I asken af en Føniks

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Igang
"Beatrice Maroon, syersken. Hvor meget jeg end hadede det, vidste jeg, at jeg måtte acceptere, at det var mit liv."

Beatrice Maroon er syerske og lærerinde i en lille landsby, der som resten af landet er plaget af Kejserens regime. Et regime der i al for lang tid har bragt sygdom og fortabelse med sig. Som datter af en af de sidste af det gamle monarkis loyale riddere, står hun pludselig tilbage med håbet om at kunne gøre en forskel, men hendes fars skæbne holder hende tilbage.

4Likes
6Kommentarer
422Visninger

2. .

Kapitel 2:

 

Jeg gik stille rundt i klasseværelset og ventede på at eleverne kom tilbage fra pausen. De flittige havde allerede siddet på deres plads i flere minutter, men som altid var der en lille gruppe, der ikke kunne passe tiden. Til min store fortrydelse tilhørte Jonathan den gruppe. Han havde siden han begyndte i skole været tydeligt modvillig mod måden alting fungerede på, og han så alle regler som Kejserens forsøg på at styre os. I starten havde det nærmest bare været sødt, men i takt med at han nærmede sig de 15 år, og dermed myndighedsprøven, blev det mere og mere farligt for ham.

 

Jeg lod blikket glide mod uret, det var et af de få gamle ure i landsbyen. Det var mindst 18 år gammelt, dermed fra før krigen begyndte. Det havde ikke den obligatoriske skravering af området mellem 9 og 5, der markerede udgangsforbuddet hver nat, ej heller havde det markeringen af de 5 timer midt på dagen hvor strømmen i hele landet blev slået fra. Det var et af Kejserens tiltag for at spare på landets kulreserver. Mange kulminer var blevet lukket da plagen brød ud og dræbte næsten en fjerdedel af landets minearbejdere. De smittede arbejdere, der ikke døde indenfor få uger, blev sendt tilbage på arbejdet. Der var ingen kur mod plagen, kun en medicin der kunne holde den nede et stykke tid. Da de arbejdere blev for svage til at udføre deres job blev de sendt hjem og minerne blev lukket en efter en. Mændene i vores landsby var hårdt ramt af plagen. Vores mine var en af de sidste, der blev lukket, og mange af de påvirkede mænd lå nu hjemme hos familierne, ud af stand til at gøre andet end at ligge i sengen, eller på en god dag i en lænestol. Min far var blandt de sidste, der blev ramt.

 

Jeg sukkede før jeg slog hænderne sammen og tiltrak mig opmærksomheden fra de elever, der sad i klasseværelset. De rangerede fra helt ned til 5 år, og op mod de 15 år, hvor de fleste forlod skolen forudsat de bestod deres myndighedsprøve.

 

Okay piger og drenge, lad os hver især fortsætte, hvor vi slap.” Jeg kiggede rundt på eleverne. De ældste læste samfundsteori forud for deres prøve, og de yngre arbejdede på deres håndskrift. Det var en lille skole, og alle elever var tilknyttet den samme stamklasse. Undtagen i de mest basale fag og når de ældre skulle læse op til deres prøve.

I øjeblikket var vi nødt til alle at være samlet, da Fru Percy havde været fraværende i flere dage. Jeg havde overbevist eleverne om at det skyldtes sygdom, men personligt havde jeg mine tvivl. Patruljerne kom oftere og oftere forbi skolen i undervisningstiden, og jeg vidste at både hendes og min undervisning var truet.

 

Da eleverne var godt i gang med deres opgaver, besluttede jeg at gå ud og se efter de andre. Jeg vidste at Jonathan udlevede sin indre rebel, men han havde aldrig været væk fra timen så længe, og jeg begyndte at blive bekymret. Der skulle ingenting til for at blive snappet af en patrulje og Jonathan havde flere gange balanceret lige på kanten.

Jeg gik ud på gaden lige uden for skolen. Det var varmere end det havde været samme formiddag, men skyerne hang stadig tungt over landsbyen og den hullede asfalt var fugtig af nyfalden regn.

 

Min opmærksomhed blev hurtigt trukket over på gruppen, der kom løbende mod skolen, anført af Jonathan der triumferende viftede noget over sit hoved, jeg kunne ikke se hvad det var på så stor en afstand, men da han fik øje på mig fór han sammen og skjulte genstanden bag ryggen.

 

Da gruppen kom indenfor hørevidde sendte jeg dem ind i klassen, undtagen Jonathan der under nogen protest, måtte blive ude på gaden sammen med mig.

 

Hvor blev i af?” Spurgte jeg, uden videre interesse for hvad de havde lavet. Jeg lod mig distrahere af hvad end han skjulte på ryggen. Uanset hvad det var, kunne det umuligt være godt.

 

Vi glemte tiden, okay?” Han så på mig, præcis som han altid havde set på Fruens datter Julia, før hun rejste til hovedstaden for at søge arbejde. Det var et trodssigt blik, der skinnede af skyldfølelse.

 

Hvad har du lavet, Jonathan?” Jeg måtte stoppe mig selv i at sukke, da Jonathan rystede på hovedet.

 

Ikke noget, Bea, jeg sværger!” Han trådte et skridt væk fra mig, men jeg fulgte efter.

 

Jonathan, hvad er det?” Jeg forsøgte at kigge indgående på ham, men jeg vidste det ikke ville virke. ”Du ved jeg er i stand til at finde ud af det uden videre, du kan ligeså godt vise mig det.”

 

Jonathans skuldre sank før han rakte hånden frem og viste mig en blank sølvkniv med Kejserens segl graveret i skæftet. Jeg flåede det ud af hånden på ham inden han nåede at reagere, og stod som forstenet og betragtede våbnet. Det tilhørte en af Kejserens patruljerende.

 

Gå ind i klassen, nu!” Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen, da jeg sendte ham ind i klassen. Jeg kunne ikke få blikket fra kniven i min hånd, selvom jeg vidste jeg måtte skjule den. Tankerne flød rundt i hovedet på mig, konsekvenserne af at være i besiddelse af et stjålet våben var rædselsvækkende.

 

Jeg lod fingrene glide over bladet, det føltes koldt, men ikke bare som metal på en kølig dag, det føltes frossent og sendte tråde af kulde op gennem min arm. Det var forhekset, men jeg var ikke erfaren nok til at genkende besværgelsen. I stedet lod jeg den falde til jorden med et smæld da kulden pludseligt greb mig.

Jeg begyndte at ryste og det føltes et øjeblik som om jeg ikke kunne få vejret, men mine sanser kom hurtigt tilbage da jeg hørte fodtrin nærme sig. Jeg greb kniven fra jorden og skjulte den i folderne i min kjole, før jeg vovede at kigge op. Det var en af Kejserens patruljer, der nærmede sig.

Jeg mærkede for alvor kulden smyge sig om mig. Jeg stod som forstenet da de gik forbi, deres døde blikke stirrede langt forbi mig, men jeg kunne ikke ryste rædslen fra deres matte øjne af mig.

 

Frøken Bea!” Kaldte en af de yngste piger fra døren. Det gav et sæt i mig, men jeg samlede mig og nikkede kort til hende, før jeg kiggede efter patruljen for at sikre mig de var væk. Gaden var allerede helt tom, så jeg begav mig hurtigt ind i klassen, og skjulte kniven i en skuffe.

 

Jonathan havde sat sig hos sine venner, men der var ingen, der sagde en lyd. Jeg ventede på min bror kiggede op og fangede mit blik, før jeg satte mig om bag katederet. Jeg ville vente til efter skole med at tale med ham.

Resten af dagen forløb i stilhed, og selvom jeg hele tiden frygtede at flere af patruljerne ville bryde ind i lokalet og anholde mig for besiddelse af et stjålet våben, skete der ikke noget.

 

Klokken nærmede sig fem da jeg lod klassen gå. Kun Jonathan blev tilbage, velvidende at han havde valget mellem at blive konfronteret af mig, eller stå ansigt til ansigt med vores far. I sådan en situation var jeg altid det mindste af to onder.

 

Han sad ligeså stille på sin plads og kiggede op på mig, mens jeg prøvede at finde ud af hvad jeg skulle sige. Jeg stillede mig foran ham, med armene over kors, men jeg kunne ikke få hul på den vrede der fyldte mig ved tanken om den fare han havde udsat sig selv og resten af klassen for.

 

Hvad er det du går og laver?” Spurgte jeg efter adskillige minutters stilhed.

 

Mere end dig i hvert fald!” sagde han og rejste sig op så stolen væltede bag ham. ”Tror du det gør en forskel at du vader rundt i klassen og lærer os det de vil have dig til at lære os?”

 

At få os alle arresteret hjælper slet ingen!” Jeg kunne ikke lade være med at knurre ad ham, det han havde gjort var direkte dumt. Det lignede ham ikke.

 

Jeg laver lort i den hele tiden, hvorfor skulle det her være så slemt?” Spurgte han med et skævt grin.

 

Ja du gør, men det her er værre end de sædvanlige åndssvage drengestreger! Du har stjålet fra patruljerne! Hvad tror du de gør hvis de opdager jeg har den kniv?” Jeg lod min vrede gå ud over ham, selvom jeg vidste han kun var en brøkdel af grunden. Jeg havde længe været overvældet af den samme magtesløshed, som hvilede over hele landet.

 

Sikkert det samme som de gjorde mod fru Percy!” udbrød ham, pludseligt brød hans hårde facade sammen, uden at efterlade andet end den forvirrede dreng han i bund og grund var.

 

Fru Percy er syg, ikke andet.” Insisterede jeg, men vi vidste begge to at jeg ikke troede på det. Fru Percy var utroligt punktlig og ansvarsbevidst. Det sidste hun ville gøre var at svigte børnene ved at ligge syg i op mod en uge.

 

Vi er færdige Bea! Indse det! Skolen bliver lukket ligesom alle andre steder. Troede du virkelig vores landsby ville være anderledes?” Han råbte nu, jeg kunne mærke vreden boble i min mave og jeg vidste at jeg var nødt til at falde til ro.

 

Fint, så lad det være sådan, jeg vil ikke stoppe med at undervise bare fordi de lukker vores skole. Men det er ikke vores lod at redde verden, Jonathan, og at du render og generer patruljerne gør ikke andet end at trække endnu mere opmærksomhed til vores landsby!”

 

Hvem skal så stoppe Kejseren, hvis ikke os?” Han tog et skridt frem mod mig, men fortrød. I stedet stod han stille og stirrede på mig. ”Ridderne? De der overlevede endte i minerne ligesom far! De er for svage til at kæmpe!”

 

Det skal vi ikke diskutere!” Sagde jeg, men mit forsøg på at lyde bestemt blev kvalt i den angst der havde grebet mig. ”Gå hjem inden mor bliver bekymret. Sig jeg har et erinde.”

 

Han stormede ud af skolen og smækkede døren bag sig, så jeg stod alene tilbage i det tomme klasselokale. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe hjem og smide mig i sengen, men jeg måtte finde ud af hvad jeg skulle gøre med kniven. Det sikreste ville være at skaffe sig af med den, men ikke i fuld dagslys kun få timer efter den blev stjålet. I første omgang måtte jeg smugle den hjem, jeg kunne ikke risikere at efterlade den på skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...