Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

276Likes
314Kommentarer
23966Visninger
AA

12. Somebody keeps telling me, don't hang around. (Nutid)

 

Change is gonna come - Gavin DeGraw

 

Jeg bider mig nervøst i læben, inden jeg løfter min hånd, og banker den mod døren, så det giver en højere lyd end forventet. Jeg står i Liams opgang, der lugter af en underlig blanding af rengøringsmiddel og frikadeller.

Døren bliver åbnet af en pige, der ser ud til at være ældre end mig. Jeg hæver svagt det ene øjenbryn, men smiler så lidt. "Hej, øh... Det er her, Liam bor, ikke? Eller er jeg gået forkert...?"

"Åh, du må være Jess! Jeg er Liams storesøster, Ruth. Bare kom ind." Hun smiler venligt til mig, og træder til side, så jeg kan komme indenfor. Jeg kigger mig lidt omkring. Her er ikke overdrevet stort, men her er utroligt hyggeligt. Der står stearinlys, og vaser med forskellige blomster overalt, og på væggen hænger en stor opslagstavle, der er fuldstændigt dækket med billeder og gamle tegninger.

Jeg smiler skævt over hvor hyggeligt, her faktisk er, mens jeg følger efter Ruth. Hun banker to gange på en dør, og åbner den, uden at vente på svar. "Liam, Jess er her nu." Hun smiler kort til mig igen, inden hun går forbi mig, og efterlader mig alene i døren ind til Liams værelse.

"Jess? Hej! Bare kom ind, øh..." Liam smiler stort til mig, inden han forvirret fjerner en pude, der lå på gulvet, og derefter smider en flaske, der kun har lidt væske tilbage i bunden, ud i sin skraldespand. 

Jeg går lettere akavet ind i rummet, og kigger rundt. Hans værelse er overraskende opryddeligt, i forhold til for eksempel Harry, Louis eller Zayns værelser. Det er også langt mere personligt...

"Flotte blomster," Siger jeg med et lille grin, og nikker hen mod den vase, der står i hans vindueskam. Liam rødmer tydeligt, men prøver at spille cool.

"Årh, det er min mor... Hun elsker blomster," Et lille grin undslipper hans læber. Jeg siger ikke mere til det, men går i stedet hen, og sætter mig på hans seng. "Nå," Mumler Liam, så jeg kort kigger på ham igen. Han står akavet lænet op ad sit skrivebord, og ser lettere ubekvem ud. Burde det ikke være omvendt? Er det ikke mig, der burde føle et vist ubehag over det her?

For en gangs skyld, er jeg faktisk enig med dig.

"Skal vi gå i gang med den opgave? Har du gjort dig nogen tanker om den?" Han ser venligt på mig, med et blik der borer sig ind i mit, så jeg hurtigt kigger væk igen. Eftersom Liam går på min skole, bliver jeg vel nødt til stadig at opføre mig som seje-ligeglade-Jess, ikke?

"Næ, det har jeg ikke rigtigt. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, overhovedet... Jeg var til fest i går, så jeg har lidt tømmermænd, og ja..." Jeg griner hæst, selvom det faktisk er løgn. Jeg har det helt fint, og er faktisk bare i et okay godt humør i dag, efter min familie-morgen. Det er rart at få noget opmærksomhed fra dem, og ikke at skulle tænke på de andre. Hvilket jeg jo så lige gjorde... God dammit.

"Nårh, ja, Steve Jeffersons fest i går? Jeg var der også, men jeg gik tidligt, da jeg synes den var ret nederen..." Han trækker lidt på skuldrene, så jeg et kort øjeblik kigger forundret på ham. Mener han det? Synes han også, at den fest stank? "Men i hvert fald, så tænkte jeg, at vi kunne skrive om musik... Hvis du altså vil?" Han skynder sig at sige det sidste, mens en let rosa farve endnu en gang spreder sig i hans kinder.

"Det lyder helt fint. Men du skal nok ikke forvente så meget af mig..."

"Nej, nej." Smiler han forstående. Selvfølgelig affinder han sig med det - jeg er jo Jessica Hayes. Alle ved, at man ikke skal sige mig imod. Forfærdeligt, jeg ved det...

Det får mig til at tænke på Niall. Jeg får det så dårligt, hver gang han dukker op i mine tanker. Mine følelser bliver en underlig blanding af gammel, ulykkelig kærlighed, vrede, skyldfølelse og frustration. 

"Vi kan jo vælge en periode... 80'erne, eller sådan noget?"

"Nej," Siger jeg, hvilket kommer bag på mig selv. "Det er sådan noget, de fleste vil vælge. Det er hvad der bliver forventet... Jeg stemmer for, at vi vælger 10'erne."

Liam udstøder et grin, der på en eller anden måde, er ekstremt kært. "1910?"

"Nej, 2010, og frem. Som i musik nu, og hvordan vi tænker, at den vil udvikle sig gennem 10'erne..." Siger jeg forklarende, og skal til at lægge en hånd for min mund. Siden hvornår er jeg begyndt at gå op i det her?

"Hm, det lyder faktisk som en meget fed idé..." Mumler han, og tager den MacBook Pro, der står på skrivebordet. Han går over til sengen, og sætter sig overraskende tæt på mig, så alle mulige fare-signaler flyver gennem min krop. Hvad fanden? Der er en hel seng, og alligevel skal han sidde helt op ad mig!? 

Jeg forstår heller ikke hvorfor han gider at sidde så tæt på dig - måske smitter noget af din afskyelighed...

Jeg sukker stille, og kigger ud af vinduet. Solen skinner i små omgange, når der kommer et hul i skydækket. Min mobil vibrerer endnu en gang i min lomme, og af ren vane tager jeg den op, og kigger på skærmen, inden jeg når at tænke mig om.

"Jess, tag nu din telefon! Alt dit lort står her stadig, bitch! Kys Sarah"

Jeg går ind på beskeden, og ind i min indbakke, der er fyldt til randen med beskeder fra de andre. Jeg går ind på vores gruppe-chat fra i fredags, hvor de åbenbart igen har skrevet.

Sarah: "Nogen af jer, der kan komme i kontakt med Jess?"

Harry: "Nope, jeg prøver lige at ringe igen..."

Rebecca: "Det er virkelig mærkeligt... Jeg mener, hun har sgu da altid sin telefon på sig? Tror i, der er sket noget?:("

Lexie: "Hun er sikkert død, hahaha!;D"

Harry: "Det var ikke sjovt Lex..."

Lexie: "Okay sure, sorry at jeg fornærmede din kæreste. Nej vent, det er hun jo ikke... Hvorfor går du overhovedet så meget op i det?<3 Vi ser hende jo alligevel på mandag. Hendes mobil er sikkert bare død!;)"

Zayn: "Jeg kan ikke huske en skid fra i går, oh fuck..."

Lexie: "Haha, Zayn, samme her;)"

Sarah: "Hendes møg fylder... Nogen der ved hvorfor hun ikke sov hos mig??"

Louis: "Skat, du sov ikke en gang selv hjemme hos dig;)"

Sarah: "Haha, oh...<3"

Rebecca: "Hun er ikke en gang på facebook... I har sikkert ret, vi ser hende nok på mandag! Det er Jess, hun har sikkert bare glemt sin telefon, eller sådan noget:D Der er sikkert intet galt...<3"

Jeg sidder lidt, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal føle. Jeg har mest af alt bare lyst til at kyle telefonen væk, eller et eller andet. 

"Hvad laver du?" Spørger Liam nysgerrigt ved siden af mig, så jeg hurtigt slukker min iPhone, og lægger den på mit lår.

"Det rager ikke dig." Får jeg hårdt sagt, så han et kort øjeblik ser såret ud. Det var slet ikke min mening at lyde sådan, og jeg fortryder straks. Hvorfor opfører jeg mig sådan her, hver gang nogen prøver at spørge ind til mig? Hvorfor har jeg så svært ved at åbne mig op for andre?

Måske skulle jeg bare fortælle ham det. Bare lidt af det.

Nej Jess, lad være.

Jeg tøver, men ignorerer stemmen. Den har alligevel aldrig gjort noget godt for mig. "Jeg kom bare lidt op og skændes med Lexie og Sarah i går... Og Harry... Jeg orker dem bare ikke lige nu, kender du det?" Sukker jeg, så Liam kigger overrasket på mig.

"Har du lige sagt, at du ikke orker dem? Jeg mener, i er de mest populære på skolen, og i virker altid så cool, og jeg... Jeg kan bare ikke forestille mig, hvordan man ikke kan gide dem..." Siger han forundrende, og får et svagt drømmende blik, mens han taler. Jeg kigger bare på ham. Mener han det der?

"Lexie er den største bitch i verdenen, Sarah er en luder, Rebecca er dobbeltmoralsk, Zayn er upassende, Harry er der aldrig, når man har brug for ham, og Louis er bare irriterende." Det føles så godt at få sagt det til nogen, hvad jeg egentlig synes om dem, selvom det kom ud på en utrolig bitchet måde. "Men det kan du selvfølgelig ikke vide..." Ender jeg med at mumle, efterfulgt af et lille suk. Han kan umuligt forstå mig - det er der ingen, der kan.

Ikke at jeg har prøvet at give nogen chancen for at forstå det, men jeg ved, at jeg ikke ville blive accepteret af nogen, hvis jeg sagde sådan noget højt. 

Hvorfor er det overhovedet at jeg fortæller Liam det her?

Jeg sagde det jo - lyt til mig, jeg er klog.

"Men hvis du synes det, hvorfor er du så altid sammen med dem?" Hans lille spørgsmål får mig til at udstøde et højt, hult grin.

"Hvad ville folk ikke tro, hvis jeg lige pludselig ikke var sammen med dem? Jeg har jo for helvede ikke andre..." Jeg har stadig et tomt smil på læberne, og har ikke lyst til at kigge på Liam, selvom jeg kan mærke hvordan hans brune øjne kigger dybt på mig.

"Jess, du er skolens mest populære pige - folk ville dø, for at være sammen med dig..." Han mumler det sidste lavt, og jeg kan mærke at han fjerner sit blik kort fra mig.

"Ja, det er jeg, og ja, det ville de. Eller, de ville ikke være sammen med mig, men kun den udgave af mig, der er populær, så de selv ville blive populære. Tro mig, sådan er det bare..." Jeg sukker dybt, og kigger på en fugl, der flyver forbi udenfor. Gid jeg kunne være som en fugl, og bare flyve væk for en stund.

"Men hvis du nu bare var dig selv, er jeg sikker på at du ville finde nogen. Jeg har ærligt talt aldrig fundet dig så fantastisk før, som jeg gør lige nu. Sådan som du er lige nu, det er den pige jeg ser, når jeg en gang imellem fanger dit blik. Men du kigger altid væk igen, som om du er bange for at vise, hvem du i virkeligheden er." 

Eller måske er det bare fordi du er creepy, Liam?

Jeg lukker kort øjnene, men tager så en beslutning, og drejer mit hoved. Da jeg åbner øjnene, møder mit blik Liams. Hans brune øjne er dybe og beskyttende, mens han svagt smiler til mig. Jeg smiler usikkert tilbage, totalt overvældet over hvad der lige er sket. Hele vores samtale, det faktum at jeg lige har åbnet mig op for nogen - alt. Det hele er så underligt, men på en rar måde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg stoler på Liam. Jeg tror det er måden han kigger på mig på, der giver mig en tryghedsfølelse. Han virker ikke som en, der ville hænge mig ud, og fortælle det, jeg lige har sagt, videre. Det gør han bare ikke...

"Nå, skal vi gå i gang med den opgave?" Spørger han, efterfulgt af et lille grin, der får mit smil til at vokse lidt. Jeg nikker langsomt, og læner mig hen mod computerens skærm, så jeg kan kigge med, mens Liam åbner et word-dokument og går ind på internettet.

 

***

 

Det er mandag. Det er fucking mandag. Efter verdens længste søndag, hvor jeg bare lå derhjemme, åd is, og skrev lidt med Liam om musik og andre ligegyldige ting, er det fandeme blevet mandag. Det viste sig faktisk at være utroligt hyggeligt at lave vores historie-opgave, og jeg blev hos Liam til sent ud på aftenen, hvor vi fik kæmpet os igennem hele teksten, så det eneste vi nu mangler, er powerpointen. 

Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er han et vildt rart menneske. Det er som om, han forstår mig, og jeg behøver ikke at lade som om jeg er en anden, når jeg er sammen med ham. Derfor begyndte jeg også at skrive med ham i går, så jeg kunne holde tankerne om i dag på afstand. For Gud, hvor har jeg dog frygtet i dag.

Jeg kigger hen mod der, hvor vi altid mødes om morgenen, og til min store frygt, står de der allesammen. Folk på skolen må på en eller anden måde have fundet ud af, at der er sket et eller andet imellem os, for jeg kan nemt mærke hvordan alles blikke følger mig, mens jeg går den korte distance hen til dem.

"Hey," Siger jeg, da jeg er kommet helt hen ved dem, så de alle vender sig rundt på samme tid. 6 sæt øjne stirrer direkte på mig, og jeg bliver med det samme usikker.

"Jess! Hvor fanden har du været? Hvorfor har du ikke svaret på nogen af de ting, vi har skrevet?" Udbryder Harry bekymret, inden han længe og hårdt omfavner mig. Jeg bliver helt overvældet over hans opførsel, men husker tilbage på en gang, hvor han også opførte sig på denne her måde. Derfor trækker jeg mig ud af hans kram, og trækker ligegyldigt på skuldrene, som om jeg var pisse ligeglad.

"Jeg lavede historie-opgave i lørdags, og min telefon var død hele søndag. Sorry, hvorfor ville i have fat på mig?" Spørger jeg lidt uinteresseret.

"For at høre om du var okay..." Mumler Harry, men bliver overdøvet af Lexie.

"Se, jeg sagde jo at hun var okay!?" Hun sukker lidt, og kigger på mig, som om det var min skyld, at nogle af de andre faktisk bekymrede sig en lille smule for mig.

"Jeg var så fuld i fredags," Griner Zayn dumt, så de andre griner med ham. Jeg gider ikke at grine med, da det jo bare er det samme, om og om igen. Mit blik falder på Rebecca, der tager lidt af sit hår over sin skulder, så det igen dækker hendes hals. Men hun nåede ikke at gøre det tidsnok, for jeg spottede et forholdsvis stort, og ekstremt tydeligt sugemærke, lige på hendes hals. 

Jeg hæver overraskende øjenbrynene. Et sugemærke kan umuligt være så tydeligt, medmindre det er nyt. Hvem har givet Rebecca et sugemærke?

En høj lyd bag mig, får mig til at vende mig rundt mod de andre elever, der begynder at gå indenfor. Hurtigt spotter jeg Liam, der kigger herhen i samme øjeblik.

Jeg smiler lidt til ham, og han løfter hånden og vinker svagt. Normalt ville jeg have fundet det totalt skummelt, men lige får jeg faktisk bare en trang til at vinke tilbage. Men hvad ville folk ikke tænke? Det ville være dumt at gøre lige nu, hvor alles blikke er rettet mod os. Derfor laver jeg bare mit smil til et overlegent et, inden jeg igen kigger tilbage på de andre.

Mit blik falder på Louis, der længselsfuldt kigger efter noget bag mig. Undrende følger jeg hans blik, og opdager til min store overraskelse, at han også kigger på Liam. Hurtigt kigger jeg tilbage på Louis igen, der står med et lille svagt smil på læberne, og et trist blik.

Mit hjerte gør ondt, for han ser så forpint ud. Der er gået så lang tid siden "den nat, jeg gør alt for at glemme", men så vidt jeg ved, er der stadig ingen udover mig, der ved noget om Louis' seksualitet. 

"Hallo? Skat?" Sarah knipser foran hans øjne, så han straks ændrer udtryk, og smiler til hende. De kysser kort, inden de fortsætter med at tale.

Jeg har bare lyst til at forsvinde, men nøjes med kort at lukke øjnene i.

 

___________________________________________________________________________________

Heeeeey, I'm back!!!

Har ret slem jetlag atm, men udover det, var New York fantastisk. Virkelig, der var så cool, og ja... Virkelig mig, hahahaha (nu lyder det som om, jeg selv synes, jeg er mega cool. Det er jeg måske? Cooool)

Men åh gud hvor virker skole i morgen da bare fucking uoverskueligt!:(

- Hvad har i lavet i jeres weekend?

 

UUH OG ER DER NOGLE GLEEKS DERUDE!? Var nemlig på Broadway, og så Annie, hvor Jane Lynch (AKA Sue) spillede Miss Hanningan, sååå jeg har set hende i virkeligheden! <3

 

Det blev til mange udråbstegn... Sorry 'bout that.

 

Øhm ja, som altid må i meget gerne smide en kommentar om, hvad i synes om vores elskede movella. Virkelig, jeg elsker at skrive på den, og det ved jeg, at Mirah også gør. Jess er vores lille baby <3

- Hvad siger i til det med Liam? Bum bum.

 

xx Silke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...