Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23762Visninger
AA

4. Insanity laughs under pressure. (Nutid)

 

Under pressure - Queen

 

Da vi træder igennem døren, begynder mit hjerte at banke som en sindssyg. Bare den summende lyd der langsomt fylder mine ører, gør mig fuldstændig dårlig.

Jeg holder mig til de andre, der virker til at være helt oppe at køre. Skønt...

"Er I nu sikre på, at det her er en god idé? Jeg mener, vi kunne jo komme til at fortryde det, og-" Begynder jeg, men bliver afbrudt af Louis, der belærende lægger sin hånd på min skulder.

"Jess, siden hvornår er du blevet sådan en, der tøver? Come on, spring ud i det, lev livet mens du kan!" Han griner let, og jeg smiler anstrengt til ham.

Kom nu Jess, eller tør du ikke? Selvfølgelig gør du ikke det, du er jo ikke modig - du tør ikke en skid.

Jeg knytter diskret mine hænder, for at få samling på mig selv. Det er ikke så slemt Jess, bare træk vejret dybt ind, og pust ud. Sådan ja, det hjælper, gør det ikke?

"Heeeey Lexie, der er du jo!" Siger en robust skaldet mand, der har mindst fem piercinger placeret rundt omkring i ansigtet. Lexie går over til ham, og det ligner næsten at han kan knække hendes spinkle krop, når han krammer hende.

"Ja, Andy, jeg løj sgu da ikke. Det her er mine venner: Zayn, Louis, Sarah, Harry, Rebecca, og... Jess?" Mit navn bliver sagt som et spørgsmål, og det går op for mig, at jeg har fået sat mig ned, med ryggen mod væggen. Hurtigt rejser jeg mig op igen, og børster mine bukser.

"Hej. Jeg blev bare lige lidt svimmel..." Mumler jeg, med et lille smil. Andy nikker forstående, og smiler så betryggende til mig.

"Bange for nåle?" Jeg har det som om alle, og jeg mener alle, stirrer intenst på mig. Hvad skal jeg gøre? Jeg mener, jeg er jo ikke bange for nåle... Okay, måske lidt.

Jeg trækker på skuldrene. "Ikke rigtigt. Jeg tror bare, at jeg mangler væske, eller sådan noget..." Med det samme forsvinder intensiteten i lokalet, og det er som om alle puster lettet ud.

"Nå, unger. Kommer i hen og vælger hvad i vil have?" Andy lægger tryk på ordet 'unger', mens han griner. Han ved jo udmærket godt, at ingen af os er gamle nok til det her... Faktisk kunne han blive arresteret.

De andre går hen til skranken, og kigger i en stor bog, men jeg bliver stående tilbage. Det er som om, mine ben ikke kan rykke sig. Min krop er fuldstændig tung, og det er som om, at den, for hver gang jeg hører den summende lyd, bliver tungere.

"Jess, er du sikker på, at du er okay?" Jeg kigger over på Harry, i samme øjeblik som han kaster med sit hoved. Krøllerne danser, og jeg ser det hele i slow-motion. 

"Nej." Ordet er sluppet ud, før jeg kunne nå at holde det tilbage. Shit... "Jeg mener ja! Jeg er okay, tag det roligt. Jeg ved bare ikke, hvad jeg vil have..." Harry griner lidt af mig, men det er ikke et ondt grin. Det er bare et Harry-grin.

"Heller ikke mig. Jeg synes det er ret svært at vælge - jeg mener, vi skal rende rundt med den, resten af vores liv." Fascineret kigger jeg på ham. Jeg anede ikke, at han rent faktisk tænkte over sådan noget.

Den samme tanke har cirkuleret i mit hoved, siden jeg fandt ud af, hvad det var jeg havde sagt ja til. De andre havde åbenbart fundet på den geniale idé, at vi alle skulle pjække fra sidste time, for at få lavet en tatovering.

Ja, en tatovering. Det er nok den mest åndssvage og latterlige idé, jeg nogensinde har hørt. Og det var selvfølgelig Lexies idé, men det kan umuligt komme bag på nogen.

"Jeg tænker at jeg bare vil have et lille, sort hjerte, på anklen." Smiler jeg. Ikke at jeg tror, at jeg kommer til at gennemføre det her. Men hvis jeg gør, vil jeg gerne have den et sted, som mine forældre ikke så let vil lægge mærke til. Harry nikker lidt, og smiler skævt.

"Jeg overvejer en stjerne, lige her," Han peger på et sted på sin underarm, og jeg smiler lidt. Det var da en meget god idé - cool og enkel.

"Kommer i ikke herover, eller hvad?" Spørger Zayn, så jeg løsriver mit blik fra Harry, og kigger over på ham. Uden at svare, går vi hen til de andre, der livligt begynder at fortælle om deres tatoveringer. Jeg får det bare værre og værre...

"Okay, så hvem starter?" Spørger Andy med et smil. Jeg klemmer mine øjne sammen, og prøver så godt jeg kan, at gøre mig usynlig.

"Hmm... Jeg tror, at Jess skal starte." Jeg åbner med det samme øjnene, kun for at møde Lexies irriterende smil.

"Jeg, øh..."

"Din tatovering er jo også ret lille Jess." Lyder det opbakkende fra Harry, men jeg har mest af alt lyst til, at slå ham så hårdt, at hans krøller flyver af.

"Perfekt." Griner Lexie. Hvorfor skulle jeg absolut også gøre mig selv uvenner med hende? Jeg kan mærke hvordan alles blikke hviler på mig, så jeg gør, hvad jeg altid gør: Lader som om jeg er helt rolig, og selvsikker.

"Hvor skal jeg sidde henne?" Jeg smiler kækt, og får en rus af glæde, da de andre jubler lidt. Andy griner hæst, og viser mig vej hen til en stol, med mørkerødt lædder sæde. Jeg prøver igen og igen at synke den nervøse klump, der har samlet sig i min hals.

Min hånd ryster lidt, da jeg placerer den på armlænet, og jeg føler, at jeg synker 20 meter ned, i den bløde stol. Har jeg virkelig tænkt mig at gennemføre det her?

"Jess?" Jeg kigger skræmt på Andy, men skynder mig at smile, og nikke.

"Hvad?"

"Jeg spurgte dig om, hvad du vil have tatoveret..." Griner han varmt, og det har, af en eller anden grund, en afslappende virkning på mig. Jeg går i gang med at forklare ham det samme, som jeg forklarede Harry, og prøver at lyde så overbevisende, som muligt.

Jeg sparker min højre sko af, og kan næsten ikke få hevet min sok af, fordi mine hænder ryster så meget. Jeg prøver for alt i verdenen at undgå at kigge over på de andre. De står sikkert og griner over, hvor tøset jeg er.

"Er det i orden, hvis jeg bare laver den i frihånd? Sådan en lille sag, er ret svær at lave forkert." Jeg nikker bare lidt, som svar på Andys spørgsmål.

Okay Jess, nu tager du dig sammen, og gør det her! Jeg puster ud, og læner mig tilbage, mens jeg knytter hænderne, for at holde dem i ro.

"Jeg spritter lige din hud af..." Fortæller han roligt, og jeg kan mærke at det bliver køligt på min ankel. Jeg har lyst til at skrige, bare ved hans berøring.

"Sådan," mumler han lavt, så jeg åbner øjnene. Var det det? Er det overstået?

"Er du allerede færdig?" Spørger jeg, fuld af håb. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde før, har følt mig så lettet. Andy griner bare lidt, så hans vom hopper.

"Nej, jeg er slet ikke gået i gang endnu." Hans smil hjælper slet ikke på mit hjerte, der nu sidder helt oppe i halsen på mig. Jeg har kvalme, og kommer vist til at give et lille gisp fra mig, da han vender sig rundt.

Rolig nu, de andre forventer det her af dig Jess - nu har du fandeme også bare, at gennemføre det!

"Så er vi klar, jeg tester lige..." Siger Andy, mens han igen vender sig rundt. Jeg åbner øjnene, og stirrer direkte på nålen. Den summende lyd fylder mine ører, lige inden alt bliver sort.

 

***

 

"Jess? Jess, er du der?" Jeg åbner med besvær øjnene. Hvor er jeg? Og hvorfor glor Rebecca uroligt på mig? Jeg rynker brynene, mens det hele så småt kommer tilbage til mig.

Er jeg stadig i tattoo-biksen? Mine øjne bliver opspilede, men det går op for mig at jeg er hjemme hos mig selv. Jeg nikker lidt til Rebecca, og støtter mig på min arm, så jeg ligger og spænder i maven. "Ja. Ja, jeg er her..." Mumler jeg, og hun lyser op i et lettet smil.

"Godt! Du besvimede igen, da vi kom hjem. Kan du overhovedet huske noget?" Hun griner usikkert, mens jeg skræmt ryster på hovedet. Er der noget vigtigt, jeg burde kunne huske? Vent...!

"Fik jeg en tattovering!?" Udbryder jeg, og sætter mig helt op, mens mine hænder fumler ved min ankel. Rebecca tysser på mig, og lægger beroligende sin hånd på min arm.

"Nej Jess, du besvimede jo, lige inden Andy gik i gang? Du var sådan halvt ved bevidstheden, da jeg besluttede mig for at følge dig hjem. Jeg skulle alligevel ikke have en tattovering..." Siger hun forklarende, og jeg kan mærke hvordan min hjerterytme langsomt bliver regelmæssig. "Jeg tror alligevel, at jeg ville have fortrudt det."

"Fortrudt hvad?" Spørger jeg undrende, med et øjenbryn skudt i vejret.

Rebecca griner lidt, og kigger så på mig, med et overbærende udtryk. "Sig mig, er du stadig lidt væk? Man skulle næsten tro, du havde røget et eller andet... Nå, men det, jeg mente, var, at jeg nok havde fortrudt min tattovering, hvis jeg altså havde fået en." Hun smiler tøvende, og tager nogle af sine krøller bag øret, inden hun fortsætter. "De kan også bare så let se billige ud, på piger..."

Jeg erklærer mig enig, og nikker lidt. "Især hvis pigen i forvejen er billig." Jeg stikker hende et sigende blik, og jeg ved at det præcis var det, hun fiskede efter. Hun slår en latter op, mens hun nikker.

"Vi ved vidst begge hvem, det er, der er billig."

Jeg nikker, og hoster falskt. "Lexie." Jeg hoster igen. Det er faktisk ikke fordi hun er så billig igen... Okay, det er hun måske.

"Det er nu heller ikke fordi Sarah er så dyr i drift... Hun skal jo få penge til hendes hår, et eller andet sted fra. Jeg forstår ikke, at hun gider." Jeg griner lidt, men jeg er langt fra enig. Det klæder Sarah pisse godt, og Rebecca er bare misundelig, fordi hendes mor ikke vil lade hende farve sit hår.

Min mor ville sikkert være ligeglad...

Apropos min mor... "Er mine forældre hjemme?" Rebecca ryster lidt på hovedet, og smiler så.

"Men vi mødte Nick på vejen. Han havde lige været ude og handle... Et eller andet med, at I skulle spise hos ham i aften?" Jeg kigger tomt på hende, da jeg absolut intet kan huske, fra turen hjem.

"Nå ja..." Jeg lader som om, jeg ved hvad hun taler om, men indeni er det helt anderledes. Mor og far havde sgu da sagt, at de skulle spise ude hos "en eller anden" i dag, og at jeg derfor selv stod for maden i aften. De kunne sgu da godt lige have nævnt, at den "en eller anden" er min bror?

"Men jeg tror ikke at jeg gider med... Vil du sove her hos mig, og dele en pizza?" Mit spørgsmål giver Rebecca et undskyldende udtryk, og jeg ved allerede hvad der er på vej.

"Beklager Jess, jeg har allerede lovet Lexie, at vi skulle spise sushi - og hvem kan sige nej til gratis sushi?" Hun griner let, og jeg trækker på skulderen.

"Det har du vel ret i... Må jeg komme med, eller-"

"Faktisk," Afbryder hun mig tøvende, og begynder at sno noget af sit hår rundt om sin finger. "Jeg tror, at det bare skulle være mig og hende... Sorry."

Hun lyver. Hun gider bare ikke være sammen med dig.

Jeg vil ikke en gang sige stemmen imod, for jeg kender efterhånden Rebecca godt nok til at vide, at hun snor hår rundt om fingeren, når hun lyver.

"Fair nok." Smiler jeg, og lader som om, jeg er helt cool med det. I virkeligheden føler jeg mig pisse tilsidesat... Hvorfor vælger Rebecca Lexie, fremfor mig?

"Men jeg tror faktisk, at jeg skal smutte nu..." Mumler hun, og finder sin mobil frem, for at se hvad klokken er. Hun nikker lidt for sig selv, og kigger så undersøgende på mig. Af ren refleks kigger jeg på et punkt bag hende, i stedet for at møde hendes blik. "Er du okay nu? Jeg mener, efter du har besvimet, og sådan..."

"Ja, det tror jeg, jeg er. Men skulle du ikke gå nu?" Siger jeg afvisende, men bløder det op med et smil, så hun ikke får indtrykket af, at jeg har totalt ondt i røven over ikke at være blevet inviteret med.

Hun rejser sig hurtigt op, og læner sig frem, for at give mig et kys på kinden, og et kram. "Så ses vi i morgen, søde..." Jeg svarer hende ikke, men smiler bare. Hun kigger igen ned på sin mobil, der er begyndt at ringe, og tager den, mens hun går hen mod døren.

"Hej Lexie-mus!" Hviner hun i telefonen, og vinker et sidste farvel til mig. Jeg sidder lidt og lytter, og kan høre hende tage overtøj på, mens hun står i min gang.

"Blev den flot? Jeg glæder mig totalt meget til at se den!" De snakker sikkert om Lexies klamme tatovering. Det skulle ikke undre mig, hvis den faktisk klæder hende... "Hun er okay, tror jeg. Jeg skrider nu, og kommer hen til dig, okay? Ja-" Rebecca begynder at grine, men bliver brat afbrudt af min hoveddør, der smækker bag hende.

Så er der bare mig og stilheden tilbage. Men jeg kan ikke holde ud at være alene hjemme, mens mine forældre er til middag hos min "perfekte" bror. Bare tanken om, hvordan de rigtigt sidder og hygger sig, uden mig, gør mig ked af det og irriteret.

Jeg svinger sløvt benene ud over kanten på sengen, og slæber mig ud i min entre. Hurtigt finder jeg min jakke, som jeg og Sarah en gang stjal fra vores yndlings butik, og stikker hånden ned i lommen. Mellem nøgler, gamle bonner og krøllet slikpapir, finder jeg min mobil.

Hurtigt taster jeg et nummer ind, og det er først da personen tager den, at det går op for mig, hvem jeg ringede til.

"Hey Jess, hvad så? Er du okay?" Lyder en ret så ubekymret Harry.

"Ja det er fint... Blev din tatovering flot?" Spørger jeg, fordi jeg rent faktisk er nysgerrig. Det lød ret flot, sådan som han beskrev den.

"Ja, den er overdrevet vild! Glæder mig til at vise dig den! Men, hvorfor ringede du?" Han griner lidt af mig, og jeg føler mig dum.

"Bare for at høre, om vi ikke kunne mødes og dele en pizza senere?"

Der bliver stille i den anden ende af røret, før han rømmer sig lidt. "Hør, jeg ville gerne, men jeg skal spise noget sushi med Lexie... Jeg troede faktisk, at du kom?"

"Tjah, jeg gad ikke lige... Har ikke så meget lyst til sushi, du ved." Lyver jeg. Han burde næsten vide at det er løgn, for sushi er min livret, og jeg kan næsten altid spise det.

"Jeg forstår... Men jeg kan sgu ikke lige sige nej... Sorry Jess. Men vi ses i morgen, ikke? Bliver nødt til at smutte nu."

"Klart. Ses..." Mumler jeg, og lægger på. Skuffelsen ruller ind over mig, og mine ben er næsten ved at knække sammen under mig. Mangler jeg væske eller sådan noget?

Jeg samler mig selv, og går ud i køkkenet, med min mobil i hånden. Jeg orker ikke at finde et glas, og stikke derfor bare hele hovedet under hanen. Min mund bliver fyldt af det kolde vand, og jeg slubrer det grådigt i mig.

Hvorfor skal jeg også være så fucking kikset!? Jeg skulle aldrig have ringet til Harry... Nu tror han sikkert, at jeg er en eller anden desperat taber. Det er jeg vel egentlig også...

Jeg rejser mig op igen, men støder kinden mod hanen, så jeg får vand i hele hovedet. Jeg sukker irriteret, og slukker hårdt hanen, mens jeg halvt i blinde, famler mig vej hen til et håndklæde.

Jeg er da også bare så fandens uheldig... Jeg får tørret mit hoved, men opgiver at tørre min trøje, der er helt gennemblødt for oven.

Jeg skærer en irriteret grimasse, og trækker den over hovedet, mens jeg går ind på mit værelse igen. Trøjen bliver smidt oven i bunken af tøj, på min skrivebordsstol, og jeg åbner mit skab, for at finde en ny.

Jeg beslutter mig for, at jeg er i humør til noget blødt, og hiver derfor min tynde, grå strik-trøje ud. Jeg får den hurtigt på, og kigger så igen på min telefon. Endnu en gang taster jeg et nummer ind, og der går ikke lang tid, før der bliver svaret.

"Det er Louis?" 

"Hej Lou, det er Jess!" Kvidrer jeg, og lyder overraskende glad.

"Hey Jess, hvad så?" Siger han, uden overhovedet at spørge ind til, hvordan jeg har det. Men hvad havde jeg regnet med - det er Louis. Han har nogle gange lidt svært ved at vise sin medfølelse...

"Ville bare høre om du er frisk på en pizza?" Jeg begynder at føle mig mere og mere ensom, jo fler jeg spørger.

"Pizza? Troede vi skulle have sushi... Er du sammen med Lexie, eller hvad?" Jeg har lyst til at sukke. I stedet ruller jeg bare med øjnene, for det kan han jo ikke høre. Hvorfor i alverden skulle jeg være sammen med Lexie? De ved sgu da godt alle sammen, at vi ikke kan lide hinanden?

"Nej... Har bare ikke lyst til sushi, så jeg kommer ikke i aften." Svarer jeg roligt, og Louis siger en eller anden forstående lyd.

"I see... Men jeg er allerede på vej derhen med Sarah, så..."

"Hej Jess!" Bliver der råbt, og jeg genkender hurtigt Sarahs stemme. Louis griner lidt, inden han fortsætter. "Hun siger hej."

"Ja, det kan jeg da høre..." Griner jeg let. "Nå, men så må i hygge jer- Vent!" Jeg afbryder mig selv. "Ved du, om Zayn også skal derhen?"

Jeg sidder afventende og venter, og håber inderligt at han ikke skal med. Selvom jeg måske har det lidt akavet med Zayn, ville jeg til hver en tid foretrække at spise med ham, end at spise helt alene. Det ville ikke være godt for mit image, hvis jeg blev spottet, sidde og dele en pizza med mig selv...

"Bare gå i forvejen, jeg kommer om lidt..." Siger han, tydeligt henvendt til Sarah. Han sukker irriteret, og venter lidt, inden han svarer. "Hvorfor skulle jeg vide, om han kommer?"

Ups... Jeg kan høre på Louis' stemme, at det ikke var så smart sagt af mig. Det burde jeg nok også have tænkt over. "Det var ikke ment på den måde, Lou."

"Nej, så siger vi det. Men jeg ved ikke om han kommer. Og jeg er også ret ligeglad!" Understreger han hurtigt, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt af ham.

"Okay, jeg har forstået det. Men du må hilse alle... Ses i morgen."

Uden at svare, lægger han på, og jeg tager telefonen væk fra øret. 

Så er jeg vist tvunget til at spise alene. Med følelsen af at være totalt afvist og overset, af alt og alle, slæber jeg mig ud i gangen igen. Jeg kan ligeså godt gå ned og bestille pizzaen nu, bare for at lave et eller andet. Jeg fik heller ikke så meget til frokost, så jeg kan sikkert godt klemme et par slices ned...

Hurtigt tager jeg jakke på, og tager mine solbriller fra det lille skab, der står herude. Jeg orker ikke at blive genkendt af nogen lige nu, og tager dem derfor på. Jeg hopper hurtigt i et par slidte sneakers, griber mine nøgler, og er ellers ude af min lejligheder.

Efter jeg har låst døren, skynder jeg mig ned af trapperne. Luften udenfor er mild, og jeg smiler lidt for mig selv. Jeg fører mig frem, som var jeg en kendis, da jeg ved, at det ser cool ud - hvis nu nogen ser mig...

Jeg skal ikke gå særligt langt, før jeg når ned til det bedste pizzeria i hele byen. Duften derfra sniger sig lokkende op i mine næsebor, inden jeg overhovedet er trådt indenfor. 

"Ah Jessica, hej!" Siger Val, der står bag disken. Han er en voksen mand fra Italien, og hedder faktisk Valentino, men vi har altid bare kaldt ham Val.

"Hey Val. Bare en peperoni - to go." Smiler jeg træt, og han stikker mig et undrende blik. De andre, der står i kø, bliver tydeligvis irriterede over, at jeg bare får lov til at springe over, men lige nu er jeg pænt ligeglad.

"Er du helt alene? Hvor er de andre?" Spørger han bekymret, og det er lige før, jeg bliver irriteret. Jeg kan altså godt gøre ting, uden at have "de andre" med.

Men uden dem, er du et nul.

"Øh, jeg skulle tage den med, hen til dem." Smiler jeg, og roder lidt i mit hår, for at virke mere naturlig. Jeg hader at lyve overfor Val, men han er simpelthen så naiv,  at det halve kunne være nok. Han lyser straks op i et smil, og beder mig om, at hilse. Jeg nikker lidt, og går over ved et tomt bord, som jeg hopper op og sidder på. 

Jeg kigger på mine ben, der utålmodigt dingler frem og tilbage. Jeg vil gerne hjem igen, hurtigst muligt...

Hold kæft hvor ser min fødder egentlig store ud! Jeg er en total bigfoot! 

Hurtigt kigger jeg væk fra mine fødder, og giver mig til at studere væggene, hvorpå der er malet en masse små motiver. Malingen skalder af hist og her, men de gør aldrig noget ved det. Det ville også være trist, for her har altid set sådan ud, og det gør det bare ekstra hyggeligt. 

Jeg har følelsen af, at jeg bliver iagttaget, og kigger derfor rundt på de andre borde. Mine øjne når lige at fange et par, lidt for velkendte, brune øjne, inden de hurtigt bliver gemt væk bag en menu, der vender på hovedet.

Skønt, Liam Payne er her...

Jeg sukker for mig selv, og begynder at føle mig ubehageligt tilpas. Jeg fastholder mit blik mod ham, så jeg opdager ham kigge frem fra sit skjul endnu en gang, hvorefter han pinligt gemmer sig igen. 

Den dreng er simpelthen så skummel... Han har stalket mig i næsten to år nu, så jeg er næsten ved at blive vant til, at se ham overalt. Men lige nu orker jeg simpelthen ikke min lille, personlige fan. Han skal bare holde sig langt væk.

Jeg sender ham et sidste blik, inden jeg hopper ned fra bordet igen, og finder min pung frem. Min pizza er allerede færdig, så jeg går lettet hen og betaler. Val siger et eller andet til mig, som jeg ikke rigtigt hører, og jeg nikker derfor bare og smiler igen.

Jeg skynder mig ud af pizzeriaet, og kigger mig en ekstra gang over skulderen, for at sikre mig, at Liam ikke følger efter mig. Da jeg er sikker på, at jeg er alene, begynder jeg at gå i normalt tempo igen.

 

__________________________________________________________________________________________________________

Bum bum, så blev Liam bassen også involveret i historien. <3

Håber selvfølgelig at i kan lide det, og kan stadig ikke beskrive for jer, hvor vildt det her er! (Silke her, hvis I skulle være i tvivl)

 

Nå jo, gæt hvem jeg lige fulgtes i skole med, i morges. Mirah nemlig, haha xD

 

Hvor mange af jer var til koncerten i søndags? Jeg var, og jeg havde fået gratis VIP billetter, og omg hvor var det fantastisk!!! Jeg græd... For real.

OG DET BEDSTE VAR AT JEG FIK BÅDE ØJENKONTAKT MED NAILL OG LIAM OG DE VINKEDE TIL MIG OG JEG DØDE AFHGSHAJ! <3

Skal se dem i Hamborg på søndag, da det ikke var planlagt at jeg skulle have set dem i Herning, og jeg glæder mig simpelthen så meget, selvom jeg allerede har set dem en gang...

 

Men ja, stopper med at fangirle nu, og ja... Hihi, byyyyyye! (Marcus Butler style)

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...