I asken af en Føniks

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Igang
"Beatrice Maroon, syersken. Hvor meget jeg end hadede det, vidste jeg, at jeg måtte acceptere, at det var mit liv."

Beatrice Maroon er syerske og lærerinde i en lille landsby, der som resten af landet er plaget af Kejserens regime. Et regime der i al for lang tid har bragt sygdom og fortabelse med sig. Som datter af en af de sidste af det gamle monarkis loyale riddere, står hun pludselig tilbage med håbet om at kunne gøre en forskel, men hendes fars skæbne holder hende tilbage.

4Likes
6Kommentarer
424Visninger

3. .

 

Kapitel 3:

 

Jeg låste døren til skolen med en nagende fornemmelse af at det ikke ville vare længe igen før jeg skulle forlade de lokaler for sidste gang. Fru Percy havde ikke vist sig i næsten to uger, end ikke byens mest nysgerrige borgere mente at have set hende, til gengæld spredte rygterne om hendes forsvinden sig gennem byen. Flere og flere lærere var forsvundet på det seneste, og adskillige skoler havde allerede måttet lukke. I stedet var Kejserlige lejre skudt frem flere steder.

 

Der var ingen der rigtigt vidste hvad der foregik i lejrene, men unge fra de mange skole-løse landsbyer blev rekrutteret med et løfte om en lovende uddannelse. Institutionerne var stadig for nye til at frugten af de unges viden kunne høstes. Ifølge Kejseren selv. Jeg havde et mere skeptisk syn på de nye lejre, der uden tvivl var et forsøg på at hente lovende unge ind som regionale embedsmænd i Kejserens ellers døde hær. Det havde været et udbredt problem for Kejseren at finde loyale embedsmænd i de yderstliggende landsbyer, hvor modstanden mod hans regime var stærkest. Selv næsten 15 år efter han kom til magten.

 

Jeg skyndte mig ned ad gaden, men jeg kunne ikke undgå at bemærke hvordan skyerne trak sig sammen over mig. Jeg havde en nagende fornemmelse af at der var noget under opsejling, men jeg afskrev det som min egen skyldfølelse over endnu ikke at have skaffet mig af med kniven. Jeg kunne ikke blive ved med at skjule den mellem lagene af tøj i min skuffe. Men jeg anede helt ærligt ikke mine levende råd. Jeg vidste ikke hvordan man kom af med en forhekset kniv, der tilhørte et af de mest skræmmende væsner jeg nogensinde havde mødt.

Jeg rettede mig op og bevægede mig hjemad endnu mere målrettet end før, jeg ville hente kniven og smide den i havet. Ingen ville undre sig over at se mig gå ned mod vandet, det var der jeg tilbragte en stor del af min fritid. Dengang min far stadig havde været stærk nok havde vi brugt adskillige dage ved stranden, på at fiske eller fægte eller bare på at svømme rundt.

Jeg savnede dengang jeg stadig troede på at ridderne ville rejse sig, og min far ville tage af sted og befri landet. Nu troede jeg ikke engang på legenden om den forsvundne prins der ville komme og indtage sin plads på tronen, på dagen for hans myndighedsprøve. Jeg vidste at de fleste af ridderne, selv de riddere, der ikke havde svaret direkte til kongen, var syge eller døde af plagen, præcis som min far. Han for syg til at kæmpe, selvom jeg ikke ville indse det, vidste jeg at det kun ville blive værre.

 

Jeg rystede tankerne af mig og satte farten op. Jo før jeg kom af med den kniv des bedre. Så ville jeg igen kunne koncentrere mig om at opretholde skolen og måske få Jonathan talt fra den åndssvage ide at vi ville kunne redde verden.

Jeg nåede lige døren til vores lille hus før regnen begyndte at styrte ned, men det var ikke noget der generede mig, jeg havde altid elsket at gå ture langs stranden i regnen.

Jeg listede mig op ad trappen i håb om ikke at blive opdaget og nåede sikkert ind på det lille værelse jeg delte med Jonathan. Min bror var heldigvis ikke på værelset, så jeg behøvede ikke forklare hvorfor jeg havde beholdt kniven så længe, i stedet skyndede jeg mig over til skuffen og fandt kniven. Jeg turde dårligt nok have den fremme i lyset så jeg skyndte mig at skjule den under min jakke, før jeg begav mig nedenunder igen.

 

Jeg nåede ikke engang ned for foden af trappen, før jeg hørte min far kalde på mig inde fra stuen. Jeg måtte stoppe op midt på trappen og gispe efter vejret ved den blotte tanke at han kunne afsløre mig.

 

Ja?” Spurgte jeg stille, uden at bevæge mig fremad, men da han bad mig komme indtil ham, tvang jeg mine fødder til at bære mig afsted. Min far sad i sin vante lænestol ved vinduet, men kiggede for en gangs skyld ind i rummet. Jeg trak på skuldrene da han så mig, men forsøgte mig også med et svagt smil.

 

Må jeg spørge dig om noget?” Spurgte han, og jeg kunne ikke andet end at nikke. Han så så skrøbelig ud som han sad der. Bleg og mager, selvom han gjorde hvad han kunne for at spise så meget som han havde brug for, men hans krop sagde oftere og oftere fra over for føde.

 

Ja.” Sagde jeg igen, men jeg satte mig ikke ned i stolen overfor ham som jeg ellers plejede når vi talte sammen, i stedet stillede jeg mig så tæt på døren som jeg kunne slippe afsted med.

 

Jonathan har rodet sig ud i noget, har han ikke?” Min far så på mig, med det vise, indtrængende blik som jeg altid havde beundret, men denne gang måtte jeg bide mig i kinden for ikke at få Jonathan i flere problemer end han allerede var.

 

Han har det bare svært, far.” Sagde jeg. ”Fru Percys forsvinden har været hård for os alle sammen. Jonathan frygter ligeså meget som jeg, at skolen må lukke.”

 

Det er jeg også bange for. Jeg synes du skal stoppe med at undervise.” Han vidste hvor meget skolen betød for mig, og jeg vidste han ikke ville sige sådan noget, før det virkeligt var alvorligt, men jeg kunne ikke give slip på skolen. Det var mit eneste håb for at de unge i denne landsby ville vokse op uden også at blive påvirket af Kejseren gennem skolen, mere end aller højst nødvendigt.

 

Det kan jeg ikke. Børnene vil blive sendt ned på lejeren.” Bare tanken om at sende mine elever hen på den lejr fik mig til at gyse. De var landsbyens bedste håb for at overleve.

 

Jeg ved det godt, men hvis du fortsætter vil Kejseren sende bud efter dig, præcis som han gjorde med de andre lærere og skolen vil alligevel blive lukket.” Han kiggede kort ud af vinduet, men fangede hurtigt mit blik igen. ”Jonathan er snart myndig, han vil slippe for lejren og i stedet kunne arbejde som fisker, og tjene det dobbelte af hvad du gør på skolen.”

 

Det er ikke pengene far. Ikke kun pengene i hvert fald.” Jeg ville aller helst forlade huset og løbe ned til stranden, men jeg kunne ikke vende ryggen til min far. Han havde ret, og jeg vidste det.

 

Prinsens fødselsdag nærmer sig. Kejseren forbereder sig på at skulle kæmpe for magten igen. Han tager ingen chancer.”

 

Far, jeg er nødt til at gå. Jeg har et erinde inden jeg går over i butikken.” Jeg forlod stuen før han kunne nå at protestere. Mine tanker arbejdede på højtryk. Det overraskede mig at min far stadig troede på myten om Prinsen, men på samme tid bekræftede det bare hans evige loyalitet over for den konge han i sin tid havde tjent.

 

Da jeg kom ud på gaden faldt regnen i tykke stråler, men det var ikke vejret der fik mig til at standse op. Det vrimlede med Kejserens patruljer. De gik fra hus til hus, uden at banke på gik de ind i folks hjem. Jeg skyndte mig ind og lukkede døren bag mig. Jeg var sikker på det var kniven de ledte efter.

 

Mine ben reagerede længe før min hjerne og før jeg vidste af det var jeg på vej op ad trappen. Jeg måtte finde et sted at skjule kniven og det skulle gå stærkt, men det var også nødt til at være et ordentligt gemmested, hvis de havde tænkt sig at ransage huset.

Jeg stod ovenfor trappen og så mig omkring, der var ikke mange muligheder, men jeg kom i tanker om det lille skjulte rum ved mine forældres soveværelse, hvor min mor havde gemt sig da hendes identitet kom i fokus. Mennesker som min mor havde været i kejserens søgelys fra dag et, han brød sig ikke om at andre end ham besad så stærke kræfter.

Jeg skyndte mig hen for enden af den korte gang ligesom jeg hørte døren nedenunder gå op med et brag. Der var ingen tvivl om, hvem det var, men jeg hørte ikke hvad de ville. Jeg sneg mig ind i beskyttelsesrummet for at gemme kniven, men besluttede mig for også selv at skjule mig indtil de var gået. Jeg var bange for min samvittighed ville afsløre mig, hvis en af embedsmændene var med.

Jeg vidste, at det ikke var kniven de var ude efter, men den person der stod bag tyveriet. Enhver form for oprør blev slået ned med hård hånd.

 

Der gik næsten tyve minutter før jeg vovede at vise mig nedenunder, men intet var forstyrret. Min mor gik i køkkenet og gjorde rent, mens min far stadig sad i sin stol.

 

Hvorfor er du hjemme?” Spurgte min mor da jeg trådte ind i køkkenet. Jeg trak på skuldrene og indrømmede at jeg var blevet forskrækket da jeg så alle patruljerne ude på gaden. Min mor nikkede bare og fortsatte det hun havde gang i, og lod mig fortsætte ud på gaden, hvor patruljerne nu var nået til den anden ende af byen. Jeg skyndte mig i retning af skrædderbutikken, for at nå en smule af mit arbejde inden udgangsforbuddet.

 

 

Jeg var blevet i butikken indtil sidste øjeblik og havde måttet løbe hjem for ikke at blive taget for at være ude efter ni. Det ville ikke være min første advarsel og jeg havde ikke brug for flere problemer med Kejserens mænd end jeg allerede havde. Heldigvis havde ingen af mine forældre bemærket min opførsel i dag, så jeg kunne frit gå i seng efter aftensmaden. Det var i hvert fald det mine forældre troede jeg gjorde, men i virkeligheden havde jeg siddet oppe og læst indtil længe efter både Jonathan og de andre var gået i seng.

 

Jeg havde kort efter aftensmaden hentet kniven og gemt den i min skuffe så den var let at finde uden at vække de andre. Til min store fortrydelse var himlen blevet klarere og regnen der før havde overdøvet de mindste lyde, var der ikke længere til at maskere mine fodtrin da jeg gik gennem værelset.

Jeg fandt kniven i skuffen, og bevægede mig nedenunder med mine sko i hånden. Det nærmede sig midnat, så alle lys i byens huse ville være slukkede. Det gav mig bedre chancer for at slippe uset ned til vandet. Efter jeg var trådt i mine sko, gik jeg ud på gaden.

 

Enkelte gadelygter var tændt rundt om i byen, og stjernerne stod for en sjælden gangs skyld klare på himlen over mig. Et sted på den anden side af skoven steg der røg fra et bål op i luften. Først tænkte jeg ikke over det, men som jeg stod og betragtede røgen, slog det mig at det var forbudt at lade et bål være tændt efter udgangsforbuddet. Jeg blev stående og kiggede rundt og efterhånden dukkede flere og flere bølger af røg op på himlen.

Jeg vendte mig og spejdede ud mod øerne, jeg troede dårligt nok mine egne øjne da jeg selv på afstand kunne se de enorme flammer fra landsbyernes gamle bålpladser stige op mod himlen i et stort brøl af fælles mod og sammenhold.

Mit hjerte sprang adskillige slag over i det jeg lod mine fødder bære mod landsbyens egen bålplads. Jeg vidste hvad den lange række af bål betød, og jeg vidste at også vi måtte give vores svar, på vegne af vores egen skjulte ridder. I det øjeblik havde jeg glemt at min far ikke var stærk nok til at rejse sig og forene sig med de gamle riddere i en ny hemmelig krig.

Legenden sagde at ridderne ville kalde til samling ved at tænde alle landsbyernes bål ved midnat. Min far havde fortalt mig historien hundredevis af gange og jeg vidste at han kendte til planen. Den var eftersigende blevet lagt allerede da ridderne samledes for sidste gang inden nederlaget og nu skulle den føres ud i livet.

 

Da jeg nåede bålpladsen huskede jeg den tunge regn der var faldet det meste af dagen og indså at brændet var for vådt til at antænde. Et øjeblik så jeg mig rådvildt omkring, før jeg huskede noget min mor havde lært mig for efterhånden en del år siden. Som datter af en heks, havde jeg de samme kræfter som min mor, men siden hendes kræfter bragte hende i søgelyset havde hun forbudt mig at bruge mine. Det var alligevel næsten umuligt for os at bruge vores kræfter, uden de krystaller som hver heks og troldmand blev tildelt ved navngivningen i det gamle rige. Dem havde Kejseren konfiskeret kort efter han overtog magt dem, og låst væk i en hule i den fjerneste afkrog af riget: På en af de yderste øer. Der løb rygter om at de blev bevogtet af et mægtigt væsen kaldet Zephire, men ingen vidste hvad væsnet var, det eneste man vidste var at rejste man ud i øhavet, kunne dets brøl høres på enorme afstande.

 

Uden krystallerne kunne hekse hverken spores eller bruge deres mægtige kræfter, men mor havde fortalt mig at den gamle konge havde givet vores familie en særlig gave; Selvom mine kræfter lå fanget i den purpur-farvede krystal, kunne jeg manipulere rene elementer som vand og ild. Jeg havde aldrig før prøvet og jeg vidste at selv hvis jeg havde trænet i årevis, kunne mine uforstærkede kræfter end ikke hamle op med en spæd troldmand.

 

Jeg prøvede at huske hvordan det havde føltes at lade krystallens energi smelte sammen med min egen, men den overvældende styrke jeg dengang havde følt udeblev. I stedet voksede blot en svag varme inderst i mit bryst, mens vandet fordampede fra brændet og svage flammer begyndte at omslutte træet indtil også vores landsby-bål brølede med flokken.

Jeg glemte alt om kniven der stadig var gemt i min jakke, og løb tilbage mod huset. Jeg var blevet så opslugt af myten at jeg ikke havde tænkt på konsekvenserne af det jeg havde gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...