første kunder kommer ved sekstiden." Thomas nikkede og satte sig til rette med avisen. Helt ærligt var jeg lidt ligeglad med spærretiden, men samtidig syntes jeg ikke om at tyskerne skulle bestemme sådan over os. Vores kunder kom hverken før 5 eller efter 20, og jeg brød mig i forvejen ikke om at være ude sent. Vi fortsatte vores sædvanlige dagligdag, men fredag kom Thomas igen med et eksemplar af bladet. ”På grund af spærretiden har der været strejker rundt om i byen i går. Jeg ved at Istedgade, Vesterbro og Bispebjerg har været nogle af de hårdest ramte steder...” Men han blev afbrudt af radioen som kørte i baggrunden. ” I dag er det blevet bekræftet, at modstandsgruppen Hvidstengruppen fra Hvidsten i Jylland i går blev henrettet. De henrettede er Marius Fiil, Niels Fiil, Peder Sørensen, Johan Hansen, Niels Kjær, Søren Kristensen, Henning Andersen og Albert Iversen, mens Kirstine Fiil, Jens Stenz og Barner Andersen blev idømt tugthus på livstid, Anders Steensgaard og Knud Christensen blev idømt tugthus på fire år og Gerda Fiil blev idømt tugthus på to år… ” Mit hjerte sank. Det gjorde det altid når vi hørte om folk der var blevet likvideret eller henrettet. Det var efterhånden blevet oftere siden sidste år, hvor samlingsregeringen afbrød samarbejdet med tyskerne. Jeg havde hørt ganske lidt om Hvidstengruppen, men jeg vidste at det var noget med noget illegalt ammunition. Der blev helt stille i stuen, men far brød stilheden: ”Vi må nok hellere se at komme i gang med arbejdet.”  Mens jeg stod og æltede dej til kardemommeboller, spekulerede jeg på hvor lang denne strejke ville blive og ville konsekvenser den ville få. Tyskerne brød sig, naturligvis, ikke meget om modstand, og man kunne aldrig vide hvad de kunne finde på. I bedste tilfælde ville strejken ikke vare længe, og vi vil kunne fortsætte vores dagligdag som før. Til frokost diskuterede far og Thomas nyhederne.  Thomas ville deltage i strejkerne, og mente at vi skulle lukke bageriet ned for at bakke de strejkende op. Far var uenig. ”Det går ud over vores omsætning hvis vi lukker. Vi ved ikke hvad tyskerne kan finde på at gøre med de butikker som lukker på grund af strejken, når den engang holder op,” sagde far. ”Vi bliver nødt til at gøre noget. Jeg fatter ikke at I bare kan se passivt til mens de tysker-svin destruerer vores verden fuldstændig! De kontrollerer regeringen og styrer vores hverdag, og I har det fint med det!” udbrød Thomas vredt. ”Du skal ikke tale sådan til mig! Du får det til at lyde som om vi holder med tyskerne. Men det hjælper ikke noget at modarbejde dem, så vil de bare ødelægge endnu mere!” Mor stoppede diskussionen: "Ro på, ro på. I en sådan situation som vi er i nu handler det om ikke at blive uvenner. Bare spis jeres mad nu." Ingen sagde mere før efter frokost. Jeg lod de andre om opvasken, for hr. Lund ovre fra Palægade havde ringet og spurgt efter to rugbrød. "Jeg smutter over til Lund," sagde jeg og greb de to brød før jeg gik ud i den lune sommersol. Jeg løb rundt om hjørnet for hr. Lund var en utålmodig herre. Der var ekstra mange mennesker på gaden i dag. Jeg undrede mig meget over det, og spurgte mig frem. En ung mand svarede at sporvognene var stoppet med at køre. "På grund af strejken?" Han nikkede og skyndte sig videre. Da jeg kom tilbage til bageriet fortalte jeg det til far. "Selvfølgelig er de stoppet med at køre," sagde han ligegyldigt. "Men er det tyskerne eller danskerne der har stoppet dem?" "Danskerne. Det er jo en del af strejken." Jeg blev hjemme og hjalp med i bageriet resten af dagen. Kunderne kom fortsat helt frem til femtiden. Da lukkede vi. Mor var allerede ude i køkkenet for at lave middagsmad, men ligesom jeg rullede persiennerne ned kom hun ud til os. "De har lukket for vandet!" "Hvad har de?" "Lige meget hvad jeg gør kommer der ikke en dråbe ud af hanen!" Far og jeg udvekslede uforstående blikke. Far gik ud for at kigge på det og se om den ikke bare var gået i stykker, men det var rigtig nok: tyskerne havde besat vandværkerne, og senere lukkede de også for gas og el.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...