Besættelsen indefra

Den handler om en familie der for muligheden for at blive modstandsfolk. De tager chancen og går mod tyskerne. De modtager på nogle få år en masse ammunition og en del agenter der skal kæmpe mod tyskerne. Det er et valg der får store konsekvenserne for familien og deres venner.

0Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

3. Anholdelsen

Svend som var ham der i starten fik os med på ideen, kom en dag alt for hurtigt kørende ind på gårdspladsen, helt stakåndet kom han ind i huset, og nærmest jappende fortalte os at Marie var blevet taget af tyskerne i København. Hun nåede ikke at tage giften, så de fik hende med. Hun ville ikke fortælle noget i starten, men hvis ikke de fortæller, hvem der har fået dem hertil, torturere de dem bare til de fortæller. Hende havde de tortureret, og da de fandt ud af at hun var jøde, kunne man forestille sig at de bare ville slå hende ihjel, men de blev ved, selv efter hun havde fortalt hvordan hun kom hertil. Hun havde fortalt dem alt om os, alt om hvor vi boede, hvordan vi sammen havde samlet kasserne op fra marken, fået agenter ned og med hjem, givet dem kost og logi til de kunne ordentlig nok dansk til at blive sendt videre. De vidste nu alt om os. Man kunne forestille sig, at vi ville have pakket alt sammen og flygtet og forhåbentlig være kommet langt nok væk, inden tyskerne ville komme og lede efter os, men vi blev enige om at nyde den nok sidste dag vi alle var sammen. Og det gjorde vi i fulde drag, vi holdte en kæmpe fest hvor vi inviterede hele egnen, der var mad, snaps, øl og dans til den lyse morgen.

Om morgenen d. 27. september 1944 kørte en masse tyske mandskabsvogne ind på pladsen. De stormede ind i huset med pistoler og geværer, og anholdte mine børn og jeg, min kone lod de være sammen med Martin. Vi blev sat op i en kæmpe vogn, der sad alle de andre der havde hjulpet mig, i mod tyskerne, dem havde de hentet på vejen. Vi blev smidt i fængsel alle sammen, pigerne i én celle med andre kvindelige modstandsfolk, og os mænd med hinanden. Vi sad længe i cellen og tænkte, over en plan for at komme ud, men det var umuligt, det var umuligt at komme ud derfra, vi vidste alle sammen, at vi skulle dø, så selvom det var svært, nød vi tiden sammen i cellen.  

Mathilde og Klara sad sammen i en celle på gangen over os med nogle lidt ældre piger, der havde mage gode ideer til hvordan de kunne komme ud derfra. Det lykkedes faktisk fire af dem at stikke af, ud gennem vinduet midt i vagtskiftet. De nåede lige ud til hegnet, men blev derefter skudt.

Vi fik besked om at vi skulle for en dommer morgenen efter. Vi fik også at vide at min kone Ingrid havde sendt et brev til kongen, om benådning af os. Det var så gået videre til tyskernes dommer for sabotage afdelingen. ”vi har set på anmodningen om benådning, og vi er kommet frem til at Mathilde Jensen idømmes dødsstraf, Klara Jensen idømmes dødsstraf, Peter Jensen idømmes dødsstraf, Søren Jensen idømmes dødsstraf, Henrik Poulsen idømmes dødsstraf, så nåede de til mig; Erik Jensen bliver mod benådning fra kongen ikke idømt dødsstraf”. Der tænkte jeg med det samme, det er mig der har fået dem alle med på den, og så er det mig der ikke bliver dømt. ”Jeg er gammel, jeg har levet mit liv, lad de unge leve, dræb mig” fremstammede jeg grædende. ”det er ikke til diskussion sagde dommeren helt koldt. Og det var så sidste gang jeg så mine børn og min svigersøn.

Jeg kom hjem til min kone i Ramlev, men uden mine børn. Jeg så hende i øjnene, hun græd, hele vores familie var blevet fjernet fra os. Vi havde kun Mathilde og Henriks søn Martin tilbage. Vi hørte i radioen om at de danske modstandsfolk fra vestre fængsel var blevet henrettet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...