Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23760Visninger
AA

10. It's like a bad day, that never ends. (Nutid)

 

If I ever feel better - Phoenix.

 

Tårerne løber ned ad mine kinder, mens jeg styrter op ad trapperne. Arrigt tørrer jeg dem væk med bagsiden af min hånd, og tager en dyb indånding, for at få samling på mig selv.

Hvad sker der for mig?

Jeg stopper foran min dør, og prøver at slappe af i kroppen. Hvis mine forældre stadig er oppe, vil jeg for alt i verden ikke have, at de skal se, at jeg græder. Jeg kan ikke lide at virke sårbar, selv ikke overfor mine forældre. 

Gad vide hvad klokken overhovedet er? Måske sover de, så jeg bare kan snige mig uset ind? Man har vel lov at håbe...

Jeg stikker hånden ned i min skuldertaske, så lynlåsen river på min iskolde hud. Jeg græder ikke længere, men ryster nu af kulde, da jeg gik hele vejen hjem. Jeg får endelig fat om nøglerne, og stikker dem fumlende i låsen. Jeg tager endnu en dyb indånding, inden jeg forsigtigt åbner døren.

Da lyset fra stuen rammer mine øjne, klemmer jeg dem straks sammen. Jeg er hurtig til igen desperat at fjerne alle spor af tårer fra mine kinder, inden jeg målrettet begiver mig hen mod mit værelse. Det irriterende er bare, at jeg er tvunget til at gå gennem stuen, for at nå derind. Og hvem sidder i stuen? Ingen mindre end mor og far. Skønt.

"Jess? Hvad laver du her? Jeg troede, at du var hos Sarah?" Siger min far, mens han kigger på fjernsynet. Min mor sidder i en lænestol og læser, og gør sig ikke en gang anstrengelsen, at kigge op på mig. Men lige nu passer det mig faktisk helt fint.

"Jeg havde bare lyst til at sove hjemme..." Mumler jeg, og er på vej videre, da lyden af min mors stemme, stopper mig.

"Hvad er det, du har på? Har du været til fest?" Hun lyder anklagende, hvilket undrer mig. Jeg behøver jo ikke lyve, for hun plejer at være ligeglad.

"Ja." 

"Uden at du sagde noget til os? Der kunne være sket alt muligt, og vi ville ikke ane, hvor du var! Kan du ikke se, hvor farlig din løgn er?" Af en eller anden grund, gør min mors bekymring mig irriteret. Jeg kan mærke hvordan vreden så småt spreder sig i min krop. Lige nu har jeg bare brug for at sove, og gemme mig væk, og så skal hun sidde der, og spille forælder, for en gangs skyld!?

Var det ikke det, du altid har ønsket dig?

"Jaja, jeg går i seng." Mumler jeg ligegyldigt, og fortsætter ind mod mit værelse. Selvom jeg går hurtigt, bliver jeg stoppet af en hånd på min skulder, der tvinger mig til at vende mig rundt, og møde min mors "bekymrede" blik. Ja, det er vel det jeg regner med, det er. Hun har aldrig set sådan på mig før, så jeg er lidt usikker på, hvad det skal betyde. "Hvad?" Det kommer til at lyde utroligt flabet, hvilket giver min mor et irriteret drag om munden.

"Jess, hvad er der sket? Ja, jeg kan da se, at du har grædt." Hun kigger beroligende på mig, men jeg vrider mig bare fri fra hendes hånd, præcis som jeg havde gjort med Harry. 

Harry, der har haft sex med Sarah, der er kærester med Louis, der har haft sex med mig og Zayn. Tanken får endnu en omgang tårer til at hobe sig op i min øjenkrog. "Der er ikke noget galt, jeg vil bare gerne sove, okay?"

"Er det noget med ham Harry? Eller Lexie?"

"Nej, har jeg jo sagt! Må jeg godt gå?" Jeg kigger trodsigt på hende, men hun stirrer bare bestemt tilbage på mig. Hendes mørke hår, som jeg har arvet, har fået et gråligt skær, som jeg først nu har lagt mærke til.

"Nej! Jeg kan ikke lide, at du lyver så meget for mig. Forstår du det?"

"Det her er simpelthen for latterligt..." Mumler jeg, og vender mig rundt for at gå ind på mit værelse. Det der må være en joke. For det første lyver jeg næsten aldrig for hende, for hun er jo altid ligeglad, med hvad jeg gør. For det andet... Jeg har ikke lige noget for det andet, men fuck nu også det!

"Jessica Hayes, du bliver her, når jeg taler til dig!" Måden hun siger det på, bare det, at hun siger hele mit navn, gør mig så vred og ked af det, at jeg ikke en gang forsøger at skjule det. Vredt vender jeg mig rundt, og jeg kan mærke hvordan den første tåre allerede har fået sneget sig ned af mine opsvulmede kinder.

"Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig for, hvad jeg gør!?" Det kommer bag på mig, hvor såret min stemme lyder, og min mors udtryk er guld værd.

"Jeg er din mor, Jessica. Selvfølgelig bekymrer jeg mig for dig!"

"Og du står her, og siger at jeg ikke må lyve, når du selv står og lyver mig lige op i fjæset! Du bekymrer dig ikke for mig, og det har du aldrig gjort!" Jeg får en trang til at slå hende, men styrer mig selv, og får i stedet min vrede ud, med mine ord. Bag hende kommer min far gående, med et forvirret udtryk. Vi skændes aldrig, så alt den råben må næsten have givet ham et hjertestop.

"Jessica, hvad går der af dig? Du ved da, at vi altid er her for dig. Er der sket noget?"

"Hvad fanden der er sket!? Siden hvornår har i interesseret jer for, hvad der sker med mit liv!? I er verdens værste forældre, ved i godt det? I har aldrig været her for mig, og i kan ikke forestille jer, hvor mange gange jeg har haft brug for jer. Hvor meget lort, jeg er gået igennem! Og så kommer i nu, og spiller forældre, og ansvarlige? Er det en eller anden form for joke!? Jeg hader jer!" Og med de ord, der næsten bliver kvalt af mit hulkende åndedræt, tager jeg de sidste skridt hen til mit værelse, og smækker hårdt døren i bag mig. Jeg låser med det samme, og læner mig mod den glatte overflade. Langsomt lader jeg mig glide ned, så jeg sidder på gulvet, og holder om mit hoved.

Tårerne strømmer ud, og pletter Sarahs kjole, med små mascara-klatter og salte dråber. Jeg græder, og græder, som jeg aldrig har grædt før, så jeg næsten har det som om jeg skal kaste op. Jeg kan høre mine forældre på den anden side, men lukker fuldstændigt af for dem. 

Et tungt suk forlader mine læber, og skaber et ekko i mine ører, inden alt bliver sort, og jeg falder i en dyb, drømmeløs søvn.

 

***

 

Av. Min. Ryg. 

Jeg prøver at åbne mine øjne, men de er som klistret sammen, af en masse af gammel mascara. Hvorfor sidder jeg på gulvet? 

Forvirret kigger jeg rundt, mens jeg gnider mine øjne, så det efterlader et sort aftryk på mine hænder. Det er først da jeg opdager hvilken gyselig, turkis kjole jeg har på, at gårsdagens minder vender tilbage til mig. Jeg ser hele aftenen igen i mit hoved, og kan allerede mærke skyldfølelsen skylle ind over mig. Jeg skulle ikke have sagt sådan til Lexie og Sarah, eller til mine forældre for den sags skyld...

Åh min gud, hvordan skal jeg nogensinde kunne se dem i øjnene igen, efter alt det, jeg sagde i går? Jeg mener, jeg sagde, at jeg hadede dem...

Og det er løgn, for selvfølgelig hader jeg dem ikke. Hader er sådan et grimt ord, som jeg kun bruger meget sjældent. Faktisk kun om én person, og det er mig selv. Jeg hader mig selv. Især lige nu.

Hvad fanden er jeg for en datter? Min mor og far må være ulykkelige lige nu.

De er sikkert ligeglade, som altid.

Nej. Det kan de ikke være. Det de ikke være...

Hvis de ikke er ligeglade, hvorfor er de så ikke kommet ind til dig endnu?

Jeg har låst døren. Har jeg ikke?

Hurtigt sætter jeg mig på knæ, og tager ned i mit dørhåndtag, der heldigvis beviser at min dør er låst. Jeg føler mig lettet i 2 sekunder, men bliver så igen overvældet af skyldfølelse. Jeg burde have holdt min kæft, og ikke have sagt noget som helst til dem. Den slags ting er ikke noget, man skal sige højt. Især ikke til sine forældre.

Men Sarah og Lexie fortjente det... Eller gjorde de? De kan vel ikke gøre for, at jeg har ændret mig. Engang betød deres ord intet for mig, men nu styrer hver en lille bemærkning min dag og mit humør. Jeg ville ønske, at de også kunne åbne øjnene, og se hvor forfærdelige, vi alle er.

Men indtil da, kan jeg kun gøre bod på alle mine egne fejl. 

Beslutsomt låser jeg min dør op, men tøver alligevel lidt, før jeg åbner den. Jeg sparker hurtigt mine sko af, som jeg åbenbart har sovet med, og bare det, gør mig til et helt nyt menneske. Forsigtigt planter jeg den ene fod foran den anden, og kan mærke hvordan jeg ukontrolleret bider mig i læben.

Da jeg når ind til stuen, og ser min mor i øjnene, går jeg i stå. Min hals snørrer sig sammen, og min mund bliver helt tør. Det er som om alt væske forlader mig, og skyder op i mine øjne i stedet, i et forsøg på at flygte fra min ulykkelige, hærgede krop.

Min mor står også lidt, før hendes hage begynder at dirre. Inden jeg når at blinke, står hun foran mig, med blanke øjne, og tager noget af mit hår bag mit øre, som hun altid gjorde, da jeg var mindre. "Undskyld-"

"Mor." Jeg får afbrudt hende, med en grædefærdig stemme. "Det er mig, der skal sige undskyld."

"Nej, Jess, det er det ikke. Jeg har aldrig rigtigt været der for dig, har jeg vel? I alle de år, har jeg gået og troet, at du bare ville klare dig selv. Så jeg lod dig stå på egne ben... Jeg troede jo, at det var det der var bedst for dig, men..." Hendes stemme knækker over, og hun må kigge ned mod gulvet for et øjeblik, mens hun stille sukker. "Jeg tænkte, at du var så stærk; At du ikke behøvede mig. Hvad er det for en forfærdelig tanke!?" Hun græder, hvilket jeg også gør. 

Jeg græder en lydløs gråd, for jeg er så rørt over hendes ord. Jeg kan næsten ikke beskrive den følelse, der har overtaget mig lige nu. Som jeg betragter hende i dette øjeblik, kan jeg se mig selv. Jeg ligner hende, og det er først gået op for mig nu.

"Men efter det, du sagde Jess... Det gik op for mig, at du er stærk. Men det er noget du er blevet, fordi du blev nødt til det. Og det var aldrig min mening, at du skulle vokse op, helt selv. Jeg er gået glip af så meget Jess - jeg ved jo næsten intet om dig længere, og jeg fortryder det så meget... Jeg... Undskyld. Kan du tilgive mig?" Hun ser så skrøbelig ud, og tårerne løber ned ad hendes hvide hud. En af dråberne sætter sig fast i en af de furer, der kommet ved hendes mund gennem tiden.

Jeg bider mig i inderlæben, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har det, som om jeg ikke kan få luft, og ordene vil ikke komme frem. Jeg prøver at åbne munden, men det er som om den er limet sammen. I stedet nikker jeg, og smider mig om halsen på hende, mens det ene hulk efter det andet, forlader mine læber.

Hendes arme finder rundt om mig, og hun klemmer mig hårdt og længelsfuldt. Hendes skuldre ryster lidt, men holder op, efter lidt tid. Hun står bare og holder om mig, mens hun vugger lidt fra side til side. Jeg har ikke fået sådan et kram, siden jeg var 7, og det gør mig simpelthen så overvældet at endnu flere tårer løber ned på min mors trøje.

Hun trækker sig lidt væk fra mig, og smiler svagt, inden hun giver mig et kys på kinden. Lyden af vores hoveddør, der går op, lyder, så jeg kigger hen mod entreen. Ind kommer min far, og bag ham står Nick. De kigger begge to trist på mig, og før jeg ved af det, står jeg imellem dem alle tre. Endnu en gang skyder tårerne op i øjnene på mig, og jeg føler mig lykkelig. Jeg føler mig elsket.

Jeg ville ønske, jeg kunne fryse dette øjeblik og blive ved med at opleve det. Bare sætte dette øjeblik på replay.

"Vi elsker dig så højt Jessica." Mumler min far, mod min skulder, så jeg smiler.

"Jeg elsker også jer."

De fjerner sig langsomt fra mig, og jeg står lidt og kigger på dem. Jeg ved ikke hvorfor, men lige pludselig begynder latteren at boble i mig, og jeg gør intet for at holde den tilbage. Jeg tror bare, at det er hele situationen, der er så spøjs, at den er sjov. 

"Hvad?" Spørger min mor usikkert, men med at skævt smil spillende på læberne.

"Det hele... I... Åh, kom her!" Griner jeg, efterfulgt af et ynkeligt snøft, før jeg igen omfavner dem alle tre. Nu begynde de også at grine, og det skaber en lyd, som jeg aldrig har hørt før. Alle vores grin minder om hinanden, men er stadig så forskellige. Den tanke varmer mit hjerte.

"Hvad er det også, du har på søs? Det ligner ikke dig!" Griner Nick højt, så jeg slår ham kærligt på skulderen. Men ærligt talt må jeg give ham ret - det føles ikke rigtigt, at have den på.

"Ved du hvad, det føles heller ikke som mig... Jeg tror jeg vil skifte til noget mindre... Candyfloss-agtigt." Jeg smiler stort, og min kommentar får min far til at udstøde et højlydt grynte-grin.

"Det lyder som en god ide, skat. Imens kan jeg lave noget morgenmad, til os alle sammen. Ja, jeg regner da med, at du bliver og spiser Nick?" Hun smiler til ham, og han nikker ivrigt. 

"Og Jess, lov mig, at du aldrig tager den kjole på igen..." Endnu en gang slår jeg Nick på armen, så han grinende tager sig til den.

"Hey, nu ved jeg i det mindste, hvad jeg skal være til halloween." Jeg blinker til dem, før jeg vender mig rundt, og skynder mig ind på mit værelse.

Mens jeg hurtigt får det turkis helvede af, kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det sådan, med min familie. Det er en følelse, jeg ikke ville bytte for noget andet... 

Der er stadig uopklarede ting, og følelser gemt i mig, om dem, men jeg synes at det her var nok. De behøver ikke vide mere lige nu, for jeg vil for alt i verdenen ikke ødelægge stemningen. 

Jeg går hen til mit skab, hvor jeg finder nogle sorte, bløde bukser frem, og en lysegrå tyndtstrikket sweater. Med lynets hast får jeg det på, og er klar til at gå ud i køkkenet igen, da min mobil vibrerer, fra min taske. 

Jeg overvejer kort situationen, og vælger at tjekke den. Der er 7 ubesvarede opkald fra Sarah, 5 fra Harry, 2 beskeder fra Zayn, 5 fra Rebecca, og... Mit blik fanger et nummer, jeg ikke har kodet ind på min telefon. 

Jeg går ind på beskeden, og lader mine øjne glide over skærmen.

"Hej Jess. Jeg ville bare høre, om du kunne arbejde på vores historie-opgave i dag? Det er selvfølgelig okay, hvis du ikke kan. Du har sikkert bedre ting at lave... Men hvis du nu har lyst, så ja, øh... Skriv til mig :) Du kan bare komme hjem til mig, eller noget... Jeg kan sende adressen. Øh ja, det var vist det. - Liam Payne."

Jeg sukker lidt, og skal til at skrive nej, da jeg genovervejer mine muligheder. Hvis jeg bliver hjemme hel dagen i dag, kan jeg ikke undgå de andre. Men hvis jeg nu er hos Liam, og laver historie, har jeg jo verdens bedste grund til at have ignoreret dem.

Har jeg ret, eller har jeg ret?

Jeg rejser mig op, med min mobil i hånden, og går ind mod køkkenet, mens jeg skriver.

"Har ingen planer, så det lyder som en god idé :) Sender du adressen? x"

Inden jeg lægger min mobil i lommen, sørger jeg for at gemme Liams nummer, som en kontakt. Jeg ved ikke helt hvad der går af mig, men lige nu er jeg i godt humør. Ja, mit humør er åbenbart så højt, at jeg lige har sagt ja til at bruge min lørdag, sammen med min personlige stalker. Det skal da nok blive interessant...

 

___________________________________________________________________________________

Hey guuuyys!

Har ikke lige så meget at sige, så-øh... HALLAH! <3

Håber i nyder sommervejret and shit, og ja... Ønsk mig lige held og lykke, eller noget, for jeg har projektuge i næste uge, men har kun tre dage til at lave det, da jeg rejser til New York torsdag... omfg-shit-argh! 

 

Nå, kys kys og kærlighed til jer!!!!

xx SILKE (nu med anderledes font, fordi jeg kan.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...