Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23615Visninger
AA

14. We didn't break, we didn't burn, we had to learn. (Nutid)

 

I won't give up - Jason Mraz

 

Jeg gengælder halvhjertet det store smil, Harry sender mig, fra den anden side af bordet. Han har været sådan der, hele dagen, og jeg har konsekvent afvist ham. Mine tanker er bare et helt andet sted, og jeg orker ham ikke rigtigt.

Mine tanker falder igen på Liam. Han havde bare været så forstående, og han havde ligesom kunnet fornemme hvornår han skulle spørge ind til ting, og hvornår han ikke skulle. Men af en eller anden grund, er der noget ved ham, der minder mig om Niall, hvilket gør mig trist.

Jeg kigger hen på Niall. Han sidder ved et bord, sammen med nogle andre standart typer fra pøblen. Han ser ud til at have det godt, hvilket gør mig glad. 

Min mobil vibrerer kort i min hånd, så jeg med et lille smil kigger ned på den.

Liam: "Haha, jeg kender det godt. Er stadig fanget i biologi - og er fucking sulten :("

"Sur røv. Uhm, min mad er lækker..."

Liam: "Fuck dig :D"

"Sødt sagt, Liam..."

Jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg er sådan her, men det er bare så rart at skrive med ham om ligegyldige ting. Det føles bare så naturligt, og jeg glemmer alt om hvor creepy jeg syntes han var. 

"Hvem skriver du med Jess?" Spørger Louis med et kækt grin. Jeg kigger hurtigt op, og gemmer min telefon væk. De kigger allesammen på mig, og jeg kan ikke beskrive hvor presset man føler sig, når de kigger sådan.

"Ikke nogen."

"Årh hold op Jess, jeg kender det smil!" Griner Rebecca højt, og kigger drillende på mig. Jeg kigger forvirret fra Becca til Louis, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige. Hvad er der med mit smil...?

"Det er præcis sådan, du altid smilede, når du skrev med Niall," Forklarer Sarah mig, inden hun sender et luftkys til Louis, der af en eller anden grund sidder skråt over for hende. Harry hoster lidt, og kigger den anden vej. Helt seriøst, han bliver nødt til at stoppe med at opføre sig sådan der.

"Nå, jeg aner ikke hvad i snakker om," Ender jeg med at sige, men det lille grin, der glider over mine læber, modsiger mig pænt meget. 

"Så siger vi det..." Blander Zayn sig, og de andre griner lidt af mig. Jeg sukker bare stille af dem, og over hvor barnlige de egentlig er. Fik jeg sagt, at jeg ikke orker dem?

"Hey, jeg kommer lige med et totalt emneskift, men..." Begynder Lexie, med en håndbevægelse, der fanger alles opmærksomhed. What a surprise. "...Har i hørt noget om Horans fest i går?"

Jeg hæver et øjenbryn. Havde Niall fest i går? Uden jeg hørte om den?

Vent, i går var det søndag, og jeg var jo totalt "forsvundet" og havde ikke en gang tjekket min facebook. Så hvordan skulle jeg kunne have hørt om den?

"Ja, jeg og Becca var der og det hele. Det var faktisk fucking sjovt!" Griner Sarah, så jeg kigger hen mod hende.

"Vent, hvorfor var i med?"

"Vi var inviteret, duuuh?" Svarer Sarah dumt. Rebecca ligner en der gerne vil forsvinde, mens hun konstant lægger sin hånd mod sin hals, og prøver at dække den med sin hånd.

Vent... Rebeccas sugemærke, er det... Er det fra Nialls fest!?

"Hvad er det, du hele tiden laver med hånden?" Spørger Zayn, der sidder ved siden af hende. Hun griner usikkert, men han kigger på hende, som om han har sat sig for noget. Hurtigt griber han hendes hånd i bevægelsen, og tvinger den væk fra halsen, så det tydelige sugemærke bliver blottet.

Der bliver gispet omkring bordet, efterfulgt af stilhed. Harry vælger at bryde den ved at stille det spørgsmål, vi nok alle tænker. "Hvem fanden har du fået det af?"

"Ja Becs, jeg var sgu da sammen med dig hele aftenen, undtaget... Vent... OMG!" Sarah gisper, og jeg kigger spændt på hende. Ja, jeg er sgu da nysgerrig. "Det gjorde du bare ikke!"

Rebecca krymper sig i stolen, og en massiv rød farve spreder sig i hendes fregnede kinder. "Sig det nu bare Sarah, hvem var det?" Brummer Harry, der tydeligvis er træt af at Sarah trækker den ud. Louis kigger kort på ham, med et irettesættende blik, sikkert for at understrege, at han ikke skal bruge den tone mod hans kæreste. Men jeg er fandeme enig med Harry - kom nu bare til sagen Sarah.

"Niall Horan!" Hun peger med afsky på Rebecca. Det giver et ryk i min krop af ren og skær overraskelse. Det kan umuligt passe det der... Virkelig ikke.

Zayn slår en latter op, så vi alle kigger underligt på ham. Derfor holder han op og kigger så chokeret hen på Rebecca. "Vent... Er det ikke en joke?"

Endnu en gang kigger vi alle hen på Becca, så jeg næsten bliver helt rundtosset af at vende mit hoved konstant. Hun bider sig lidt i læben, kniber øjnene sammen, og ryster så svagt på hovedet.

En underlig følelse ruller igennem mig, da jeg forestiller mig Rebecca og Niall - sammen. Nej, bare nej... Det kan hun da ikke bare!? For det første var han min kæreste, og for det andet har vi altså gjort det tydeligt, at man ikke må snakke med ham længere. Og især ikke kysse med ham da!

Fornemmer jeg lidt jalousi?

Stemmen er tilbage, efter en dejlig pause. Den forsvandt lidt, efter jeg var begyndt at snakke med Liam. Sikkert fordi den skammede sig over at have taget tydeligt fejl. Kæft, jeg lyder skizo alligevel...

"Rebecca, det gjorde du bare ikke! Føj for helvedet!" Hviner Lexie, og for en gangs skyld giver jeg hende helt ret. Sådan noget gør man bare ikke.

For du er jo meget bedre selv, ikke Jess?

"Virkelig Becs, det er Niall Horan. Hvad fanden tænkte du på?" Lyder det fra Louis, der glor med afsky på stakkels Rebecca. Louis er jo heller ikke en skid bedre selv. Det er ingen omkring det her bord...

"Jeg tænkte sgu da slet ikke? Jeg var fucking fuld, okay?" Ender hun med trodsigt at svare tilbage, men jeg kan se, at hun lyver. Præcis sådan ville jeg selv have gjort, hvis jeg var i hendes situation. 

"I skal ikke kigge på mig - jeg var helt væk..." Griner Sarah, som om det var noget at være stolt over. Jeg fastholder bare mit blik på Rebecca, der ser fuldstændigt splittet ud. Jeg kender det. Jeg ved præcis hvilke tanker der løber gennem hendes hoved lige nu. 

Noget i hendes blik får mig til faktisk at blive sur. Hun kan lide ham. Jeg kan se det på hende - måden hun reagerer på. Hun kan faktisk lide ham...

Og eftersom han kyssede hende, kan han også lide hende, vel. De kan lide hinanden... Tanken er ubærlig, og får det faktisk til at klø i mine øjne.

"Du-" Lexie åbner munden, men bliver afbrudt af lyden af 300 telefoner, der alle får en sms på samme tid. Også min telefon vibrerer. Undrende kigger jeg rundt, og ser hvordan folk begynder at grine, og vise deres telefoner til hinanden.

Jeg kigger ned på min egen mobil, men kan ikke se andet end at jeg har modtaget en besked, fra et ukendt nummer. Hurtigt åbner jeg beskeden.

"Oh my God." Lyder det fra Sarah. Forvirret over alles reaktion, læser jeg hvad der står. 

"Er Niall og Jess sammen igen?"

Er den korte besked der står, før et billed dukker frem. Mit hjerte slår hurtigere, da jeg ser hvilket billed det er. Jeg kan så tydeligt huske det. Jeg elskede det billede... 

Niall sidder og holder om mig, mens jeg læner mit hovede mod hans bryst. Vi smiler begge to stort, og billedet bringer et lille smil frem på mine læber.

Men det lille smil var virkeligt et dumt træk, for da jeg kigger op igen, er det ikke kun 6 par øjne der er rettet mod mig, men en hel sal. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har prøvet at have så manges blikke rettet mod mig, på en gang. Det føles så ubehageligt, at jeg ikke kan beskrive det. 

"Jess, er det her rigtigt?" Spørger Harry, og ser underligt trist på mig. Jeg er hurtig til at kigge forvirret på dem alle. Tror de helt seriøst på det her?

"Hvad? Nej! Det er et gammelt billede, fra den gang vi var sammen... Jeg aner ikke hvordan folk har fået fat på det." Svarer jeg ærligt, men Harry kigger bare såret væk fra mig.

"Yeah right...!" Siger Zayn, så jeg får en trang til at pande ham en.

"Jeg fortæller altså sandheden! Hvornår fuck skulle jeg have været sammen med ham? Han var tydeligvis ikke alene i går, så jeg begriber ikke, at i virkelig tror på det pis!" Min stemme går op i en lys tone, mens jeg panisk kigger på Rebecca, for at få hende til at give mig ret, eller et eller andet. Men hun sidder bare og gør ingenting. Hun er sikkert bare glad for, at alle ser ud til at have glemt alt om hendes sugemærke.

"Øh Jess, vi hørte slet ikke fra dig i lørdags? Du var meget sammen med ham. Hvorfor skal du altid lyve?" Siger Lexie irriterende, med et overlegent smil plantet solidt på læberne.

"Jeg lyver fucking ikke! Jeg lavede historie-opgave i lørdags!"

"Som om, hvornår er du begyndt at gå op i lektier?" Spørger Louis mistroisk, mens han har armene over kors. Jeg kan nu godt forstå dem, for det virker ikke som noget, jeg ville gøre.

"Jeg mener det! Spørg selv Liam-"

"Liam Payne? Hvorfor fuck skulle du være sammen med den taber? Ikke, at Niall er bedre." Spørger Lexie så nedladende, at jeg får lyst til at sige hende imod. Jeg får den største trang til at forklare hende, at hun tager fejl. Hverken Liam eller Niall er en taber. De er faktisk nogle af de rareste mennesker, du kan finde (Bortset fra Nick, der, som det perfekte menneske han er, slår alle i rar-hed), så det, at de skal sidde og rakke ned på dem, irriterer mig. 

"Fordi han er min makker? Hvad fuck tror du selv?"

"Jeg tror, at du lyver. Du er så meget sammen med Niall igen!" Hendes grin, der er så hånligt som overhovedet muligt, bringer alle de vrede følelser fra i fredags tilbage, og jeg er lige ved at råbe af hende igen. I stedet tænker jeg på gode tanker, og prøver at falde ned.

"Nej jeg er ej. I, af alle, burde vide, at vi aldrig finder sammen igen. Jeg forstår ikke, hvordan i kan være sådan her." Jeg kigger rundt på dem alle, og slutter med at fastholde mit blik på Harry, inden jeg rejser mig op.

Hurtigt begynder jeg at gå, mens hele salen følger mig. Det er lige før jeg kan høre hvordan folks hoveder rykker sig, for hvert skridt jeg tager. 

Jeg kigger hurtigt rundt, for at se om Liam er her, da han nok er den eneste lige nu, der kan forstå mig, men i stedet lander mit blik på Niall. Han kigger sig forvirret rundt, og ser opgivende ned på sin telefon igen, inden han kigger op og kort møder mit blik. Jeg skynder mig at kigge væk, og fokuserer så på døren. 

Følelsen af folks blikke er kvælende, så jeg hiver tungt efter vejret, da jeg slår døren op, og kommer ud på gangen. De fleste er inde i kantinen, men der står stadig okay mange elever herude, der hænger ved deres skabe. Alle står de med deres telefoner i hænderne, og kigger straks på mig, da jeg hastigt begynder at gå forbi dem.

"Jess!" Lyder det bag mig, så jeg hurtigt kigger mig over skulderen. Til min overraskelse, var det Niall, der råbte, og han går nu med hurtige skridt hen mod mig.

Jeg ved ikke hvorfor, men automatisk sætter jeg farten op. "Omg, Jess og Niall," Hører jeg en pige sige til en anden, inden hun udiskret peger på os. 

Jeg begynder at løbe, da Niall endnu en gang råber bag mig. Jeg kan mærke hvordan tårerne presser på, mens alles blikke vendes når jeg løber forbi dem, som lavede jeg domino-effekten. 

Billedet af Niall og jeg sidder fast i min nethinde, mens lyden af Lexies grin runger i mine ører, og Harrys underlige opførsel blander sig med følelserne, der forvirrede snor sig ind og ud af hinanden.

Jeg løber så hurtigt jeg kan, og når hen til udgangen af skolen. Hårdt hamrer jeg ind i døren, så den flyver op, og skynder mig ned af trinene. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, men jeg skal bare væk. 

"Jess, vent," En hånd lægger sig bestemt på min skulder, og holder fast, så jeg er tvunget til at stoppe min flugt. Mod min vilje vender jeg mig rundt, men jeg kniber øjnene sammen.

Please, lad mig ikke få et flashback... Please, please, please! Lad ikke alle de gamle følelser komme tilbage, for det orker jeg ikke lige nu.

"Hvad!?" Udbryder jeg surt, selvom jeg i virkeligheden bare er frustreret. Jeg åbner øjnene, og i samme sekund møder jeg Nialls smukke blå. Jeg har altid været fascineret af hans øjne, for uanset hvad, lyser de evigt klart. Med det samme bruser nogle af de gamle følelser op i mig, og så kommer tanken om ham og Rebecca, og nej... Jeg kan slet ikke...

"Jeg tænkte bare, at vi bliver nødt til at snakke. Jeg aner ikke hvor folk har fået det billed fra - sikkert min computer, eller sådan noget. Men tro mig, jeg synes heller ikke, at det er fedt." Han smiler næsten betryggende til mig, og jeg bliver så ked af, at jeg har fucket alt ting så meget op. Jeg kan ikke huske hvornår han sidst har kigget på mig, uden enten at sende mig et dræberblik eller bare se skuffet ud.  

"Jeg kan ikke se hvad, der er at snakke om. Alle har jo allerede set det, og nu tror folk at jeg er sammen med dig igen, men det er jeg jo ikke, og-"

"Hey, rolig nu Jess," Afbryder han mig, med let rynkede bryn over, hvor fortvivlet jeg lyder. "Det skal nok gå, alle glemmer det sikkert."

"Men du forstår det ikke! Jeg forstår det ikke en gang selv, men det her er bare så..." Min stemme knækker over, og jeg må kigge væk, mens jeg panisk blinker, for at holde mine forvirrede tårer tilbage. "Og så det faktum at du kyssede med Rebecca i går, får det til at se ud som om, du totalt har udnyttet mig. Kan du ikke se det? Jeg er til grin!" Mod min vilje snøfter jeg, og kigger på Niall igen, med et blik, der er sløret af tårer.

"Hvad? Hvordan fandt du ud af det med Rebecca?" Jeg kigger dumt på ham, så han sukker lidt. "Jess, jeg var fucking fuld, og jeg tænkte mig ikke om, okay? Du burde sgu da vide, at jeg ikke ville kysse med hende, eller nogen af jer... Hey," Jeg kigger mod jorden igen, fordi jeg føler mig dum. Jeg føler mig så uendelig dum og forvirret.

"Græder du?" To ord, der udløser det uundgåelig. Tårerne slipper ud af mine øjne, og løber ned ad mine kinder. Et lille hulk kommer fra mig, så Niall tager to fingre under mine hage, og tvinger mit blik til at møde hans igen. Han kigger bedrøvet på mig, men sender mig så et lille smil.

Og så sker der noget fuldstændigt uventet. Niall slår armene om mig, og presser mig beskyttende ind mod sig. Jeg gemmer mit hovede mod hans skulder, hvor det passer perfekt ind, og græder, så der kommer tårer på hans bløde T-shirt. Han dufter så godt og trygt, at bare det at stå så tæt med ham igen, får mig til at slappe af.

Han strammer sit greb om mig, og læner forpint sit hoved mod mit. Langsomt begynder han at vugge fra side til side, mens en blid vinder forsigtigt glider over mine bare arme.

Jeg får vredet mine hænder ud, der ellers var placeret mellem mig og Niall før, og fører dem om på hans ryg, hvor jeg holder fast. Jeg er så bange for, at det her bare er en drøm, eller noget jeg forestiller mig, at jeg desperat prøver at holde på ham, så han ikke flygter. Han må ikke gå fra mig nu, det må han bare ikke.

Jeg lægger mit hoved bedre til rette, mens min vejrtrækning er blevet normal igen. Tårerne glider stadig ned af mine kinder, og samler sig ved min hage, mens jeg vugger sammen med ham.

Stille begynder han at nynne 'I won't give up', så min hage begynder at bævre og jeg klemmer øjnene sammen, fordi alle minderne vælter tilbage og lammer mig. Alt det jeg havde med Niall, alle de følelser, der indtil nu har været i en drømmeløs søvn, vågner op igen, og blomstrer på ny. 

Mit hjerte gør ondt, og jeg græder fordi jeg husker på alt det, jeg har mistet. På alt det, jeg, vi, kunne have haft. 

I det fjerne ringer skoleklokken, men jeg vil ikke give slip på Niall. Han skal til at trække sig væk, men jeg holder fast. "Ikke endnu, bare to minutter mere." Mumler jeg, så han holder op med at prøve at komme væk, men i stedet lægger armene om mig igen.

Stille kan jeg høre hans stemme i mit øre, mens han lavt synger. "'Cause even the stars, they burn. Some even fall to the earth. We've got a lot to learn. God knows we're worth it. No, I won't give up..."

 

_________________________________________________________________________________

Jeg fik så mange feels, da jeg skrev det her... Virkelig, urgh, det er ekstremt...!

Jeg håber, at det bringer de samme følelser frem i jer, som det gjorde i mig..

I må meget gerne smide en kommentar om, hvad i synes, for jeg elsker virkelig at læse dem - i gør mig så stolt af mig selv, og får mig til at føle mig vellykket. Så tak for det 

 

Jeg elsker jer, og ja... Er lettere sentimental lige nu 

xx Silke

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...