Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23790Visninger
AA

18. Tell me what you want to hear. (Nutid)

 

Secrets - One Republic 

 

Jeg og Rebecca sætter os ned ved bordet, og jeg lander tungt på den ubekvemme bænk. De andre kigger hurtigt hen på os, men fortsætter så den samtale, de var i gang med.

Rebecca kigger endnu en gang på mig, men ryster så lidt på hovedet, nærmest som om hun var skuffet over mig. Er det virkelig så slemt, at jeg har haft sex med Liam? Jeg mener, hvis de andre bare vidste, hvad Sarah har haft gang i, så ville jeg ikke virke så klam, ville jeg? Hun har jo for fanden haft sex med alle drengene, der sidder her!

Det har du da også?

Øh nej, ikke Harry, vel smarte?

Nå nej, ups. You wish...

Stemmen lyder hånlig, og minder mig lidt om Lexie. Bare tanken om hende, kan gøre mig så sur, ked af det og frustreret på samme tid. Mit blik glider over på hende, som hun sidder der, med sit perfekte smil plantet på læberne. Hun blinker langsomt med de store øjne, så de perfekt buede øjenvipper mødes, inden hun kigger over på Zayn. Straks får hun et andet, mere forførende udtryk, som næsten giver mig lyst til at grine. Jeg mener, Zayn ville åbenbart hellere have sex med Louis end hende.

Mod min vilje kommer jeg til at udstøde et lille grin, og jeg prøver at skjule det med min hånd. Men selvfølgelig opfatter alle det på deres radar, og straks får jeg opmærksomheden.

"Hvad griner du af?" Lyder det fra Lexie.

Jeg får den største trang til at sige 'Dig, fordi du simpelthen er så ynkelig', men lader være. Min hjerne arbejder på højtryk, for at finde på et eller andet, og jeg klemmer øjnene lidt sammen. "Øh..." Ordet, der får alle løgne til at virke tusind gange mere utroværdige, glider langtrukkent over mine læber. "Jeg kom bare i tanke om Louis' prank... I ved, den der med senneppen!" 

Med det samme smiler de alle lidt, mens de nikker, som havde jeg mindet dem om en god erindring. "Åh ja, det var fandeme sjovt... Hey, laver du ikke snart en ny, Lou?" Lyder det spændt fra Zayn, mens han bider sig i læben, og kigger borende på Louis.

Louis ser straks forfjamsket ud, sikkert over Zayns opmærksomhed, og hans blik flakker et kort øjeblik. I en fart tager han sig sammen, og trækker så lidt på skuldrene. 

"Come on, du må da have en eller anden idé?" Smiler Rebecca ved siden af mig, og virker en tak for ivrig. Omkring os sidder folk, og spiser deres kantine-mad, der får min mave til at rumle. Det kan ikke være helt godt, at vi konsekvent ikke spiser noget her...

"Øh..."

"Hey, gæt hvad jeg har nøglen til!" Udbryder Lexie, med et lusket glimt i øjet. Med det samme ryger jeg tilbage til truth or dare, der var skyld i, at jeg mistede Niall. "Mr. Jones' kontor."

Der suser et ærefrygtigt gisp igennem vores lille forsamling, mens Lexie tilfreds nikker lidt. Mr. Jones blev fyret for lang tid siden, og vi har for længst fået en ny viceinspektør. Men Mr. Jones' kontor var for småt til den nye, så derfor bliver det nu kun brugt få gange, når vores inspektør, eller en af lærerne, skal sige noget ud over højtalerne. Det er nemlig derinde den berygtede mikrofon står. Vi har nu prøvet at komme derind i flere år, men har aldrig kunnet skaffet nøglen, hvilket Lexie lige har gjort.

Hvordan, vil jeg helst ikke vide...

"Sådan Lex! Det er jo for vildt! Hvem skal være vores første offer?" Udbryder Zayn, og kigger spændt rundt på os alle, og ender med at have blikket hvilende på Louis, som om han har svaret. Nu er det jo også Louis, der plejer at stå for vores pranks, så det er ret naturligt. 

"Niall Horan." Svarer Sarah på vegne af Louis, med et hævngerrigt udtryk. Jeg stivner kort, mens jeg ser hvordan alles udtryk ændres til det samme som Sarahs, og der bliver stille nikket.

"Det er så oplagt! Endelig kan vi få hævn over hvordan han talte til jer i historie," Siger Louis glad, og kigger hen på mig og Rebecca. Jeg bliver et kort øjeblik forvirret, men husker så hvad han havde sagt til os. En klump samler sig i min hals, som jeg forgæves prøver at synke.

Becca rykker utilpas på sig, inden hun nikker lidt, og mumler et ja. Louis kigger underligt på os, inden han vender sig mod Harry, der har forholdt sig stille i alt tiden, vi har siddet her. "Hvad synes du, Haz?"

Harry kigger op, og ser et øjeblik forvirret ud, som om han var et helt andet sted. Kort kører han sin hånd gennem krøllerne, så de falder på plads igen. Et skævt smil former sig på hans læber, så de karakteristiske smilehuller titter frem. "Jeg synes, at den irer skal ned med nakken." Hans blik er rettet direkte mod mig, så jeg flakker lidt med mit. Hvorfor kigger han sådan på mig? "Medmindre Jess har noget at indvende?"

Hvad skulle jeg have at indvende? Forvirret kigger jeg på ham, mens hans grønne øjne bare ser spørgende på mig. Hans smil er forsvundet, og han slapper af i munden, mens et glimt af tristhed kommer frem i hans blik. 

"Nå ja søde, hvis du ikke vil have, at vi skal hænge din kæreste ud, skal vi nok lade være." Siger Lexie sarkastisk, efterfulgt af et lille grin. Hurtigt kigger jeg hen på hende, men hendes attitude er skudsikker, og hun kigger mig bare direkte tilbage i øjnene, med et hånligt udtryk. 

"Han er ikke min kæreste. Hvor mange gange skal jeg sige det til jer? Jeg er ikke sammen med Niall igen, okay?" Hvisler jeg irriteret ud mellem tænderne. Er det det, Harry mener? Hvad havde de forventet? At jeg ville råbe nej, og bede dem om at lade være at snakke om drengen, jeg elskede så højt? 

"Men Jess, der er nogen, der sagde, at de så jeg kramme ved skolen. Og billedet-"

"Luk røven med det fucking billede! Det er pisse gammelt, fra før jeg fuckede alt op. Så stop nu. Der er ingen chance for, at jeg nogensinde finder sammen med Niall igen. Og det vil jeg heller ikke!" Afbryder jeg Sarah, så hun langsomt lukker munden igen. Mine tanker falder på Liam. Han er den eneste grund til, at jeg kan sidde og sige, at jeg ikke vil finde sammen med Niall igen, uden det er tydeligt, at jeg lyver. 

"Okay..." Siger Zayn, og smiler forsigtigt til mig. Vent nu lige... Tror de på mig? Jeg kan ikke lade være med at hæve mine øjenbryn overrasket, fordi der ikke bliver kommenteret mere på det.

"Og med det på plads," Siger Rebecca, sikkert for at få stemningen lidt op igen. "Hvem skal gøre det? Og hvornår skal det være?"

"Det skal være snart... I hvert fald inden ugen er forbi." Alle bliver hurtigt enige med Louis. 

Lexie kigger på mig, og jeg ved præcis hvad hun vil sige, selv inden hun åbner munden. "Jeg synes Jess skal gøre det. Så kan hun jo bevise, om hun er sammen med Niall eller ej." Igen bliver alles blikke rettet mod mig. Så forventningsfulde og spændte, at det næsten gør mig dårlig. Jeg krymper mig lidt, men kigger så trodsigt på Lexie. 

"Fint." Det lille ord kommer ud, og brænder nærmest mine læber på vejen. Det flyver hele vejen hen til Lexie, hvor det giver hende en lussing, og parodierer hendes latterlige grin. "Hvad vil i have, jeg skal sige?"

"Forklar til alle, hvor stor en taber han er. Få dem til at hade ham." Svarer Sarah simpelt, og et ubehageligt smil spiller på hendes læber. Jeg stikker hende bare en thumbs up, som var det det letteste i verden. Men indeni er jeg nervøs. Jeg kan ikke gennemføre det her, det kan jeg bare ikke. Hvad skal jeg sige? Han er jo ikke en taber, og fortjener slet ikke at blive hadet. Det var jo mig, der fik hans bror bortvist, og det var mig, der var en idiot.

"Nå, skal vi fejre det med en smøg?" Griner Zayn, og rejser sig op, med et kæmpe smil plantet på læberne. Jeg gør som de andre, og rejser mig også op. Jeg kigger kort ned på mine fødder, inden jeg fornemmer at der står nogen ved siden af mig. Jeg kigger op, og møder Harrys grønne øjne. Jeg har lyst til at spørge ham, om der er noget galt, men jeg ved, at han ikke ville komme med et ærligt svar. 

"Hey," Får jeg sagt, så han kigger spørgende på mig. Jeg tøver lidt. Hvad ville jeg overhovedet sige til ham? "Er du okay?"

Mit spørgsmål får ham til at kigge kort væk, inden han fugter læberne. "Vi må hellere gå med de andre." Og med det mystiske svar, griber han ud efter min hånd, og hiver mig forsigtigt i retningen af de andre. Hans greb er fast, så jeg kan ikke rigtigt slippe. Faresignalerne flyver igennem mig, mens jeg kigger på Harry. Han fastholder sit blik lige frem for sig, som om han godt er klar over, hvor underligt det her er. Noget bag ham fanger mit blik, så jeg rykker mit fokus til det bord, Niall og Liam sad ved. Ingen af dem er der længere, og jeg ved ikke, om jeg skal føle mig lettet eller ej. Jeg havde brug for at møde Liams brune øjne og føle mig tryg, men samtidig vil jeg ikke have, at hverken han eller Niall skal se mig gå hånd i hånd med Harry.

Vi kommer ud på gangen, hvor den første person, jeg får øje på, er ingen mindre end Niall. Han stirrer hen mod mig, men det går op for mig, at det ikke er mig han kigger på, men min hånd der er i Harrys. Han retter blikket op, og møder kort mit. Jeg prøver så godt som muligt, at sende ham et forklarende blik, men jeg er ret usikker på, om det virkede. Jeg kan se at Harry også vender hovedet, og kigger på Niall, for pludselig bliver de blå øjne rykket hen mod Harry. 

"Hej Horan," Hilser han kort, mens vi passerer Niall, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad han mente med det. Hvorfor er Harry så underlig?

"Harry, hvorfor er det, du holder min hånd?" Spørger jeg, og stopper op. Hurtigt slipper Harry sit tag, og kører i stedet hånden gennem sit hår, i samme øjeblik, som de andre kigger hen på os. 

"Det gjorde jeg heller ikke." Mumler han bare. Jeg kigger forvirret på ham, for jeg forstår ærligt talt ikke det her. Vi står midt på gangen, og folk glor lidt, når de går forbi, fordi vi aldrig bare står på gangen. Bare en lille bitte forandring, som denne, kan skabe så meget opmærksomhed.

"Hey Jess," Et par arme lægger sig om mig bag fra, og jeg ser hvordan alles blikke chokeret bliver rykket mod personen, der står bag mig. Hurtigt vender jeg mig rundt, og møder Liams brune øjne, der kærligt kigger på mig. Hans smil, der ellers lige var så stort, falmer lidt, da han opdager, at jeg ikke smiler.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Hele min krop spænder, og jeg kan mærke hvordan nervøs sved så småt former sig i mine håndflader. "Hvad fanden laver du?" Spørger jeg nervøst, og ser bange på ham. Han ved godt, at han ikke kan gøre sådan der. Ikke her på skolen. 

Han bakker lidt væk fra mig, mens han ser forvirret ud over mine ord. "Jeg ville bare-"

"Du ville bare hvad?" Afbryder jeg ham, hvilket kommer bag på mig selv. Jeg er så forvirret og anspændt, at jeg i stedet kommer til at virke fjendtlig.

"Hvorfor snakker du overhovedet med ham, Jess?" Spørger Sarah forvirret bag mig. Jeg bliver presset, og min puls stiger, mens forventningsfulde elever stopper op, og kigger på os. Jeg ved hvad de forventer af mig. Jeg ved præcis, hvad der skal til, for at de bliver tilfredse. 

"Jeg ved det virkelig ikke." Svarer jeg hårdt, mens jeg fastholder mit blik på Liam, der bare ser mere og mere forvirret ud. "Undskyld," Hvisker jeg så lavt, at jeg næsten ikke kan høre det selv, mens jeg kigger dybt ind i Liams øjne. "Men jeg bliver jo nødt til at forklare ham hvordan det fungerer her, ikke?" Spørger jeg, og har igen hævet stemmen. Spørgsmålet var ikke direkte til nogen, mere bare en crowd-pleaser. 

"Tabere som dig, taler ikke til mig. De rører mig ikke," Starter jeg, men kan ikke kigge på Liam. I stedet kigger jeg på et punkt bag ham, og klemmer mine øjne lidt sammen. "De skal ikke en gang prøve at fange mit blik, ikke tro, at de er noget." 

"Jess, hvorfor er du sådan der? Jeg troede-"

"Hvad troede du? At jeg kunne lide dig, bare fordi vi er makkere i historie? Jeg er ikke en gang sikker på dit navn, og jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Smut så med dig, jeg har brugt mere end rigeligt af mine dyrebare ord på dig." Hvisler jeg, mens jeg overlegent sætter en hånd i siden og knejser med nakken. Omkring mig begynder folk at hviske, og nogle hujer oven i købet, mens Liam bare bakker mere og mere, med et såret blik.

"Taber!" Er der en, der råber. Endnu en stemmer i, og før jeg ved af det, står folk og råber ad Liam.

"Hey, taber-Liam, smut med dig! Hørte du hende ikke?" En lille yoghurt, bliver smidt efter ham, og rammer ham lige på venstre kind. Det hvide snask glider ned ad hans hage, og drypper ned på den grå trøje, han har på. Jeg kan se, at hans øjne bliver blanke. Han kigger en sidste gang på mig, inden han vender sig rundt, og maser sig forbi folk, så han forsvinder.

"Du er det mest forfærdelige menneske, jeg kender." Niall, der åbenbart har stået og set det hele, kigger chokeret på mig, og ser skuffet ud. Han ryster stille på hovedet, inden også han går væk. Hans ord hænger i luften, og folk begynder så småt at gå væk igen. Jeg står bare forstenet, mens tårerne skyder op i mine øjne.

Skyldfølelsen ruller igennem mig, som en flodbølge der prøver at drukne mig indefra. Gid den kunne det, så jeg bare kunne forsvinde for evigt. Så ville alle være glade, ville de ikke?

Jeg har aldrig haft det værre med mig selv, end jeg har det lige nu. Liams blik blander sig sammen med Nialls, så tårerne slører mit blik totalt, og alt blandes sammen til en utydelig masse. Det hele flyder ud i et, og jeg kæmper for at bevare roen.

"Sådan Jess!" Komplimenterer Lexie bag mig. Louis klapper mig anerkendende på skulderen, mens Zayn griner, og gentager et eller andet jeg sagde.

Var det det værd? Var det værd, at miste Liam, bare for at få deres respekt? Hvorfor betyder deres mening overhovedet så meget for mig? Hvorfor er jeg ikke pisse ligeglad!?

"Kommer du, Jess?" Spørger Harry stille, som om han kan mærke på mig, at jeg ikke er glad. Jeg klemmer øjnene sammen, og tager en dyb indånding, inden jeg griber hans udstrakte hånd, og forestiller mig, at det er Liams.

 

____________________________________________________________________________________

Hvad siger i så?

Personligt har jeg pisse ondt af Liam... Og Jess... Dem allesammen altså, urgh!

Men ja, skriv endelig, hvad i synes! Jeg elsker at læse jeres kommentarer, også selvom jeg ikke lige får svaret på dem med det samme. Virkelig, synes det er fantastisk, at i kan lide det, vi laver<3 

Tak til jer alle for at læse med. Jeg er rigtig stolt af denne movella, så jeg håber den lever op til folks forventninger, eller måske oven i købet overgår dem... Hvad ved jeg...

 

Nå, jeg er totalt kreativ og sidder og tegner, efter jeg har jammet lidt på min guitar i solen. Hvad laver i? Har i en skøn ferie so far?

xx Silke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...