Hvad Et Knust Hjerte Kan Fikse {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Matilda er lige fyldt 19 år. Hun er bosat i Aalborg, og kommer fra en velhavende familie. Hun har lige afsluttet gymnasiet med et snit på 11,3, og er nu klar til at studere medicin på universitet. Med veninderne bag sig, lever de det søde liv i Aalborg.
Hendes liv virker til at køre på skinner, men da hendes højt elskede storesøster får konstateret kræft og kort efter taber kampen, smuldrer hendes verden for alvor.
Matilda tager en drastisk beslutning, og flytter til London for at studere medicin. Her møder hun en masse nye mennesker heriblandt den velkendte Harry Styles.
Hvad sker der, når hun flytter til London? Vil hun glemme alt om sin søster? Vil alt blot blive værre?


4Likes
4Kommentarer
2655Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Lov mig, at jeg snart ser dig igen, sagde han, og så var han væk" sagde Matilda, mens hun gik ned ad gaden med sin kakao i den ene hånd og mobilen i den anden. Så snart hun havde forladt Starbucks, havde hun ringet til sin veninde, Julie, hjemme fra.

"Og så var han væk? Du fik vel hans navn?" spurgte Julie. Matilda kunne høre på Julies stemme, at hun synes det var hylende morsomt. Noget Matilda ikke kunne gengælde, der var noget specielt ved Harry. Han virkede anderledes end de andre fyre hun kendte, men chancen for at møde ham igen var minimal, selvom hun ønskede det så inderligt. Hun ville se ind i de smukke grønne øjne, køre fingrene igennem det brune krøllet hår. Åh, tag dig dog sammen, Matilda. Det sker jo ikke sagde hun til sig selv.
"Harry hed han, men drop det Julie, jeg møder ham jo alligevel ikke igen" sagde Matilda ind i telefonen.
"Skat dog" sagde Julie, og de begyndte begge at grine over den absurde situation. Inderst inde vidste Julie godt, at Harry havde gjort et større indtryk på Matilda, end hun gav udtryk for.

 

*

 

Matilda var lige ankommet til London for en uge siden, så der var stadig en masse ting, som hun endnu ikke havde oplevet, selvom hun et par gange før havde været i London. Hun skulle starte på universitetet, når sommerferien var over, hvilket den var om to uger. Så hun valgte at bruge dagen på at shoppe lidt rundt i London. Hun håbede også, at dette ville skubbe det underlige møde, som fandt sted i Starbucks tidligere på dagen, lidt på afstand.

Da hun kom til Bond Street i Mayfair, fandt hun hurtigt mange af sine ynglings butikker, som hun ivrigt gik ind i en efter en. To timer senere, og 8 poser rigere andre ville nok sige fattigere, havde Matilda endelig nået enden af gaden. Nu manglede hun kun lingeri butikken, Victoria's Secret. Der måtte hun altså også lige et smut forbi, det var et must tænkte hun for sig selv, mens et lille smil bredte sig på hendes læber, i det hun åbnede døren til den elegante butik.

Matilda fandt hurtigt noget forskelligt lingeri, som hun ville købe, men ekspedienten insisterede på, at hun skulle prøve det på inden. Så hun dumpede ind i det udsmykkede prøverum med hendes lingeri, dog en smule irriteret over ekspedientens insisterende råd. Hun fik hurtigt alt sit tøj af og tog forsigtigt det eksklusive lingeri på. Hun stod stille og poserede foran spejlet, og grinte lidt for sig selv. Pludselig blev forhænget revet fra. Matildas ansigt blev rødt på et splitsekund, det samme skete for drengen der havde trukket forhænget fra. Hun genkendte ham hurtigt. HARRY!
"Jeg troede, du var en anden" sagde Harry med et undskyldende blik og kiggede op og ned ad Matilda. Matilda ville trække forhænget for, men hun kunne ikke bevæge sig. Det var som om én havde limet hende fast, hun stod der lammet. Det var ikke en vant situation for hende. Hun plejede at være den sikre og udadvendte pige, men Harry gjorde hende virkelig usikker. Plus at hun næsten stod nøgen, det hjalp bestemt heller ikke på det hele. 

Harry stod stille og betragtede Matildas krop. Fra da han først havde set hende første gang på Starbucks, havde han synes, at hun så helt fantastisk ud, og dette syn bekræftede det endnu en gang. Han havde dummet sig gevaldigt på Starbucks med den værste scorereplik i historien. Han syntes nu ellers selv, at han var bedre end det, eller det plejede han da at være. Og nu.... Ja, nu havde han virkelig dummet sig, men han kunne ikke benægte, at han stod foran den smukkeste pige, som havde den mest perfekte krop. Han kunne ikke sætte en finger på en ting ved hende, som ikke var perfekt.
"Du ser godt ud, Matilda" sagde Harry og kiggede dybt ind i Matildas øjne. Der var noget ved måden, han sagde hendes navn på, der gjorde hende helt blød i knæene. "Jeg er glad for, at jeg har fået lov til at se dig igen" sagde han og smilte bredt til hende, så hans smilehuler kom til syne. Matilda kunne ikke andet end at gengælde smilet.
Harry vidste med det samme, da han så Matildas smil, at dette ikke ville blive sidste gang, at de to så hinanden. Hvis det altså vel og mærke stod til ham. Han ville have hende, kun hende. Han ville kende hende, vide alt om hende. Hun kiggede på ham, på en måde som ingen andre havde før. Hun var anderledes, han måtte lære hende at kende, tænkte han.
Harry blev skubbet ud af sine tanker, da Matilda genert pegede på forhænget, han forstod straks hentydningen, og trak forhænget for igen.
"Skal vi sige, vi mødes på Starbucks i morgen samme tid som sidst?" Spurgte Harry, Matilda bag forhænget. Matilda syntes pludseligt at have fundet sin selvtillid og ikke mindst selvsikkerhed tilbage, eftersom han ikke kunne kigge på hende nu. "Det lyder mere som en konstatering, end som et valg jeg skal tage.." Sagde Matilda. Matilda kunne høre Harry grine på den anden side af forhænget. "Det har du nok også ret i" sagde Harry. "Er det en date?" Spurgte Matilda. Harry kunne høre selvsikkerheden i hendes stemme. "Det kan vi vel godt sige, hvis det er du vil" svarede han tilbage. Matilda følte sig overrumplet af hans kommentar, det var jo ikke det hun mente.
"Er det så en aftale?" Spurgte Harry igen. Matilda tænkte længe over det. Hun ville jo gerne, men hvorfor følte han sig så sikker? Som om hun allerede havde sagt ja? Var det så tydeligt? Det skulle hun virkelig arbejde på, tænkte Matilda. "Okay, vi ses i morgen" sagde hun overgivende til sidst.

 

Harry gik over til Louis, og smilede triumferende, som om han havde vundet i Lotto. Hvilket han med glæde ville sammenligne denne følelse med, for det var præcis den følelse han havde lige nu. "Hvad har du nu rodet dig ud i?" Spurgte Louis med en snert af ironi. "Kan du se hende derover?" Sagde Harry og pegede over på Matilda der netop havde forladt prøverummet, og var på vej over for at betale. Louis fulgte Harrys blik og nikkede.
"Ja, hun ser godt ud, men jeg har altså Eleanor" sagde Louis og prøvede at virke seriøs, men han kunne ikke holde latteren tilbage. "Hvad har I to gang?" Eleanor kom over til de to drenge, der var i færd med at skabe en kæmpe scene i lingeri butikken. "Harry har mødt den eneste ene" sagde Louis sentimentalt, og lod som om han fældede en tåre, mens han kiggede på Matilda. "Hun ser da sød ud" sagde Eleanor og daskede mildt til Louis, imens hun smilede medfølende til Harry. 
Mens de tre stod og snakkede forlod Matilda butikken, dog ikke uden at Harrys øjne stift var rettet mod hende. Kort efter forlod de tre også butikken, og blev hurtigt omringet af skrigende fans.

 

*


Kæreste Karen
Så sidder jeg her igen, med blyanten på papiret, klar til at fortælle dig om alt. Men der er ikke et sted jeg hellere ville være lige nu end hos dig. Jeg ville gøre hvad som helst for at være hos dig lige nu, lige i dette øjeblik, så jeg kunne holde dig i hånden, se på dit smukke ansigt, lytte til din vidunderlige stemme. Hvordan ville et brev dog nogensinde kunne erstatte det at røre og se og høre? Folk siger det hele bliver bedre med tiden, men jeg savner dig stadig ligeså meget som dagen, hvor du blev taget fra os. Ingen kan nogensinde fylde det hul i mit hjerte, det vil altid være der.
Jeg husker, at jeg til din begravelse, tog mig selv i at forestille, hvordan du mon så ud nu. Det var kun dig og mig det øjeblik. Du, helt tavs, kold og fanget tætpakkede i din kiste. Hvorfor skulle det ende sådan? Det var forkert. Dig dit sludrechatol. Du som altid søgte friheden. Du der altid ønskede det bedste for andre. Du lå nu i en kiste, der ikke passede til dig, en kiste du for alt i verden ikke ønskede. En kiste ingen ønskede.
Men nu når jeg forestiller mig dig, så tror jeg du er en del af himlen. En smuk himmel på en sommerdag, klar, lys og guddommelig. Du er et stort stykke af himlen. Du betød og betyder stadig, så meget for mange. Jeg ved du kigger ned på os alle sammen, holder øje med os, og passer på os. Ja, det er det du gør, holder øje med os.

Mens du stadig var til i denne verden, husker jeg, hvordan du kunne lyse det hele op med blot et smil. Alle elskede dig, og jeg er ingen undtagelse, du var min bedste veninde. Jeg elsker dig stadig.
Jeg husker, hvordan vi holdt kontakten med breve, mens du var ude at rejse. For det var du tit. Altid på farten, var du.
Det var også, mens du var ude at rejse, at du mødte Esben. Han var god for dig. I var gode sammen. Han holdt dine fødder solidt plantet på jorden, når du blev for ivrig efter dine, til tider besynderlige, idéer.
Han savner dig, det ved jeg, at han gør. Han har det hårdt, ham og Vicca, de kæmper, gør de. Vicca begynder at ligne dig mere og mere. En lille solstråle. De smukkeste brune øjne, og den skønneste latter. Hun fyldte 3 år for to uger siden, men det ved du jo godt. Du skulle have set hende, hvordan hun lyste op, da hun pakkede gaverne op. Hun elskede det.
Hun er en klog pige, ikke til at snyde, præcis som dig. Jeg ved ikke, om hun forstår det helt. Hun spørger af og til efter dig. Vi fortæller hende, at mor sidder oppe i himlen og kigger ned på hende. Jeg husker, hvordan Vicca vinkede op i himlen til dig, da vi gik ud af kirken til din begravelse. Hun hjælper virkelige på sorgen, den lille skat.
Mor og far klarer det godt, i hvert fald bedre end jeg. Far begyndte allerede på arbejde et par uger efter, at du døde. Der gik lidt længere tid for mor, du var jo hendes første datter. Jeg tror det hjalp dem begge med at håndtere sorgen bedre, ved at arbejde. Du ved jo, hvordan de er, de elsker deres arbejde. Men der er intet, som de elsker højere end os to, selvom de er nogle arbejdsnarkomaner, har de altid været her for os.

Alle de minder, jeg har med dig. Vi to har altid været uovervindelige sammen. Os to mod resten af verden. Aldersforskellen har aldrig betydet noget for os. Jeg husker, som barn, hvordan folk, der ikke vidste bedre, mente 5 år virkede som et kæmpe tomrum. Men nu kan jeg kun tænke på det tomrum, som du har efterladt.
Du vil for altid være i alles hjerte. Vi vil altid bære rundt på en del af dig i os alle. For det var, det du var. Du var overalt. Aldrig sad du stille. Selv da du var gravid med Vicca, kunne du ikke slappe af, selv lægen bad dig om at slappe af. Det er nok derfor Vicca er blevet den spirrevip, som hun nu engang er. Men når det er sagt, så jeg har altid beundret Esbens tålmodighed med dig og Vic. En tålmodighed mor og far til tider havde svært ved at udvise, især da du fortalte dem om din plan om en jordomrejse. Jeg husker klart deres reaktion, men når alt kom til alt kendte de dig jo, og det var det du ville.....

 

*


Mathilda lukkede bogen i, og holdte den tæt ind til sit bryst, før hun lagde den væk. Det var hendes måde at læge sorgen på. Det føltes godt, sådan at få det skrevet ned på papir. Det lettede altid lidt på det hele, men savnet ville for evigt være der, og det var hun godt klar over.
Hun lagde sig i sengen, og tænkte over hvor underlig dagen havde været. Hun havde mødt Harry to gange på en dag i storbyen London. Det må være skæbnen tænkte hun for sig selv, lige inden hun faldt hen i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...