Den anden side


0Likes
0Kommentarer
150Visninger

1. Kapitel 1

Lige så længe tilbage jeg kan huske, har jeg haft en drøm..
Jeg drømmer den hver nat, den går igen. Jeg kan ikke få den ud af hovedet. Jeg drømmer, at jeg pludselig føler mig let, nærmest gennemsigtig. Mine arme hæver sig over mit hoved og mine ben, føles tunge, da de hænger ned fra min krop. Min svævende krop. Et skarpt lys opstår over mig, og som om det var en magnet, bliver jeg trukket op imod det. Det blænder mig, men på en behagelig måde. Jeg ser ikke andet end det lys, det fryder mig. Jeg har det godt nu.


Jeg vågner med et sæt, da klokken ringer. Jeg er vant til at vågne på denne måde, men i dag, var jeg så langt inde i min drøm, at jeg blev forskrækket. Min krop ryster. Det tynde lagen, vi alle sover med, har bestemt ikke lukket kulden ude. Jeg har gåsehud og jeg er i løbet af natten blevet mere blålig, end jeg plejer at være. Der er altid frygteligt koldt i lejren, også indenfor. Den overdøvende klokke, betyder at vi alle skal stå op og spise morgenmad. Der bliver altid serveret kold grød, eller suppen fra afkogte kartoffel skraller, hvilke smager forfærdeligt. Vi sidder ved lange træborde, der nemt kan give splinter, og spiser som om vi ikke har fået mad i flere dage. Det har vi nu heller ikke rigtigt. Vi får kold mad, morgen og aften, og kun en lille portion. Desperationen ses i alle øjne, som vi sidder og spiser. Alle sulter og er enten syge eller sygeligt udmattede. Det hårde arbejde, vi beskæftiger os med, efter tvang, gør os svage og når vi er for svage til at arbejde, gasser de os. Det gør de egentlig også nogle gange uden grund. Presset er der hver eneste dag hos alle, sulten vokser, vi bliver mere syge, mere svage. Jeg tror godt jeg kan forestille mig, vores fremtidig skæbne. Den er inde i det baderum, der aldrig bliver brugt til bad..

Mine hænder, er tørre og de mange rifter og sorg, gør det vanskeligt at skrælle kartofler. Jeg bliver nødt til at bide smerten i mig, da straffen for at forsømme ens arbejde, er voldsom. Jeg skræller altid kartofler. Hver dag, mange timer i træk. Hvis der er overskud af kartofler, flere timer. Det gode ved mit arbejde er, at jeg ikke behøver at tænke på alt muligt ligegyldigt. Jeg kan få lov til at fantasere om de mest fantastiske ting. Jeg dagdrømmer hver dag. Om frihed, om glæde, om et helt andet liv. Jeg tænker dog også på det negative.


Lyden af regn, gjorde mig frisk og længslen efter at komme ud, gjorde mig vanvittig. Varmen nede i kælderen var utålelig, og ønsket om at kunne storme ud i regnen, kun et lille øjeblik, voksede mere og mere i mit hoved. En lille enkel dråbe, ville ændre mig fuldstændig. Jeg ville føle mig frisk og fri, være i stand til at kunne klare alt, være stærk. Det skete aldrig. Der lugtede i kælderen, noget så grusomt, sikkert fordi der var så indelukket. Vi havde tilbragt 17 måneder i den kælder og ikke en eneste dag, var gået, uden håbet om at kunne flygte fra min nuværende situation, fyldte i mig, og desuden også i mine forældre. Angsten for at blive opdaget, så jeg i deres øjne, men på trods af det, fyldte de mig med mere kærlighed og glæde end nogen andre, kunne have været i stand til, under disse forhold.
Kælderen var forholdsvis lille, både small, kort og med lavt til loftet. Et kvadratisk, mørkt rum, der på det tidspunkt, var vores skjulested.
Min mor og jeg sad og spillede kort, og min far sov en fredløs søvn, da det skete, da de kom.
Vi hørte nogle underlige lyde, de var meget høje, taget i betragtning af, at vi var vant til stilheden. Det bankede hårdt på døren ovenpå, til sidst blev døren sparket ind, og ind kom en lille flok tyske soldater. Den ene råbte: ”Hvor er de!?” Den søde dame, der havde hjulpet os med vores skjulested, sagde ingenting, i hvert fald ikke noget vi kunne høre dernede fra. Der blev stille et øjeblik. Jeg kiggede i mine forældres øjne, deres store, paniske øjne, og hev efter vejret. Der var stadig helt stille. Vi kiggede undersøgende og spørgende rundt i det lille lokale, vi befandt os i. Der skete intet.

Jeg fik det største chok og i det øjeblik det skete, tænkte jeg ikke klart. Jeg kunne ikke tænke. Det var som om mit hoved, slet ikke var til stede. Jeg var ikke til stede, da de tog os. Jeg var ikke til stede, da de overfaldt min far, for at gøre modstand. Jeg var ikke til stede, da min mor blev voldtaget af en af soldaterne. Jeg befandt mig i en drøm. Den samme drøm, jeg altid flygter hen til, når jeg ikke kan klare det hele.
Det hele sortnede for mig, jeg følte mig svag, og det næste jeg huskede var, at vågne op i Dachau, den tyske koncentrationslejr.


”Macht schnell, dein Bengel!”. Jeg står helt målløs, pinlig over at blive afbrudt midt i en drøm. Jeg kan ikke tysk, men kropssproget og den høje råben, siger det hele. Jeg står og falder i staver, jeg skal i gang igen. Ellers bliver jeg straffet, groft. Jeg prøver at fortsætte trods den smertefulde pine i mine hænder. Tyskeren forsvinder, og jeg fortsætter med mine endeløse tanker om alverdens ting. Jeg forestiller mig min mor og far og mig, samlet i en varm stue, vi sidder og snakker. Drikker varm te, spiser småkager. Vi har det godt, nyder hinandens selskab og varme. Kunne der være en fremtid for os? Jeg kan forestille mig det, men ikke uden mine forældre. De skal være der. De skal hjælpe mig og jeg skal hjælpe dem. Give hinanden tryghed..

Jeg ser den store bunke kartoffel skraller, og indser, at der ikke er flere kartofler, der skal skrælles og dermed ikke mere arbejde for i dag. Jeg rydder op efter mig selv, og går derefter ind i det store spisekammer. Der er aftensmad. Lugten af kartofler sidder fast ved mig. Jeg lugter ingen forskel, når damerne kommer ind med ”maden”.
Damerne kommer ind og rydder op. Vi er færdige, og har en times frihed, inden vi skal arbejde igen. Jeg går udenfor, forbi den store bunke af døde, gassede mennesker. Stanken af frossent råddent kød er ubeskrivelig og skær igennem næsen på mig. Jeg væmmes ved tanken om, at det muligvis kunne have været mig, eller min familie, tanken er ubærlig og jeg forsøger at kaste tanken fra mig. Jeg ser mig omkring og opdager, at der ingen mennesker er at se. Men stille er der ikke helt. Jeg hører skrig og råben. Jeg går rundt om hjørnet og ser en stor rundkreds af folk, både fanger og soldater. Nysgerrigheden pirrer mig, jeg går tættere på. Et frygteligt syn, et mareridt. Min mors dragt er flænset, ryggen er bar. Hun ligger midt inde i mængden, overgrebet af et par tyskere. Hun gør ikke modstand. Hendes øjne er blanke og udstråler mod. Jeg kan intet gøre. Jeg står fastfrossen, ude af stand til at røre mig. Hun får øje på mig. Hun kigger mig dybt ind i øjnene, bevæger hendes læber, siger ”elsker dig”..
Det der sker næst, er min far, der stormer ind i mængden. Han går amok, på de tyske soldater. Hans indre helvede bryder løs. Han er alene, imod mange. Han bliver lagt ved siden af mor, holder om hende. Kysser hendes barberet hoved, siger farvel. De flyver sammen.

 

Skat, du kan sagtens.” ”Nej mor, jeg kan virkelig ikke, jeg tør ikke. Jeg er bange for højder, det ved du jo godt!” ”Jeg ved det, men jeg ved også, at du inderst inde er stærk. Du kan godt. Det er bare en bro. Når først du har krydset den, bliver alting godt, og du vil indse at det alligevel ikke var så svært. Du skal nok nå over på den anden side. Kom, vi gør det sammen..”

 

Jeg er iskold, jeg er modig. Jeg går ind i sovekammeret, kigger efter de bjælker der sidder oppe i loftet. De ser stabile og holdbare ud. Jeg tager min dragt af, mærker kulden mod min nøgne krop. Dragten flænser jeg med en resolut bevægelse. Jeg får hurtigt lavet to lange tøjstykker, som jeg binder sammen til en. Jeg finder en stol, trækker den hen under en bjælke, stiller mig op på stolen og binder tøjstykket rundt om. Dernæst binder jeg den anden ende af ”rebet” rundt om min hals. Jeg kigger rundt omkring mig. Jeg er alene. Jeg kan gøre det, men jeg tøver. Jeg forestiller mig smerten, der vil forekomme mig, i det næste skridt jeg tager. Et lille skridt. Nervøsiteten stiger i mig.

 

Skat, du kan sagtens.” ”Nej mor, jeg kan virkelig ikke, jeg tør ikke. Jeg er bange for højder, det ved du jo godt!” ”Jeg ved det, men jeg ved også at du inderst inde er stærk. Du kan godt. Det er bare en bro. Når først du har krydset den, bliver alting godt, og du vil indse at det alligevel ikke var så svært. Du skal nok nå over på den anden side. Kom, vi gør det sammen..”

 

Stolen rammer væggen, men der er ingen smerte. Jeg mærker regnen. Mærker den friske luft. Er fri, uden at skulle frygte. Jeg svæver, føler intet, mærker intet. Det er en anderledes. Det er fantastisk.

Lige så længe tilbage jeg kan huske, har jeg haft en drøm.. Jeg drømmer den hver nat, den går igen. Jeg kan ikke få den ud af hovedet. Jeg drømmer at jeg pludselig føler mig let, nærmest gennemsigtig. Mine arme hæver sig over mit hoved og mine ben, føles tunge, da de hænger ned fra min krop. Min svævende krop. Et skarpt lys opstår over mig, og som om det var en magnet, bliver jeg trukket op imod det. Det blænder mig, men på en behagelig måde. Jeg ser ikke andet end det lys, det fryder mig. Jeg har det godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...