De værste 5 år

Dagen er den 1. September 1939.
”vi har fået brev fra England, tyskerne har besat polen!” lyder det over radioen.

Peter er 16 år gammel, historien handler om, hans liv under krigen, om alle de problemer det var. Han havde en lidt speciel familie, med lidt specielle forhold.

0Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

1. 1940

 

Familien Ravn sidder i byens kirke, pastor Broberg, holder sin sædvanlige prædiken. Kirken er mørk og kold, og man kan mærke spændingerne hos alle de voksne, de er alle bange for at krigen skal komme her til og hvad de ville gøre, hvis den gjorde. Præsten runder sin prædiken af, med at sige, som han altid gjorde, ”lad gud og Jesus være med jer, være med jeres nærmeste og jeres undermand. God søndag.” Han gik hen til døren, for at sige farvel og velsigne alle de mennesker der var kommet, som han plejer og gøre. Familien sidder langt tilbage i kirken, da de tilhøre arbejderne i byen, og skal derfor gå ud af kirken som nogle af de sidste. Familien gik hen til kirke døren. Sagde farvel og tak til præsten. Peter var glad for at komme ud, ud i den friske forårsluft, så på alle de gule og lilla blomster, han tænkte på, hvorfor præsten ikke havde sagt noget om krigen, lige siden tyskerne var gået ind i Polen og i Sovjetunionen, havde alle bekymret sig, om de nogensinde ville gå ind i Danmark, men ikke engang havde præsten nævnt det i sin prædiken, ikke en gang, men der blev jo også kun snakket om det i de små hjem.  

 

Peter kigger på kalderen der hænger på væggen, det er mandag den 8. April 1940. Hans mor skynder på ham, hun råber” Peter skynd dig nu lidt, ellers kommer du for sent.” Peter ruller bare øjne af hende. Han løber hen til skolen. Han når det lige, inden døren lukker. Peter sætter sig på sin plads, ved siden af Jørgen, hans familie hører til den lidt mere velhavne del af byen. Deres lærer hr. Mejding, kommer ind, der bliver helt stille, alt larmen forsvandt i det øjeblik han trådte ind i klassen, alle rejser sig, Peter er sikker på at det er fordi, at alle er så bange for ham, fordi han engang gav en elev blodnæse. Efter der fik alle meget respekt for  ham. Hr. Mejding stiller sig foran katederet, folk sidder med bange anelser, over hvad han vil gøre og sige.  Peter rækker lige så stille hånden op, der kommer gisp nede bagfra, hr. Mejding siger med en kold og kynisk stemme” Peter hvad har du af dumheder at sige?” Peter rejser sig op, han begynder” jeg vil bare gerne vide noget om krigen, De ved, den der foregår mellem Tyskland, Polen, Sovjetunionen, England og Frankrig.” hr. Mejding står med chok i øjnene og siger, mere roligt end nogen, nogen sinde har set ham” det skal du slet ikke bekymre dig om.” Peter sætter sid ned igen. Han tænker: ” det er da noget man skal bekymre sig om, der er ingen der ved om det også ville overtage Danmark, på et tidspunkt, hvad vil der så ske?”

 

Peter ankommer hos købmanden hr. Larsen til den aftalte tid, hvor han skal ud og køre med varer, til de mest velhavne kunder, de er de eneste der har råd, til at få alting bragt ud, hvis nu bare hans familie havde råd til det, så kunne han slippe for at skulle dele vare ud. Der var godt nok noget godt ved at dele varerne ud, for på hans rute var Enghøj, det var der hvor de rigeste i byen boede, det var der hvor hr. og Fru. Reimer boede, og deres meget smukke datter Ellen. Hun var nok den smukkeste han nogensinde havde set, men hun ville aldrig ligge mærke til ham, han var jo bare ham der kom med varerne.     

 

 

Det er tidligt tirsdag morgen Peter og hans lillesøster Kirsten er på vej i skole, de går forbi markedspladsen, der står en mand, på talerstolen, han taler om krigen, han siger ” tyskerne har besat Danmark!” folk står der helt lamslået, en masse tanker kører rundt i gennem Peters’ hoved. Manden begynder om snakke igen, han siger” men bare rolig, de er kun her for at beskytte os,  de vil ikke gøre os noget.” Folk begynder at små pludre, lige pludselig råber en kvinde ” hvad skal der så ske med os?” Der var ingen der svarede på hendes spørgsmål, der var nok ikke nogen der viste det. Peter mærker at der bliver trukket i hans bukseben, det var Kirsten, hun spurgte ham om de ikke skulle i skole, og om de ikke kommer for sent nu. Han kigger ned på uret og begynder at løbe, han trækker Kirsten med sig, de løber så hurtigt de kan, men de når det ikke, de ser dørene lukke, de prøver at åbne døren, men den er blevet låst.  De banker og hamrer på døren, men ingen kommer og lukker op. De trasker hjemad, på vejen hjem ser de en mand i grøn uniform, han har armbind på overarmen. Kirsten spørger Peter om hvem det er, Peter svarer med oprevet stemme” det er en tysk soldat Kirsten.” Det begynder at regne, der ligger et papir på jorden, Kirsten tager det op, hun læser det højt”

Damit haben wir  Dänemark übernommen. Wir kommen nur mit fried. Wir wollen keine Streiteretereien haben.

Peter svarer” er de venlig at oversætte det til dansk, du ved at det tysk ikke er min stærke side. ” vi har overtaget Danmark. Vi kommer med fred. Vi ønsker ingen diskussioner.” lyder det fra Kirsten

De gik tilbage til markedspladsen, folk rendte forvirret rundt, og prøvede at forstå hele situationen. Deres mor kom gående imod dem, hun så forvirret ud, Kirsten løb over til hende, Kirsten begyndte at græde, hendes moder sagde, at det skal nok gå og de nok skulle klare sig, men Peter kunne se at hun var bange, meget bange.

Peter og Kirsten går tilbage til skolen, for at se om de kan komme ind nu, de møder inspektøren uden for skolen, han møder dem med frygt i øjnene, han siger at  de skal, skynde sig ind på skolen. Peter undrede sig over, hvorfor det var at de måtte komme ind selvom dørene havde været lukket, over hvad der nu ville ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...