Times up

Historen handler om en pige ved navn Julie. Hun har 2 bedste veninder Silje og Thilde. De bor under vandet i en kuppel. Kuplen tæller ned og eksplodere, når der ikke mere tid er. De tager ud og prøver att finde ud af hvorfor de bor i denne kuppel.

0Likes
0Kommentarer
130Visninger

1. Kapitel 1

Jeg sad i min egen lille verden, da det ringede på døren. Jeg gik ned af den lange trappe i vores lejlighed. Jeg kiggede ud af vinduerne på vej ned. Jeg kunne se alle de små fisk svømme omkring. Min families lejlighed lå helt ud til kuplens side. Fra vores lejlighed kan man se næsten hele byen. Vi bor i en taglejlighed. Nede i byen er der mange huse og lejligheder.

Der er kæmpe træer, men kun en skyskraber, det er den jeg bor i. Da jeg når hen til døren venter jeg et øjeblik med at åbne den. Jeg tog en dyb indånding og åbnede derefter døren. I døren stod min to bedste veninder Silje og Thilde. Jeg inviterede dem indenfor.

 

 Jeg har ikke set dem i flere dage, fordi de har været rejst helt til den anden ende af kuplen. Silje og Thilde er tvillingesøskende. Vi går hen til det store vindue i stuen og kigger ud. På kuplens inderside er der et ur, som tæller ned til hvornår at kuplen ikke kan holde mere og så vil den eksplodere. I dag står der 14 dage, 56 minutter og 34 sekunder. Jeg har boet i kuplen i 15 år. Jeg tror ikke at der er andre mennesker i verden, men jeg vil gerne vide det. Jeg har nemlig aldrig set andre mennesker, som ikke kommer fra vores kuppel. Det er derfor jeg har inviteret Silje og Thilde over for at snakke. Alle piger i byen har langt hår og drengene kort hår. Både piger og drenge går med make-up. Sådan var det bare at bo i denne by. Vi satte os i sofaen inde i stuen og begyndte at snakke. Jeg fortalte dem, at jeg ville finde ud af om der var andre end os, jeg kunne ikke holde ud at være  inde i denne kuppel mere. ”Hvad skal vi da gøre når der ikke er mere tid tilbage?” spurgte jeg. ”Vi kan ikke gøre noget ved det” svarede Silje tilbage. ”Jeg vil ikke være med til bare at side her og vente på, at der ikke mere tid er tilbage, gider i måske det?” De var begge to helt tavse, jeg kunne se at de ikke vidste, hvad de skulle svare tilbage. Der gik det op for mig, at jeg måtte gøre noget, noget så kuplen ikke eksploderede, men hvad kunne jeg gøre?.

 

Det begyndte at blive aften og Silje og Thilde var her stadig. De skulle sove her, fordi mine forældre ikke kom hjem i dag, da de skulle sove hos nogle venner. Vi hyggede os med  at Snow white and the huntsman og popcorn. Da Snehvide løber ind i den ”Mørke skov” fik jeg en ide. Der ligger en grotte,  ”den mørke grotte ” Jeg måtte tage der ud i nu, lige nu. Jeg løb hen til døren i entreen og begyndte at tage sko på og jakke på. Silje og Thilde skyndte at løbe efter mig. ”Hvad skal du?” spurgte Thilde. ”Jeg skal ud i ”den mørke grotte” og lede” svarede jeg forpustet tilbage. De begyndte også at tage sko og jakke på. Da vi alle 3 var klar. Løb ind i elevatoren og kørte ned til stueetagen. Jeg begyndte bare at løbe ud i regnen som bare stod ned i stænger. Jeg var ligeglad jeg ville bare der ud.

 

Jeg står foran ”den mørke grotte.” Med pigerne bag mig. ”Jeg ved ikke om jeg tør gå der ind” hviskede jeg. ”Nu gør vi det, vi tager ikke her ud i regnvejr og så tager hjem igen uden at gå der ind.” Hviskede Thilde tilbage. Thilde gik op foran mig og gik længere hen mod grotten. Hun kom ikke længere end lige til indgangen. Jeg løb hen til hende og sagde ”vi går der ind sammen!”. ”Silje kommer du?”, ”Ja…” tøvede hun, men kom hen til os alligevel. Vi gik ind i grotten. Der var helt mørk og man kunne intet se. Jeg gik længere ind og de andre fulgte med. Silje tændte sin telefons lommelygte. Lige pludselig stoppede jeg op med et sæt, der var en kold brise der ramte mig, men den kom ikke ude fra indgangen, det kom fra siden af fra væggen, jeg stod tæt på. Der kom endnu et.  Jeg begyndte at mærke på væggen. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at der kunne komme luft igennem, når vi nu bor nede under vandet i en kuppel. De spurgte begge to hvad det var jeg lavede og hvorfor det var vi var taget her ud. Jeg gik lidt væk fra væggen og satte mig ned på jorden. De andre gjorde det samme, nu sad vi i en rundkreds. Jeg begyndte at fortælle, hvad det var jeg ville her ude. ”Det var da jeg så, filmen jeg kom til, at tænke på det. At der måtte være en vej ud på en eller anden måde. Hvordan kunne det ellers blive sådan her, hvis vi ikke kunne komme ud?” Det var der ingen af dem der nogensinde havde tænkt over. Jeg rejste mig op og kunne igen mærke vindstødet, men denne gang på toppen af mit hoved. Vi kunne alle mærke, at der var noget anderledes her. Først blev jeg båret op på skuldrene af  Silje for at kigge om der var noget højre oppe, men det var der ikke. De jeg kom ned på jorden igen, kom der vindstød hele tiden imod mig og det stoppede ikke. Jeg fandt ”hullet” hvor at det kom fra. Det var så minimalt at man intet kunne se igennem. Der begyndte at blive et hårdere tryk på. Det kom ikke kun fra de to steder mere. Der kom ud fra små huller over det hele i murren som formede en dør.

 

Der lå en sten på størrelse med en fodbold, henne ved den anden mur. Jeg gik hen og tog stenen og kastede den så hårdt, jeg kunne mod murren med hullerne. Der skete ingenting, så jeg tog den igen og kastede den. Denne gang faldt der lidt af murren af. Jeg besluttede mig for at kaste stenen en gang til. Jeg kastede den og et stort stykke af murren faldt til jorden. Der kom en stor sky af røg, men jeg var fast besluttet på at jeg ville vide hvad der var bag den stenmur. Så jeg gik ind i røgskyen. Silje og Thilde var helt overrasket over at jeg kunne ødelægge murren, med en sten. De blev stående helt stille.

 

Jeg kom ind igennem den store røgsky og ind i hullet. Der var et stort glimt af lys, der kom mig i møde. Kunne det virkelig være rigtigt, at der var et kæmpe lys? Jeg bor jo i en kuppel der ligger i vand, hvad kan det lade sig gøre, det var det eneste der gik igennem mit hoved da jeg kom ud til lyset. Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt. Vi var ikke under vandet, vi har aldrig boet under vandet. Jeg kunne se ind igennem kuplen og se alt hvad der var inden i den. Jeg vendte mig rundt og kaldte på Thilde og Silje. De kom løbende ud igennem murren. De blev helt tavse da de så det, jeg kunne se det i deres ansigtsudtryk at de var helt ovevældet, af hvad de så.

 

”Kuplen har aldrig ligget under vandet.” sagde jeg.  Jeg stod noget tid og bare kiggede ud. Der var græs, så langt ud som jeg kunne se. Dejlig blå himmel og en blændende sol. Det var det smukkeste jeg nogensinde har set. Vi lagde os alle 3 ned på det bløde grønne græs. Det blev så småt mere og mere mørk. Der var en fantastisk solnedgang, som vi lå og kiggede på. Vi havde beslutte os for at sove under nogle træer til i morgen tidlig, hvor vi vil tage af sted ud og finde noget

 

Vi begyndte at gå, hvorhen, det ved jeg ikke, men bare ud af. Efter at vi havde trasket af sted i ca. 20 min, kom vi til en by. En by, jeg har aldrig set en anden by før, det havde ingen af os.

Jeg troede slet ikke der fandtes andre byer, men jeg troede også at vi boede under vand, men det gør vi heler ikke, så det var jo ikke umuligt at finde andre mennesker.  Byen linede præcis, den by i kuplen, som jeg bor i. Bortset fra der var en kæmpe bygning midt inde i det hele, som man kun kunne se toppen af  hvor der stod  ”Boremestrens kontor.” Vi gik igennem hele byen indtil vi nåede der til. Alle de mennesker vi gik, forbi kiggede underligt på os og hviskede til hinanden, mens de kiggede. Det var lidt underligt, men jeg tænkte ikke videre over det. Det ville alle i min by sikkert også slev have gjort. Jeg står nu foran Borgmesterens kontor ved siden af  Thilde. Thilde, lavede fagter til om vi skulle gå der ind.  Jeg kiggede på hende og nikkede. Vi gik der ind og spurgte en dame, som sad ved receptionen, om vi kunne få lov til at snakke med Boremestren. Hun var vist ikke i så godt humør. Hun kiggede bare på os og lagde hovedet på skrå til venstre.

 

Vi gik ind på Borgmesterens kontor og satte os ned i nogle store bløde stole, henne foran skrivebordet. Han sad på den anden side med ryggen mod os og kiggede ud af de store glas vinduer. ”Hvem er det?” sagde han med en dyb stemme. ”Hej, jeg hedder Julie  og det her er mine veninder, Silje og Thilde.” Han drejede om på stolen og kiggede på os. ”Vi er her for at spørge om noget” sagde jeg med en lille stemme. Man kunne se at hans ansigtsudtryk blev anderledes, det var helt stramt før, da han vendte sig om, men efter han havde set os blev det helt anderledes. Denne gang svarede han helt roligt ”Hvad kan jeg hjælpe med, jeg kan se at i ikke er her fra byen” ”Nej og det er det der er et problem” sagde jeg, mens jeg kiggede ned. ”Vi kommer fra en by ca. 20 min herfra. Vi har boet i en kuppel hele vores liv. Så vi kommer for at spørge om, du ved hvorfor at vi er ”spærret inde” i en kuppel når der ligger en vidunderlig verden lige uden for kuplens sider?” Det så ud som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle svare tilbage, men til sidst fik han fremsagt ” Jeg, altså, øh, nu skal i høre. Det er et eksperiment, vi har gang i. Vi har haft den kuppel i gang over 50 år nu. Dengang, hvor vi startede den ide, var fordi vi ville se om det kunne være en mulighed for at undgå, flere mennesker, der ikke er plads til.” Jeg kiggede rundt på de andre 2, og kunne se de så lige så underlig ud i hovedet som mig selv.

 

 ”Så i lavede en kuppel så der ikke kom flere mennesker end der var plads til?” kiggede jeg underligt på ham og (svarede). ”Ja,  det er korrekt.”

”Hvordan har i dog fået nogle mennesker til at gå der ind? Der vil ingen der vil gå der ind, når man kan bo sådan en vidunderligt sted som her.?” Han kiggede på mig som om jeg var idiot.

”Det var ikke frivillige mennesker, vi slettede deres hukommelse, og satte dem der ind, så de tror de har boet der hele deres liv.” ”Det er da ondt gjort, det kan man da ikke bare gøre” sagde Silje. ”Hvad så med kuplen? Hvad sker der med den når der ikke er mere tid tilbage?” spurgte hun igen hurtigt efter ”Den eksplodere” sagde han hurtigt. Vi rejste os op og gik. Vi løb igennem byen tilbage til kuppelen, vi var alle sultne og trætte, men alligevel fast besluttet på at når vi kom hjem, ville vi fortælle vores forældre det.

 

Jeg trådte ind i huset, mens min mor kom løbende imod mig. ”Hvor har du været henne” spurgte hun med et bekymret udtryk. ”Mor jeg fortæller dig, det hele i morgen, jeg vil gerne sove nu.” Jeg gik op af trapperne, der føltes som om at de var flere kilometer lange. Jeg nåde op i min seng, lagde mig og faldt i søvn.

 

Næste morgen var jeg tidligt oppe, jeg var helt frisk, så jeg gjorde mig klar. Jeg skyndte mig at ring til Silje og sige at jeg kom over nu. ”Okay kom bare, jeg vækker lige Thilde” sagde hun søvnigt. Jeg gik hurtig ud i gangen, tog mine gummistøvler og jakke på, skyndte mig af sted for at undgå alle min mors mange spørgsmål. Da jeg nåede døren til deres hus, ventede jeg lige 2 sekunder med at banke på. Jeg bankede på og der blev lukket op.  ”Vi må gøre noget, vi har ikke meget tid tilbage” sagde jeg……………

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...