Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23618Visninger
AA

2. So you see, this world doesn't matter to me. (Nutid)

 

A twist in my story - Secondhand Serenade

 

Vi kender alle de personer, der har forskellige personligheder, ud fra hvem de er sammen med. Dem, der er hele tiden ændrer sig. Jeg er en af de personer.

Nogen vil kalde os splittede, andre vil ligefrem kalde os skizofrene. Jeg foretrækker at kalde os forvirrede. Det synes jeg passer meget bedre, for det er sådan jeg har det: Jeg er forvirret.

Jeg har ikke altid været forvirret - en gang var jeg faktisk decideret sikker. Eller det havde jeg i hvert fald selv opfattelsen af. Indtil det gik op for mig, hvor stor en vendekåbe jeg i virkeligheden er. Jeg tilpasser mig de folk, jeg er sammen med, hvilket vel gør mig til en refleksion af deres mening. Det gør mig i hvert fald ikke til mig.

Og hvem er jeg?

Tjah, det ved jeg ikke. Det er det, der er problemet. Jeg ved ikke længere, hvem jeg er. For jeg er så forskellig, jeg handler så svingende, at det gør mig til en svævende sjæl, fanget mellem mine mange personligheder. 

Men jeg er selvbevidst nok til at vide, hvordan andre opfatter mig: Jeg er en smilende pige, der ser godt ud. Jeg er venner med alle, er sød mod alle. Mit hår har den helt rette varme brune farve, mine øjne er grønne og dybe. Jeg er populær. Jeg virker som hende, du ville dø for at være.

Og jeg forstår vel godt hvorfor folk tror det, for de ved jo ikke noget om, hvordan jeg i virkeligheden er. Hvis jeg kunne vælge, ville jeg være hvem som helst - bare ikke mig. 

Og nu tænker du sikkert over, hvordan de her dybe tanker lige pludselig fik trængt igennem, ikke? Jeg tror egentlig, at de altid har været her, og bare har vokset sig større og større, for hvert et valg jeg har truffet. Jeg kan afsløre så meget, at 90% af de valg, har været dårlige. Jeg skammer mig faktisk over den, jeg er - eller er det den jeg var? For jeg ved ikke, om jeg har ændret mig.

Mange af de tanker jeg går med, er selvudslettende. Du ved, sådan "Jeg er så grim." eller "Se hvor fed jeg er. Intet under, at jeg ikke har en kæreste.". Ja, alle de klassiske teenage-tanker. Men de er ikke rare, og det føles som om, at jeg bliver omringet af dem. 

En af dem, der fylder mest er, at jeg ikke er modig. Jeg er ikke modig nok til at være, hvem jeg selv vil være. Jeg er ikke modig nok til at sige fra. Jeg er ikke modig nok til, at gøre noget ved de tanker. De dumme, pisse irriterende tanker, der nogle gange giver mig en lyst til, ikke at leve. Mine minder, der æder mig op indefra, der overbeviser mig om, at mit liv ikke er noget værd. Men ikke en gang i de situationer, er jeg modig nok til at gøre noget. Du ved, noget dumt, som at cutte. Siden så mange gør det, må det vel have en eller anden virkning, ikke? Men igen, er jeg ikke modig nok.

Så er der det punkt med, at folk synes jeg er et forbillede - at de er misundelige på mig. På skolen er jeg øverst i hierarkiet, jeg hænger ud med alle de "seje" mennesker. Jeg er venner med de eftertragtede drenge, bliver inviteret til alle festerne. Jeg er noget. 

Men sådan føles det ikke. Nej, det føles tomt og intetsigende, som om alle kun snakker med mig, for at lidt af min status kan smitte af på dem. Men når jeg tænker sådan, stopper jeg op, når en ny lille hviskende stemme, overdøver den forrige. Den begynder at bilde mig ind, at jeg er for selvglad. For hvem fanden tror jeg egentlig lige, jeg er? Føler mig helt hævet over folk, tror at de kun vil være sammen med mig, fordi jeg er så fantastisk. Og her kommer så en ny stemme, der begynder at remse alle mine fejl op, for at overbevise mig om, at jeg er alt andet end fantastisk.

Det ender som regel med, at stemmerne snakker i munden på hinanden, hvilket resulterer i en hovedpine. 

Og hvad laver jeg så lige nu? Lige nu, er jeg i skole. Jeg sidder og har international økonomi, og som altid er det røvsygt. Jeg sidder bagerst i lokalet, sammen med nogle af de andre: Louis, Sarah og Harry. De sidder og kigger på Harrys telefon, der er gemt bag en bog. De behøver faktisk ikke en gang at gemme den, for lærerne holder aldrig øje med os, der sidder bagerst. De griner lidt, og automatisk popper et smil frem på mine læber. 

"Hvad sker der?" Hører jeg mig selv sige, selvom jeg faktisk er vildt ligeglad. Louis kigger op, og smiler til mig.

"Det er et fucking sjovt billed af Cara Morgan, prøv at se!" Hvisker han, og jeg rykker mig nærmere. De har åbenbart redigeret billedet, af den ellers ret kønne pige, og gjort hendes øjne røde. Cara bliver kaldt Vampyren, fordi hendes hud er så bleg som et lig, hendes hår kulsort og så har hun to skønhedspletter på halsen, der ligner bidemærker - derfor er det en oplagt redigering af hende. 

Udover øjnene, har det også gjort hende fed. Jeg begynder at grine, og straks griner de andre med.

"Hun er jo vildt uhyggelig! Jeg er altid bange for, at hun bider mig, hvis hun kommer for tæt på!" Hvisker Sarah, og tager sit glatte, næsten hvide hår, om bag øret. Men af en eller anden grund, klæder det afblegede hår hende...

"Du skal også være bange for at hun bider dig! Det ved Harry alt om..." Griner Louis, og kigger flabet hen på Harry, der smiler skævt. Hans dejlige smilehuller dukker op, og han kaster hurtigt med sit hoved, for at få de mørke krøller væk fra ansigtet. Mit hjerte slår et slag over, og selvom jeg sidder på bordet, bliver mine knæ bløde - den effekt har Harry på alle piger, og jeg er absolut ingen undtagelse. Det var Cara heller ikke, for sidste år, før hun blev totalt creepy og sky, var hun med til en fest, og tog med Harry hjem. Rygtet siger, at hun bed i ham, under hele seancen, og siden den dag var hun stemplet som vampyr.

Jeg ved ikke engang, om det passer, men hvem vil ikke tro på en sjov historie, når det er Harry, der fortæller den? 

Harry hapser ud i luften, hvilket forårsager et udbrud af grin fra os alle sammen. Vi får nogle blikke af dem, foran os, men ingen siger noget. Jeg kan se i deres øjne, hvordan de ville ønske, de bare kunne gøre som os. Forfærdeligt, ikke? For det vi gør, er jo hjernedødt. Vi burde høre efter, og deltage i undervisningen. Men hvorfor dog gøre det, når det er så meget lettere at lade være?

Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig, at være nørden, der lige pludselig interesserer sig for international økonomi.

Det er kun i matematik, at jeg kan nørde helt igennem. Det har jeg nemlig ikke med nogen af dem, jeg hænger ud med. Der er jeg en helt anden person, der sætter sig forrest, og deler viskelæder med nørderne. Det kan jeg egentlig meget godt lide, for når jeg regner, forsvinder alle tankerne.

Men jeg er ikke en kikset nørd, så i alle andre timer kan du finde mig bagerst i lokalet, med et kækt smil plantet på læberne.

Jeg læner tungt mit hoved mod væggen, og kigger op i loftet. Et suk undslipper mine læber, og jeg når lige at lukke øjnene i, i samme øjeblik, som klokken ringer. Nøøøj, hvor jeg hader den klokke!

Louis springer frisk ned fra bordet, og rækker hånden frem mod mig. Med et smil tager jeg den, og hopper også ned. 

Vi følges ud på gangen, hvor vi stopper ved vores skabe, for at lægge vores bøger på plads, inden vi går ud i kantinen. Undervejs er der tre piger, fra klassen under os, der fnisende hilser på mig. Jeg smiler sødt til dem, kaster med håret, og sørger for at få mit sædvanlige fuck-det-hele-mit-liv-er-skønt-glimt i øjet. Det bliver jeg nødt til, for der er en slags uskreven lov om, at de populæres liv skal virke helt perfekt. Og så vil jeg jo ikke have, at folk skal kunne se hvordan jeg har det. Det er der ikke noget glamourøst over...

"Jess? Er du okay? Du virker helt væk..." Lyder det fra Harry, der blidt lægger sin hånd på min skulder. Jeg sender ham et strålende smil, og ryster lidt på hovedet, i samme sekund som vi træder ind i kantinen. "Jeg er bare træt." Lyver jeg. Det er jordens smarteste undskyldning, for der er ikke så meget at sige til den. Som forventet smiler Harry bare skævt, og kigger så hen på de andre igen.

Vi går hen til vores sædvanlige bord. Det er bare blevet til det bord, vi altid sidder ved, og som der er aldrig nogen andre, der tør sætte sig ved. En gang havde en ny pige sat sig her, og som prikken over i'et havde hun spildt ketchup, fra sin klamme burger, på min plads. Jeg flippede ud på hende, og lavede en kæmpe scene. Selvfølgelig blev alle andre også sure på pigen, selvom det helt klart var mig, der opførte sig latterligt.

Vi plejer aldrig at spise noget fra kantinen, da deres mad absolut ikke er noget værd. Vi bruger bare bordet som et slags mødested, og for at markere at vi stadig er her, hvis nu folk skulle glemme os. Uden jeg har opdaget det, har Rebecca, Zayn og Lexie også slået sig ned ved bordet.

Lexie er ikke rigtigt min veninde, eftersom jeg har gjort nogle ret utilgivelige ting mod hende - ting som jeg ikke har lyst til, at tænke på. Så begynder tankerne bare igen, og det må de for alt i verdenen ikke...

"Jess!?" Grimassen Sarah laver tyder på, at hun har prøvet at sige noget til mig et par gange, som jeg slet ikke har hørt.

"Hvad?" Spørger jeg, og opdager, at de alle kigger på mig. Deres blikke ser studerende ud, og jeg kan mærke hvordan de overvåger hver enkel ting, jeg gør. Den følelse får jeg tit, som om de er robotter, der er programmeret til at kigge på mig, og få mig til at føle, at jeg gør alt forkert. De bryder ud i grin, sikkert fordi jeg ser lost ud.

Griner de af mig, eller med mig? Nok af mig...

"Du ligner en, der er et helt andet sted." Får Zayn formuleret så fint, og han har vel delvist ret.

"Sidder du og drømmer om-"

"Becca!" Afbryder jeg hende skarpt. Jeg ved hvad hun havde tænkt sig at sige, men det er absolut ikke noget, jeg ville bryde mig om. Jeg stirrer koldt på hende, og jeg kan se at hun bliver nervøs. Hun er også den "nyeste" af os, og er sikkert bange for, at hun ikke er blevet helt accepteret. Jeg synes nu, at hun er rigtig sød. Hun har brune slangekrøller, et rundt, men vildt smukt, ansigt og store brune øjne. De andre må have fattet mit blik, og derfor rømmer Louis sig, for at skifte emne.

"Jess, vi ville bare høre, om du er med på i morgen?" I morgen? Hvad sker der i morgen? Det er sgu da kun onsdag i morgen, så det kan ikke være en fest. Selvom jeg ikke ved hvad Louis snakker om, nikker jeg på hovedet, og smiler overbevisende. "Selvfølgelig."

"Fedt!" Udbryder Harry med et smil, men kigger ikke på mig mens han siger det. Derimod er hans blik klistret fast til Lexies kavalergang, som jeg må give hende, er god.

"Får du set det hele?" Griner Zayn, så Harry vrister blikket fri, og griner indforstået. Jeg sukker lidt, men smiler stadig. Drenge, altså...

"Hey, hey, hey, kig lige over på flæskebjergene!" Louis griner halvt mens han siger det, bider sig lidt i læben, og kigger over mod bordet, hvor de såkaldte "flæskebjerge" sidder. Det er som om de har lavet deres egen lille klub, hvor dress-coden er tøj, der absolut ikke gør noget godt for dig.

Du kunne sikkert være med i den klub, Jess.

Jeg kigger ned på min mave, der laver små roulader af fedt. Jeg burde virkelig tabe mig... Louis, der blidt skubber til mig, for at få min opmærksomhed over på bordet igen, river mig ud af mine tanker. Jeg kigger op, lige tids nok til at se en af dem, få sennep ud over det hele. Han rejser sig op, og har decideret hele trøjen smurt ind i det gule snask. Hurtigt har han fået hele rummets opmærksomhed, og et brøl af grin runger i lokalet. Zayn giver Louis en high-five, og alle er færdige af grin.

Jeg griner også, så højt og hånligt som jeg kan, men har blikket låst fast på drengen. Jeg ved ikke en gang hvem han er, selvom jeg sikkert har mødt ham massere af gange før. Der er bare nogle typer mennesker, jeg ikke vil ses snakke med.

Han kigger sig fortvivlet rundt, men selv dem ved hans bord hjælper ham ikke, men sidder bare, og stirrer stift ned på deres bjerge af mad. Hans små tykke hænder prøver endnu en gang at tørre senneppen af, men stadig uden held. Grædefærdig styrter han ud af døren, sikkert ud på et af toiletterne. Jeg har lyst til at hjælpe ham, men aner ikke hvordan.

Lige så stille stilner latteren af, og den bliver igen erstattet med mumlen af folk, der snakker og spiser.

"Du er genial Lou!" Fniser Lexie, og Louis ser helt stolt ud. Jeg nikker lidt, og smiler skævt til ham.

Det var synd for ham drengen, synes du ikke Jessica? 

Men hvorfor skulle du hjælpe en taber som ham?

Du er jo selv en taber, men det vil du ikke have, at de andre skal opdage, vel Jess?

Du er et nul.

Hvis de vidste det, ville de aldrig snakke med dig igen.

Jeg tager mig til hovedet, og rejser mig op. De andre kigger op på mig, med undrende blikke og hævede øjenbryn, der ikke får dem til at se grimme ud, men derimod bare klæder dem, på en undrende måde.

"Jeg skal lige have lidt luft, her er vildt varmt." Undskylder jeg mig, og skal til at gå, da Zayn også rejser sig. Irriteret smiler jeg til ham. "Jeg går med, her er vildt indelukket. Ses." Det sidste siger han til de andre, inden han følger efter mig, ud af rummet.

Vi går i stilhed, da jeg egentlig ikke har noget at sige. Hvad skulle jeg dog også sige til Zayn? Det vil for evigt være underligt imellem os, og ja... Det er vel lidt min egen skyld. Okay, nok helt min egen skyld.

Zayn lægger sin arm om mig, i samme øjeblik som vi går forbi nogle drenge og piger, der står og betragter os. Vi slentrer på midten af gangen, og alle flytter sig automatisk, så der er plads til os. Jeg kigger ikke på Zayn, men kan forestille mig, hvordan han har sit klassiske flabede, men charmerende, smil, klistret på læberne.

"Hallo, Louis' prank var sgu da bare for genial!" Udbryder han, med en sådan glæde, at det nærmest skræmmer mig.

Jeg trækker lidt på skuldrene. "Den var da fin nok..."

"Fin nok?" 

Hvad svarer jeg? Jeg synes jo slet ikke, at det var sjovt, men det gør Zayn åbenbart. "Ja, altså, det skulle have været ketchup i stedet - det er sværere at få af tøjet." Ender jeg med at sige, efterfulgt af et bedrevidende fnis. 

"Gode gamle Jess," Ler Zayn, og jeg bliver forvirret (uden at vise det, selvfølgelig.). Er kommentarer som den, et af mine varemærker? Er 'gode gamle Jess', et ondskabsfuldt pattebarn? "Jeg troede lige, at du havde mistet alt din gode humor, og ikke syntes at det var sjovt." Igen trækker jeg på skuldrene, og kigger på Zayn.

Mit ansigt er så tæt på hans, at jeg næsten kan mærke varmen fra hans hud.

Hvad sker der, din creep. Har du fået glosuppe til middag?

Hurtigt slår jeg blikket væk, og kigger i stedet på en af de døre, der fører udenfor. Jeg trykker min hånd mod den, og får skubbet den op. Den friske forårs-luft kærtegner mig, og klarer mit hoved. Jeg snuser ind, og lader, med et smil, Zayn føre mig hen til et lille skur. Det er et af vores typiske steder, at være, når vi er udenfor. Der er næsten ingen andre der kender til det, og hvis solen er fremme, skinner den altid lige her. 

Zayn fjerner sin arm, for at tage en smøg frem. Han stikker den øvet i munden, og finder sin lighter frem. Jeg står lidt, og holder om mig selv, da vinden blæser lige igennem min trøje. Den velkendte lyd, af en lighter der bliver brugt, klikker i mine ører. 

"Vil du have en?" Spørger Zayn, men holder allerede cigaretten frem mod mig. Jeg kan ikke rigtigt tillade mig andet, end at tage imod den, selvom jeg faktisk slet ikke har lyst. Mine læber samler sig om den, og jeg bukker mig let frem, og kigger intenst på Zayn. 

Med et skævt smil, læner han sig frem, og holder en hånd rundt om flammen fra lighteren, så vinden ikke kan slukke den. Det er faktisk øjeblikke som dette, jeg synes er det bedste ved at ryge. Der opstår bare en eller anden intim stemning, når en anden skal tænde den for dig. Resten synes jeg egentlig ikke er særlig lækkert.

Og alligevel gør jeg det... Jeg har bare ikke lyst til, at sige nej - det er jeg virkelig dårlig til.

Det er ikke det eneste, du er dårlig til.

Og så hader jeg også, at føle mig udenfor. Hvis de andre ryger, gør jeg det også. Sådan er det altid. Kan du se hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg lader andre om at definere mig?

Jeg suger ind, og puster røgen fra den nu tændte cigaret, elegant ud. Det resulterer i et hæst grin, fra Zayn. "Du er sgu flot, når du ryger."

"I lige måde." Svarer jeg, og mener det faktisk. Når han ryger, ser han så badass-agtig ud, men på den gode måde. Det får ham til, at udstråle rendyrket sex. Stop så, Jess.

Vi går hen, og læner os begge to op ad murstens-muren, mens vi ryger. Vi siger ikke noget, hvilket passer mig helt fint. Når man står her, kan man iagttage de andre elever, når de går ind og ud af bygningen. Vi har stået her mange gange, og gjort grin med folk. Det er et af mine gode minder, selvom det er minder, baseret på andres bekostning. 

Men hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Så længe de bare synes, at jeg er hende den søde, men stadig seje pige. Så længe alt er, som det skal være.

Jeg har lært mig selv, at være sød mod alle - også dem, jeg ikke kan fordrage. Men samtidigt, er jeg altid lidt tilbageholdende, for de skal da ikke tro, at vi lige pludseligt er venner, andre steder end på facebook. 

Jeg har lært, at det gælder om at holde sig venner med alle. På den måde, får man mest muligt sladder, og tillidsfulde følgere. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke udnytter folk. Jeg er næsten blevet en mester i det, og der er ingen der tænker over det. Jeg kan sidde, og nedgøre Rebecca sammen med Sarah, for derefter at bagtale Sarah, med Rebecca. Jeg kan også finde på at lyve, bare for at peppe sandheden lidt op.

For eksempel var det mig, der startede rygtet om at Louis havde en affære, med Gina Wienkelson, den absolut største nørd på skolen. Det var også mig der sagde at Lexie havde fået lavet et boob-job.

Men det er jo ikke noget, jeg gør uden grund... Gina havde aldrig før fået så meget opmærksomhed, og da jeg fortalte hende, at jeg havde haft en finger med i spillet, lavede hun mine samfundsfags- og fysik-lektier i 3 måneder. Med hensyn til Lexie, var min tanke egentlig meget uskyldig: Jeg syntes bare, at hendes bryster var så flotte, at drengene skulle give hende mere opmærksomhed.

Jeg burde blive en skuespiller, så falsk som jeg er, burde jeg ikke?

"Hey Jess, er det ikke Niall Horan?" Spørger Zayn lige pludseligt. Jeg smider min smøg på jorden, og tværer den ud med min hæl, mens jeg kigger samme retning som Zayn. Han ser sikkert forkert, det kan umuligt være...

Et lille gisp glider lydløst over mine læber, og jeg kniber hårdt øjnene sammen. Det kan ikke passe... Hvad laver han dog her? Niall går ikke en gang på skolen, heldigvis, men... 

Mit blik er limet fast, til den lyshårede dreng. Han kører en hånd igennem sit hår, og holder om sin rygsæks rem, med den anden hånd, mens han går. Det er som om, jeg ser ham i slow-motion. 

Selvom han har solbriller på, og tydeligvis kigger lige frem, føles det som om, hans blå øjne, borer sig igennem mig. Hans storebror gik en gang på skolen. Jeg kendte ham ikke så godt, men jeg fandt ud af, at han havde meget store drømme. Han var virkelig klog, og tog skolen meget seriøst. Nu går han her ikke mere, og...

"Jo, det er det sgu. Hvad fanden laver han her?" Svarer jeg Zayn.

"Tror du... Tror du, at han er startet her?" 

"Det håber jeg ikke." Min stemme er lav, og frustreret smider Zayn sit skod på jorden, uden at træde på det. Niall er for længst gået indenfor. Zayn begynder at gå, mens jeg står, og kigger lidt på den ikke-slukkede cigaret. Den ligger bare på jorden, og ryger. Jeg får den største trang til, at træde på den. Der kunne jo ske et eller andet... farligt. Jeg ville være et dårligt menneske, hvis jeg ikke slukker den. Et endnu værre menneske, end jeg er i forvejen. Men tænk hvis Zayn synes, at det er kikset?

Jeg mener, hvilken freak slukker andre folks smøger? 

Med en irriterende følelse, vender jeg ryggen til cigaretten, og følger efter Zayn, ind på gangen igen.

Foran os kan jeg skimte toppen af Nialls hår, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at banke hurtigere, i brystet på mig. Jeg vil så gerne gøre det godt igen, eller i det mindste sige undskyld. Men jeg har aldrig haft chancen, for både han og hans bror holder sig langt væk fra mig, og de andre.

Horan-brødrene har flere gange været vores samtale-emne, og vi har altid bare gjort grin med det, der er sket. Men det er slet ikke sjovt, for vi ved allesammen godt, at vi har ødelagt Nialls brors, ellers så lyse fremtid.

Jeg sukker lidt, hvilket jeg føler, jeg gør hvert andet sekund i dag...

"Jess, helt seriøst, er der noget galt? Du går jo rundt og sukker hele tiden!" Spørger Zayn, med useriøs undertone, der giver mig indtrykket af, at han i virkeligheden er pisse ligeglad. Gad vide hvordan han ville reagere, hvis jeg bare sagde ja? Hvis jeg faktisk fortalte, at der er noget galt? Men den chance gider jeg ikke at tage lige nu.

"Ikke det store, jeg er bare mega træt. Jeg kunne godt bruge en kop kaffe..." Smiler jeg, og faker et gab. Zayn nikker lidt, sikkert lettet over, at der ikke var noget galt. Ja, for han ville da ikke kunne overskue, at skulle lytte på mine problemer.

"Jamen så lad os da gå ind til de andre igen. Jeg giver dig med glæde en kaffe." Jeg smiler svagt over hans tilbud, og nikker som en slags tak. 

For anden gang i dag, træder jeg ind i det store rum. De andre sidder stadig ved bordet, da vi jo ikke var væk i særlig lang tid. Vi styrer direkte hen mod dem, og bliver mødt med smil.

"Det var en hurtig tur?" Smiler Lexie - nok mest til Zayn.

"Ja, det var bare en hurtig omgang. Jess er jo så lækker, at jeg ikke kunne holde den." Griner Zayn, hvilket også får de andre drenge til, at grine. Jeg ler også med, men ruller med øjnene, og dasker blidt til Zayns arm.

"Nå, jeg henter lige en kaffe til dig. Bare sæt dig ned, så kommer jeg hen med den." Siger Zayn, henvendt til mig, og begynder at gå hen mod kaffemaskinen. Imens sætter jeg mig ned ved bordet, stadig med et smil om munden. Jeg kigger på Louis, der ser lidt underlig ud, og jeg forstår ham godt - jeg har det også ret underligt over Zayns, lidt upassende, joke.

"I gætter aldrig hvem vi så, udenfor!" Lægger jeg ud, og får alles opmærksomhed. "Niall Horan. Vi tror, at han starter på skolen..." Jeg kigger lidt på de andre, der ser lidt overvældede og betænksomme ud.

"Jeg synes nok, at jeg hørte nogen nævne hans navn, ude på pigetoilettet tidligere." Siger Sarah. Louis lægger sin arm om hende, og giver hende et lille kys på kinden, så hun smiler. 

"Turtelduer..." Smiler Lexie, før hun fortsætter. Jeg synes selvfølgelig, at de ser søde ud sammen, men jeg ved ting om det forhold, der er så forkert, at det ikke er til at se på. Det giver mig en dårlig smag i munden, og bringer ikke ligefrem et smil frem, på mine læber. "Men hvis det er sandt, skal vi lige være enige om, at vi holder os langt væk fra ham, okay?" 

Vi nikker alle sammen, da Lexie for en gangs skyld, sagde noget fornuftigt. 

Jess, Lexie er ikke dum!

Jeg har lyst til at sukke igen, over den irriterende irettesættende stemme, i mit hoved, men lader være. Ikke flere suk i dag!

"Og hvis han siger noget?"

"Så er det hans ord mod vores - og vi har lærerne på vores side." Siger Harry lavt, med et selvsikkert smil. 

Han har jo ret - lærerne er på vores side. Selvom en del af deres job er, at behandle alle ligeværdigt, gør de det ikke. Selv de kører efter vores rangordning, hvilket også gør, at vi næsten aldrig dumper i nogen fag. Unfair, ja, men det er sådan det nu en gang fungerer.

"Hvad snakker vi om?" Ler Zayn let, før han stiller en dampende kop kaffe foran mig, og sætter sig ned. Hurtigt sætter Lexie ham ind i vores samtale. Selvfølgelig er det hende - hun er simpelthen så desperat...!

"Shit, det er sgu da sandt. Han har bare, at holde munden lukket... Men altså, hvor stor en betydning kan en lille irer, der er ny på skolen, have?" Han lyder så selvsikker og overbærende, at det har en afslappende virkning på os alle sammen.

Jeg tager en tår af min kaffe, og brænder selvfølgelig min tunge. Men jeg har lært mig selv, ikke at lave en grimasse, da det ser alt andet end sejt ud. 

"Hvordan kan du bare drikke kaffen, når den er så varm?" Spørger Rebecca, så jeg let griner, og trækker på skulderen.

"Jeg synes nu ikke, at den er så varm..." 

"Jess' tunge er følelsesløs, Becca." Fortæller Harry, med et skævt smil, der får Rebecca til at blive helt forlegen og grine sødt. Gode gamle Harry...

"Ja, jeg- Der er han! Der er Niall!" Jeg afbryder mig selv, og begynder at hviske, eller rettere sagt hvæse. De kigger alle hen mod Niall, der går rundt med en bakke, fyldt med mad. Nu hvor jeg ser ham tættere på, får han et par sommerfugle til at svæve i min mave. Hold kæft, hvor ser han godt ud...

Men han vil ikke snakke med dig. Det var en skam, hva' Jess?

"Han kommer herhen... Hvorfor kommer han herhen!?" Hvisker Sarah panisk, og hun har ret: Han er på vej herover. Hurtigt retter vi os alle op, og begynder at grine falskt, for at få det til at ligne, at vi er fuldstændigt ligeglade med ham. Det er ikke noget vi aftaler - vi gør det bare.

Kig ikke på ham, kig ikke på ham, kig ikke på ham...

Niall kommer helt hen til vores bord, og jeg kigger op på ham. Flot Jess, bare ignorer dit eget råd.

"Jeg ville bare lige informere jer om..." Han irske accent er så tydelig, at den får alle, selv Lexie, til at stoppe med at grine falskt. "...At jeg er startet her på skolen. Jeg synes bare lige, at i skulle vide det." 

Zayn fnyser. "Okay, det var vel nok flot... Kommer du for at gå i din brors fodspor, eller hvad?" 

"Faktisk ikke. Jeg trængte bare til, at starte på en frisk. Med det mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg vil lægge alt bag mig. Det, i gjorde mod min bror, er utilgiveligt." Jeg har det som om, han kigger direkte på mig, og jeg krymper mig lidt. Hvorfor skal hans øjne også bare se så følsomme ud?

"Niall, hold din mund lukket. Jeg tror ikke, du er klar over, hvor meget magt vi har på skolen. Der er ingen, der vil tro dig." Sukker Harry, og lyder totalt kold i røven.

"Vi får se..." Han trækker på skulderen, og smiler skævt med et udfordrende blik. Uden at sige mere, vender han rundt, og begynder at gå hen til et bord. Jeg fjerner med et ryk mit blik fra ham, og kigger i stedet på de andre.

For anden gang i dag begynder vi at grine falsk og hånligt, bare for at få os selv til, at fremstå ligeglade. 

Men jeg er langt fra ligeglad... 

Jeg tager igen fat om min kop, og synker den varme væske, mens jeg lukker øjnene.

Selvom jeg havde lovet mig selv, ikke at sukke mere i dag, bryder jeg løftet, og lader et langt suk glide over mine læber. Det her var langt fra, hvad jeg havde brug for....

_______________________________________________________________________________

Det var så første kapitel, som vi selvfølgelig håber, at I kunne lide...?

Det var ret langt, og så lange bliver kapitlerne ikke fremover. Lad os bare kalde det en special edition...

 

Okay, Silke her! Jeg vil bare lige sige tak for alle favoritlisterne... Det her er virkelig vildt for lille mig, for jeg har aldrig prøvet noget lignende. Virkelig, det her er stort...! Wow! Tak, tak, tak! Det er mere end jeg nogensinde har prøvet at få før - og så er det oven i købet FØR det egentlige kapitel... CRAZY DAISY BOOM SHAKA-LAKA!!!!

Smiler som en lille glad... En lille glad koala. Jeps, koala. Selvom de måske ikke smiler så meget... MEN TAK, OK!? ♥

Uh, og også lige tak til kommentarerne om coveret, for det har jeg nemlig lavet. Bliver helt stolt man, haha.

En masse kærlighed til jer alle!!!!! ♥ xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...