Livet


0Likes
0Kommentarer
193Visninger

1. Livet

Hvorfor har folk så travlt? De skynder sig af sted, uden at kigge sig tilbage. De glemmer hinanden, og glemmer faktisk helt at tiden går og alting snart er slut. Råb og barneskrig fylder i deres hverdag, men uden at gøre noget ved det. Det er som om de tænker, at det kan være lige meget, nu hvor livet allerede næsten er slut. De stræber efter succes og familie liv, som de tror, er det hele værd. Men det er Kærligheden, kærligheden til hinanden, til deres familie og andre. Den dejlige kærlighed, der burde fylde alle vores hjerter med barmhjertighed, venlighed og mod. Mod til at, kunne passe på andre på den rigtige måde. Mod til at gøre livet, så langt som muligt, mod til ikke at lade tiden gå.

Det hele føles som et tog tur. Stationerne er stoppene i deres liv. Det er her de burde, mødes med hinanden og glemme alt andet. De burde tage den med ro. Dog stresser de alligevel videre til næste station. Stoppene er kolde og klamme, og vi glemmer helt at nyde dem, og at tænke på at der faktisk er nogle der har skabt de her stop til dem. Så tiden ikke går så hurtigt. Men suset fortsætter og de lader toget bringe dem videre til næste stop og næste stop og næste stop. Så langt at de glemmer at stå af.

Jeg savner den gang, hvor der var intet man skulle nå. Alting var som et træ, der bare skulle stå og spire ud i mange, mange år. Dengang man var lille og bare kunne løbe ud og lege, uden at skulle tænke på at det snart var i morgen. At dagen snart var gået og at man ikke kunne lege mere. Den gang vi ikke anede hvad fremtiden ville bringe os, og den gang vi alle sammen ville være dyrlæger eller brandmænd. Dengang vi ikke forstod, hvad livet krævet. Dengang livet bare var en leg. Tiden gik så ufattelig langsomt dengang, og der var intet man skulle nå. Vi plantede smukke blomster, som vi bare lod stå. De skulle have den tid de behøvede. Vi plantede dem, uden at forgifte dem med alt muligt plantegift, der skulle gøre at de voksede hurtigere. For dengang havde vi ikke så travlt, der var intet vi skulle nå.

Hvorfor er vi så bange for at miste tiden, når vi alligevel alle lader det ske? Vi er alle sammen bange for at dø, men spilder livet på alle mulige ligegyldige ting. Hvorfor nyder vi ikke dette fantastisk skønne liv. Det er som om der ikke er nogle der stopper og tør sige fra. Fra hverdagen, der bare løber af sted med vores liv. Fra skrigene og råbene der fylder vores øre med irriterende stråler, der gør os ligeglade. Vi er så bange, men lader det ske. Måske er der nogle af os der stopper op, men bliver flået ned på jorden af tiden og de andre mennesker der ikke har fanget hvad livet går ud på. De har ingen chance. Vi går alle sammen og siger at vi savner dengang, hvor alting var så let. Men alligevel fælder vi det træ, der burde stå og slå rødder i mange, mange år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...