Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23599Visninger
AA

6. You're turning heads, when you walk through the door. (Nutid)

 

 

What makes you beautiful - One Direction

 

Jeg overvejede virkelig at pjække i morges. Men der er jo heller ikke noget sjovt ved at pjække alene, vel? Jeg orker bare virkelig ikke skole i dag. 

Mens jeg går, tænker jeg tilbage på min morgen. Jeg havde sovet over mig og var faldet i søvn med pizzaen stående inde på mit værelse, så der lugtede af mad. Derfor tog jeg et bad, selvom jeg også gjorde det i går aftes. Mor og far var ikke en gang kommet ind for at vække mig, selvom de tydeligvis godt var klar over, at jeg havde sovet over mig. Hele morgenen havde jeg udspurgt dem om, hvor de var i går, og de blev ved med at lyve. De sagde i hvert fald ikke, at de havde været hos Nick.

Dumme, perfekte Nick... Ham har de altid været så stolte af. Han gik ud med et flot gennemsnit, har en smuk kæreste og er velfungerende i samfundet. Og så er der mig: Den største fejl, de i deres liv har lavet.

Jeg sukker lidt. Det er jo ikke en gang løgn. Jeg tror ikke, at de ville lægge mærke til det, hvis jeg forsvandt. Det tror jeg faktisk ikke, at nogen ville...

"Pas på!" Jeg får et chok, da jeg hårdt bliver skubbet frem. Lige bag mig fræser en bil forbi, og jeg holder mig chokeret på hjertet. Kæft, det var tæt på... Jeg kunne have været kørt ned lige nu, hvis det ikke var for... Jeg kigger hen på drengen, og genkender ham med det samme. Det er Niall.

"Tak Niall, jeg-"

"Det var så lidt." Han afbryder mig med en ligegyldig mine, og vender sig så rundt og fortsætter mod skolen. Jeg står lidt på fortovet, og glor efter ham. Han er simpelthen bare et godt menneske... Gid jeg kunne være ligesom ham.

Gad vide om han egentlig er faldet til på skolen? Det håber jeg for ham...

"Hey Jess!" Jeg vender mig rundt, og ser Harry løbe over vejen, hen mod mig. Jeg smiler lidt, og tager armene ud, for at give ham et kram, men han ryster på hovedet, og peger på sin arm. "Det gør lidt ondt at kramme..." Griner han hæst, men giver mig alligevel et halvt kram.

"Det havde jeg helt glemt! Må jeg se, må jeg se, må jeg se!?" Udbryder jeg spændt, og begynder at hoppe op og ned af begejstring, så folk omkring mig kigger underligt på mig. Harry griner bare, og nikker. Han tager sin hættetrøje af, så han bare står i sin hvide T-shirt. Jeg glor lidt på hans arm, der 'helt tilfældigt' spænder. På hans underarm er der tapet et gennemsigtigt stykke plastic, hvor jeg indenunder kan se en okay stor stjerne. Jeg nikker anerkendende, og stikker ham en thumbs up.

"Hvor er den flot."

"Tak! Er pisse glad for den. Men hold kæft hvor gjorde det ondt!" Han griner af sig selv, men hans øjne lyser af stolthed. Hurtigt får han sin hættetrøje på igen, og lægger sin ikke-tatoverede arm rundt om mig, så det giver et sug i maven.

Jeg spiller cool, og vi begynder at gå op mod skolen. Jeg går stadig rundt med en chokeret følelse i kroppen, og det er som om, at det ikke helt er gået op for mig, hvad der skete lige før. Niall reddede faktisk mit liv... Lige foran døren står de andre allerede. Solen skinner, og de plejer at trække tiden ud så langt som muligt, inden de går til time. Harry siger hej til dem, og fjerner sin arm fra mig. 

Hurtigt giver jeg dem nogle kram, og stiller mig hen ved Sarah og Louis. 

"Hallo, jeg tror aldrig jeg kan spise tun igen!" Griner Rebecca, og de andre griner med.

"Heller ikke mig. Du er også bare så klam, Lou!" Sarah kigger på Louis, der tager øjenbrynene op og ned, og smiler frækt til hende.

"Indrøm at du blev misundelig på den maki-rulle!" Griner Harry, hvilket forårsager endnu et latterudbrud. Sarah rækker fuck til ham, men griner også. Jeg bliver nødt til at rykke mig, da Louis lægger armen om hende. 

"Hey, gæt hvem jeg så hos Val i går! Liam Pay-" Begynder jeg, men bliver afbrudt af Lexie.

"Det var simpelthen bare sjovt i går! Jeg elsker jer, venner." Siger hun sukkersødt, så de andre kommer med nogle små aw-lyde, og siger i lige måde. Lexie sender mig et hånligt blik, som jeg sikkert er den eneste, der opdager.

Hun elsker bare at få mig til at føle mig udenfor... Og de andre gør tydeligvis ikke noget ved det. Men nu er det heller ikke fordi, jeg lader mig slå ud af en dum bitch, som hende.

"Hey Zayn," Starter jeg, og vender mig mod ham, der står ved siden af mig. "Må jeg ikke se din tatovering?" Han trækker lidt på skuldrene med et smil. 

"Den er på mit bryst."

"Det gør da ikke noget!" Griner jeg lavt og blinker hurtigt og flabet til Lexie, inden jeg går helt hen til ham. Forsigtigt lyner jeg hans jakke op, så man kan se hans sorte trøje. Jeg kigger flirtende på ham, bider mig forsigtigt i læben, og hiver så langsomt ned i hans trøje. Han har også et stykke plastic tapet over tatoveringen, hvor der står noget på arabisk. Jeg lader med vilje en finger glide over hans bare hud, inden jeg giver slip på trøjen og smiler til ham. "Hvor er den flot."

Han griner hæst og smiler skævt. Jeg træder lidt væk fra ham, men ikke meget. Kun lige akkurat nok til at kunne se både Lexie, Harry og Rebecca glo måbende på mig. Louis og Sarah har travlt med at æde hinandens ansigt.

Lexie skal til at sige et eller andet, men hun bliver afbrudt af skoleklokken der ringer. Hun kniber øjnene sammen, da jeg vinker til dem, og går ind ad døren, sammen med Zayn.

Jeg føler absolut intet for Zayn og synes stadig, at det er utroligt akavet at være sammen med ham, men han er 100 procent den letteste måde, at irritere Lexie på.

Vi skal ikke en gang til samme time, så han følger mig bare hen til mit skab. Han giver mig et lille kys på kinden, inden han går. Jeg kan mærke pigernes misundelige blikke på mig, da jeg går i gang med at rode i mit skab. De ville sikkert ønske, de var mig. Bare jeg kunne forklare dem, at det ikke er værd at ønske sig...

Jeg finder den rigtige bog frem og går hen mod det rette lokale. På vejen stopper jeg ved Rebeccas skab, da hun også skal have historie. 

"Kommer du Becs?" Smiler jeg, og hun tager hovedet ud af skabet, og stikker mig et overrasket smil. Hun nikker lidt, tager sin bog, og smækker lågen i. 

"Du skulle have set Lexies fjæs, da du gik med Zayn. Blondie var grøn af misundelse." Griner hun, og stikker sin arm ind under min, så vi går arm i arm. Det irriterer mig lidt, at hun er så falsk. Hun kan gå fra at være Lexies bedste veninde, til at bagtale hende sammen med mig.

"Det kan jeg forestille mig... Var det sjovt i går?" Spørger jeg, og prøver med vilje at give hende skyldfølelse. Hun kigger bange på mig, sikkert nervøs over om jeg er sur, og nu vil få de andre til at fryse hende ude.

"Undskyld Jess, men jeg vidste helt ærligt ikke, at de andre også kom... Hvis jeg havde vidst det, havde jeg taget dig med!" Jeg smiler beroligende til hende, og forsikrer hende om, at det er okay. Vi fortsætter hen ad gangen, og drejer til højre, mod historie-lokalet. "Gæt hvem jeg så hos Val i går. Mr. Stalker!" Griner jeg, så Rebecca griner med.

"Han er simpelthen så creepy! Og når man taler om solen..." Mumler hun, og peger diskret hen på Liam, der går ind i det lokale, vi er på vej hen til. Jeg sukker lidt, og laver en grimasse, der får hende til at grine.

Jeg havde lykkeligt glemt, at vi har historie sammen. Jeg har faktisk overraskende mange fag med ham, og det skulle ikke undre mig, hvis han har fået langt sit skema om, så det passer med mit.

Da vi træder ind i historie-lokalet, vendes alles opmærksomhed straks mod os. Jeg smiler bare kækt, og skal til at gå hen til vores sædvanlige bord, da jeg stopper op. Måbende stirrer jeg hen på bordet, hvor ingen mindre end Niall sidder. 

Han vinker flabet til os, og jeg kan mærke hvordan alles øjne stadig er som limet fast til os - spændte på at se vores reaktion. Rebecca tager hånden op, og vinker tilbage til Niall, men jeg er hurtigt til at daske til den. Hun mumler en lille lyd, og lægger så armene over kors.

"Undskyld mig, men hvad er det lige du tror, du laver?" Ordene har forladt mine læber, og syder næsten af afsky. Niall slår en lille latter op, inden han tilfreds ånder ud, og sender os et endnu større smil.

"Er I virkelig så uintelligente, at I ikke kan regne ud, hvad jeg laver? Jamen, jeg vil da med glæde forklare det: Jeg sidder her, og skal til at have historie." Hans flabede udtryk får mig til at skyde et øjenbryn i vejret, og stirre koldt på ham.

Der har været fuldstændigt stille i lokalet indtil nu, hvor et lille fnis lyder. Det får mig med det samme til at føle mig usikker, og jeg kigger mig fortvivlet rundt. "Hvad er der galt Jess? Bliver din lille hjerne overbelastet over at skulle træffe et valg, helt selv?" 

Måden han siger det på, tager pusten fra mig, og jeg får en underlig trang til at græde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, og nøjes med at fjerne mit blik fra hans blå øjne, og kigger i stedet ned på mine sko. 

"Hvad fanden bilder du dig ind? Du kan ikke bare komme valsende her, på vores skole, og tro at du ejer stedet." Siger Rebecca, og klangen i hendes stemme får mig til at kigge chokeret på hende. Hun lyder fuldstændig som Lexie...

"Jeres skole?" Griner Niall, "Siden hvornår er det blevet jeres skole? I er simpelthen for meget. Hvorfor er det altid alle os andre, der skal tilpasse sig jer, og jeres behov?" Han slår ud med armene, og kigger opfordrende rundt på de andre i lokalet. De forholder sig stille, hvilket får ham til at tage sine arme langsomt ned, og sukke lidt.

Døren går op, og ind træder vores historie-lærer. "Undskyld jeg kommer for sent." Siger hun, mens hun hiver efter vejret. Hurtigt hiver hun sin jakke af, lægger den over stolen, og stiller sin taske på katederet. Hun laver en lille glad lyd, og kigger op. Hendes syn får hende åbenbart til at hæve sine øjenbryn, og lægge sit ansigt i nogle forundrede folder. "Miss Hayes og miss Turner, vil I være søde og sætte jer ned? Timen er begyndt."

"Men Mrs. Cartwright!" Begynder Rebecca, og kigger anklagende op mod katederet. "Niall Horan har sat sig ved vores bord."

"Og?"

"Kan De ikke bede ham om at flytte sig?" Hendes udtryk og stemme har ændret sig drastisk, og hun virker nu som en sød, lille pige, der ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Jeg kigger bare forsigtigt på Mrs. Cartwright. Nialls ord sidder stadig i mig, og jeg har ikke rigtigt lyst til opmærksomhed lige nu.

"Piger, I kan da bare sidde lige der?" Hun peger hen på et bord, på anden række.

"Jamen Mrs. Cartwright, vi-"

"Nu sætter I jer der, og så ikke mere brok. Eller vil I have, at jeg skal tage fra jeres frikvarter?" Der er ingen diskussion - det understreger tonen i hendes stemme. Jeg sukker, og går efter Rebecca hen mod bordet, der blev udpeget til os. Jeg prøver for alt i verdenen at fremstå kold og ligeglad, selvom det irriterer mig. Hvordan kan Niall slippe afsted med at opføre sig sådan? Hvis der først er en, der kan slippe ustraffet for sådan en opførsel overfor os, hvad bliver det næste så?

Jeg kan næsten mærke, hvordan folk fryder sig over det her, og som om det ikke er ydmygende nok, snubler jeg over mine egne fødder. Nogle fnis lyder, og jeg puster ud. Jeg får rejst mig op igen, med oprejst pande, men må holde godt fast på mine hænder, for at skjule at jeg ryster. Jeg ved ikke hvorfor, men gråden tager kvælertag på mig, og jeg føler mig som en løve i et bur.

Vi får endelig sat os ned, hvilket får Mrs. Cartwright til at smile tilfreds. "Okay, jeg råber jer lige op."

Mens hun siger folks navne, kigger jeg mig over skulderen, hvilket jeg fortryder, for jeg kigger direkte ind i et par blå øjne. Nialls selvtilfredse smil får mig bare til at føle mig endnu mere sølle. Jeg kigger hurtigt væk igen, og vender i stedet min opmærksomhed mod Rebecca.

"Det der skal han få betalt." Hvisker jeg, og hun nikker med det samme. Hun tager noget hår om bag øret, og skærer en underlig grimasse, hvor hun prøver at gøre grin med Niall. "Jeg sidder her, og skal til at have historie" Vrænger hun lavt, og prøver at efterligne hans irske accent. Af en eller anden grund griner jeg, men der er sikkert ingen, der kan høre hvor hult et grin det er.

"Jessica Hayes?"

"Her!" Udbryder jeg, og smiler svagt til læreren, der krydser mig af på papiret, hun har foran sig.

"Godt så," Hun lægger kuglepennen og papiret fra sig, og kigger ud over klassen. "I dag skal vi begynde på vores tema om Englands kultur-udvikling. Vi lægger ud med, at i parvis skal fremlægge om et valgfrit emne, der selvfølgelig går ind under temaet. Dette er en hjemme-opgave, og i får derfor ingen timer herovre, til at forberede jer." Folk beklager sig lidt, men holder straks op igen, da der bliver tysset. Jeg kan heller ikke lade være med at sukke højlydt. 

"Kan du give os et eksempel på et emne?" Spørger Cara Morgan. Rebecca puffer til mig, laver nogle bid ud i luften og hvisker noget med 'vampyr'. Jeg griner lidt, men kigger igen op på læreren, da jeg faktisk synes, det var et relevant spørgsmål.

"I kunne jo for eksempel vælge kunst, eller musik. Det vil nok være lettest for jer, hvis I vælger et årstal, eller en lille tidsperiode, og arbejder udfra det, så opgaven kan blive mere præcis. Det er også okay at vælge et britisk ikon, og fortælle lidt om personens udvikling."

"Må vi selv lave grupper?" Bliver der spurgt, og man kan med det samme mærke spændingen i luften. Sig nu ja, sig nu ja, sig nu ja...

"Nej. For at undgå de sædvanlige gruppe-danninger, vil jeg lade det være op til skæbnen." Hun finder en lille skål, med sedler i, frem fra katederet, og endnu en gang begynder folk at brokke sig.

"Det er fandeme løgn..." Mumler jeg, og Becca nikker. Mrs. Cartwright begynder at rode med hånden i krukken, og ligner nærmest en dårlig parodi på hende fra the Hunger Games. Hvad fanden er det nu, hun hedder...? Nå, det er også lige meget.

For hvert navn der bliver råbt op, får jeg et lille sug i maven. Mine håndflader bliver klamme, og jeg håber inderligt at jeg bare skal arbejde sammen med Rebecca, selvom chancen for det er utrolig lille. 

"Rebecca Turner og," Mrs. Cartwright fisker endnu en seddel, og det føles som om hun er hundrede år om at folde den ud. "Niall Horan." 

"Fuck mit liv." Udbryder Rebecca lavt, men kun så lavt at alle andre end Mrs. Cartwright kan høre det. Jeg har ondt af hende, men også af mig selv. Hvem fanden skal jeg så være sammen med?

Der er sikkert ingen der gider at være sammen med dig...

Jeg tager mig irriteret til hovedet, over den latterlige stemme. Hvorfor er det, at jeg ikke bare kan lukke den ude?

"Jessica Hayes og," Mrs. Cartwright får endnu en gang min fulde opmærksomhed, og jeg kan mærke hvordan hele min krop spænder. "Liam Payne."

Og hele min verden væltede lige om ørerne på mig. Det her må være en eller anden form for syg joke! Det kan ikke passe, at jeg, af alle mennesker, skal være sammen med ham!

Jeg kigger hurtigt hen på det bord, Liam sidder ved, og bliver mødt med et stort smil. Han vinker til mig, men jeg kigger bare væk igen. Dræb mig nu.

Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?

Uha, jeg kan remse en masse ting op, Jess. Hvor skal vi begynde?

Jeg slår frustreret min hånd i bordet, så folk kigger på mig, men lige nu, er jeg pisse ligeglad. De må glo så meget de vil, for det er jeg efterhånden ret vant til. De er bare nogle små freaks, der ikke selv har et liv, og derfor har et sygt behov for at følge med i mit.

Jeg ignorerer stemmen, der skulle til at svine mig til. Jeg er simpelthen for irriteret til at tage mig af noget som helst lige nu.

"Nå, opgaven er først til om 2 uger, så I har rigeligt med tid. Nu vil jeg gerne have jer til at slå op på side 67." Alle gør, som vi får besked på, og en eller anden går i gang med at læse højt. Jeg stirrer bare tomt på papiret og kan slet ikke koncentrere mig om at læse. Jeg skulle bare have pjækket i morges...

Min mobil vibrerer i min bukselomme, og jeg kigger mig diskret om, inden jeg fisker den op. Nu hvor jeg ikke sidder bagerst, tør jeg ikke tage nogen chancer og gemmer derfor mobilen bag min bog.

Det er en gruppebesked fra Harry, og jeg har af en eller anden grund, først opdaget den nu.

 

Harry: Hey, skal vi tage med til Steve Jeffersons fest i morgen? ;)

Lexie: Ved ikke rigtigt om jeg kan...

Zayn: Jeg kommer, hvis i gør :D

Lexie: Har lige spurgt min mor - kan godt! <3

Sarah: Det lyder da okay, hvis i også kommer... <3 Men er ham Steve ikke en totalt taber?

Harry: Cool. Hvad med jer andre? Jess? Lou? Becs?

Zayn: Jo, han er en kæmpe taber. Var det ikke ham der tog den kvindelige solo i skole musicalen? Haha ;)

Harry: Fuck jo, det havde jeg helt glemt, haha! Men så må vi vel hellere vise den lille taber hvordan man fester ;)

Mig: Jeg er frisk! Har brug for at festeeeeee! ;)

Harry: Sådan skal det lyde Jess!:D

 

Jeg smiler lidt over Harrys besked, men bliver afbrudt i at svare, da mit navn bliver sagt. "Undskyld, hvad?" Spørger jeg forvirret, hvilket får folk til at grine lidt med mig. Det lyder i hvert fald ikke hånligt.

"Det er din tur til at læse." Hvisker Becca ved siden af mig, og peger på det sted, jeg skal begynde. Jeg tager en dyb indånding, og begynder at læse højt, selvom jeg ikke aner hvad teksten handler om. Lige nu glæder jeg mig faktisk bare til at kunne feste i morgen - det kan være at det kan få mine tanker lidt væk.

 

___________________________________________________________________________________________________________________

Heeeeej! 

For det første: ÅRH HVAD VI FUCKING VANDT MELODI GRAND PRIX, er jeg den eneste der flipper? 

For det andet: Tillykke til min mor, der havde fødselsdag i går (lørdag) og min far, der har fødselsdag i dag (søndag)... WUU!

 

Lad os lige sende nogle tanker til Mirah, der synes det var sjovt, at Sarah og Lou åd hinandens ansigter, hæhæ #fnøf. <3

 

Uh, og glem ikke at like, så er du en skat!

xx Silke <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...