Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

276Likes
315Kommentarer
23848Visninger
AA

22. We will be better than I was. (Nutid)

 

Love out of lust - Lykke Li

 

Det er fredag. Fucking, dejlige fredag! Udover at det i morgen er lørdag, er denne dag også helt speciel, for der er kun en uge til sommerferie. Og jeg har på fornemmelsen, at det bliver den rareste sommerferie i lang tid. 

Nu tænker du sikkert, hvorfor jeg er i så godt humør, ikke? Well, det kan jeg da lige svare på.

Jeg går de sidste skridt hen til de andre. De sidder i solen, og røgen fra deres cigaretter stiger op, og blander sig med de få skyer, der er strøet udover den blå himmel. 

Jeg smiler stort da jeg kommer hen til dem, og ignorerer de dræberblikke jeg får af både Rebecca og Lexie. I stedet for at kigge på dem, er mine øjne som svejset fast til et par mosegrønne, der får et klart skær, på grund af solen, der spiller i dem. 

"Hey babe," Harry rejser sig op, og før jeg når at svare, trykker han sine læber mod mine. Jeg smiler mellem kyssene, mens jeg kan mærke pigernes misundelige blikke. 

"Get a room!" Siger Zayn, men det er som om, hans stemme fejler, og lyder knapt så sjofel. Selv Lexies dumme grin lyder ikke specielt hånligt, og det føles som en personlig sejr.

Efter Harry kyssede mig i tirsdags, har han ikke været bleg for at vise os frem. Hver gang vi er sammen, fletter han hurtigt vores fingre sammen, så jeg ikke kan lade være med at smile. 

Jeg kan næsten ikke beskrive de andres udtryk, da han annoncerede det. 'Jeg og Jess dater nu, og det er der ikke noget, i kan gøre ved.' Det havde han sagt. Han havde helt seriøst gået hen til de andre, sammen med mig, og sagt de 15 ord så simpelt, som de kan siges. Og selvom jeg med sikkerhed ved, hvor mange kommentarer de havde klar til det, lukkede de deres munde igen, da Harry havde taget mit hoved, og kysset mig, lige der, foran hele skolen. Det føltes nærmest som en hævn, fra den gang, jeg havde prøvet at kysse Harry, hvor han havde afvist mig. Jeg havde lyst til bare at gnide det lige i Lexies dumme fjæs, og slå hende så hårdt, at hun begyndte at tude. Når alt hendes mascara så var løbet, ville jeg smile til hende, og sige at hun skulle tørre øjnene, for 'man kan se, du har grædt.'

"Jeg synes, i er så søde! Jeg har altid heppet på jer - Jarry, i ved!" Griner Sarah, så jeg kigger over på hende. Hun smiler stort, så de andre også må tvinge et smil frem. 

Det, at jeg og Harry er sammen, har givet mig en ny magt, for nu er vi to mod dem, og de andre kan ikke sige noget til mig, for så vil Harry forsvare mig. Så selvom Rebecca højst sandsynligt har fortalt dem om Nialls baggrund, og det forhold, vi ikke har, kan de ikke røre mig nu. For en gangs skyld føles min magt god, og jeg er ikke bange for at bruge den.

"Tak Sarah! Ej, vi kunne jo double-date!" Siger jeg sukkersødt, mens jeg skæver til Lexie, der snart bliver grøn af misundelse. Sarah ser bare lidt forvirret på mig, inden hun kigger hen på Louis, som om hun blev i tvivl om, hvem det nu lige var, hun datede. 

"Emneskift!" Sukker Lexie irriteret, og kigger kort på mig. Jeg trækker bare lidt på skuldrene, og følger efter Harry, der går hen, og sætter sig op ad muren igen. Han klapper foran sig, som tegn til, at jeg skal sidde mellem hans ben.

Jeg stivner kort, og får et flashback, fra da Niall sang for mig. 'I won't give up on us...' Hans stemme suser i min øregang, og sender kuldegysninger ned langs min rygrad.

Jeg ryster kort på hovedet af mig selv, og sætter mig så ned til Harry. Jeg kan mærke hvordan hans bryst hæver og sænker sig, hver gang han trækker vejret, og rytmen af hans hjerte har en beroligende effekt på mig.

"Okay, i ved jo godt, hvorfor vi er samlet her," Begynder Lexie, og kigger forventningsfuldt rundt. Med det samme skyder ubehaget igennem mig. Vi aftalte at pjække fra første time, og i stedet sidde her, så vi kan få alt på plads inden vores 'store nummer', der skal få hævn på Niall. Eller, det vil sige, det var ikke noget vi aftale, men rettere sagt noget der blev bestemt, af ingen mindre end Rebecca. Jeg har aldrig set hende tage kontrol på den måde før, og jeg ved udmærket godt hvorfor. Hvad kunne være bedre hævn fra hendes side, end at jeg skal sidde og svine Niall åbenlyst til? "Louis, har du en plan?"

Vi drejer alle hovederne mod Louis, der med det samme ser forfjamsket ud, inden han tager sig sammen. "Øh... Altså, skal Jess ikke bare have nøglen, og så ligesom... Bare gøre det?" 

Hans ord får mig til at udstøde et lille grin, og jeg kan mærke hvordan Harry også prøver at holde sit tilbage. De andre kigger kort hen på os, inden Zayn hæver øjenbrynet lidt. "Hvorfor var det sjovt?"

"Det var bare måden Lou sagde det på... Ikke for noget Lexie, men var det ikke pænt åbenlyst? Jeg mener, vi behøver vel ikke nogen decideret plan?" Forklarer Harry, så en let rød farve stiger op i Lexies kinder. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er af vrede eller ydmygelse, men uanset hvad, får det mig til at smile skadefro.

"Jeg er enig med Harry. Jess skal jo bare derind, og så styrer hun det. Hun har sikkert alt muligt lort hun kan sige om ham," Smiler Sarah, og klapper spændt i hænderne. "Jeg glæder mig! Det bliver godt!"

"Hvis hun altså kan gennemføre det?" Siger Rebecca koldt, så alle tydeligt kan fornemme spændingen i luften. Jeg tager en dyb indånding, og prøver at ignorere det. 

"Selvfølgelig kan jeg det? Nu er det jo sådan, at jeg rent faktisk kender Niall, i forhold til visse andre, der bare snaver den første, den bedste." Jeg smiler falskt til hende, og selvom Lexie sikkert ikke er meget for det, smiler hun alligevel anerkendende til mig. Becca kigger bare væk, og lægger armene over kors. "Hvornår skal jeg gøre det?"

"Fjerde time, lige før spisefrikvarteret, så vi virkelig kan nyde effekten af det." Griner Sarah ondskabsfuldt, og kigger hen på Louis. Han sidder med sit blik rettet væk, og bemærker først Sarah, da hun blidt puffer til ham. Jeg ved ikke hvad der er med Louis, men han virker så langt væk for tiden...

"Og med det på plads," Mumler han, og flytter uroligt på sig. "Lexie, giver du ikke lige Jess nøglen?"

Hun nikker lidt, og sørger for at fange Zayns blik, inden hun lister to fingre ned i sin BH, og fisker nøglen frem. Stadig med blikket rettet mod Zayn, rækker hun nøglen hen mod mig. Jeg skal til at læne mig frem, for at kunne nå den, men Harry kommer mig i forkøbet, så hans hånd rammer min. Jeg kigger op på ham, for at møde et drillende smil, inden han holder nøglen over mig, så jeg lige præcis ikke kan nå den. "Harryyy!" Jeg trækker hans navn ud, og prøver endnu en gang at nå nøglen, selvom den ikke er specielt tiltalende. Især ikke efter den har ligget i Lexies BH.

"Hvad er der, mussi? Kan du ikke nå nøglen?" Spørger han drillende, så jeg kigger dumt på ham.

"Jo, jeg synes bare det er vildt sjovt at lade som om, jeg ikke kan nå den. Hvad tror du selv?" Jeg prøver at spille flabet, men et lille grin ødelægger det, og gør kun Harrys selvtillid større.

"Hmm, jeg kunne jo give den til dig... Men så skal jeg have noget til gengæld!" Jeg ruller lidt med øjnene, men smiler så stort. Langsomt fører jeg min hånd op, og kærtegner hans bløde kind. Hans øjne fyldes med varme, og han fører sit hovede tættere på mit.

Jeg kan mærke hans varme ånde mod mine læber, da jeg kigger op, og fanger hans blik. "Du er simpelthen for nem." Hurtigt griber jeg fat om nøglerne, han selvfølgelig har sænket, og trækker mit hoved væk igen.

Skuffelsen står malet i hans ansigt i et kort øjeblik, men jeg smiler bare sejrsrigt til ham. 

"Øhm, klokken ringer lige om lidt, og min smøg er færdig. Jeg tror, jeg smutter." Konstaterer Zayn inden han smider sit skod fra sig på jorden, og rejser sig op. Vi andre gør det samme, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg kan slippe for de andre nu. Hurtigt lægger jeg nøglen ned i min lomme.

Jeg når knapt at stå oprejst, før Harry har armen om mig. Han giver mig et lille klem, der udvikler sig til, at han begynder at kilde mig. "Ha-Harry, stop!" Hviner jeg, mens jeg mod min vilje griner ekstremt højt.

Men mine ord praller bare af på ham, for han bliver ved. Selvom jeg vrider mig i kramper, kan jeg ikke slippe ud af hans tag, og jeg kan næsten ikke få luft, fordi jeg griner så meget.

"I er simpelthen for meget..." Mumler Zayn, da han går forbi os. Jeg når at opfange Lexie, der hurtigt nikker sig enig, inden hun træder på det skod, hun lige har smidt på jorden. Harry stopper langsomt med at kilde mig, sikkert på grund af Zayns ord. 

De andre ser ikke ud til, at de vil vente på os, da de bare begynder at gå, uden så meget som at kigge sig tilbage. "Tror du, vi er for irriterende?" Griner Harry mod mit øre, så jeg straks begynder at smile igen.

"Sikkert, men man kan jo næsten heller ikke gøre noget rigtigt." Vi begynder også at gå, og selvom jeg efterhånden er blevet vant til det, sender det stadig fyrværkeri gennem mig, da Harry tager min hånd.

Zayns ord kom egentlig ikke bag på mig, for nu hvor jeg tænker over det, virker det ikke som om, han nogensinde har prøvet at have noget, der ligner et forhold. Gad vide, om han nogensinde har været forelsket? Jeg mener, den dreng tænker bogstaveligt talt med pikken. Overvej det lige: Han har haft sex med 3 ud af 6 af hans vennekreds - i hvert fald af, hvad jeg ved. Og en af dem, var oven i købet en dreng. 

Lexie er derimod totalt skudt i Zayn, og for at være ærlig, forstår jeg det ikke. Jeg mener, han er lækker og sådan, men... Hvorfor forelske sig i en dreng, der aldrig vil føle på samme måde?

Det er jo ikke noget, man selv kan styre, Jess. Påstår du, at du er bedre selv?

Selvom stemmen er irriterende, lykkes det mig at ignorere den. Jeg giver Harrys hånd et lille klem, for at minde mig selv om, hvor glad jeg er - eller burde være. Der er stadig så mange ting, der nager mig, at jeg simpelthen ikke kan være lykkelig. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, om jeg overhovedet ved, hvordan det føles at være lykkelig...

"Hey mussi?" Harrys stemme får mig tilbage til virkeligheden, så jeg vender mit hovede, og smiler svagt til ham. Det er varmt i dag, så han har kun en enkel, hvid kortærmet T-shirt på, så hans overarme kommer til syne. Hurtigt fanger hans tatovering mine øjne, og sender mig tilbage til den dag. Det føles alligevel, som om det er 100 år siden... "Du ved, her i sommerferien, ikke? Der skal jeg i vores sommerhus det meste af tiden, fordi jeg lovede min mor det..."

Det sidste mumler han lavt, hvilket får mig til at smile. Han er vist en rigtig mors-dreng...

Vi går op ad trapperne, der fører ind til skolen. Gangen er næsten tom, for de fleste er til time stadigvæk. De andre er allerede forsvundet langt ned af gangen, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. 

"...Og så tænkte jeg på, om du ville med? Jeg har allerede snakket med min mor om det, og hun synes, det lyder hyggeligt! Altså, kun hvis du har lyst selvfølgelig...?" Han kigger bange på mig.

En masse forskellige følelser ruller igennem mig, mens jeg prøver at forstå, hvad han lige har spurgt mig om. "Mener du det?"

"Ja..." Griner han usikkert, og kigger så spørgende på mig igen. Mit hjerte er ved at koge over af kærlighed, og jeg føler mig ekstremt beæret.

"Selvfølgelig vil jeg det!" Jeg kommer til at juble det, fordi jeg blev så spændt. Min sommerferie skulle egentlig ikke indeholde andet, end at blive derhjemme og måske være i min families sommerhus, en uge eller noget. Men jeg vil langt hellere tilbringe tid med Harry, end at løse kryds ord med mig selv...!

"Er du sikker?" Spørger han nervøst, og bider sig lidt i underlæben. Jeg kigger bare på ham med store øjne, smiler og nikker så, så mange gange, at jeg næsten bliver rundtosset. "Er du sindssyg? Selvfølgelig er jeg sikker!? Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde, at tilbringe min sommer på..."

Mine ord får ham til at smile stort, så hans smilehuller titter frem. Hans øjne funkler, og han ligner en, der lige har vundet en vigtig konkurrence. "Det giver mig også mere tid med Jess,"

Jeg kigger underligt på ham. "Hvad mener du?"

Hans greb om min hånd strammes lidt til. "Den rigtige dig. Ikke hende, du nogle gange bliver nødt til at være, når vi er herovre, men dig, Jessica Hayes - den mest fantastiske pige, jeg nogensinde har mødt." Jeg stopper op, og kigger på ham. Måden han siger det på, lyder så oprigtig, at jeg faktisk tror ham.

"Jeg skylder dig stadig et kys, gør jeg ikke?" Hører jeg mig selv sige, inden jeg læner mig frem, og kysser de læber, de smukke ord lige har forladt. Jeg har lyst til bare at blive stående her, for evigt.

Lige som jeg tænker den tanke, ringer klokken, og lyden af utallige døre, der åbnes på samme tid, forstyrrer vores øjeblik, så jeg grinende må trække mig væk fra ham. Jeg har dog stadig armene om hans nakke, så nogle af hans krøller blidt rører min hud. "Nå, vi må hellere smutte til time nu..."

"Men vi når at se hinanden, inden 'det store nummer'," Siger Harry, og parodierer Lexie, da han siger det. "Hey, jeg glemte helt at snakke med dig om det. Er du okay med det? Tror du, at du kan klare det?" 

Selvom hans øjne ser betryggende ud, stikker jeg ham alligevel en løgn. "Sagtens. Niall hader mig alligevel, så..." Min stemme forsvinder lidt, og folk begynder hastigt at gå forbi os, for at nå hen til deres skabe inden næste time begynder. 

"Godt nok... Men vi ses senere så," Han smiler, inden han kort kysser mig på næsen, så jeg udstøder et lille fnis. "Hav en god time, mussi!" Han begynder at gå væk, og forsvinder i mængden, mens han stadig vinker til mig. Jeg griner bare lidt over ham, fordi han konstant kalder mig mussi, og vinker kort.

Derefter vender jeg rundt, for at gøre ligesom alle andre, og finde mit skab. Jeg når ikke at tage mange skridt, før jeg går lige ind i en lidt for velkendt person.

De brune øjne møder kort mine, inden Liam fortsætter forbi mig. "Hey, Liam? Vent lige," Siger jeg, så han stopper op. Irriteret vender han sig rundt, og kigger ligegyldigt på mig.

"Snakker du til mig? Det troede jeg ikke, du måtte..."

"Jeg... Jeg ville bare sige undskyld." Jeg siger det hurtigt, mens jeg klemmer øjnene sammen. Hvorfor jeg siger det nu, ved jeg ikke, men jeg har det som om, at jeg bliver nødt til at undskylde. Jeg får ikke nogen mulighed, udover denne, inden det bliver mandag igen, og vi skal fremlægge vores projekt.

"Er det en joke?" Spørger han, med et lille hult grin. "Hvor gemmer personen sig?"

"Hvem?"

"Ja, ham, der skal kaste yogurt på mig. Åh, eller har du måske opgraderet siden sidst? Måske er det budding denne gang?" Han stirrer bare på mig, og jeg tror aldrig, jeg har set ham sådan før. Glæden, efter det med Harry, forsvinder som duk for solen, og jeg prøver forgæves at synke den klump, der har samlet sig i min hals. 

"Liam, det var ikke meningen. Jeg kan forklare-"

"Du skal ikke spilde dine dyrebare ord på mig. Ved du hvad, jeg troede faktisk på dig. Virkelig, jeg vidste ikke, at nogen kunne være god en skuespiller... Men bravo, det er du åbenbart! Jeg synes simpelthen, det er så forfærdeligt, hvor langt du vil gå, bare for at dig og dine åndssvage venner kan gøre endnu en person til grin." Forfærdeligt. Der var ordet igen. Forfærdelig. Det er nok det mest brugte ord, når man skal beskrive mig. 

"Tror du, at det hele bare var skuespil?" Piber jeg, mens jeg kan mærke hvordan tårerne langsomt begynder at stige op i mine øjne.

"Hvad skulle jeg ellers tro?" Spørger han, og ser trist på mig. "Farvel Jessica." Og med de ord, vender han sig rundt igen, og forsvinder mellem de andre elever. 

Han kaldte mig Jessica. Bare det, får følelserne til at vælde op i mig, og jeg bliver helt rundt på gulvet. Hvis jeg ikke havde stået her, lige inden anden time begynder, havde jeg lagt mig ned, og prøvet at forsvinde. Men desværre er jeg midt på gangen, i et sted, hvor der er rettet et par øjne mod mig, uanset hvor jeg går.

 

***

 

Jeg knuger manisk om den lille nøgle. Mine håndflader er svedige, og nøglen, der ellers var så kølig til at starte med, er nu blevet helt lun. Jeg har siddet med den i hånden, hele forrige time, og frygtet for lyden af klokken.

Heldigvis havde jeg matematik, som jeg ikke har med nogen af de andre. Men jeg kunne slet ikke koncentrere mig, og kiggede konstant op på uret. Aldrig har jeg frygtet den klokke så meget. 

I løbet af dagen har presset og nervøsiteten fået sneget sig ind på mig. Hvad hvis jeg bliver opdaget af en lærer? Og hvad fanden skal jeg sige? Hvordan skal jeg starte?

Alle spørgsmålene fylder i mit hovede, så jeg kort må klemme mine øjne sammen, og tage en dyb indånding. Jeg bliver nødt til at slappe af.

Jeg kunne også bare stikke halen mellem benene, og lade være med at gøre det...

Jeg overvejer kort, om jeg skal tage chancen, men fortsætter min gang, mod det berygtede kontor. Jeg kan ikke vende om, for der er for mange, der forventer det her nu. Jeg er langt fra stærk nok til at kunne sige fra, for sådan et stort pres.

For det første vil Harry vide, at jeg løj for ham. Okay, det er nok en af de mindste ting... For det andet, vil det få Rebecca til endnu mere at tro på, at jeg og Niall er kærester, hvilket fører os tilbage til, at Harry bliver sur på mig. Og så er der jo Lexie, der med det samme ville udnytte det, og suge alle irriterende kommentarer ud af den situation, som den lille, klamme tæge, hun er. Nej, jeg bliver nødt til at gøre det her.

For som sagt, så hader Niall mig i forvejen. Han må afskye mig, uanset om jeg er hans baggrund på computeren eller ej. Hvis jeg var ham, ville jeg i hvert fald også hade mig.

Du er forfærdelig.

Jeg ved det. Jeg er forfærdelig. Tænk på hvor forfærdelig jeg har været, mod så mange mennesker, der faktisk betyder noget for mig. Hvor manges liv, jeg har påvirket på en dårlig måde.

Det føles som om jeg for et kort øjeblik bliver omringet af alle de skuffede, sårede og forfærdede blikke, jeg har fået gennem de sidste år. Det føles som om jeg går i en tunnel af billeder, der sender mig tilbage til alle de situationer, hvor jeg har handlet forkert.

Liams øjne, da jeg flippede ud på ham. Lexies øjne, da jeg slog hende. Harrys øjne, da jeg ignorerede ham. Min mors blik, da jeg fortalte, hvordan jeg opfattede hende og min far. De gange, hvor jeg har gjort Nick skuffet over mig, fordi jeg har opført mig som en idiot. Louis' blik, alle de gange Zayn har sagt noget upassende til mig. Nialls øjne, da jeg ødelagde hans brors fremtid. Nialls blik, da jeg ydmygede Liam. Liams brune øjne, da han snakkede med mig for to timer siden. Mine egne øjne, de gange jeg har kigget på mig selv i spejlet, og set hvor forfærdelig, jeg er.

For enden af tunnelen, er en dør, og da jeg endelig når hen til den, er jeg klar til at græde. Alle de blikke - og overraskende mange af dem, vidste jeg ikke en gang hvis var - havde en ekstrem påvirkning på mig. Fumlende stikker jeg nøglen i låsen, mens jeg prøver at fokusere på det slidte skilt, der hænger på døren. "Mr. Jones

Et sus går igennem mig, da der lyder et klik, og døren åbner sig. Jeg går forsigtigt ind, og det første, der springer i mine øjne, er mikrofonen. Den mikrofon, der går ud til alle højtalere, på hele skolen. Den mikrofon, jeg lige om lidt skal tale i. Mikrofonen.

Min hals føles tør, mens jeg bestemt lukker døren i bag mig, og skynder mig at låse igen. For en sikkerheds skyld, tager jeg en af de stole, der står ved skrivebordet, og sætter imod håndtaget, så døren umuligt kan blive åbnet.

Med et lille suk, vender jeg mig rundt igen, og stirrer direkte på mikrofonen. Tankerne flyver igennem mig, mens jeg næsten hypnotiseret nærmer mig skrivebordsstolen. 

Det gamle, brune læder giver en knirkende lyd fra sig, da jeg sætter mig ned. Nu er der absolut ingen vej tilbage. Det er nu. Alt jeg mangler at gøre, er at læne mig frem, klikke på den knappen, og tale.

Men hvad skal jeg sige?

Med et slår det mig. Målrettet læner jeg mig frem, og trykker hårdt min finger mod den lille knap. Jeg kan mærke hvordan den giver efter, og er klar over, at hver enkel lyd, jeg giver fra mig nu, ville kunne høres på hele skolen. 

"Mit navn er Jessica Hayes," Siger jeg, efter at have taget en lille indånding. Jeg kan høre hvordan min stemme runger ude på gangen, men er så småt blevet fuldstændigt afklaret med, hvad jeg skal gøre. "Og nu vil jeg fortælle jer sandheden."

 

_________________________________________________________________________________

...

..........

urgh...!! 

Jeg håber, at i kunne lide kapitlet, og ja.. jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive lige nu...

 

Har simpelthen haft så svært ved at skrive det her kapitel... Om det var fordi, jeg endte med kun at have en dag til det, eller fordi det er et af de sidste, jeg skriver på Lost, ved jeg ikke.... Det var i hvert fald svært, så jeg håber ikke, at det hele bare blev noget lort...

nå, jeg er virkelig underlig lige nu, så øh... ja...

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...