Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23786Visninger
AA

7. Just another soul with feeling but nobody's there for the pain. (Datid)

 

Little Mix  - Change Your Life

Det var gået mere end godt med at få Nialls bror til at få nøglen. Så vidt jeg vidste, havde han den stadig, for jeg havde i hvert fald ikke taget den fra ham i løbet af aftenen, og hvis jeg ikke tog meget fejl, havde han den stadig.

Hvem ville også smide en nøgle væk, hvis de blev bedt om at passe på den? Ikke ret mange, vel?

Jeg sad egentlig en lille smule i mine egne tanker i timen. Der var ikke noget spændende, der blev sagt, så jeg kunne ligeså godt sidde i en anden verden og tænke. Det gjorde jeg tit – alt for tit, men jeg var lige glad.

Pludselig blev jeg revet ud fra min verden, da en papirkugle ramte min skulder. Forvirret kiggede jeg mig rundt og endte med at få øje på Louis, der sad og smilede kækt. Jeg hævede et øjenbryn og samlede så papiret op fra gulvet. Det kunne ikke være noget slemt, hvis det var Louis, der ville skrive noget til mig.

Forsigtigt, imens jeg sørgede for, at lærerne ikke ville opdage det, foldede jeg sedlen ud og kiggede på den.

”Hvad så, fik du gennemført din konsekvens, eller skal vi til at give dig en straf for ikke at have gennemført den?” jeg kunne let fornemme den drillende klang i det, han skrev, og det fik mig til at himle med øjnene. Det var så typisk ham.

Hurtigt skrev jeg tilbage: ”Indtil videre har jeg klaret det ganske udmærket, og så vidt jeg ved, har han stadig nøglen, så vi skal vel bare vente på, at der er nogen, der opdager det, og så roder de garanteret i vores ting og vupti, så finder de nøglen. Medmindre vi bare siger til dem, at det er ham, der har den – man kan jo ligeså godt bare være kold og ond fra starten af, har jeg ret?” jeg kastede det tilbage til ham.

”Jessica, vil du være venlig at følge med på tavlen? Det er faktisk ting, du skal bruge fremover, som vi lærer nu,” min lærer, Mr. Brown, kiggede strengt ned på mig. Jeg sukkede lidt irriteret og kiggede modvilligt på tavlen.

”Jeg følger med nu, okay?” fik jeg sagt en anelse irriteret. Mr. Brown skulle til at åbne munden og sige noget mere, men han blev afbrudt af højtaleren, der pludselig begyndte at skratte.

Vi havde højtalere rundt i alle klasselokalerne og på gangene, så man kunne høre det overalt, når rektor eller andre snakkede i det. Det var en meget effektiv metode at få alt ud til at alle på uden at skulle gå rundt og sige det til hver klasse.

”Kan vi få Jessica Hayes til kontoret?” blev der sagt. Alle vendte deres blik mod mig, og et underligt grin undslap mig, fordi jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle reagere. Nu var jeg så meget i centrum, som jeg overhovedet kunne.

”Jessica, hvad har du nu lavet?” sukkede min lærer, som om det var en selvfølge, at jeg havde lavet noget. ”Ikke noget. Men jeg tror lige, jeg smutter op til rektor. I må have en god time, ikke?” jeg smilede triumferende til alle og endnu større til Louis, der sad med et kæmpe smil om læberne.

Hvorfor var det egentlig, at det altid var mig, der fik skylden for sådan noget og skulle på kontoret? Ikke, at det rent faktisk gjorde mig noget, men det var bare en meget underlig vane, at det var mig, man altid tog fat i.

Jeg rejste mig fra min stol og gik ud på gangen og videre hen mod kontoret.

Da jeg kom dertil, bankede jeg på og ventede, indtil jeg hørte et ’kom ind’. Så trådte jeg ind og kiggede hen på rektor, der gloede tilbage på mig med et mystisk blik.

”Hej?” endte det med, at jeg sagde, da han ikke gjorde tegn til at starte samtalen. Rimelig underligt, når man tænkte på, at det var ham, der havde kaldt mig herhen.

Da han åbnede munden, hilste han ikke engang på mig. ”Jessica, vi har fundet ud af, at der har været holdt en fest her på skolen. Det var let at se på det hele, men vil du være sød at fortælle mig, hvordan du fik nøglen til salen?” spurgte han lige ud.

Jeg fnøs fornærmet. ”Hvorfor tror du, at jeg har stået for det? Jeg har sku ikke stået for noget, jeg kom bare,” forsvarede jeg mig selv.

”Det burde ikke komme bag på dig, at det er dig, vi tager fat på. Vi ved, at du har været med til mange ting, så selvfølgelig er du en af dem, vi mistænker først,” forklarede han, ”fortæl det nu bare, hvis du ved det,” sukkede han irriteret.

Jeg rystede stadig fornærmet på hovedet. ”Makker, jeg har ikke nogen nøgle, men hvis jeg skal give dig et tip, så skal du måske tage fat i ham der Horan der. Ærlig talt kan jeg ikke huske hans fornavn, men han var der, da jeg kom med Lexie, Rebecca og Sarah,” jeg trak på skuldrene.

”Jamen.. så tager vi fat i ham. Smut så ned i din klasse igen, men jeg vil meget gerne bede dig og dine veninder om at holde sig lidt i ro et stykke tid, for jeg tror efterhånden snart, at alle folk ved, hvem I er. Farvel, Jessica,” sagde han.

Jeg himlede med øjnene af ham. Kender I de typer, der bliver vildt fornærmede og forfjamskede, når de ikke har ret i det, de siger/tror? Sådan en type var han, og det var ved at være godt trættende.

Folk, der havde fået fri fra time, kiggede underligt på mig, da jeg kom ud fra rektors kontor, og jeg besvarede det blot ved at smile en anelse provokerende. Ikke tale om, at det skulle virke som om, at jeg tog mig af, at jeg var blevet kaldt på kontoret.

Oh god, nu vidste hele skolen det jo, hvilket ville sige, at der nok var mange, der ville glo på mig i kantinen. Great, det ville bliv én meget god frokost med en masse dejlige blikke fra alle sider af.

 

 ***

 

”Du har godt nok fået skaffet os noget opmærksomhed, hva?” Lexie puffede til mig, da vi sad og spiste. Jeg smilede en anelse. ”Ikke min skyld, at alle tror, jeg er skyld i de ting, der sker, er det vel?” jeg trak på skuldrene.

Egentlig havde jeg ikke rigtig meget lyst til det mad, vi spiste, men jeg var sulten, så jeg spiste det alligevel.

”Det er, fordi du altid er sådan en ballademager,” drillede Harry. Mit blik gled straks hen på ham på en skarp måde. ”Ja, og hvem er det, der får mig, eller os, ud i problemer altid, som jeg skal redde os ud af?” endte jeg med at sige triumferende. Han tog overgivende hænderne op i vejret.

”Okay, okay, Jess har ret. Det er for det meste hende, der får reddet vores røv, når vi er ved at blive busted,” indrømmede han, og jeg nikkede, taknemlig for anerkendelsen han gav mig.

Lexie rullede kort med øjnene, men jeg valgte ikke at tage mig af det. Det ville alligevel være spild, så hvorfor overhovedet begynde på det?

”Er der nogen, der har noget spændende, der sker i aften?” lød det pludselig fra Rebecca. Jeg rettede opmærksomheden mod hende. Sarah havde med det samme fablet op om, at hun skulle alt muligt, fordi det var fredag, og selvfølgelig var hun nu i gang med at invitere os alle med til det.

Og jeg som havde håbet på, at der ikke ville ske noget lige i dag; jeg var træt efter festen i går, og derfor ville jeg gerne have en rolig aften.

”Jess, er du ikke også med på det?” Zayn prikkede til mig. Desorienteret fik jeg rettet mit blik på ham. ”Hvilket? Jeg hørte ikke efter, men det kan også være lige meget egentlig. Mine forældre har sagt til mig, at jeg ikke må gå ud i aften, fordi jeg var ude i går,” løj jeg hurtigt. Måske, hvis jeg var heldig, kunne jeg slippe af sted med det. Man kunne da altid satse.

”Men Jess, dine forældre siger da aldrig nej til dig eller interesserer sig for, hvor du er, gør de?” Lexie skulle absolut komme med det input, lige da de andre var ved at nikke en anelse nedslået.

”Jamen, de har altså sagt i dag, at de gerne vil have mig hjemme. Vi får gæster, så-” ”Jeeeess, jeg er sikker på, at du får lov, hvis du plager nok, og har du da ikke lyst til at være sammen med os?” afbrød Harry og lavede hundeøjne.

Irriteret kiggede jeg væk. Hvorfor kunne de ikke bare godtage min undskyldning, så jeg kunne være hjemme? Det ville være så meget lettere, end at de skulle bore i alting konstant.

Jeg var heldig, fordi jeg pludselig blev reddet af en meget vred stemme. Hvilket så ville sige, at jeg ikke var særlig heldig alligevel. Jo, jeg fik sluppet for at komme op med flere løgne, men til gengæld stod jeg nu overfor en meget sur person.

Ingen mindre end Nialls bror, der nok nu havde fundet ud af, at vi havde snydt ham med hensyn til den nøgle.

”Jessica, hvad fanden har du haft gang i?” vrissede han, og jeg trak mig nærmest tilbage på min stol. Jeg havde aldrig set ham så sur før. Faktisk havde jeg aldrig set ham sur før, så det forklarede måske en del af min overraskelse. Jeg anede ikke, at han kunne lyde så sur, men det fik jeg så bevist her, at han kunne. Holy fuck.

”Hvad mener du, kære ven?” spurgte jeg på en lettere flabet måde. Det lå til mig at snakke sådan, gjorde det ikke?

Hans øjne slog nærmest lyn, og jeg blev mere og mere overrasket over hans vrede.

”Du ved lige præcis, hvad jeg snakker om, din..” han tav, ”du ved det. Den nøgle, som jeg skulle holde for dig, fordi du var bange for, at du ville miste den og dermed ikke ville kunne komme hjem. Det var nøglen hertil,” vrissede han.

Et provokerende smil kom frem på mine læber.

”Det har du faktisk helt ret i. Men spar mig – det er ikke min skyld, at du var dum nok til at tro på det. Hvilken tåbe ville nogensinde give deres nøgle til en person, som de stort set aldrig har snakket med?” spurgte jeg med et underligt grin. Jeg kunne se i hans øjne, hvordan han blev mere og mere provokeret.

”Om jeg fatter, at du kan se dig selv i spejlet, Jessica. Du er simpelthen noget af det klammeste. Hvordan kan man få sig selv til at gøre sådan noget mod andre mennesker? Ved du hvad? De har smidt mig ud, fordi de nu tror, at det er mig, der har stået for alt det her. Fuck dig. Fuck jer alle sammen. Det er jer, der fucker alt op gang på gang, og I har ikke engang dårlig samvittighed over det! Jeg fatter ikke, at det kan lade sig gøre. Fy for helvede. Fuck jer, jeg håber fandeme, at der sker et eller andet dårligt for jer alle sammen,” han hævede stemmen så meget, at alle nok kiggede på os, men han var lige glad.

Men altså, han kunne også være fuldstændig lige glad. Han var blevet smidt ud, så han skulle ikke gå her mere. Så betød det vel intet, at han stod og gjorde sig selv – og os – til grin. Men for os var det måske en anelse pinligt, selvom det ikke var første gang, at folk var blevet sure på os over, at vi måske havde fucket lidt med nogle ting, der havde ændret deres skole.

”Det er godt med dig, bad boy, smut du nu hen på en anden skole, hvor du måske hører mere til, ikke?” råbte Zayn efter ham og grinede tilfredst efter.

Han var næsten ude, at han vendte sig om. ”Nå ja, og Jessica? Jeg var faktisk begyndt at tro, at du var noget godt for Niall, men nu er jeg sikker; du fortjener ham ikke. Det er godt nok ærgerligt, at det her nummer skal koste dig så god en person som Niall. Han ville være den perfekte kæreste, men det var du jo selv udenom,” han trak på skuldrene og smilede triumferende.

Han vidste, at han havde fået ramt mig der, men jeg gjorde alt for ikke at vise det. Hvis ikke jeg tog meget fejl, lykkedes det mig rent faktisk at holde det skjult for de andre.

Skulle jeg virkelig miste Niall, fordi de andre gav mig en eller anden konsekvens? Det var ikke det, at jeg skulle lave konsekvensen, for jeg var faktisk en anelse lige glad – til et punkt da – men Niall? Godt nok havde det ikke være særlig seriøst det, som vi havde, men jeg havde bare haft den der følelse af.. at det kunne have været blevet noget rigtig godt, hvis det var noget længere.

Urg, hvorfor skulle jeg også altid formå at fucke alting op for mig selv, når det til at starte med slet ikke omhandlede mig? Det var da så typisk, som det overhovedet kunne være, altså.

”Det har du da ikke noget i mod, har du vel, Jess? Jeg mener.. Niall var sød, og han kunne nok være blevet helt ok, men det er da ikke så stort et tab igen?” Louis daskede mig ligegyldigt på skulderen, og jeg smilede anstrengt.

”Selvfølgelig ikke, det er helt okay. Som du selv siger, så var han ikke noget helt ekstraordinært,” fik jeg så sagt med et kæmpe smil. Det var helt skræmmende, så god jeg var til at lyve, når jeg tænkte over det. Jegkunne næsten for alle til at hoppe på alt.

Selvfølgelig bortset fra, når jeg prøvede at forklare folk, at mine forældre ville have mig hjemme. Af alle tidspunkter var det det eneste tidspunkt, hvor de vidste, jeg ikke talte sandt.

Jeg lod mit blik glide rundt og ignorerede den samtale, de andre havde gang i. Mit blik faldt på den elev, som jeg altid krympede mig en smule over, når jeg så. Liam Payne.

Han var ikke farlig som sådan, og han var ikke nogen af de populære, som man skulle have respekt for eller noget. Nej, jeg var rimelig sikker på og overbevist om, at han var det, som man kunne kalde en stalker. Om ikke andet, så var han da min stalker.

Jeg turde vædde alt med, at han stalkede mig.

Selv da jeg kiggede hen på ham, sad han og kiggede på mig, og det gjorde mig ærlig talt en anelse skræmt. Det var som om, at han altid havde øjnene på mig, lige meget hvad han gjorde, og lige meget hvad jeg gjorde.

”Jess, hvad er det, vi har så travlt med at kigge efter?” Sarah prikkede forvirret til mig, og det fik mig tilbage til virkeligheden med det samme. ”Øh, det er ikke noget rigtigt,” fik jeg sagt og kiggede rundt på de andre, der også sad og kiggede på mig.

Okay, var I dag bare sådan en dag, hvor alle skulle kigge på mig? Det var lige til at blive sindssyg over, hvor meget opmærksomhed jeg fik fra folk. Jeg kunne ikke helt håndtere det.

”Nååå, jeg har fundet ud af, hvem det er, vi kigger på. Payne, ikke?” Lexies stemme skar igennem. Jeg havde ikke lyst til at indrømme, at hun havde ret, men hun kunne læse mig som en åben bog altid. Næsten i hvert fald.

”Jo, det er det, men det er lige meget. Han er bare en anelse creepy engang i mellem, fordi jeg har det som om, at han altid holder øje med mig og ved, hvor jeg er,” forklarede jeg. Mit blik faldt på min bakke, hvor der stadig var noget mad tilbage.

Hvis ikke jeg havde mistet appetitten før, havde jeg det i hvert fald nu, og jeg skubbede den derfor irriteret væk.

”Det forstår jeg godt. Prøver han ikke også altid at komme i kontakt med dig, når det er mulig for ham?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede og trak på skuldrene for at vise, at de skulle lade det ligge. Men hvorfor skulle de dog vælge at lytte til det?

”Hvorfor er det egentlig, at vi ikke bare har fået gjort noget ved det endnu? Der er da ikke nogen af os, der skal føle os stalket på en ubehagelig måde, bare fordi han så gerne vil have dig. If you know what I mean,” Zayn tilføjede det sidste med et grin, og det fik også os andre til at grine kort.

”Fordi det ikke er så slemt igen. Han kan være creepy til tider, men han er nok meget okay. Han er garanteret bare jaloux over, at jeg har status her, og han ikke har,” endte jeg med at sige, og de grinede. ”You know how to rule this, girl,” grinede Louis, og jeg smilede stort tilbage.

Da de koncentrerede sig om alt muligt andet endnu engang, vendte jeg mig også kort rundt og fik igen øje på Liam. Denne gang fik jeg øjenkontakt med ham, og lige da jeg skulle til at kigge rundt igen for at bryde kontakten, løftede han hånden og vinkede til mig.

Forvirret over, hvad jeg skulle gøre, da det her ikke var noget, han havde gjort før, smilede jeg prøvende til ham. Det føltes underligt at smile til en person, der skræmte en så meget, som han skræmte mig. Han kunne på den anden side nok heller ikke se, at jeg smilede til ham, når man tænkte på, at vi sad i hver vores ende af kantinen.

Hurtigt, før han kunne nå at gøre mere, kiggede jeg væk. Jeg synes, at et smil til ham var mere, end hvad jeg egentlig havde lyst til at give ham så nej tak til, at jeg skulle sidde og kommunikere med ham gennem lokalet, uden de andre skulle opdage det.

Nu handlede det så om at få formået at blive hjemme ved at blive ved med at køre på den løgn om, at jeg ikke måtte gå ud. Jesus.

________________________________________________________________________________________________

Hvad siger I så? Det er så konsekvensen. 

Love you allllll.xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...