Jeg husker, da jeg kunne flyve.

Dette er et lille novelleprojekt, jeg har arbejdet på i et stykke tid. Den handler om nok Danmarks mest kendte forfatter - H.C. Andersen i egen høje person. Noget af det, jeg har fundet mest interessant omkring ham er det, at hans ungdom jo nærmest kun er fiasko på fiasko - listen over mislykkede karrierer rummer både sanger, danser, teaterskuespiller og manuskriptforfatter. Coveret er lavet af H.C. Andersen selv - det er et af hans mange, prægtige papirklip.

20Likes
9Kommentarer
853Visninger
AA

1. Jeg husker, da jeg kunne flyve.

Til minde om H.C. Andersen - dine fortællinger vil altid leve videre i vores hjerter.

 

 Jeg husker rammen på Giuseppe Sabonis spejl i entréen. Jeg genkendte den dybe, mørkerøde farve som mahogni, men jeg fik aldrig spurgt ham, om det var tilfældet. Der er så mange ting, jeg aldrig fik svar på.

Jeg husker, da jeg i spejlet så den høje, ranglede dreng med den markante kartoffelnæse og det krøllede, sorte hår. Jeg så også drengen, der drømte, men aldrig opnåede. Det var her, det gik op for mig, at jeg ikke hørte til, hverken hos min mor, Saboni eller i København. Det var som om, at jeg var udklækket af en helt anden fugleraces æg. Det var også her, jeg fik inspirationen til et af mine senere eventyr: Den Grimme Ælling. Men jeg fandt aldrig de andre svaner.

Jeg husker Sabonis venlighed. Jeg husker, hvordan han tilbød mig kost og logi. Jeg husker, hvordan han knoklede på et håbløst, kostbart og endeløst projekt: han ville lære mig at synge. Min stemme kunne aldrig nå de toner, han ønskede, så til sidst måtte han give op. Han lærte mig aldrig at synge. Jeg husker, at jeg spurgte ham om, hvordan en sangfugl skulle kunne flyve, hvis den ikke engang kunne synge. Han svarede mildt, at humlebier ikke ved, at de ikke kan flyve. Det er en fysisk umulighed, da deres vinger er for små til at kunne bære den tunge vægt. Men der er ingen, der har fortalt dem, at de ikke kan flyve, så det er i virkeligheden kun deres fantasi, der sætter deres grænser. Han sagde, at hvis de kunne flyve, kunne jeg også.

Jeg husker jødefejden, da jeg ankom til København som fjortenårig. Jeg husker den oprørske befolknings sange og forbandelser mod de arme jøder. Jeg husker de blå solidateruniformer med deres lange geværer rettet mod voldsmændene. Jeg husker jødekonens gråd, da hun så sine ældre drenge blive tæsket ihjel. Jeg husker min fascination af Østergades brændende butikker. Jeg syntes, det var så uendeligt smukt. Smukt som friheden, smukt som livet og smukt som døden selv.

Jeg husker København. Jeg husker gaderne, der lugtede af urin. Jeg husker den gamle dame, der i voldens grumsede vand vaskede sit tøj. Jeg husker solens stråler, der belyste de faldefærdige huse. Jeg husker min længsel efter lykken i mit barndomshjem, Odenses gader og min mors varme arme.

Jeg husker nabopigen med det grå, beskidte tøj og de bare tæer. Jeg husker hendes varme smil, når jeg skulle hente morgenbrød ved bageren. Jeg husker, hvordan jeg var sneget ud om aften, bare for at mødes med hende ved havnen. Hun viste mig stjernerne på himlen og fortalte mig om Tycho Brahe og astronomi. Hun pegede på Karlsvognen og viste mig, hvordan man fandt nordstjernen. Hendes forklaring af det fantastiske fænomen stella nova beskrev meget godt, hvad mit hjerte gennemgik; det havde altid banket i den samme takt, til det føltes som om, det sprængtes, og noget nyt blomstrede frem: en lilje ved navn Gerda. Jeg husker, at hun var den eneste, der ikke kaldte mig hr. Andersen. Hun var den eneste, der ikke var bange for mit fornavn. Jeg husker, da hendes blege læber, der hviskede “Hans Christian” i mit øre. Jeg husker, da hun lærte mig at flyve.

Jeg husker, hvordan minderne fra Odense Teater vældede ind over mig igen. Jeg husker, hvordan jeg elskede de dragende, festlige kostumer, og jeg husker, hvordan jeg ville blive en del af det igen. Jeg husker, da jeg kom på Hofteatrets Danseskole som sekstenårig. Jeg husker min ene katastrofale prøve efter anden på Det Kongelige Teater. Jeg husker, hvordan tiden fløj så hurtigt som den pragtfulde havørn,og jeg aldrig fik fortalt Gerda, hvor meget jeg elskede hende.

Jeg husker, da jeg fik lov til at blive en del af teatrets kor, hvor overvældet af lykke jeg var efter min første optræden. Jeg husker, da jeg lykkelig sang danske viser på vej hjem til Saboni med den gode nyhed. Og jeg husker, hvordan mine glædestårer forvandlede sig til ulykkelig gråd, da jeg så hende i favnen på en voksen herre uden foran sin dør. Jeg husker, hvordan han rørte de læber, jeg kun turde drømme om. Jeg husker, da manden brændte mine vinger og skubbede mig ud af reden. Jeg husker mit styrt, og jeg husker alle mine brækkede knogler.

Jeg husker, at jeg sad på en bænk ved havnen en søndag eftermiddag med hovedet bøjet over den røde, læderindbundne papirsblok, hvor jeg med fyldepen og blæk skrev på mit første manuskript: Røverne I Vissenberg, der senere blev afvist af Det Kongelige Teater. Jeg husker, hvordan jeg følte ensomhedens kolde ånde i min nakke. Jeg husker, hvordan Gerda satte sig ved min side, og jeg i forskrækkelse spildte blækket ud på brostenene. Og jeg husker, da hun fortalte mig, at hun skulle giftes, og at en anden gjorde hende lykkelig.

Jeg husker, der var en anden kvinde. Jeg husker hendes navn: Myrtel, som var elskovsgudinden Afrodites kendetegn. Jeg husker hendes glatte, blonde hår og hendes nøddebrune øjne. Jeg husker, hvordan hun varmede mine kolde kinder, da hun pressede mit hoved mod sit bryst. Jeg husker, da hun med bagsiden af sit ærme tørrede tårerne af mit ansigt. Jeg husker, hvordan vi kyssede under lygtepælen, og jeg husker, hvordan jeg aldrig elskede hende, jeg søgte blot trøst i hendes krop.

Jeg husker, hvordan hun trak mig op på sit mørke værelse under taget, hvor vi knap nok kunne se hinanden. Jeg husker, hvordan regndråberne dryppede ned på gulvet. Jeg husker, hvordan hun lagde mig på det hvide lagen, hvidt som en jomfru, mens hun rørte ved min krop. Jeg husker, hvordan hun knappede min skjorte op, og jeg husker, hvordan hendes nøgne krop lagde sig ved min side. Jeg husker hendes varme ånde i min nakke, og jeg husker, da hun hviskede, at hun elskede mig. Og jeg hviskede disse katastrofale ord tilbage: Jeg elsker dig, Gerda. Jeg husker, hvordan Myrtel forlod mit liv.

Jeg husker, at det efter mange år med utallige, fejlagtige fiaskoer lykkedes mig, at skrive to eventyrsamlinger, folket elskede. Jeg husker, da jeg ikke længere behøvede at være en snylter på andre familiers pengepunge, og jeg for alvor blev et selvstændigt menneske.

Jeg husker vintre kolde som døden, og jeg husker somre varme som solen. Jeg husker mine mange rejser og bekendtskaber. Jeg husker Jyllands smukke lyngbakker, lugten af liv og lykke og Himmelbjergets smukke udsigt. Jeg husker Sjællands prægtige slotte og storslåede jagter. Og jeg husker Fyns nostalgiske gader og skove. Jeg husker Sydeuropas hede og frodige planter. Jeg husker følelsen af overvældet lykke, og jeg husker de ensomme nætter bøjet over min læderindbundne bog.

Jeg husker bænken i parken, hvor jeg fortalte både børn og voksne eventyr. Jeg husker de smilende ansigter smeltede mit hjerte, som det var smør. Jeg husker, da jeg genkendte solens refleksion i de nøddebrune krøller og de turkise øjne på den unge dreng. Jeg husker, hvordan jeg genkendte nabopigen, jeg engang elskede, ved synet af hans hoved. Jeg husker, da jeg så ham løbe tilbage til sin mor, der holdte hånd i hånd med sin ægtefælle, og så ned i søens blanke vand. Jeg husker, hvordan hun genkendte mig og smilede tilbage. Jeg husker øjenkontakt og kemi, og jeg husker, da alt, hvad hun havde fortalt om Tycho Brahe og Nordstjernen, kom tilbage til mig. Og det klem, hun gav min hånd under stjernerne. Jeg husker, at hun trods rynker og sår i ansigtet, lignede hun stadig den fjortenårige pige, der engang havde lært mig at flyve. Jeg husker, hvordan jeg så hende og hendes børn forsvinde bag de grå bygninger, og jeg aldrig så mit livs kærlighed igen.

Jeg husker, hvordan jeg både har smagt, følt, lugtet, set og hørt livet. Jeg husker, hvordan jeg følte, hvordan det var, at flyve. Jeg husker, at selvom jeg blev berømt, var jeg aldrig lykkelig. Jeg husker minderne om min far, min mor, Gerda og alle de andre, jeg nogensinde har elsket. Jeg husker alle de knuste drømme og stumperne af mit ituslåede hjerte.

Jeg husker, da jeg kunne flyve.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...