Besættelsen indefra

Den handler om en familie der for muligheden for at blive modstandsfolk. De tager chancen og går mod tyskerne. De modtager på nogle få år en masse ammunition og en del agenter der skal kæmpe mod tyskerne. Det er et valg der får store konsekvenserne for familien og deres venner.

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

2. Sabotage

Søren har været en tur i København på landbrugsskole, da han kom hjem, fortalte han om en flok mænd der var blevet sendt i koncentrationslejr og blev skudt på stribe, fordi de havde lavet noget sabotage og prøvet på at stoppe tyskerne i at komme frem, ved at lave vejafspærringer eller springe deres vogne i luften, og om en hel by i Sverige der var blevet udslettet på grund af, at der var nogle drenge der havde lavet noget sabotage.

Mandag d. 15. april kom der en mand ind i forretningen. Han var fra Randers, han havde forbindelser til England og andre modstandsgrupper i Danmark. Han ville tilbyde mig en masse penge, hvis de kunne smide nogle ammunitions kasser og nogle engelske agenter ned på marken. Agenterne skulle have kost og logi indtil de kunne komme til København. Jeg indvilgede i det og prøvede som det første at få egnens voksne mænd med, da de alle havde sagt ja prøvede jeg med min familie. Jeg ventede med min familie fordi jeg allerhelst ville skåne dem, da det jo ikke er helt ufarligt at lave sabotage. Søren var hurtig til at sige ja ”der er jo ikke dødsstraf i Danmark” sagde han. Peter var mere tilbageholden, ”det er jo smadder farligt, vi kan jo alle sammen dø” sagde han. Det kunne han jo have ret i, men der var jo som Søren sagde, ”ikke dødsstraf i Danmark”.

Vi gik i gang. Mandag d. 22. april fik vi den første besked, om at der ville komme nogle ting ned. Vi samlede dem alle sammen, gik ud på marken. Ind over alle hustagene kom der en stor flyver. Den fløj lavt, næsten lige over hovederne på os. Vi skulle lyse op i luften, for at flyveren kunne finde ud af, hvor den skulle smide ammunitionen. Det så fantastisk ud, som de sorte skikkelser dalede ned på den skyfri, lyseblå himmel. Vi skyndte os at pakke det hele op, putte det ned i sække og smide de pakker det var kommet i ned i søen, så tyskerne ikke ville opdage at der var sket noget. Vi smed sækkene ind i bilen og kørte mod forretningen. Agenten der var kommet med ned, det var en pige. Hun hed Marie, hun havde boet i England i 2 år og fulgt tyskernes besættelse. Hun havde ikke været et sekund i tvivl om, om hun skulle hjælpe til mod tyskerne, da tyskerne slog hele hendes familie ihjel, da hun er jøde. Da hun kom med hjem snakkede vi om hvad hun skulle lave, men hun var meget sky omkring hendes sabotage opgave, Peter spurgte hende til hendes halskæde, som var en lille lyserød flaske, der hang i en læderkæde. ”Det er en gift jeg skal tage hvis tyskerne får fat i mig, så jeg ikke taler over mig” fortalte hun.

Torsdag d. 25. april sad vi alle samlet om radioen, for at høre om der skete noget nyt. Stauning kommer på og siger: ”jeg beder hver enkelt om at gøre sit bedste for at forhindre, at ungdommelige elementer i ubesindighed og uforstand lader sig forlede til at begå handlinger, der under de nuværende forhold må betegnes som intet mindre end dødsensalvorlige. Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit lands interesser”.

”det kan han da ikke mene, det der. Han er jo på tyskernes side, det er ham der handler mod sit lands interesser. Vi må blive ved som før, vi kan ikke stoppe nu, skal tyskerne virkelig have lov til at vinde” protesterede Mathilde.   

Selvom Stauning og politiet var imod det, fortsatte vi alligevel på den samme måde indtil 1944, hvor der kom en ny agent ned hver anden måned, men så en dag da vi skulle have en agent til København bliver vi standset af tyskerne der har afspærret vejen. Vi havde vognen fyldt med sprængfarligt materiale, ammunition og en agent, hvis vi blev taget ville de smide os i fængsel og senere enten slå os ihjel eller sende os i koncentrationslejr. Vi gik i panik, heldigvis kendte min makker den ene af tyskerne, så vi fik lov til at køre problemfrit videre.  

Et par dage efter, mens vi er ude på marken, kommer der en tysk patrulje kørende. Pigerne der ellers ikke har haft fået lov til at være med da det er for farligt, er nu med denne gang. Bilen har et kæmpe lys på toppen og lyser ud over hele marken. Vi kaster os ned i græsset for ikke at blive opdaget. Den opdager Klara, men jeg fortæller hende at hun skal sige til dem at hun har været hos en veninde, uden hendes forældre vidste det og ville løbe over marken, da det er hurtigere. Hun forklarer dem det, og de kører fra marken og kører hende hjem. Vi pakker vores ting sammen og kører hjemad, vi ser tyskerne stadig holder ved huset, da vi kører forbi og er bange for at de undersøger hele huset for mulige modstandsfolk. Vi kører ned med dagens læs i forretningen, og kører derefter til vores respektive hjem. Da jeg kommer tilbage er tyskerne kørt. Jeg kommer ind til min kone, der med et virkelig lettet glimt i øjet omfavner mig og smågrædende for hvisket i mit øre ”jeg troede, jeg havde mistet dig”.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...