Dødsspillet - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2013
  • Opdateret: 21 mar. 2013
  • Status: Igang
Hele klassen stivnede, da det gik op for dem, hvad deres lærer havde sagt. Han var en morder! Han havde taget en uskyldig, forsvarsløs pige og slået hende ihjel! Nogle af pigerne hviskede uroligt sammen, og så op med skræmte ansigtsudtryk. Efterhånden som der faldt ro på forsamlingen, sneg han sig alligevel ubemærket udenfor for at mødes med drengene. Morder eller ej, det var da bare et nummer for at skræmme os alle til at holde sig inden døre. Men en lille stemme hviskede i hans baghoved, at der måske lå mere bag. Han skød tanken fra sig og fortsatte gennem de drivvåde omgivelser, til han nåede tætningen af fyrretræer og egetræer i skoven. Han satte sig på hug bag en tæt busk, strøg sit drivvåde mørke hår væk fra ansigtet og ventede.

Dansk stil jeg skrev for et godt stykke tid siden. Kommenter gerne rettelser, hvad i synes om den mv. Vil rigtig gerne have feedback. Undskylder eventuelle stave/kommafejl.

1Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

1. Lad spillet begynde!

   Han vidste det! Han vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i opholdstuen og sikkert stene i flere timer, imens deres lærer plaprede løs om alt mulig skolepjat, regler og så videre. Men han var sikker på, nogle af pigerne havde regnet deres plan ud. Det ville ikke være nær så sjovt, hvis de vidste det hele i forvejen.

 

   En stemme afbrød pludseligt hans tankestrøm, og det gav et sæt i ham, da en hånd vinkede lige foran hans ansigt. Daniel stod lige foran ham og sagde, at jorden kaldte Mads. Nogle af han kammerater, deriblandt de to lyshårede gutter Jonas og Eric, stod og stirrede utålmodigt på ham. Han opdagede, at han ikke var kommet længere end at have placeret tasken på sengen og skyndte sig at lægge tingene på plads. De havde planlagt at udforske skoven omkring huset efter mødet i opholdsstuen og skræmme pigerne til døde. De ville helt sikker skrige skingert og klamre sig til hinanden, hvis de hørte en gren knække.

   Han rystede på hovedet og fulgte efter sine venner. Han kom til at støde ind i Casper, en høj, mørkhåret ranglet fyr, som straks skubbede drillende tilbage. Snart blev det til en halv slåskamp mellem drengene, der lo og daskede venligt til hinandens skuldre på vej ned ad gangen. Morskaben blev ved, lige indtil de hørte nogle sukke, og der lød et par fnis og nogle stemmer bag sig. De vendte sig rundt og fik øje på nogle af pigerne fra klassen, med deres lyse blondinehår og smarte mærketøj, stå og himle med øjnene og hviske om, hvor barnlige de var. Han tænkte, at de bares skulle vente til mørket faldt på, og de kom ud i skoven. Så skulle de nok se hvem der lo.

   Han trak vejret hurtigt og stødt. Hjertet bankede så højt i brystet på ham, at han var sikker på, de kunne høre det. Men det måtte ikke ske. Han var kommet alt for langt til, at han måtte blive afsløret nu. Med den tunge lædertaske over skulderen satte han i løb på den mudrede skovsti, men han måtte flere gange kæmpe sig op igen efter at være faldet ned i den fugtige jord på grund af de ekstra kilo, han havde med sig. Han tænkte, at det var godt, han snart var af med hende. Hun var ikke til nytte mere, havde ingen værdig. Endelig fandt han det længe planlagte sted. Han hjerte hamrede, og adrenalinen susede i blodet på ham. Han elskede jagten, elskede denne del af spillet. Og for hver gang han gjorde det, håbede han at kunne tilfredsstille sin sult, men oplevede kun, at hans behov blev større. Hans blik flakkede nervøst omkring for at sikre sig, han var alene. Så faldt han på knæ i mudder og forfaldne blade og begyndte at grave jorden til side med sine grove hænder. Snart var han færdig og åbnede tasken for at lade indholdet falde ned i den lille grav, han havde dannet. Der lød et hult dunk, da kroppen ramte jorden, og han stod få sekunder og stirrede ind i pigens matte, livløse øjne og det lyse hår, der lå omkring hendes hoved som en glorie. Han havde måske et kort øjebliks medlidenhed med den døde pige, men så tog sulten igen over, og han længtes efter at udpege sig et nyt offer, som kunne indgå i hans dødsspil.

   Mads sukkede tungt. Endelig var mødet overstået. Han sluttede sig til de andre drenge, ivrig efter at få lokket pigerne med ud i skoven, når mørket faldt på. De fandt en gruppe af de piger, der altid hvisker og sladrer sammen, forsøgte at overtale dem til at gå med. Mads håbede, han endelig kunne give de åndssvage tøser en lærestreg. Da de endelig sagde ja, smilede han for sig selv, glad for at denne kedelige lejrskole kunne blive til noget. Drengene havde aftalt at mødes i den dybe del af skoven for derefter at sprede sig og begynde deres drillerier. Men de blev afbrudt af en pludselig lyd fra en sirene, der tudede tæt på huset. Lyset fra bilen oplyste de tunge regndråber, der var begyndt at falde tættere end før. Hele klassen stimlede nysgerrigt sammen ved det store vindue og så en politibil holde parkeret. To mænd kom hen og bankede på døren, og alle for sammen. Deres lærer lukkede op, og en mand med en dyb stemme trådte ind i gangen. Han snakkede lavt med vores lærer og udspurgte sig omkring noget, som lød ret alvorligt. Han gik umiddelbart kort efter, og vi hørte bilen snige sig ud af gårdspladsen.

   Deres lærer kom ind, bleg i ansigtet og med et stramt ansigtsudtryk. Hun forklarede, at en sindssyg mand sandsynligvis gemte sig her i området, og at han var flygtet fra sin lejlighed samme tidspunkt, som en ung pige her fra egnen var forsvundet.   Hele klassen stivnede, da det gik op for dem, hvad deres lærer havde sagt. Han var en morder! Han havde taget en uskyldig, forsvarsløs pige og slået hende ihjel! Nogle af pigerne hviskede uroligt sammen, og så op med skræmte ansigtsudtryk. Efterhånden som der faldt ro på forsamlingen, sneg han sig alligevel ubemærket udenfor for at mødes med drengene. Morder eller ej, det var da bare et nummer for at skræmme os alle til at holde sig inden døre. Men en lille stemme hviskede i hans baghoved, at der måske lå mere bag. Han skød tanken fra sig og fortsatte gennem de drivvåde omgivelser, til han nåede tætningen af fyrretræer og egetræer i skoven. Han satte sig på hug bag en tæt busk, strøg sit drivvåde mørke hår væk fra ansigtet og ventede.

   Han gik rastløs omkring ude af stand til at finde hvile. Hans hænder rystede let af anspændthed, og hans øjne flakkede i øjeblikke nervøst rundt. Hans ´værktøj´ lå i hans tilsølede taske. Han begyndte at gå rundt i små cirkler og prøvede at trænge sulten på afstand, men det lykkedes ikke. Han ønskede brændende at se frygten i deres øjne, høre deres smertefulde skrig og deres bedende stemmer, når de trygler om deres liv, og han lægtedes efter at lugte den metalliske lugt af friskt blod. Han blev helt salig af de mange tanker, men han blev brat revet ud af den drømmelignende tilstand, da han hørte stemmer tæt på. Han greb sin taske og løb ind mellem de tårnhøje stammer og tætte grene for derefter at gå i et med mørket og skyggerne fra de barkede stammer.

   Nu kunne han endelig høre stemmer. Han var også ved at få krampe i benene efter at havde sat sammenkrøbet bag en busk så længe. Det var lyse, forsigtige stemmer, som helt sikkert tilhørte den gruppe af piger, de skulle mødes med. Selvom de prøvede at virke cool og se ligeglade ud, røbede deres øjne en snert af nervøsitet, og de bevægede sig en smule anspændt. Han lagde mærke til en skygge, der bevægede sig mellem egetræerne, og antog smilende at det nok var Eric, som skulle lægge på lur her i nærheden af ham. Hans hjerte bankede hurtigt af spænding, og idet han gjorde klar til at springe frem mod gruppen af piger, hørte han nogle høje, skræmte skrig. Han tænkte, ærgerlig ved sig selv, at en af de andre drenge nok var kommet ham i forkøbet. Han sprang ud fra sit skjulested overbevist om, at han sagtens kunne nå at være med lidt endnu, men stivnede brat da han så sceneriet foran sig. Blodet frøs til is i hans åre, og hans hjerte holdt op med at slå, da han opdagede, hvad der skete. Zoey, en af de populære piger med langt, mørkt hår og total fejlfri hud, lå på knæ i den mudrede jord. En dybt snitsår skar sig over Zoeys venstre arm, og blodet strømmede derfra. Hun gispede efter vejret og prøvede på ikke at skrige i smerte. Hendes øjne var store og opspilet i smerte og angst. Først havde han kun øje for Zoey, men efter nogle sekunder i lammet tilstand begyndte han at tø op. Han begyndte at bemærke omgivelserne, og opdagede en mørk skikkelse stå bøjet over Zoey med et hæsligt triumferende smil, og øjne der lyste rødt af had og begær. Han havde en skarp kniv i hånden, og han knugede den, så hans knoer blev helt hvide. Kniven var indsmurt i noget mørkt, rødt stads, som lignede ufattelig meget blod! Måske endda Zoeys. Han så også ud, som om, han elskede at gøre andre fortræd, høre deres gennemtrængende skrig og få dem til at føle smerte…

   Han begyndte pludselig at fatte en sammenhæng. En morder var flygtet. Han gjorde andre fortræd. Og denne morder stod han måske ansigt til ansigt med nu! Mads gispede højt og måtte brække sig over det forfærdelige, ubehagelige syn. Der var blod, blod overalt. Han rettede sig rystende op lige tidsnok til at høre Zoey udstøde et dødsskrig og manden foran hende bore den skarpe kniv i brystet på hende.

   Så reagerede han uden at tænke. Hans ben bevægede sig under ham med retning mod den sindssyge skikkelse, der stod bøjet hen over Zoeys nu livsforladte krop. Hans arm løftede sig, han knyttede hånden, hans hånd ramte morderens kæbe, og der lød en høj, knasende lyd af knogler, der splintredes. Gispende af frygt og vrede stod Mads og så på manden, der skreg af raseri og tog sig til hans kæbe. Så tav han og stirrede med sine glødende, røde øjne lige ind i hans. Og Mads blev lammet af det had, vrede og smerte, der fyldte dem. Han sank dybere og dybere ned i et bundløst hav, hvor der kun var plads til had, smertelige minder og et begær for alt, hvad der forbindes med mørke. Andre stemmer brød pludselig den form for trance, der var faldet over dem. Dem af han kammerater der ikke var gået i chok eller lå på jorden og gispede, skreg til ham, at han skulle skynde sig væk, og at det han lige havde gjort var helt vanvittigt. Og så kom frygten for smerten og døden tilbage. Hans klassekammerater begyndte at storme af sted, og støttede hinanden så meget, som de kunne. En af pigerne var gået i chok og blev båret af to af drengene. Pigen, som for øvrigt hed Susannah, gispede og vendte det hvide ud af øjnene. Hun var ikke til at komme i kontakt med. Mads fulgte sine venners eksempel og stormede af sted. Hans hoved kværnede, hans tøj var gennemblødt, hånden dunkede, og hans hjerte hamrede vildt af frygt. Han og hans venner løb alt, hvad de kunne for at slippe væk fra morderen og det skræmmende syn, der havde mødt dem og forvandlede deres ellers harmløse leg til et blodigt mareridt.

   Han lo ved sig selv, da han betragtede, hvordan de styrtede af sted, som mus med en kat i hælende. En meget sulten og farlig kat. Men den åndssvage dreng havde brækket hans kæbe, og lige nu brændte det af smerte. Han tænkte, at bare vent til han fik fat i ham. Så skulle han være hans første offer. Han betragtede pigen, der lå i en unaturlig, forvredet stilling for hans fødder. Han tænkte, at hun egentlig var ret køn, men han havde virkelig nydt det. Han var lige nu besat efter mere. Den følelse han fik, der fyldte ham, brændte i ham og overmandede ham, var fantastisk. En følelse af fuldkommenhed der kun blev udløst af denne gerning. Drab. Og han så endnu engang på den døde pige, hvis hår og krop var smurt ind i varmt og friskt blod, og sparkede ligegyldigt til hende, da han passerede liget. Han ville fortsætte jagten, fortsætte sit dødsspil, til hver og en af dem var nedlagt og lå med tomme, livløse øjne, og til kroppen ikke var andet end et tomt hylster. Og han var sikker på, han ville nå sit mål.

   De var faret vild. Regnen var heldigvis stoppet, men skoven var som uigenkendelig. Drengene råbte af hinanden og begyndte at diskutere om, hvis skyld det var, de var havnet her. De var alle skræmte fra vid og sans, men forsøgte at jage tankerne på flugt ved at skændes. En lille, spag hvisken kom fra skyggen af et stort træ, og Mads opdagede, det var Susannah, som var krøbet i skjul for den sindssyge mand. Hun hviskede, at han kunne høre dem. De tav alle øjeblikkelig og så på pigen, der sad med armene slået krampagtigt rundt om sine knæ og vuggede panisk frem og tilbage, mens hun trak vejret i små gisp. Mads vendte sig væk fra hende med et medfølende blik og fortsatte med at prøve at finde en vej hjem. Så var det, han hørte det. Lyden af de tunge støvler, der lavede et hult dunk hver gang de ramte jorden, og lyden af åndedræt hver gang der blev åndet tungt ud. Mads blev lammet af frygt. Hvad kunne han gøre? Han vendte sig hurtigt om for at møde fjenden, mens han trak vejret hurtigt og tvang sig selv til ikke at gå i panik. Og så fik han bekræftet sin mistanke og frygt. Foran ham stod manden. Han lignede en helt normal person, hvis det ikke var for de vanvittige røde øjne, der rummede smerte og had, den anspændte holdning og den blodindsmurte kniv i hans hånd. Det var det, der gjorde ham til en morder. Han skreg ved synet. De andre for sammen, da de hørte hans gennemborende skrig, og opdagede så selv morderen. Så opstod der tumult. Alle skreg og løb panikslagende rundt. Han opfattede alt i slowmotion, og kun brudstykker af sceneriet nåede at blive registreret. Morderen for frem mod mængden af ubeskyttede teenagere. Flere skreg smertefulde skrig og faldt sammen på jorden. Nogle prøvede at flygte. Andre krøb sammen på jorden og skreg, og enkelte bad om nåde. Men fik det aldrig. Han borede sin kniv ind i alle, skar halsen over på dem og voldte dem så meget smerte som muligt. Der var blod overalt. Det farvede jorden mørk og malte ødelæggelser med kraftige penselstrøg i billedet. Der blev ikke udvist nogen form for nåde, medfølelse eller medmenneskelighed. Det var grusomt. Det var som taget ud af en film, bare en million gange værre. Her kan man ikke spole tiden tilbage.

   Han hørte sig selv skrige. Og så blev alt stille. Han opfattede ikke larmen omkring sig, men mærkede sin krop reagere. Han vendte om og løb væk så hurtigt, han kunne, mens morderen fik øje på ham og stormede efter ham, med blodet fra hans venner dryppende fra kniven, som han stadig bar. Da bemærkede han, at morderen var halet ind på ham. Og i samme øjeblik mærkede han en skarp, brændende smerte ned langs venstre side ved ribbenene. Det sortnede for hans øjne, han skreg i smerte og angst og følte, hvordan han landede på jorden med et hårdt dunk. Og han blev trukket længere og længere ned i altopslugende mørke, der omhyllede ham, kvalte ham og sørgede for der ikke var den mindste rest af lys og håb tilbage i hans mørke, uoprettelige sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...