De værste 5 år

Dagen er den 1. September 1939.
”vi har fået brev fra England, tyskerne har besat polen!” lyder det over radioen.

Peter er 16 år gammel, historien handler om, hans liv under krigen, om alle de problemer det var. Han havde en lidt speciel familie, med lidt specielle forhold.

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

3. 1942

Det var blevet juni og Peter havde sagt ja til, at komme med til et møde, som formanden for bydelens modstandsbevægelse, de snakkede om, hvad de skulle gøre, for at sabotere tyskernes arbejde, de kom med forskellige bud, en af mændene arbejdede på en gammel vaskepulverfabrik, som tyskerne nu brugte til ,at lave sprængstof og gas, som de skulle sende ned til tyskerne, sammen med de våben de lavede på de andre fabrikker og den mad som nogle få danskere lavede, han fik den ide ,at de skulle tage noget sprængstof og nogle bomber. Ligge bomben på jernbanen, lige ude for byen, så den ikke ødelagde noget af byen, deres by. De skulle samtidig sørge for ikke at blive opdaget.

Peter sagde, at han ikke ville være med til denne aktion, men han skulle nok holde munden lukket.

Sabotagen gik som smurt, de fik sprængt bomben ti km fra de nærliggende byer, der kunne ikke komme noget med toget i de næste tre måneder.

Der blev holdt lignende møder de næste to måneder. Hen af vejen, blev Peter mere og mere med på ideen, han havde også været med til at sprænge en fabrik, der lavede tøj til tyskerne, men hver gang de sprang noget, byggede tyskerne bare noget nyt og større. Endnu var der ikke nogen der var blevet fanget i deres gruppe, men i nabobyen, var halvdelen væk.

Det næste der skulle ske, var en kæmpe, sprængning af jernbanen i en by lidt derfra, de havde samarbejdet med andre grupper. Det ville være den største sabotage af dem alle. 

 

Dagen var den 1. September, det var i dag, i dag skulle de lave en sabotage i en af de nærliggende byer, de havde samlet tingene fra de forskellige fabrikker, og tidligt om morgen var de taget af sted, det var den største Peter, havde været med i. Han var bange, bange for at nogen skulle have sladret til tyskerne for penge.

Hvis de blev set af en tysker, når de satte det op, ville det være ude med dem.

De lagde bomben på banen, de viste at der ville komme et tog forbi meget snart. Han blev bedt om, at tænde lunten, det sagde han ja til, med blandede følelser, han var glad, for at de stolede på ham, men ked af, at der var stor chance for at han ikke overlevede det.

Der var en der råbte” tænd den nu, og skynd dig væk.” han tændte den, og spurtede så hurtigt han kunne, han nåede i sikkerhed. Så kom toget, det ramte bomben, i lige det sekund, lunten brændte ud.

Sabotagen var lykkedes, alle var glade, nu skulle de bare komme hjem uset. På vejen hjem, så de at de havde fået ødelagt hele toget og der lå soldater på jorden, med blod over det hele. Peter fik det dårligt, med at han forsaget nogens død, men de andre sagde bare til ham ”nogle må dø, for at andre kan leve.”

 

Det var onsdag den 2. September, Peter var på fabrikken, de hørte radio, der var en tale, fra statsministeren Wilhelm Buhl, han snakkede om modstandsbevægelsen. Han snakkede om, at det var forkert, og sagerne var dødsensalvorlige. Han bedte alle om at forhindrer sabotage. ” vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholer viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit lands interesser.” sagde han til sidst med en oprevet og kold stemme. ” landets interesser, hvad ved han om det? Det er sikkert noget tyskerne, har fået ham til at sige!” kom det fra en af de andre mænd. En anden sagde” det må betyde, at vores sabotage i går, gjorde stor forskel!”

 

Da de alle fik fri, gik de hen over markedspladsen, der var flere tyskere end normalt. En mand råbte” der de to i midten, de stod bag det” Man kunne se frygten i øjne på de to, der havde råbt højt tideligere. Tyskeren løftede deres rifler, sigtede på dem, Peter løb væk, han hørte skud, mange skud, og skrig, høje skrig. Han kiggede tilbage, der lå de, med blod over det hele. En af de andre mænd, som der også arbejdede på fabrikken, kom over til ham. Han sagde stille og koldt” sådan er det når man taler for højt, og husk nu nogle må dø, for at andre kan leve” Peter løb, han løb hele vejen hjem. Han stoppede ude foran huset, han sank ned på knæ, det begyndte at regne. Kirsten kom, lagde armen om ham og sagde ”kom, lad os få dig ind.”

 

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...