den farlige flugt

Det handler om en familie, der bliver nød til at flygte fra deres hjemby, fordi at de er jøder. De bliver nød til at flygte til Sverige, men på vej der sker der noget, der ikke måtte ske.

0Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

1. flugten over Øresund

         

Klokken var lidt over 4 om morgenen, da tyskerne kom. Jeg lå og sov, men blev vækket af nogle høje lyde. Jeg kunne høre dem, ude på gaden, nogle der råbte noget på tysk. De larmede og skød rundt på alt. Jeg husker specielt, at jeg hørte en voksen dames skrig. Gestapo kom og gennemsøgte hele hendes hus for jøder. Jeg blev meget bange, da det lige pludselig bankede på døren, men det lettede mig, da det bare var min bedste ven, Jørgen og hans familie. De var jøder og ville gemme sig hos os. Min far var også jøde, det var der ikke særlig mange der vidste, netop fordi at min mor, mine søskende og jeg, ikke var. De nåede lige at komme ind og gemme sig i et rum i vores kælder, da Gestapo kom og sparkede vores dør op. De kiggede i hele huset. Jeg var så bange da de gik ned i kælderen. De måtte ikke tage Jørgen. Jeg kunne, eller ville slet ikke tænke på, hvad de ville gøre ved ham. Jeg kunne lige pludselig høre dem råbe noget på tysk, men jeg kunne ikke forstå det. Resten af de tyske soldater, der var inde i vores hus, løb ned i kælderen. Efter et kvarter, kom de op med Jørgens to mindre søskende Hans og Ingeborg. Jeg løb ned i kælderen for at se hvor Jørgen og resten af hans familie var. Jeg kom derned, men der var ingen mennesker at se overhovedet. Jeg kunne se at vinden blæste gardinet frem og tilbage foran det åbne vindue. De måtte være kravlet ud af vinduet, tænkte jeg.  Jeg kunne lugte, at tyskerne havde været der, ud fra den voldsomme lugt af krudt. Jeg var sikker på, at tyskerne havde skudt efter dem, men jeg kunne ikke finde ud af hvor Jørgen og resten af hans familie. De måtte være et sted, for de tyske soldater var ikke kommet med dem. Jeg fandt en lille skammel. Jeg ville kigge ud af vinduet, men jeg var ikke høj nok. Det eneste jeg kunne se, var nogle fodspor i sneen. Fodsporerne forsvandt om bag et hus, et hus tyskerne også havde været inde i, kunne jeg se. Døren var gået i stykker og der var skudt ind igennem ruderne. Jeg kunne også se tyskerne, der løb hen til de næste huse og blev ved med at lede. Nogle af dem kom også gående med nogle jøder, tror jeg det var. Jeg løb op til mine forældre, der var ovenpå. Da jeg kom, kunne jeg forstå det. Jeg var så bange, at jeg begyndte at ryste, så sagde min mor endelig noget. Hun sagde, at vi blev nød at flygte til Sverige, fordi nazisterne var efter os, og de kunne ikke lide jøder sagde hun. Men inden vi kunne flygte, måtte vi finde ud af hvordan vi kunne komme til Sverige. Min mor havde hørt fra nogle af de andre jøder i byen at man kunne flygte til Sverige, fordi at der var de neutrale, og ikke havde noget imod jøder.

Klokken var lidt over 4 om morgenen, da tyskerne kom. Jeg lå og sov, men blev vækket af nogle høje lyde. Jeg kunne høre dem, ude på gaden, nogle der råbte noget på tysk. De larmede og skød rundt på alt. Jeg husker specielt, at jeg hørte en voksen dames skrig. Gestapo kom og gennemsøgte hele hendes hus for jøder. Jeg blev meget bange, da det lige pludselig bankede på døren, men det lettede mig, da det bare var min bedste ven, Jørgen og hans familie. De var jøder og ville gemme sig hos os. Min far var også jøde, det var der ikke særlig mange der vidste, netop fordi at min mor, mine søskende og jeg, ikke var. De nåede lige at komme ind og gemme sig i et rum i vores kælder, da Gestapo kom og sparkede vores dør op. De kiggede i hele huset. Jeg var så bange da de gik ned i kælderen. De måtte ikke tage Jørgen. Jeg kunne, eller ville slet ikke tænke på, hvad de ville gøre ved ham. Jeg kunne lige pludselig høre dem råbe noget på tysk, men jeg kunne ikke forstå det. Resten af de tyske soldater, der var inde i vores hus, løb ned i kælderen. Efter et kvarter, kom de op med Jørgens to mindre søskende Hans og Ingeborg. Jeg løb ned i kælderen for at se hvor Jørgen og resten af hans familie var. Jeg kom derned, men der var ingen mennesker at se overhovedet. Jeg kunne se at vinden blæste gardinet frem og tilbage foran det åbne vindue. De måtte være kravlet ud af vinduet, tænkte jeg.  Jeg kunne lugte, at tyskerne havde været der, ud fra den voldsomme lugt af krudt. Jeg var sikker på, at tyskerne havde skudt efter dem, men jeg kunne ikke finde ud af hvor Jørgen og resten af hans familie. De måtte være et sted, for de tyske soldater var ikke kommet med dem. Jeg fandt en lille skammel. Jeg ville kigge ud af vinduet, men jeg var ikke høj nok. Det eneste jeg kunne se, var nogle fodspor i sneen. Fodsporerne forsvandt om bag et hus, et hus tyskerne også havde været inde i, kunne jeg se. Døren var gået i stykker og der var skudt ind igennem ruderne. Jeg kunne også se tyskerne, der løb hen til de næste huse og blev ved med at lede. Nogle af dem kom også gående med nogle jøder, tror jeg det var. Jeg løb op til mine forældre, der var ovenpå. Da jeg kom, kunne jeg forstå det. Jeg var så bange, at jeg begyndte at ryste, så sagde min mor endelig noget. Hun sagde, at vi blev nød at flygte til Sverige, fordi nazisterne var efter os, og de kunne ikke lide jøder sagde hun. Men inden vi kunne flygte, måtte vi finde ud af hvordan vi kunne komme til Sverige. Min mor havde hørt fra nogle af de andre jøder i byen at man kunne flygte til Sverige, fordi at der var de neutrale, og ikke havde noget imod jøder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...