De uovervindelige

ku758l75t

0Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

1. de uovervindelige

De uovervindelige

 

 

Jeg var på jagt med min Cal.50. Jeg skulle finde mad til de næste par dage. Det handlede om, at overleve. Verden var ikke, hvad den havde været.

Pludselig så jeg en hjort. Jeg sneg mig op på den, lagde mig til rette og skød den lige i hjertet, så den lagde sig ned. Derefter løb jeg hen til den, og slæbte den hjem til vores lille landsby. Nu var maden sikret i en dag. Om aftenen var der fest i landsbyen. Alle spiste og var glade, men jeg vidste, i morgen skulle jeg ud og finde mad igen. Jeg gad ikke tænke på det nu, hvor alle havde det godt og hyggede sig.

 

År 2045 d. 14/5

 

Næste dag besluttede jeg mig for at gå ud og jage. Jeg ville tage min nevø med. Han har brug for, at lære hvordan man jager. Der er brug for folk der kan skaffe mad. Jeg har haft ham med ude før, det er mig, der har lært ham at dræbe en hjort med et spyd. Han ved allerede meget, men han har aldrig lært at skyde.

Der gik ikke lang tid før vi fik øje på en hjort. Jeg lod min nevø skyde den med min Magnum. Han ramte plet i hjertet. Han er et naturtalent. Vi slæbte dyret tilbage mod landsbyen. Vi kunne begge lugte noget røg, det kom fra landsbyen. Vi skyndte os tilbage. Det var et forfærdeligt syn der mødte os. Samtlige huse var brændt ned. Der var intet levende tilbage i byen. Vi så fodspor som pegede mod skoven. Så vi vidste at de var flygtet.

Så nu var det kun mig, og min nevø som var tilbage i byen. Vi spiste det vi kunne af dyret, indtil det så blev nat. Vi lagde os til ro og sov. Vi besluttede os for, at finde de andre i morgen. Vi ville følge fodsporende til vi nåede målet, vi håbede selvfølgelig at de var i live, så vi kunne føre generationen videre.

 

År 2045 d. 15/5

 

Vi besluttede os for, at tage af sted næste dag. Jeg havde to ATV’er i garagen, som vi tog. De var heldigvis sluppet for angrebet. Jeg har arbejdet på dem i mange år. De er udstyret med de nyeste maskingeværer og de kører 280 km/t. Vi ville kunne følge sporene, og indhente dem i løbet af ingen tid.

Vi tog af sted efter sporene der gik ind i skoven. De var sværere at følge, end vi havde regnet med. De gik imellem træer, op og ned af bakker. Vi havde kørt et par timer, og var ved at være lidt udmattede. Vi besluttede os for, at holde en pause og spise lidt, af hjorten som vi havde gemt og taget med. Vi satte os op ad nogle træer og spiste.

Mens vi spiste hørte jeg pludselig en lyd, lidt væk fra os. Jeg rejste mig og tog min riffel. Min nevø rejste sig også og tog et våben. Han havde også hørt lyden. Den kom tættere, men vi kunne ikke se noget endnu. Vi var begge på vagt. Pludselig kom en skikkelse i mod os. Den var mørkt og man kunne ikke se hvem det var. Der var lige pludselig flere end en, kunne vi se. Jeg råbte: ” Hej ” til dem, men ingen svarede, de kom bare nærmere. Jeg sagde, de ikke skulle komme tættere på. De blev ved med at gå. Jeg sagde, at jeg ville skyde dem vis de kom nærmere. Der var ingen der stoppede, og jeg gjorde klar til at skyde. Da den ene var et par meter fra mig, gav jeg ham en sidste chance, men han reagerede ikke. Jeg følte han truede min nevø og jeg. Jeg ville ikke tøve længere, så jeg skød ham i hovedet. Jeg kiggede forskrækket på de andre mennesker der kom gående. Ingen af dem var stoppet. Jeg råbte til min nevø at han skulle begynde at skyde dem, hvis de kom tæt på ham. Vi skød dem en efter en. Der var otte mennesker eller hvad de var, og vi skød dem alle sammen. Vi gik hen for, at undersøge hvad det var vi havde skudt. Det lignede mennesker, men de virkede ikke som mennesker. Vi lagde os til ro, men vi var hele tiden på vagt overfor flere af de væsener eller hvad de var. Jeg var ret chokeret. Jeg fik ikke sovet meget den nat. Vi vidste ikke hvad det der havde angrebet os. Det var menneskekroppe, men de havde ikke menneskelig adfærd. Vi havde hørt om folk der var blevet hjernevasket af væsner, der kom udefra, ikke mennesker fra jorden, men væsner fra andre planeter. Det kunne ikke være sket, troede jeg.

 

År 2045 d. 16/5

 

Næste morgen spiste vi morgenmad, som vi selv fangede. Vi tog ned til søen for at fange nogle småfisk. Vi var ikke specielt morgenfriske, men det gik da. Men efter morgenmaden hørte vi den samme lyd som i går aftes. Der var nogen der listede rundt i buskene. Vi gjorde os parate på et angreb, mens vi gjorde ATV’erne klar til at køre. Vi hoppede op på ATV’erne, så vi kunne slippe væk uden kamp, i vores søgen på landbyens beboere. Vi kørte som gale, fordi der var skikkelser overalt bag os. Der var uendelige mange. De kunne ikke tælles på en landsby. Vi vidste, at de var normale mennesker, men de var blevet hjernevasket. Vi kørte med en hastighed på 258 km/t så det gik pænt hurtigt. Vi kørte hurtigt fra dem, og fortsatte efter fodsporene fra vores landsby. Lige pludselig så vi vores medborgere fra vores landsby, de havde lavet en lille lejr. De blev meget glade for at se os, og det samme gjorde vi. De fortalte at de var blevet angrebet af de udefrakommende væsner. Det var lige som jeg havde frygtet. Jeg troede ikke at sådan noget kunne ramme vores lille landsby. Det var sket mens vi havde været ude og jage. Vi besluttede os for, at vi ville bekæmpe de ”ledere” som hjernevaskede menneskerne, så vi kunne blive fri for alle disse hjernevaskede mennesker. Samtidig ville vi også stoppe lederne, så vi ikke risikerede at vi blev angrebet igen.

År 2045 d. 17/5

 

Næste dag rejste vi ud for at finde lederne, men på vejen mødte vi en masse hjernevaskede mennesker, som vi blev nød til at skyde for at redde verdenen. PLUDSELIG så vi et bål, og en kæmpe maskine. Det var nok deres rumskib. Vi så de såkaldte ledere, som vi skulle angribe. Vi lagde en plan, og så kunne vi angribe. Vi besluttede os for, at angribe når det var blevet mørkt. Vi skulle bruge så mange krigere som muligt. Og vi skulle bruge våben. Jeg havde nogle våben hjemme i landsbyen. De var gravet ned under jorden, og havde

Formentlig overlevet angrebet. Min nevø og jeg kørte tilbage til landsbyen for, at hente våbnene, så vi kunne udruste en lille hær. Vi kørte tilbage til de andre og udleverede de våben vi havde. Det var ikke mange, men det var nok til en lille hær. Vi gjorde klar til at angribe. Vi havde udtænkt en sikker plan. Angrib dem! Vi løb mod deres rumskib, men de opdagede os. Nogle store kanoner kom frem fra siden af rumskibet. De begyndte at skyde mod os, vi sprang om bag træerne. Alle kom hurtigt på benene og begyndte at skyde på rumskibet. Vi ramte kanonerne, så de ikke kunne skyde på os. Vi skød ind af ruderne og ramte væsnerne. De døde alle sammen. Vi skød på rumskibet så det eksploderede. Der var kommet nogle af de hjernevaskede mennesker bag os. De kom mod os, men lige så snart rumskibet eksploderede, faldt de alle sammen om. Efter fem minutter, rejste de sig alle sammen op og virkede normale.

Vi havde reddet verden for alle rumvæsnerne, og folk kunne leve i fred og ro, resten af deres liv.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...