I asken af en Føniks

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Igang
"Beatrice Maroon, syersken. Hvor meget jeg end hadede det, vidste jeg, at jeg måtte acceptere, at det var mit liv."

Beatrice Maroon er syerske og lærerinde i en lille landsby, der som resten af landet er plaget af Kejserens regime. Et regime der i al for lang tid har bragt sygdom og fortabelse med sig. Som datter af en af de sidste af det gamle monarkis loyale riddere, står hun pludselig tilbage med håbet om at kunne gøre en forskel, men hendes fars skæbne holder hende tilbage.

4Likes
6Kommentarer
426Visninger

1. .

 

Jeg lod nålen glide gennem stoffet, præcis som jeg altid havde gjort det. Beatrice Maroon, syersken. Hvor meget jeg end hadede det, vidste jeg, at jeg måtte acceptere, at det var mit liv. Boende i en lille landsby, tilbragte jeg det meste af min tid i fruens skrædderforretning. Den tid, der var til overs gik til at undervise på den lokale skole. Der var ikke mange uddannede lærere i landsbyen, så den smule viden jeg kunne videregive, udgjorde størstedelen af de yngstes skolegang.

Da jeg kom til byen op mod 15 år tidligere, havde der været fire lærere, alle veluddannede og dygtige, men alle på nær en var gennem tiden blevet hentet af Kejserens patruljer, under mistanke for at undervise i materiale, der gik imod hans styre. Nu var der kun frøken Percy og jeg tilbage, og vores fortsatte arbejde på skolen var ikke garanteret.

 

Jeg børstede en tot af mit pandehår om bag øret og kastede et blik ud ad vinduet. Det var gråt og trist udenfor, men regnen havde endnu ikke slået igennem. Jeg tillod mig et kort øjeblik at forestille mig, hvordan mit liv mon var blevet, hvis ikke Kejseren havde taget magten.

Jeg var endnu ikke fyldt to, da krigen startede, så det er ikke meget jeg kan huske, men jeg ved alt det, som min mor har fortalt.

 

Det var som om det var sket fra den ene dag til den anden. Den gamle konges mest betroede riddere nåede end ikke at fatte mistanke før Kongen var fængslet og den nuværende Kejser startede en retssag imod ham. Der er ikke nogen, der ved hvordan det nåede så langt, end ikke min far, som var blandt den lille gruppe af højtagtede riddere, kunne fortælle mig mere end, at det handlede om et brud på landets lov om menneskeret.

Retssagen var ikke mere end en forestilling, men før nogen nåede at gøre noget blev Kongen henrettet på slotspladsen. Ingen ved hvad der blev af dronningen, der eftersigende skulle have været gravid på det tidspunkt.

 

Kejseren trådte ind og indførte de nødlove, der førte vores land ind i dets nuværende rædselsregime. Kongens ridderkorps blev øjeblikkeligt sat ud af kraft, men de fleste blev og tog kampen op. Også min far blev, efter han havde sendt min mor og jeg afsted mod sikkerhed. Selvom vores flugt var lang og farefuld kunne det ikke måle sig med den lange kamp ridderne kastede sig ud i.

 

Rejsen til den lille landsby i udkanten af riget tog næsten tre uger, vi rejste i en gammel hestevogn, og flere gange måtte vi standse og skjule os, fordi vejene var for usikre. Nogle steder måtte vi blive i flere dage, før det var sikkert for os at rejse videre.

 

Få dage før vi skulle have nået landsbyen, blev vi stoppet af en af kejserens patruljer. Jeg kan ikke selv huske hændelsen, men jeg har stadig mareridt om de mænd der stoppede os. Det var første gang jeg blev konfronteret med Kejserens hurtigt voksende hær af levende lig. De var rædselsvækkende selv før Kejseren var nødsaget til at inddrage for længst døde i sin hær. Deres hud var askegrå og forreven, som var den krympet om deres kroppe. Deres øjne var overtrukket af en mælkehvid hinde, men trods deres åndsforladte udseende, var de tænkende væsner. Den eneste forskel på dem og os, var deres manglende sjæl. Nok kunne de tænke, men de kunne ikke føle.

 

Jeg gøs ved tanken om dem og prøvede at koncentrere mig om de bukser, som jeg skulle reparere inden eftermiddag. Reparationsarbejdet var det værste ved at være syerske. Det var gamle slidte klæder, men kunderne forventede som regel at det næsten så ud som nyt når de fik det retur. Jeg havde arbejdet i skrædderforretningen siden jeg blev gammel nok til at sy, det var mit bidrag til husholdningen.

 

Da vi ankom til landsbyen efter vores lange rejse, flyttede vi ind hos en kvinde min far havde kontaktet for os. Hendes navn var fru Gubler. Min mor var højgravid da vi kom til landsbyen, og det var derfor fru Gublers skrædderforretning, der forsørgede os, indtil min mor var i stand til at arbejde. I hovedstaden havde hun været lærer på et af de royale akademier, men i landsbyen kunne hun kun finde arbejde hos en af de mere velhavende familier.

 

Min bror Jonathan og jeg tilbragte det meste af vores dag i lejligheden over skrædderbutikken hos fruens datter. Hun var næsten 10 år ældre end mig, men hun blev hurtigt min bedste ven. Hun lærte mig at læse og skrive længe før jeg startede i skole, og alt hvad jeg vidste om den ”hemmelige” krig mod kejseren, kom fra hende.

 

Da ridderne efter flere år måtte give op, havde de mistet langt over halvdelen af deres mænd, de fleste var døde, og mange havde opgivet håbet og var taget hjem til deres familier. Min far var en af de få, der blev til den bitre ende. Kun han og en håndfuld andre af den gamle konges nærmeste mænd nåede hjem til deres familier, 3 år efter krigen var begyndt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...